| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Håndbog om giftige alger i badevand
Indsatsplanen skal sikre, at information om store algeforekomster når de relevante
personer, og at der sker en hurtig effektiv og koordineret indsats i tilfælde af især
giftige algeopblomstringer. Så vidt muligt beskrives alle procedurer og
subprocedurer nøje i Algeprotokollen.
Planen skal afspejle forholdene i de berørte badevandsområder, herunder den
rekreative udnyttelse, erfaringerne med forekomst af opblomstringer (tilbagevendende og
usædvanlige/sporadiske), observationer af sundhedsmæssige problemer og effekter på
økosystemet (f.eks. faunadød).
Ved udarbejdelse af en indsatsplan er det vigtigt at gøre følgende punkter klar:
 | Hvem er de involverede parter? |
 | Hvilke data indsamles, hvorfra og hvordan? |
 | Hvilken rolle spiller de enkelte parter - hvem har ansvar for hvad? |
 | Hvorledes sikres tilstrækkelig og rettidig information myndighederne imellem? |
 | Procedurer ved kritiske algeforekomster |
 | Hvornår og hvordan informeres borgerne |
Sidstnævnte behandles i et særskilt kapitel.
Boks 2-1 angiver, hvem der er involveret i håndteringen af algeforekomster og deres
roller. Kommune, amt og embedslæge er selvskrevne. Kommunen har ansvaret for den løbende
badevandskontrol. Amtet og embedslægen skal vejlede kommunen, hvis badevandskvaliteten
ikke er overholdt, eller der er usikkerhed om de sundhedsmæssige risici, f.eks. ved
algeopblomstringer. De tre instanser skal i samråd bestemme, hvilke foranstaltninger der
skal igangsættes.
Borgerne kan inddrages som observatører i den løbende badevandskontrol og i akutte
situationer. For at undgå for mange falske alarmer foreslås det primært at bruge
livreddere, kystvagt og flyklubber, som kan oplæres i at observere algerne.
Figur 2-1 giver et forslag til indsatsdiagram for håndtering af alger i badevand. Kort
fortalt er den beskrevne procedure: Kommunen indsamler information fra badevandskontrollen
samt andre kilder og vurderer forholdene. Hvis der ikke er noget at bemærke, fortsættes
den rutinemæssige badevandskontrol (trin I). I tilfælde af algeopblomstringer eller
andre indikationer på sundhedsmæssige risici orienterer kommunen amtet og
embedslægeinstitutionen (netværket aktiveres), og i samråd med disse besluttes, hvilke
undersøgelser og foranstaltninger der skal sættes i værk (trin II og III).
Da amtet normalt har den største erfaring med forekomster af alger, er det naturligt,
at amtet foretager en supplerende inspektion for at klarlægge situationen, når kommunens
kontrol giver mistanke om algeopblomstringer og/eller giftige alger.
Boks 2-1.
Oversigt over rollefordeling i forvaltningen af algeforekomster i badevand.
Kursiveret tekst angiver ansvarsområder som er fastlagt i den nuværende
Bekendtgørelse og Badevandsvejledning
Kommunerne har ansvaret for kontrol af
badevandskvaliteten i henhold til Bekendtgørelsen og Badevandsvejledningen. Deri
ligger, at kommunen har pligt til at indsamle badevandsdata for at kontrollere, at
kravene til såvel den bakteriologiske som den generelle sundhedsmæssige og æstetiske
kvalitet er overholdt. Kommunen har således ansvaret for løbende at overvåge
forekomsten af generende alger, herunder specielt giftige alger og for, at de nødvendige
foranstaltninger til sikring af badevandskvaliteten gennemføres.
Amterne har ansvar for den overordnede koordinering af
badevandskontrollen og for den årlige indberetning af kommunernes badevandsdata til
Miljøstyrelsen og bør informere borgerne om badevandskvaliteten. Sammen med embedslægen
vejleder Amtet kommunerne i situationer, hvor kravene til badevandskvaliteten ikke er
overholdt, herunder om det er nødvendigt at udstede badeforbud. I praksis styrer
amtet hyppigst indsatser i forbindelse med opblomstringer af giftige alger, da algerne
ikke kun udgør en sundhedsrisiko for mennesker men også kan true økosystemerne. Denne
arbejdsfordeling har den fordel, at amterne har den største faglige kompetence på
området. Amterne har ansvaret for den almindelige recipientovervågning.
Embedslægen vejleder kommunen i situationer, hvor de
sundhedsmæssige krav til badevandskvaliteten ikke er overholdt, herunder om det er
nødvendigt at udstede badeforbud. Embedslægen bør være ansvarlig for information
af de praktiserende læger. Dette kan ske i form af generelle oplysninger om potentielle
problemer ved algeopblomstringer, hvor det også angives, hvordan lægen skal forholde sig
i tilfælde af algeforgiftningssymptomer. Det anbefales, at embedslægen ved slutningen af
sæsonen indsamler information fra de praktiserende læger. således at der dannes et
samlet billede af forekomsten af symptomer, der kan relateres til algeopblomstringer.
Derved forbedres grundlaget for fastlæggelse af den fremtidige håndtering af
algeopblomstringer.
Andre personer og interessegrupper, herunder Rådet for Større
Badesikkerhed, kan inddrages i overvågningen af algeforekomster. Livreddere kan visuelt
vurdere badevandskvaliteten dagligt eventuelt suppleret med målinger af sigtdybden.
Naturskoler placeret i nærheden af badevandsområder i søer kan ligeledes overvåge
algeforekomster. Gennem flyklubber kan der skabes kontakt til sportsflyvere, som jævnligt
flyver over kystområder og søer. Deres observationer kan være til hjælp både i
forbindelse med forvarsling og under en opblomstring. Specielt ved store opblomstringer i
kystområder kan flyklubber samt kystvagt og SOKs olieberedskab give nyttig information om
udbredelse og spredning af algeopblomstringer. Mandskab på faste søfartsruter kan også
være mulige informationskilder. Inddrages "græsrødder", bør der gennemføres
temamøder, hvor deltagerne oplæres som overvågere (introduktionsmøder og/eller trykt
materiale). |
Amtet er ansvarlig for recipientovervågningen, som også inkluderer
overvågning af alger på og omkring overvågningsstationerne. I badesæsonen orienterer
amtet kommunerne om observationer, der er af betydning for badevandskvaliteten. Også
information fra områder uden badevand kan hjælpe kommunerne i deres forvaltning.
Overordnet kan de tre aktionstrin karakteriseres som angivet i Boks 2-2 på næste
side. Forslag til afgrænsning af trin I, II og III og aktioner er givet i Tabel 2-1.

Figur 2-1.
Forslag til overordnet håndtering af algeforekomster i badevand. I kursiv er det
foreslået, hvem der har det overordnede ansvar i en givne situation.
Boks 2-1.
Aktionstrinene
TRIN I |
Tegn: Ingen indikationer på
algeproblemer.
Aktion: Den rutinemæssige badevandskontrol fortsættes som
sædvanligt |
TRIN II |
Tegn: Giftige alger er almindelige
og/eller erfaringen siger, at de givne vejrforhold hyppigt medfører opblomstringer.
Aktion: Opmærksomheden skærpes. Badevandskontrollen forbereder sig
på at tage ekstra prøver. Recipientovervågningen er opmærksom på tegn. Den
sundhedsmæssige risiko vurderes. Risikoen for forværring vurderes. Borgere og
praktiserende læger informeres. |
TRIN III |
Tegn: Algeopblomstring som giver
misfarvning af vandet, der hvor algerne koncentreres. I alvorlige tilfælde rapporter om
faunadød, syge/døde hund og kvæg, sygdomstegn hos mennesker.
