Dette bilag gennemgår og diskuterer LFA analyseprocessen og dens resultater, bl.a.
opnået ved en række workshops med deltagelse fra emballagebranchen og et udvalg af
primære aktører og interessenter i emballageprodukters livscyklus.
LFA analyseprocessen består af følgende elementer i figuren nedenfor: Problemanalyse
og opstilling af problemtræer (workshopserie 1), samt målanalyse og opstilling af
måltræer og alternative strategier (gennemført af projektgruppen). Hertil kommer i
dette forløb en projekt idegenerering (workshopserie 2).

Figur B-1.
En oversigt over forprojektets proces.
LFA problemanalysen blev gennemført ved en workshop med deltagelse fra
emballagebranchen og et udvalg af interessenter og aktører i værdikæden.
Forprojektet er tematisk opdelt i to dele, som har hver sit hovedmål:
- Reduktionen af emballageforbruget gennem materialeneutral optimering af
emballagesystemer
- At vurdere barrierer og undersøge muligheder for, herunder fordele og ulemper ved,
at etablere genbrugs- eller refillemballagesystemer
Der blev afholdt en workshop for hvert af disse to hovedmål, idet der blev taget
udgangspunkt i to tilsvarende centrale problemstillinger eller hovedproblemer:
- Hvordan optimeres emballagesystemer?
- Kan genbrugs- og refillemballagesystemer etableres?
Med udgangspunkt i et hovedproblem søgtes de samlede problemstillinger afdækket ved
brainstorming blandt workshopdeltagerne. Dette førte til opstillingen af en række
problemstillinger omkring hovedproblem A og yderligere en række problemstillinger omkring
hovedproblem B.
Disse problemstillinger blev efterfølgende af projektgruppen organiseret i to
såkaldte LFA problemtræer et for hvert hovedproblem. Et problemtræ organiserer
problemer hierarkisk i problemkomplekser, idet årsagssammenhænge og følgevirkninger
kæder de enkelte problemstillinger sammen. De to problemtræer kan ses på
illustrationerne PT-A og PT-B bagest i Bilag B, og i den elektroniske projektrapport på
følgende links:
Problemtræ A: Optimering af emballagesystemer
Problemtræ B: Genbrugs- og refillemballagesystemer
Ved analyse af problemtræerne fremtræder en række egentlige problemkomplekser. Disse
er:
2.1.1
Kravsspecifikation og produktkædesamarbejde
Det er et generelt problemkompleks, at der ikke udveksles tilstrækkeligt med
informationer langs produktkæden, og at hvert led i kæden så at sige suboptimerer
emballagen ud fra udelukkende egne forudsætninger. Der udveksles ofte hverken information
af tekniske karakter eller miljøinformation mellem f.eks. emballageproducent og
vareproducent, råvareleverandør og emballageproducent eller reklamebureau og
emballageproducent. Der mangler systemtænkning både teknisk og miljømæssigt.
På det tekniske niveau mangler en dialog om de specifikke funktionskrav til emballagen
på så tidligt et tidspunkt i udviklingen af varen, at emballageproducentens know-how kan
bidrage til valget af den optimale løsning. Der mangler med andre ord samtænkning af
vare og emballage. Det samme gør sig gældende vedr. samtænkning af reklameværdi i
emballagen og emballagen selv.
På det miljømæssige niveau er der sjældent indblik i de miljømæssige konsekvenser
af egne valg for andre led i produktkæden. Specifikt savnes enkle redskaber til at
træffe miljømæssige valg på langs af produktkæden, som også kan synliggøre
tilvæksten af "miljøværdi" ved produktkædesamarbejdet.
Opsummerende kan man sige, at livscyklustankegangens systemtænkning ikke forefindes i
nævneværdig grad i emballagekæden, men industrien peger selv på mulighederne i netop
systemtænkningen, både for miljømæssig og teknisk/økonomisk optimering.
2.1.2 Traditioner og image
Traditioner og image mht. emballage udgør en barriere for nytænkning og dermed også
for miljømæssig optimering. Det er f.eks. en praksis hos vareproducenter at kopiere
andres emballager uden kritisk vurdering, hvilket er med til at vedligeholde traditioner
og gamle paradigmer. Også forbrugeren har en traditionel forventning til emballagen, og
vareproducenternes behov for at skabe vareloyalitet og image gennem branding er med til at
fastholde traditionelle, men ikke nødvendigvis optimale løsninger.
2.1.3 Teknologi og barrierer
for omstilling
Pakkemaskinernes udformning og tekniske begrænsning udgør en teknologisk barriere for
omstilling og innovation, herunder nye mere miljøvenlige emballager. F.eks. er
pakkemaskiner ikke fleksible mht. omstilling fra en emballagetype til en anden, og da de
udgør væsentlige investeringer, bliver de ikke udskiftet eller omstillet ofte. Det er
desuden pakkemaskinen, som stiller de største krav til emballagens holdbarhed, og ved
fyldning af mange varer opereres med et såkaldt headspace, et varetomt rum i emballagen,
som kun er til for at afhjælpe en hurtig fyldning. Pakkemaskinernes udformning ses som en
væsentlig årsag til overemballering, dvs. at der i visse situationer bruges mere
emballage end strengt nødvendigt. Det er et ønske fra emballagebranchen at innovationen
inden for pakketeknologi øges, så antallet af frihedsgrader i emballagedesign stiger.
2.1.4
Hygiejnelovgivning og krav til mærkning af levnedsmiddelemballager
Lovkrav til mærkning af levnedsmiddelemballager kan medføre, at emballagen bliver
større, end varen fordrer. Dette er naturligvis overemballering i forhold til varens
krav. Og hygiejnelovgivningen stiller ofte store kvalitetskrav til
levnedsmiddelemballager, hvilket også kan føre til forbrug af mere emballagemateriale
end varen egentlig fordrer af hensyn til mekanisk beskyttelse.
2.1.5 Kritisk teknisk optimering
En kritisk teknisk optimering foretages ofte ikke, da der er en udbredt mangel på
kendskab til den eller de kritiske funktionsparametre. Der findes optimeringsmetoder, men
de er arbejdskrævende og bruges sjældent. Navnlig i den hurtige dialog mellem
emballageproducent og vareproducent er der ikke tid til de arbejdskrævende
optimeringsmetoder. Der mangler generelt enkle modeller til beregning af minimumsforbruget
af emballage, og dette ses som en væsentlig årsag til overemballering. Som også
fremført i sektion 2.1.1 ovenfor mangler der i høj grad en tilstrækkelig viden om
funktionskrav og varens egenskaber.
2.1.6 Leverandørernes materialevalg
Der mangler gennemsigtighed i valget af emballage. Leverandører tænker naturligt
først på egne materialers muligheder og vil forsøge at svare på en henvendelse fra en
vareproducent udfra egne forudsætninger. Herved opnås ikke gennemsigtighed og optimering
af valget af emballage, heller ikke hvad angår den miljømæssige optimering.
2.1.7 Afgifter, LCA
vurderinger og standarder
Vedtagelsen af de nye danske emballageafgifter ses af industrien som en både
teknisk/økonomisk og psykologisk barriere for udvikling af miljømæssigt bedre
emballager. LCA værktøjet er her brugt ikke til forbedringsværktøj i forhold
til et givet produkt men til en sammenligning mellem materialer på en måde, der
netop ikke tager hensyn til de forhold, som har indflydelse på mulighederne for
miljømæssig optimering og som afdækkes med den foreliggende problemanalyse.
Det er også et problem, at provenuet fra afgiften ikke bruges til at opnå
miljømæssige forbedringer.
Endelig er det et problem, at de danske myndigheder forholder sig så kritisk til CEN
standarderne, som er managementstandarder med kontinuerlig forbedring ligesom
miljøstyringsstandarder. Standarderne vil naturligt danne grundlaget for at udarbejde et
simpelt forbedringsværktøj.
2.1.8
Strukturelle/transportmæssige forhold
Der er en række mere strukturelle/transportmæssige årsager til øget
emballageforbrug og overemballering.
Den øgede globalisering medfører, at vareproducenter vælger den samme emballage til
en lang række markeder. Varierende krav til f.eks. emballagens holdbarhed på forskellige
markeder fører til valget af en emballage, som kan opfylde alle krav, og denne er ofte
overdimensioneret for nogle af anvendelserne. Også moderne logistik kræver mere
standardiserede emballager med nogenlunde den samme tendens til overemballering i visse
anvendelser.
I det hele taget ses distributionssystemerne som ikke optimale i forhold til at opnå
en miljømæssigt forbedret emballagemasse. F.eks. fører en udvikling i detailhandelen
imod mindre forsendelser (fra hele læs til paller til pakker) til et øget forbrug af
transportemballage.
Endelig ses transportlovgivningen som uheldig, da ansvaret for varen ikke ligger hos
transportøren, som dermed ikke har noget incitament for at gøre transport og
distribution mindre belastende for varen.
2.1.9 Andre hensyn
Udover de ovennævnte forhold spiller en række andre forhold også en rolle som
årsager til øget emballageforbrug.
Ønsket om store seriestørrelser for at holde omkostningerne nede ses som en
modsatrettet faktor i forhold til en individuel optimering af den enkelte emballage.
I butikkerne kan der opstå både tyveri af varen, og at kunderne piller ved varen og
ødelægger den. Ofte bruges en overemballering som løsningen på disse problemer, enten
en voluminøs emballage mod tyveri eller en svær emballage som pilfingersikring. Begge er
eksempler på praktiske foranstaltninger via emballage, som fører til et øget forbrug af
emballage.
Antallet af single-husholdninger er i dag stort og stigende. Dette fører generelt til
salg af mindre varemængder til den enkelte kunde, som igen medfører et øget
emballageforbrug. Også forbrugerens ønske om et stort udvalg i butikkerne fører til et
øget emballageforbrug. I en større sammenhæng bør man dog vurdere om ikke salg af
produkter i mindre varemængder faktisk medfører en fordel for miljøet, da færre varer
så kasseres af de moderne husholdninger.
2.1.10 Grundlæggende
problemstillinger
Danske emballagevirksomheder er ofte små internationalt set, og de har ikke de
tidsmæssige eller økonomiske rammer for individualiseret produkt- eller procesudvikling.
Dette er et eksempel på en helt grundlæggende problemstilling. I det efterfølgende
diskuteres kort en række andre grundlæggende problemstillinger.
Det er et generelt spørgsmål, hvor meget "økonomi" emballagen kan bære.
Emballager skal være billige, og marginalerne i branchen er små, hvilket naturligvis
ikke fører til et stort overskud til at fordybe sig i en miljømæssig optimering.
Det er svært for forbrugeren at forholde sig til et så komplekst begreb som
emballagers miljøegenskaber, og forbrugeren er ikke i første omgang interesseret i
miljøvenlighed som et karakteristikum ved emballage. Emballagen skal være enkel,
funktionel, lækker at se på, og nem at komme af med. Der er derfor en manglende
efterspørgsel i markedet efter miljøoptimerede emballager, og det er naturligvis en helt
grundlæggende problemstilling, at det er svært at få økonomi i miljøoptimering.
Det ses endeligt som en grundlæggende problemstilling, at myndighederne tidligere har
fokuseret på drikkevareemballager og retursystemer, hvilket har indsnævret debatten om
emballage og miljø. I det hele taget er debatten blevet politiseret pga. emballagers
synlighed og dermed mere følelsesmæssigt orienteret på bekostning af sagligheden.
Det kom frem på workshoppen, at de fleste af problemkomplekserne vedr. genbrugs- og
refillemballagesystemer knytter sig til business-to-consumer segmentet, mens vejen er mere
farbar for nye systemer inden for business-to-business og catering segmenterne.
2.2.1 Forbrugerens accept
Det er besværligt for forbrugeren at håndtere genbrugsemballagesystemer. Dette
gælder navnlig for visse befolkningsgrupper, f.eks. de ældre. Det er derfor svært at
få forbrugeren til at acceptere nye genbrugssystemer, og disse kan kun etableres, hvis
genbruget gøres nemt for forbrugeren. Forbrugerens manglende lyst til at bruge både tid
og penge på genbrugsemballager ses som et hovedproblem i forhold til etableringen af
sådanne systemer.
2.2.2 Detailhandelens accept
Genbrugssystemer er generelt dyrere og vanskeligere at håndtere for
detailhandelen, og detailhandelen spiller en væsentlig rolle for sådanne systemers
succes. Detailhandlens accept af genbrugssystemer er derfor en central problemstilling,
herunder spørgsmålet om, hvordan man kan tilrettelægge genbrugssystemer uden alt for
store meromkostninger for detailhandelen.
2.2.3 Systemtænkning
Systemtænkning er essentiel ved etablering af genbrugssystemer. Der mangler dog
generelt denne systemtænkning og dialog mellem de involverede parter, herunder egnede
dialogværktøjer. Samarbejdet i produktkæden er ikke tilstrækkelig, hvilket navnlig er
et problem i en organisatorisk tung udvikling og indføring af et genbrugssystem.
Det bliver ikke bedre af, at det er uklart, hvordan man objektivt måler
miljøbelastningen i systemernes livscyklus både for de enkelte miljøeffekter og i
sammenligning af miljøeffekterne.
2.2.4 Transport og logistik
Genbrugssystemer stille større krav til transport og logistik. Tomme og fyldte
emballager må ofte ikke transporteres sammen, og transportemballagekravene ændres også.
Der er således en række praktiske barrierer for transport af genbrugsemballager, tomme
som fyldte.
2.2.5 Fødevarebranchen
Fødevareområdet stiller sine særlige krav til genbrugssystemer. Her er der tale
om hygiejnekrav og andre lovkrav, som gør etableringen af genbrugssystemer for fødevarer
svær.
Hygiejnemæssigt stiller genbrugsemballager for fødevarer også større krav til
forbrugerens adfærd, bl.a. mht. at holde tomme og fyldte emballager adskilt. Dette
gælder både refill- og retursystemer. En manglende hygiejnedisciplin kan f.eks. medføre
flere reklamationer over produktet og vil generelt stille større krav til producenten og
produktets plombering.
2.2.6 Generelle problemer
for genbrugssystemer
Generelt fordrer et genbrugssystem, at produktet sælges i et stort volumen. Erfaringen
viser også, at et genbrugssystem først bliver økonomisk og miljømæssigt fornuftigt,
hvis emballagen genbruges et forholdsvist stort antal gange. Dette krav til triptal
stiller særlige krav til både emballagen og systemet, således at f.eks. svind holdes
på et lavt niveau. Produktkandidater til et genbrugssystem skal således have en
forholdsvis høj omsætningshastighed i markedet. Disse tre forhold er med til at
indsnævre feltet af produktkandidater. Genbrugssystemer er langt fra aktuelle for alle
produkter.
Den tekniske omstilling fra de nuværende emballagetyper forventes at være både dyr
og besværlig, specielt hvad angår pakke- og fyldemaskiner.
2.2.7 Emballageproducenternes
situation
Emballageproducenternes konkurrencesituation vil ændres, hvis flere
genbrugssystemer indføres. Generelt er det en bedre forretning at producere
engangsemballage. Og konkurrenceparametre, som er knyttet til "first-mover"
effekter og navnlig produktinnovation, vil ikke længere være fremtrædende inden for
genbrugsordninger. Det kan forudses, at incitamentet til nye kreative løsninger på
emballageområdet tildels vil forsvinde inden for nyetablerede genbrugssystemer.
