| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Genanvendelseseffektivitet af hvidblik- og stålemballager
Forbrændingsjernet behandles stort set ikke af genvindingsindustrien i Danmark.
Årsagen hertil er at de danske smelteværker ikke anvender dette genanvendelsesmateriale
i produktionen af stål og støbejern. Derimod modtager genvindingsindustrien brugte
hvidblik- og stålemballager fra industrien og fra kommunernes genbrugspladser.
Behandlingsvejene hos de to store genanvendelsesvirksomheder, H.J. Hansen og Uniscrap,
for hvidblik- og stålemballager modtaget fra kommunernes genbrugspladser er stort set
identiske. I telefonsamtaler med produktionsdirektørerne fra de to selskaber oplyses at
den normale behandlingsform er en shredderbehandling. Derved sikrer man sig at andre
metaller, aluminium, kobber m.fl. adskilles fra stålskrottet.
Problemet ved denne behandling er tinkoncentrationen i hvidblik- og stålemballagerne,
men da mængderne af hvidblik- og stålemballager er små i forhold til den
stålskrotmængde der behandles i danske shredderanlæg, vil forøgelsen i
tinkoncentrationen efter udsagn fra shredderoperatørerne være lille for de mængder, der
iblandes shredderskrottet.
I det følgende er lavet et overslag over indholdet af tin i shredderskottet.
Ifølge kapitel 1 tilføres der årligt til genvindingsindustrien:
 | 3.506 tons tromler, fade og beholdere af jern |
 | 3.970 tons hvidblik- og stålemballager |
- i alt 7.476 tons som udgør 12% af den samlede årlige shredderskrotmængde i
Danmark. Med en tinkoncentration på ca. 1% i hvidblik- og stålemballagen vil mængden
på ca. 40 tons tin bidrage med en forøgelse af tinkoncentrationen i den samlede
shredderskrotmængde på 0,0050,01% hvis den samlede mængde hvidblikemballage
iblandes shredderskrottet. Det normale krav til kvaliteten af shredderskrot er at
tinkoncentrationen skal være mindre end 0,01%. Hvidblikemballagen vil således kunne
forøge koncentrationen i shredderskrottet (der i forvejen indeholder tin) til over det
normale kvalitetskrav for oparbejdning til stål.
H.J. Hansen oplyser da også, at hvidblik- og stålemballager modtaget fra industrien
behandles separat i shredderen og sendes til affortinning i Holland. Fordelingen mellem
det fra industrien og det fra de kommunale genbrugspladser modtagne metalemballage kendes
ikke. Dette er dog heller ikke afgørende for vurdering af tabet af materiale ved
genvindingsindustriens oparbejdning, idet der under alle omstændigheder er en shredder
involveret i processen.
Shredderbehandlingen medfører et materialetab, idet afsugningen fra processen for at
opnå en tilstrækkelig renhedsgrad i shredderskrottet afsuger så kraftigt at der i
shredderaffaldet typisk vil findes ca. 13% jern (jf. Miljøstyrelsens rapport
"Metoder til behandling af tungmetalholdigt affald", fase 1, afsnit 7.1, Ref. 10). Shredderaffaldet udgør i danske shredderanlæg ca.
20% af den samlede tilførte mængde hvorfor jerntabet i forhold til indsatsmængden vil
være ca. 2,6%.
De mest betydningsfulde danske shredderoperatører efterbehandler i dag
shredderaffaldet for at genvinde en del af metalindholdet i shredderaffaldet hvilket
typisk medfører at indholdet af frit jern i shredderaffaldet reduceres til ca. 1%. Hertil
kommer ca. 5% jern bundet som jernoxider, men da hvidblik- og stålemballager er
overfladebehandlede og dermed ikke i nævneværdig grad oxiderer, kan det konkluderes at
materialetabene ved behandling af hvidblik og stålemballage i genvindingsindustrien er
små og må antages at være i størrelsesordenen 1%. Hovedproblemet for genanvendelse af
materialet er dets indhold af tin.
Det udsorterede jern fra forbrændingsanlæggene, forbrændingsjernet, oparbejdes ikke
i Danmark. Ifølge Miljøministerens svar til Folketinget 31. oktober 2000 anvender
hverken de danske støberier eller Det Danske Stålvalseværk A/S udsorteret
forbrændingsjern i forbindelse med deres produktion. Dette skyldes ifølge ministeren at
udsorteret jern fra forbrændingsanlæg ikke kan leve op til de kvalitetskrav de danske
producenter kræver.
I Det Danske Stålvalseværk A/S´ råvarespecifikation af december 1995 fremgår det
at Stålvalseværket på dette tidspunkt modtog shreddet forbrændingsjern med følgende
krav:
Beskrivelse:
Shreddet forbrændingsjern, løst stålskrot som har været igennem en
forbrændingsproces for husholdningsaffald efterfulgt af magnetisk separation, skal
derefter shreddes i stykker, som ikke er større end 200 mm i nogen retning. Skal være
forberedt til direkte chargering.
Skal være fri for synlig kobber, tin, bly samt legeret stål.
Analyse:
Cu < 0,40%
Sn < 0,03%
I råvarespecifikationen af marts 1997 findes specifikationen for forbrændingsjern
ikke mere. Stålvalseværket vil ikke mere modtage forbrændingsjern. Årsagen hertil er
angiveligt at indholdet af fosfor, svovl, kobber og tin er for højt.
