| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Blågrønalger i badevand

4 Diskussion

4.1 Udbredelsen af problemer med allergi fremkaldt af kontakt med blågrønalger

Giftige blågrønalger findes udbredt over hele verden, og det er sandsynligt at de fleste lande i verden har vandområder hvor man - fra tid til anden - kan finde opblomstringer af toksiske blågrønalger (Chorus og Bartram 1999). Man vil med andre ord forvente at problemer med allergi og lignede symptomer fremkaldt af kontakt med blågrønalger har en verdensomspændende udbredelse.

Ikke desto mindre er omfanget af undersøgelser, rapporter og anekdotiske beskrivelser der omtaler symptomer hos personer der har haft kontakt med vand med blågrønalger meget begrænsede. I dette studie har vi fundet litteratur, der direkte eller indirekte beskriver problemet i Sverige, Norge, Skotland, Tjekkoslovakiet, Australien og USA, og har derudover fundet nogle få anekdotiske beskrivelser fra Danmark. I realiteten er der kun lavet ét egentligt epidemiologisk studie af problemet (Pilotto et al. 1997).

Er disse begrænsede beskrivelser og undersøgelser så et udtryk for problemets omfang og reelle udbredelse eller har andre forhold en betydning? Med hensyn til omfanget kan spørgsmål som opmærksomhed og ressourcer i forhold til problemets generelle indvirkning på folkesundheden have betydning. Til gengæld er der ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem udbredelsen og hvilke blågrønalger, der er involveret i undersøgelserne (Bilag A).

Hvis man ser på hvilke blågrønalger, der er identificeret som mulige eller direkte årsager til symptomerne, repræsenterer de slægter som er almindelige i en stor del af verden (se tabel 3.5 i Chorus og Bartram [1999]). Mange af dem er samtidig almindelige i Danmark i søer eller havet, hvor en stor del af dem er kendt for at danne masseforekomster. Der er altså ingen umiddelbar grund til at tro, at problemet skulle være relateret til bestemte områder gennem forekomsten af bestemte arter eller slægter af blågrønalger. Tværtimod taler deres almindelige udbredelse for at problemet kan være udbredt i meget større dele af verden, og det er derfor svært at tro, at undersøgelserne dækker problemets egentlige geografiske udstrækning. Set i forhold til de blågrønalger, der forekommer i undersøgelserne, er der god grund til tro, at beskrivelserne af problemerne i undersøgelserne kan overføres til danske forhold.

4.2 Symptomer forbundet med kontakt med blågrønalger i badevand

Af Bilag A fremgår det at kontakt med blågrønalger kan fremkalde en række forskellige symptomer. Symptomerne går fra forskellige typer hudirritation som hududslæt og sår på munden, over opkastninger, diarre og feber til astmatiske luftvejslidelser. Der ser ikke ud til at være nogen umiddelbar sammenhæng mellem karakteren af symptomer og de bestemte blågrønalger, personerne har været eksponeret for. Bortset fra at de fleste af algerne må anses for at være potentielt toksiske.

Men præcist hvilke symptomer kan man forvente optræder efter kontakt med blågrønalger og hvor lang tid efter eksponeringen optræder de?

I de fleste af undersøgelserne lader det til at symptomerne opstår indenfor en relativ kort periode efter eksponeringen, og Williamson og Corbet (1993) angiver, at symptomer normalt vil optræde indenfor 24 timer hvis der er tale om hudkontakt og op til 48 timer efter, hvis algematerialet er indtaget. Pilotto et al.’s (1997) undersøgelser viser derimod, at symptomerne optræder tydeligere syv dage efter eksponering i forhold til to dage efter. De giver ikke nogen forklaring på hvorfor symptomerne øjensynligt udvikler sig over flere dage, men resultatet peger under alle omstændigheder på, at man fx i forbindelse med information til badende bør gøre opmærksom på, at symptomerne ikke nødvendigvis optræder umiddelbart efter kontakten med badevand, som indeholder blågrønalger.

Forholdet bliver ikke mindre kompliceret af, at det måske ikke er helt klart hvilke symptomer man kan forvente som følge af kontakt med blågrønalger. Fx kategoriserer Pilotto et al. (1997) symptomerne hos deres undersøgelsesgruppe i 7 forskellige grupper, mens Williamson og Corbett (1993) opstiller lidt andre symptomer. El Saadi og Cameron (1993) adskiller yderligere de symptomer de finder i deres undersøgelse på basis af kontaktform (Tabel 1).

Tabel 1.
Symptomer som følge af kontakt med blågrønalger. Symptomerne er baseret på de mest almindelige symptomer som forekommer i rapporter om helbredseffekter i forbindelse med kontakt med blågrønalger. I alle tre undersøgelser er symptomerne grundlaget for udvælgelsen af personer med helbredseffekter i forbindelse med kontakt med blågrønalger.