2.2.8 Andre problemer
Det er et problem hvis et nationalt genbrugssystem opfattes som en handelshindring,
f.eks. i EU sammenhæng. Omvendt kan et stort og standardiseret nationalt system medføre
problemer med afsætning på eksportmarkederne, idet der så skal bruges flere
emballagetyper for samme vare.
Det er et grundlæggende problem ved genbrugssystemer, at de ikke åbner den samme
mulighed for varedifferentiering og branding som engangsemballager. Dette er et problem
for både vareproducenter og fyldere (packers & fillers).
Det er et grundlæggende problem at skulle sikre, at forbrugeren tilbageleverer
genbrugsemballagen. Der er f.eks. ikke helt klare regler vedr. pantordninger.
Deltagerne i workshopserie 1 var:
2.3.1
Optimering af emballageforbruget (26. marts 2001):
Inden for hver af de to hovedmål er der i projektet udviklet en række overordnede
målsætninger for brancheindsatsen, f.eks. at "skabe inspiration" - se
nedenfor. Hver overordnet målsætning er repræsenteret ved en eller flere
projektmålsætninger, som hver modsvarer et projektforslag. Alle disse målsætninger er
beskrevet i det følgende.
5.1.1
Nedbryde barrierer for arbejdet med miljøorienteret produktudvikling
Det er en overordnet målsætning for brancheindsatsen at nedbryde de væsentligste
barrierer for et styrket arbejde med miljøorienteret produktudvikling i
emballagebranchen. To væsentlige barrierer menes at være, at "prevention"
standarden ikke er operationel, og at der generelt savnes eksempler på gode tekniske
miljøløsninger i branchen.
Projektforslag: Omformning af CENs forebyggelsesstandard til et praktisk
værktøj
Projektmålet er at gøre standarden til et godt og praktisk værktøj for
branchen.
Projektforslag: Udarbejdelse af inspirationsmateriale på basis af succeshistorier
Projektmålet er at skabe miljømæssig innovation på baggrund af eksisterende
erfaringer.
5.1.2
Stimulere etableringen af samarbejde og optimering i varekæden
Et styrket og innovativt samarbejde om miljø i emballagevarekæden vil føre til et
fornyet optimeringsgrundlag for emballager, som vil resultere i miljømæssigt bedre og
mindre materialeforbrugende emballager. Det er derfor en overordnet målsætning for
brancheindsatsen at stimulere etableringen af vare- og værdikædesamarbejde om miljø og
materialemæssig optimering.
Projektforslag: Udvikling af simple metoder til emballageoptimering i varekæden
Projektmålet er her at gøre det teknisk muligt at optimere miljøforhold og
materialeforbrug under inddragelse af hele varekæden.
Projektforslag: Demonstrationsprojekter i værdikædesamarbejde vedrørende
emballage, herunder kortlægning af krav i produktkæden
Projektmålet er at demonstrere, at et værdikædesamarbejde kan etableres inden
for emballageområdet, som et eksempel for branchen at følge.
5.1.3
Øget kommunikation til markedet og stimulering af markedskræfterne
En øget efterspørgsel efter miljøvenlige emballager vil være en væsentlig
drivkraft i udviklingen hen mod mere miljøvenlige og mindre materialeforbrugende
emballager. Det ses derfor som et overordnet mål for brancheindsatsen at stimulere
efterspørgslen gennem en øget kommunikation til markedet og stimulering af
markedskræfterne.
Projektforslag: Demonstrationsprojekt om miljøvaredeklarationer af emballage
Projektmålet er at øge synligheden for emballager med mindre miljøbelastning
blandt beslutningstagere om emballage gennem miljøvaredeklarationer.
5.1.4 Gennemsigtighed i
valget af emballage
Emballagemarkedet er ikke teknisk gennemsigtigt. Valget af emballage er ofte præget af
tradition og vanetænkning. Det er derfor en overordnet målsætning for brancheindsatsen
at skabe gennemsigtighed i det tekniske valg af en emballage til et givet formål.
Herigennem forventes også en miljømæssig optimering, navnlig hvad angår forbruget af
emballagemateriale.
