| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Nye veje til Konkurrencefordele
Somme tider skaber miljørigtige produkter helt nye virksomheder - Robert & Kjær
er en sådan virksomhed.
Robert & Kjær producerer et nyt materiale, der kan bruges til inddækning ved
skorstene og ventilationsrør. Det nye produkt er et miljøvenligt alternativ til bly, som
bliver forbudt at anvende fra december 2002.
Produktet er udviklet af Poul Meier, der arbejder som opfinder. Han udviklede produktet
i 2000, da han selv havde inddækket en skorsten på et sommerhus ved hjælp af bly. Det
kunne gøres bedre, tænkte Poul Meier, og efter et stort arbejde lykkedes det ham at
opfinde et alternativt materiale, som han i dag har patent på.
Anders Kjær Jørgensen og Jess Robert syntes så godt om alternativet, at de købte
licensen til at producere opfindelsen. Det blev starten på en ny virksomhed.

Tror på produktet
- Jeg tænkte, at "det er godt med dig", da jeg første gang hørte om
produktet, men da jeg lærte det at kende, vidste jeg, at det var det bedste alternativ
til bly, siger Anders Kjær Jørgensen, der som VVS'er har arbejdet med bly i mange år.
- Og så er vi sådan nogle ildsjæle, der bare vil prøve det her. Vi har et produkt,
der ikke bare er godt for miljøet, men også er let og fleksibelt. Og fordi vi tror, at
der er et stort marked for vores produkt, har vi brugt oceaner af tid på at få skabt en
masseproduktion. Det tager lang tid, og det skal man være indstillet på.
For Robert & Kjær har den største udfordring netop været at få bygget et
produktionsapparat op. I sagens natur er der stor forskel på at skabe en velfungerende
prototype og på at etablere en virksomhed, der kan masseproducere det nye produkt.
I den fase har virksomheden ikke alene nydt godt af samarbejdet med opfinderen af
produktet. Robert & Kjær har samtidig haft stor opbakning fra leverandører,
samarbejdspartnere og den øvrige VVS-branche. For eksempel har professionelle montører
hjulpet med at teste, hvordan produktet virker i praksis.
Både Poul Meier og senere Robert & Kjær har fået støtte fra tilskudsordningen
for renere produkter. Robert & Kjær har bl.a. fået støtte til at udvikle et
prøveanlæg, der har givet erfaringer med, hvordan produktet laves bedst og billigst.
- Som en lille og nystartet virksomhed er et effektivt og velfungerende samarbejde med
omverdenen afgørende, siger Anders Kjær Jørgensen. Han fortryder dog, at virksomheden
ikke i endnu højere grad søgte hjælp hos eksterne teknikere. Det kunne have sparet
Robert & Kjær for megen tid.
Internt i virksomheden har medarbejderne lagt et enormt engagement i arbejdet, og
Robert & Kjær har ligefrem oplevet, at nye medarbejdere er søgt til virksomheden for
selv at kunne deltage i udviklingen af det nye, miljørigtige produkt.
Udlandet på spring
Anders Kjær Jørgensen lægger ikke skjul på, at det var forbuddet mod brug af bly
til inddækninger, der lagde fundamentet til den nye virksomhed.
De nye regler betyder, at Robert & Kjær lettere kan bide sig fast hos de danske
virksomheder, som er interesserede i produktet. Også i udlandet er der dog stor interesse
for produktet på trods af, at det her fortsat er tilladt at anvende bly.
Robert & Kjær ApS, Juelsminde, 8 medarbejdere.