Hundested Kommune har en bringeordning for glas.
Kommunens indsamlingssystem blev omlagt i marts 2000. Omlægningen skete i forbindelse
med, at kommunen stod over for at skulle udskifte alle glaskuber på grund af manglende
vedligeholdelse. Dette gav anledning til at overveje en fuldstændig omlægning af
systemet.
Glasindsamlingssystem før marts 2000:
Hundested Kommune havde tidligere et bringesystem baseret på kuber. Kommunen havde
en entreprenør til at stå for tømningerne. Tømningerne beløb sig til en udgift på
7.000-8.000 kr. om måneden.
Glasindsamlingssystem efter marts 2000:
Kommunen har overtaget al indsamling og håndtering af glas og flasker. Der er
stadig tale om et bringesystem, men indsamlingsmateriellet er nu skiftet, så der i dag
indsamles flasker i pallerammer, mens den del af glasemballagen, der ikke er vin- og
spiritusflasker (dvs. andre flasker, syltetøjsglas, skår mv.) indsamles i 240 liters
plastbeholdere, der er opstillet på samme indsamlingssteder.
Indsamlingen foregår i forbindelse med affaldsøer, hvor der ud over indsamling af
glas også indsamles papir, pap og plast. Hundested Kommune har anskaffet låg til nogle
af pallerammerne. Der er hul i låget (et hul svarende til det hul, der er i kuber).
Låget skal forhindre hærværk. Låget bevirker dog, at pallerammerne "stopper
til", fordi flaskerne samles omkring hullet og låget bevirker også, at
flaskerne i højere grad går itu, fordi flaskerne falder ned gennem hullet (ligesom i
kuberne men i modsætning til i kuberne er der ikke flaskebremse i disse pallerammer). I
de pallerammer, der ikke er låg på, lægger borgerne flaskerne ned, så de ikke går i
stykker.
Kommunen er siden gået bort fra at have låg på pallerammer. Alle rammer står nu
uden låg, og der opleves ikke et øget hærværk på rammerne (smadrede flasker) -
faktisk er der intet hærværk.
Borgerne har svært ved at finde ud af, hvilke flasker der skal sorteres fra. Det
betyder, at det er alt fra dressingsflasker til vin- og spiritusflasker, der indsamles i
pallerammerne.
En af kommunens ansatte kører rundt hver dag og sætter om nødvendigt nye rammer på,
samt rydder op på indsamlingsstederne. Pallerammerne står derfor ikke og er overfyldte i
dagevis. Efter en weekend kan de dog godt være fyldt op, særlig de pallerammer, der før
var ustyret med låg. Ved overfyldning sætter borgerne plastposer/papkasser med flasker
ved siden af rammerne. Kommunens medarbejder lægger efterfølgende flaskerne i rammerne
og rydder op.
Hver fredag afhentes pallerammer direkte fra standpladser af flaskehandler og køres
til sortering.
Det resterende emballageglas indsamles i 240 liter beholdere. Beholderne køres til
genbrugsstationen, når de er fulde. Her tømmes de over i ladcontainer. Glasset trykkes
ind imellem med skovl på gravko med henblik på, at det bliver pakket mest muligt inden
bortkørsel.
Skår køres direkte til Rexam Glass Holmegaard fra genbrugspladsen.
Det er meget få flasker, der går i stykker i forbindelse med indsamlingen. Kommunen
har oplevet en væsentlig stigning i indtægterne ved salg af glas i forbindelse med det
nye indsamlingssystem. Der afregnes i dag med 50-61 øre for hver hele afsættelige
flaske, kommunen har indsamlet.
Der er ikke farvesepareret indsamling af glas, hverken på affaldsøerne eller på
genbrugsstationen. Der har tidligere været farvesepareret indsamling af glas i kommunen,
men det fungerede ikke tilfredsstillende, og er derfor afskaffet.
Der er p.t. placeret pallerammer og beholdere 21 steder i kommunen.
Afleveringsstederne er placeret i boligområderne og ved købmænd og supermarkeder. Der
står et varierende antal pallerammer hvert sted, afhængig af behov. Da stederne tilses
hver dag, reguleres det opstillede antal efter, hvor fyldte rammerne er.
Det er muligt at komme af med flasker og skår på genbrugsstationen, der ligger i
industrikvarteret 2-3 km fra centrum.
Hundesteds borgere kan endvidere komme af med flasker på Sølager Camping og ved
Lynæs Havn, der har egen indsamling og afsætning af glasset.
Det betyder, at Hundesteds borgere kan komme af med flasker 24 steder i kommunen.
I Hundested By er pallerammerne placeret 12 steder. De resterende pallerammer er
placeret i sommerhusområderne og i landsbyerne. Der er mindst et afleveringssted i alle
sommerhusområder og i alle landsbyer (bortset fra i Sverkilstrup og i Amager Huse, der er
meget små!).
Som gennemsnit for kommunen er der 392 indbyggere per afleveringssted.
Ud fra et kort over kommunen med angivelse af afleveringsstederne vurderes det, at
byområdet i Hundested dækker ca. 3 km2. I dette område er 12
afleveringssteder, heraf er 7 af disse placeret tæt på centrum og indkøbsområderne.
Dette betyder, at afleveringsstederne i gennemsnit dækker 0,25 km2. I
Hundested by har borgerne maksimalt 800 meter til nærmeste afleveringssted (fra
yderområderne de fleste borgere har maksimalt 300 meter til nærmeste
afleveringssted).
Der er ikke lavet en speciel information til borgerne om systemet. Der er lavet
skilte med "Flasker", som kan hænges på pallerammerne.
Der udsendes sammen med ejendomsskattebilletten oplysninger om sortering af affald i
kommunen.
På grund af den store forekomst af sommerhuse i kommunen, er der store
sæsonvariationer på, hvor meget glas der indsamles. Der er ca. dobbelt så meget glas i
sommerperioden, som om vinteren.
Hundested Kommune skiftede system i marts 2000.
Fra april til december 2000 er der indsamlet 77 ton (120.000 flasker og 20 tons skår)
svarende til 8,2 kg glas/indbygger på ¾ år via det kommunale indsamlingssystem. År
2000 er valgt, fordi kommunen skiftede system i 2000.