  
Et af problemer er måske som Chorus (2001) angiver, at det kan være væsentligt at opdele symptomer efter om kontakten med alger har været via huden eller via oral indtagelse og eventuelt indtagelse via åndedrætsorganer. Chorus og Bartram (1999) angiver, at netop ved de to sidste typer kontakt er der en større risiko for en egentlig forgiftning med blågrønalgetoksiner.

I praksis vil det dog ofte være svært at skelne mellem de forskellige kontaktformer, når vi taler om rekreativ kontakt med vand. Karakteren af aktiviteten, svømmefærdigheder, personers alder er eksempler på forhold, der kan have indflydelse på eksponeringstype og graden af eksponering. Netop graden af eksponering viser sig øjensynligt at have en afgørende betydning for risikoen for at udvikle symptomer (Pilotto et al. 1997).

I enkelte undersøgelser, hvor kontakten med blågrønalger bl.a. er et resultat af kontakt med husholdningsvand, bliver der i en vis grad skelnet mellem hudkontakt og indtagelse. I El Saadi og Cameron (1993) bliver der reelt skelnet mellem symptomer i forbindelse med hud- og mundkontakt eller indtagelse (Tabel 1) og de forholdsvis forskellige symptomer viser da også behovet for at skelne.

Af El Saadi et al. (1995) fremgår det, at sandsynligheden for hudsymptomer ikke er tilstede, mens sandsynligheden for mave-tarmsymptomer er øget ved indtagelse af flodvand med blågrønalger. Til gengæld er der en øget sandsynlighed for både mave- og hudsymptomer ved kontakt med husholdningsvand. Problemet er dog at det ikke angives om denne kontakt også kan have medført indtagelse af vand fx i forbindelse med brusebadning.

Resultaterne af den type eksponering via drikkevand er til gengæld ikke særlig relevante for danske forhold. I Danmark anvendes overvejende grundvand til drikkevandsforsyning. Kun i Københavnsområdet og kun i begrænset omfang leveres vand som indeholder overfladevand fra søer og det er forudgående renset for alger (Kaas et al. 1998).

4.3 Folkesygdomme i forhold til symptomer fremkaldt af kontakt med blågrønalger

Et andet generelt problem med at identificere symptomerne hænger sammen med selve deres karakter. I flere artikler møder man den betragtning at sammenhængen mellem symptomer og blågrønalger bliver overset pga. symptomernes forholdsvis milde eller uspecifikke karakter og deres lighed med almindelige sygdomme som eksempelvis influenza (fx Martin 1994, El Saadi og Cameron 1993).

Det betyder at folk ofte vil undlade at søge læge ved mindre symptomer, der eventuelt kunne være fremkaldt af blågrønalger, som det bl.a. bliver beskrevet i Williamson og Corbet (1993).

Resultaterne i Pilotto et al. (1997) understreger det forhold, at fx forkølelses- og influenzalignende symptomer kan være stort set lige udbredt uanset om man har haft kontakt med blågrønalger eller ej. Det betyder, at det under normal praksis ofte vil være umuligt at sætte symptomer i direkte forbindelse med eksponering med blågrønalger. Forskellen mellem ueksponerede og eksponerede personer er simpelthen så lille, at kun en egentlig videnskabelig analyse af et større datasæt har kunnet afdække sammenhængen. Det er dog værd at bemærke, at i undersøgelsen forekom fx hududslæt udelukkende blandt gruppen af personer, der havde været i vandet.

4.4 Allergiske reaktioner i forhold til symptomer forårsaget af algetoksiner

Netop hududslæt og allergiske eller allergilignende symptomer bliver koblet sammen med kontakten med blågrønalger. Ikke desto mindre er den generelle viden om hvilke stoffer i algerne, der fungerer som allergener yderst begrænset. Det er kun ganske få af studierne, som beskriver egentlige immunologiske undersøgelser, der etablerer en direkte forbindelse mellem kontakten med blågrønalgeallergenerne og de allergiske reaktioner. Det gælder Heise (1949 og 1951), Cohen og Reif (1953), Mittal et al. (1979) og Torokne et al. (2001). I Pilotto et al. (1997) og Torokne et al. (2001) antyder den manglende sammenhæng mellem symptomer og algetoksiner at i hvert fald også andre stoffer end toksiner fremkalder symptomer.

Når fx Chorus og Bartram (1999) skriver, at sår på læber beskrevet i Turner et al. (1990) må tilskrives toksiner, er det i virkeligheden blot et gæt. Kendskabet til toksinernes virkning hos mennesker er så mangelfuld, at man i realiteten ikke kan skelne mellem mildere giftvirkninger og allergilignende reaktioner alene ud fra symptombeskrivelser.

Netop denne meget begrænsede viden om hvilke stoffer der fremkalder hvilke symptomer er et problem, når man skal beskrive hvilke helbredsproblemer man kan forvente ved opblomstring af en given blågrønalge. I praksis bliver der normalt heller ikke skelnet mellem symptomer fremkaldt af allergener eller toksiner men blot præsenteret generelle symptomer som følge af kontakt med blågrønalger (fx Williamson og Corbett 1993, Carmichael et al. 1985, Pilotto et al. 1997).

Det er kun i undersøgelser, som præsenterer kontakt med den marine blågrønalge Lyngbya majuscula (Hashimoto et al. 1976, Grauer og Arnold 1961), hvor symptomerne ligner allergiske reaktioner, at det bliver verificeret at der er tale om en meget kraftig giftvirkning. Alle rapporter om hudreaktioner som følge af kontakt med Lyngbya majuscula stammer fra den subtropiske del af Stillehavet, og problemet vurderes ikke at være relevant i Danmark.

4.5 Reaktioner overfor blågrønalgeallergener

Uanset hvilke stoffer hos blågrønalgerne der fungerer som allergener eller forårsager hudirritation, og uanset at nogle af symptomerne kan skyldes toksiske forbindelser, understreger flere undersøgelser (Mittal et al. 1979, Torokne et al. 2001), at blågrønalger i stor udstrækning kan fremkalde allergiske reaktioner.

Spørgsmålet er, om allergi overfor blågrønalger repræsenterer et generelt potentielt helbredsproblem eller om nogle grupper af mennesker er mere udsatte.

En del af svaret findes måske i immunologiske studier af Heise (1949 og 1951), Cohen og Reif (1953), McElhenney (1962) og Mittal et al. (1979). En gennemgående observation er nemlig at personer, der i forvejen lider af en allergi eller i forvejen er allergiske over for blågrønalger, øjensynligt er langt mere følsomme og disponeret for allergiske reaktioner ved kontakt med blågrønalgeallergenerne. Omvendt reagerer stort set ingen raske ikke-allergiske personer i undersøgelser på algerne.

Der er altså grundlag for en formodning om, at personer med en kendt allergisk disponering bør være specielt opmærksomme på risikoen for symptomer i forbindelse med badning i vand med blågrønalger. Samtidig antyder Annadotters (1993) undersøgelser, at regelmæssig kontakt med vand med blågrønalger kan føre til udvikling af allergilignende reaktioner over for blågrønalgerne.

Dette sidste problem er nok i højere grad relateret til badning i søer, hvor opblomstringerne består gennem en større del af året, og hvor koncentrationerne er højere og kontakten derfor mere omfattende end i havet. I Danmark hvor der er en langt mindre udbredt tradition for at bade i søer i forhold til havet, vil problemet derfor næppe være så stort som i fx Sverige.

4.6 Er børn mere udsatte?

Ifølge El Saadi et al.’s (1995) observationer er sandsynligheden for, at der opstår hudtilfælde større hos personer, der er yngre end 20 år. Den højeste frekvens ses i aldersgruppen 0-9 år. De præsenterer ikke nogen forklaring på hvorfor dette er tilfældet, og det er heller ikke klart om husholdnings- eller rekreativ vandkontakt er den primære kontaktform.

Det at risikoen for at få symptomer øges med opholdstiden i vandet (Pilotto et al. 1997) (se Fig. 1), kan tale for at specielt børn vil være en mere udsat gruppe. Forudsætningen er en forventning om at børn ved badning vil opholde sig forholdsvis meget længere tid i vandet end voksne.

Figur 1.
Risiko for at opleve hudsymptomer efter kontakt med blågrønalger i forbindelse med rekreativ vandkontakt. Personer der ikke havde været i kontakt med vandet og algerne er betegnet ueksponerede og repræsenterer odds ratioen 1. Fra Pilotto et al. (1997).

4.7 Grænseværdier for algekoncentrationer

Information om algekoncentrationer i studierne er yderst sparsomme. Der tales om opblomstringer, dannelse af skum på overfladen o. lign., men egentlige sammenhænge mellem omfanget af symptomer og tætheden af alger findes kun i få studier.

El Saadi et al. (1995) antyder på linje med Pilotto et al. (1997), at de nedre grænseværdier for celletætheder ved kontakt med vand med blågrønalger bør revurderes, og at der bør fokuseres mere på det totale antal celler end specifikt de giftproducerende arter. Begrundelsen er, at de registrerer symptomer selv om de gennemsnitlige mængder af celler er meget lavere (hhv. 248 og 5000 celler pr. ml) end den eksisterende vejledende grænseværdi på 20.000 celler pr. ml. Chorus og Bartram (1999) fastholder dog denne grænseværdi netop med udgangspunkt i Pilotto et al. (1997). De definerer den samtidig som en grænseværdi for helbredseffekter, der ikke er relateret til blågrønalgetoksiner. Det vil samtidig sige at helbredseffekter enten er milde eller sandsynligheden for mere alvorlige tilfælde er lav.