Projektforslag: Udvikling af web-side, som skaber overskuelighed i valg af emballage
Projektmålet er at skabe gennemsigtighed i valget af emballage til en given
anvendelse.
5.1.5 Øget
fleksibilitet i produktionen af emballage
Produktion af emballage er præget af store seriestørrelser, og brugen af emballage er
præget af at den samme emballage typisk bruges på flere markeder, som stiller varierende
krav. Begge dele sker for at holde produktionsomkostningerne nede, men medfører et tab i
fleksibilitet, også mht. miljømæssig optimering. Det er derfor et overordnet mål for
brancheindsatsen at øge fleksibiliteten i produktionen af emballage, således at mindre
seriestørrelser bliver attraktive og en differentiering mht. markedet opnås.
Projektforslag: Seriestørrelse-problematikken inden for emballagebranchen
Projektmålet er at gøre det økonomisk og praktisk muligt at fremstille
emballager i mindre seriestørrelser.
Projektforslag: Opnå differentiering af emballage med hensyn til marked og
anvendelse
Projektmålet er at opnå emballagetyper og -koncepter, som kan tilpasses
individuelle markedskrav.
5.2.1 Skabe overblik
Genbrugs- eller refillemballagesystemer findes i mange afskygninger verden over, mens
vi i Danmark har en tendens til at fokusere på det kendte returflaskesystem i debatten om
disse systemer. Tænkningen i genbrugs- eller refillemballagesystemer bliver derfor nemt
indsnævret, og det skønnes, at der generelt savnes inspiration til nytænkning. Det er
derfor en overordnet målsætning for brancheindsatsen at tilvejebringe overblik over nye
genbrugs- eller refillemballagesystemer.
Projektforslag: Kortlægning af eksisterende genbrugs- eller refillemballagesystemer
Målsætningen med dette projekt er at tilvejebringe eksempler fra ind- og udland
for business-to-business genbrugs- eller refillemballagesystemer, som samlet kan udgøre
en inspirationskilde til nye systemer.
5.2.2 Muliggøre vurdering og
etablering
Det opfattes som svært at etablere et refill- eller genbrugsemballagesystem. Mange
aktører skal spille sammen, og den praktiske og økonomiske organisation kræver en
særlig grad af gennemtænkning sammenlignet med konventionelle emballageløsninger. Det
er derfor en overordnet målsætning for brancheindsatsen at muliggøre vurdering og
etablering af nye genbrugs- eller refillemballagesystemer.
Projektforslag: Udarbejdelse af håndbog i etablering af genbrugs- og
refillemballagesystemer
Projektmålet er at muliggøre etableringen af nye systemer ved en håndbog, som
kan guide aktører igennem etableringsfasen.
Projektforslag: Effektiv organisering af genbrugsemballagesystemer
Projektmålet er at nedbryde den organisatoriske barriere for etablering af nye
systemer.
5.2.3 Etablering af
demonstrationsprojekter
Eksemplets magt er stor. Det ses derfor som en overordnet målsætning for
brancheindsatsen at etablere en række demonstrationsprojekter inden for genbrugs- eller
refillemballagesystemer.
Projektforslag: Gennemførelse af demonstrationsprojekt med genbrugs- eller
refillemballagesystemer inden for business-to-business sektoren
Projektmålet er at demonstrere, hvordan nye og/eller bedre systemer kan etableres
inden for business-to-business sektoren.
Projektforslag: Gennemførelse af demonstrationsprojekt med genbrugs- eller
refillemballagesystemer inden for business-to-consumer sektoren
Projektmålet er at demonstrere, hvordan nye og/eller bedre systemer kan etableres
inden for business-to-consumer sektoren.
Projektforslag: Gennemførelse af demonstrationsprojekt med genbrugs- eller
refillemballagesystemer inden for service- og/eller cateringsektoren
Projektmålet er at demonstrere, hvordan nye og/eller bedre systemer kan etableres
inden for service- og/eller cateringsektoren.
Se her!
Se her!
Se her!
Se her!
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|