Aktion: Badevandskontrollen intensiveres = ekstra inspektioner og
prøvetagning. I alvorlige tilfælde udtages prøver til toksicitetstest, og der
nedlægges evt. badeforbud. Prognose udarbejdes. Borgere og praktiserende læger
informeres. |
|
Tabel 2-1.
Forslag til indsats ved algeproblemer i badevand. Opsummeret i Boks 2-2.
Se her!
Tabel 2-2.
Forslag til algeniveauer, der kan danne grundlag for forvaltningen af algeproblemer i
badevand.
Se her!
Reaktionerne ved trin II/niveau B afstemmes med risikoen for at der sker en udvikling i
retning mod trin III/niveau C+D. Vurderingen af risiko bygges på observationerne samt de
vejrmæssige forhold, strømforhold og observationer fra andre lokaliteter/stationer.
Badeforbud eller frarådning af badning
Ved forekomster af giftige alger anbefales det generelt at fraråde badning og at
opsætte skilte, der advarer om risici ved badning.
Ifølge bekendtgørelsen skal der nedlægges badeforbud, når en konstateret forurening
ikke straks kan nedbringes til det hygiejnisk forsvarlige. Badeforbud som følge af
algeforekomster er forbundet med række problemer. Det er ikke muligt at fastlægge
entydige regler for hvornår et forbud skal indføres, og hvornår forbuddet kan ophæves.
Hyppigst berører algeproblemerne kun en begrænset del af et badevandsområde, og det er
i praksis ikke muligt at forbyde badning i delområder. Derfor foreslås det at der kun
nedlægges badeforbud i tilfælde hvor der er håndgribelig risiko for, at mennesker
bliver syge eller kan dø. Indikationerne på en sådan risiko er dødsfald hos hunde og
kvæg, epidemiologiske sygdomsudbrud hos mennesker og/eller høje koncentrationer af
nervetoksiner i prøver af vandet. Observationerne kan stamme fra den aktuelle eller fra
tidligere opblomstringer af samme alge(r).
I Tabel 2-2 er foreslået 4 algeniveauer, som kan danne grundlag for vurdering af
indsatsen. Niveau C og D svarer til situationer, hvor det iflg. den eksisterende
vejledning for Kontrol af Badevand er aktuelt at fraråde eller forbyde badning. Niveau B
kan opfattes som et forvarsel, der indikerer, at man bør være ekstra opmærksom på
udviklingen. Endelig er Niveau A den normale situation, hvor der gennemføres almindelig
badevandskontrol.
Beskrivelsen af niveauerne skal vurderes og tilpasses. De angivne grænser for
blågrønalgeceller og klorofyl bygger på WHOs anbefalinger (se kapitel 7). Såvel
afgrænsning og aktioner skal tilpasses forholdene i den givne kommune/det givne
badevandsområde. Til eksempel er de vejledende værdier for høje når det gælder
Knudsø og Ravnsø, hvor gifteffekter optræder ved betydelig lavere
algekoncentrationer/større sigtdybder. Skemaet kan suppleres med værdier for den totale
blågrønalgebiomasse udtrykt som klorofylækvivalenter (se kapitel 6).
Niveauerne må ikke opfattes stringent. Den sundhedsmæssige risiko afhænger af,
hvilke arter og dermed algetoksiner, der er tilstede. Algekoncentrationer svarende til
niveau B kan således udløse aktioner lig niveau D, hvis der er tegn på humantoksiske
eller andre alvorlige effekter. Situationen i Knudsø og Ravnsø er eksempel på dette.
Omvendt kræver meget høje koncentrationer af alger, der ikke er sundhedsfarlige, kun
almen information om risici ved badning.
De angivne sundhedsricisi bygger ligesom grænserne for koncentration af blågrønalger
og klorofyl på WHOs anbefalinger. Begge dele tager udgangspunkt i microcystinproducerende
Microcystis-opblomstringer, og sundhedsvurderingen er sket på basis af en voksen
gennemsnitsvømmer, der formodes at indtage 100-200 ml vand. For yderligere forklaring
refereres til Kapitel 7.