De væsentligste årsager til genanvendelsesproblemerne for forbrændingsjern i Danmark
og generelt er dels at stålskrottet er forurenet med andre metaller hvor især kobber fra
bl.a. elektriske og elektroniske komponenter og tin fra hvidblik- og stålemballager
spiller en afgørende rolle, dels at slaggeresterne har en særdeles negativ indflydelse
på kvaliteten af de stålprodukter der fremstilles.
Forbrændingsjern indeholder bl.a. følgende elementer der har negativ indflydelse på
stålproduktionen som vist i Tabel 5.1.
Tabel 5.1
Skadelig indflydelse på stål af grundstoffer
Zn |
Medfører emissioner ved smeltning og kan
medføre problemer under støbning af stålet |
Sn |
Medfører kvalitetsforringelse af stålet |
Ni |
Et uønsket element i kulstofstål |
Cr |
Et uønsket element i kulstofstål og
giver genanvendelsesproblemer for slaggen dannet under stålfremstillingen |
Cu |
Medfører kvalitetsproblemer i stålet |
FeO |
Medfører forøgede omkostninger ved
stålfremstillingen |
Pb |
Medfører emissioner ved smeltning |
Cd |
Medfører emissioner ved smeltning |
S |
Medfører forøgede omkostninger ved
stålfremstillingen |
P |
Medfører forøgede omkostninger ved
stålfremstillingen |
Forbrændingsjernet eksporteres derfor til en række andre lande uden en egentlig
oparbejdning til klassificeret skrot i Danmark.
Fra vort forbrændingsforsøg og forsøg med lagring i slagge samt efterfølgende
rensningsproces og vejninger kan man konkludere (jf. afsnit 4.3) at mængden af
fastsiddende slagge og metaloxider på hvidblik- og stålemballager i forbrændingsjernet
er stor, idet vi har målt at slaggemængden udgør fra 15 til 29% af metalvægten. Dette
betyder at hvidblik- og stålemballager i denne form ikke er egnet til genanvendelse, idet
omkostningerne til smeltning stiger voldsomt med mængden af denne type slagge
især på grund af at der i stålovnen skal tilsættes slaggedannere til neutralisering af
slaggen fra forbrændingsjernet. Hvis hvidblikemballagen er opblandet med tilstrækkeligt
store mængder andet jernskrot med lavt slaggeindhold, vil den samlede mængde dog godt
kunne oparbejdes.
Hvidblik- og stålemballager i danske forbrændingsanlæg er blandet med det øvrige
forbrændingsjern. Den samlede mængde udvundne forbrændingsjern udgør ca. 2% af den
forbrændte mængde affald (3 mio. tons) svarende til ca. 60.000 tons pr. år.
Mængden af rent metal i den udvundne hvidblikemballage vil ifølge afsnit 4.3 udgøre
mellem 9,8 og 38% (middel 23,9%) af de 36.594 tons der tilføres forbrændingsanlæggene.
Dette svarer til 3.600 til 14.000 tons (middel 8.750 tons). Metalindholdet i
hvidblikemballagen udgør således mellem 6% og 23% (middel 14,6%) af den samlede mængde
forbrændingsjern.
Det øvrige forbrændingsjern består hovedsageligt af jern- og stålkomponenter af
væsentligt større godstykkelse end hvidblik, fx vinkeljern og andet metal fra
byggeindustrien eller rester af metal fra industri samt autodele som fælge, lydpotter mv.
Dette medfører at den relative slaggemængde er væsentligt lavere i hele mængden af
forbrændingsjern. Ifølge oplysninger fra DSV i Holme-Olstrup er slaggeandelen samlet ca.
3%
Angående de samlede mængder hvidblikemballage i forbrændingsjernet anslår Jørgen
Schlawitz, Ref. 13, uafhængigt af denne undersøgelse at
mængden af hvidblikemballage udgør mindre end 3% af forbrændingsjernet der udvindes ved
DSVs slaggebehandlingsanlæg i Holme-Olstrup og Næstved. Dette svarer således til
ca. 1.800 tons i den samlede danske mængde forbrændingsjern hvilket er i samme
størrelsesorden som de 3.600 tons der er estimeret oven for ved maksimalt tab.
Den normale og sandsynlige behandlingsform for forbrændingsjern inden tilførsel til
udenlandske smelteovne er en shredderbehandling. Herved vil forbrændingsjernet kunne
gøres væsentligt mere slaggefri, og samtidig vil forbrændingsjernet kunne separeres i
jern og andre metaller. Det tilbageværende jernskrot burde herefter problemløst kunne
indsættes i stålværker. Det tilsyneladende materialetab for hvidblik- og
stålemballagen vil være stort, idet slaggen og oxiderne stort set vil blive til affald.
Set ud fra genbrugssynspunkter er dette dog formålstjenligt da tabene i stålværkerne
derved bliver tilsvarende mindre.
Hvis man ser på tabet af det uoxiderede metal i emballagerne, vil tabet i et
stålværk med høj performance typisk vil være mindre end 4% fra indsats til valseklare
emner baseret på første klasses skrot.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |