| Forside | | Indhold | | Næste |
Fælles miljø, fælles ansvar Danmark og EU
Fælles miljø, fælles ansvar
At forurening ikke kender grænser, er efterhånden en gammel sandhed.
Miljøområdet er et skoleeksempel på, at grænseoverskridende problemer kræver fælles
internationale løsninger. Derfor hænger dansk miljøpolitik tæt sammen med EU.
I starten handlede EF-samarbejdet om at skabe fred i Europa, om frihandel
over landegrænserne, og om let adgang til at rejse, arbejde og bo i ethvert medlemsland.
Men jo lettere og billigere det er at rejse og sende varer på tværs af grænserne, jo
mere trafik opstår der for eksempel også, for at give et konkret eksempel på et
miljøproblem.
De hastigt voksende trafikmængder i hele EU giver både lokale
miljøproblemer med trafikuheld, støj, partikelforurening og miljøskadelige stoffer fra
bilernes udstødningsgasser. Det medfører også et stigende udslip af drivhusgassen CO-2,
som har globale skadevirkninger. Beskyttelse af miljøet kræver derfor internationale
løsninger for at slå igennem.
I dag er miljøpolitikken derfor en central del af EU-samarbejdet. Målet
for EU i dag er at fremme økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale fremskridt
for borgerne og samtidig opnå en bæredygtig udvikling.
I dette temahæfte kan du læse om, hvorfor der er behov for fælles
EU-regler om farlige kemikalier i legetøj, hvordan miljøreglerne i EU egentlig bliver
til, EU´s kamp for miljøsagen globalt, og hvad Danmark har højest på ønskeseddelen i
arbejdet hen imod en mere bæredygtig samfundsudvikling.


| Forside | | Indhold | | Næste | | Top |