Enkelte amter og kommuner har i samarbejde udarbejdet sådanne procedurer. Et eksempel
på en indsatsplan, som anvendes af sjællandske amter, er givet i Boks 2-2.
Indsatsplanen følges af amtet op af årlige informationsmøder, hvor planen
genopfriskes for de ansvarlige instanser samt øvrige involverede, for eksempel
livreddere.
Boks 2-2.
Eksempel på indsatsplan for overvågning af badevand ved badestrande og badesøer i
tilfælde af masseforekomst af alger.
Planen bruges af sjællandske amter og kommuner med mindre modifikationer inden for
de enkelte amter.
Kommunerne er jvf. Miljøministeriets bekendtgørelse
nr. 292 af 23. Juni 1983 om badevand og badestrande kap. 3, ansvarlig myndighed for
tilsynet med og kontrollen af badevandskvaliteten i badesøer og kystnære områder.
Kommunerne skal sikre, at masseforekomst af alger, der observeres i forbindelse med
udtagning af de rutinemæssige badevandsprøver, straks rapporteres til amtet. Ved
henvendelse fra borgere om lignende observationer, er kommunen ansvarlig for, at der ved
besigtigelse undersøges, om der er tale om masseforekomst. I badesæsonen er det
kommunens ansvar, at der i perioder med stille og varmt vejr observeres for, om der er
usædvanlig udvikling af vandets sigtbarhed, skumdannelser, eller uklarheder i form af
fnug, striber eller bræmmer på vandoverfladen.
 | Hvis kommunen vurderer, at der er tale om masseforekomst af alger
kontaktes amtet, som derefter vil besigtige området. Amtet som forestår
recipienttilsynet overvåger bl.a. de åbne farvande, og vil i badesæsonen løbende
orientere kommunerne i tilfælde af masseforekomst af alger i tæt beliggende farvand,
f.eks. observeret i naboamter eller i udland (Sverige, Finland).
|
 | Amtet orienterer i tilfælde af masseforekomst af alger de berørte
kommuner, naboamter, og embedslægen. Amtet udsender løbende pressemeddelelse om
situationen ved amtets badesteder til kommunerne, embedslæge, og pressen.
|
 | Kommunen informerer borgerne i lokalområdet, og fraråder badning
ved opsætning af skilte, og evt. flagning med gult flag eller nedtagning af blåt flag
ved overvågede badestrande. Amtet giver anbefaling til udformning af skilte. Af
skiltningen vil det fremgå, hvordan vandet ser ud i tilfælde af masseforekomst.
Skiltningen bør opretholdes, selvom algerne midlertidigt er væk, da situationen hurtigt
kan ændres. Kommunerne opfordres til at informere turistkontorer, samt de institutioner
og foreninger, der færdes i de berørte områder.
|
 | Kommunerne overvåger badevandssituationen dagligt i den
efterfølgende periode, og orienterer amtet om situationen. Amtet udtager algeprøver i
det omfang, det skønnes nødvendigt for at vurdere badevandskvaliteten i relation til
masseforekomst af alger. Amtet sammenfatter meldingerne fra kommunerne til et samlet
overblik, og varetager information til og fra naboamter.
|
 | Hvis der opstår behov for badevandsforbud pga. sundhedsrisiko i
forbindelse med algeopblomstring aftales dette mellem kommunen, amtet, og embedslægen.
|
 | Når amtet vurderer, at risiko for masseforekomst af alger ikke
længere er tilstede, orienteres kommunerne og embedslægen herom. Samtidig udsendes
pressemeddelelse om, at badning atter kan finde sted uden risiko.
|
 | Kommunerne nedtager de opsatte skilte og flag, og meddeler lokalt,
at der ikke længere er risiko for masseforekomst af alger.
|
|
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |