| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Pesticidfri pleje af fodboldbaner og golfarealer
Målrettet gødskning
Græsset på fairways klippes meget ofte og kort. For at vokse videre er græsset
afhængig af, at der altid er nok næringsstoffer til rådighed i det øverste lag jord.
Derfor kræver et tæt og jævnt græstæppe en målrettet og afbalanceret gødskning.
Forsøg viser, at nok kvælstof er en af de vigtigste faktorer for græsdækket på
fairways. Højt kvælstofniveau kombineret med en vertikalskæring er den behandling, der
har bedst effekt på både græs og ukrudt. Den ukrudtshæmmende virkning skyldes først
og fremmest, at græsset trives bedre end ukrudtet ved højt kvælstofniveau. Det gør det
lettere for at græsset at udkonkurrere ukrudtet. Kvælstofniveauet har ingen klar effekt
på mængden af bar jord. Det skyldes først og fremmest, at der i forvejen er ret lidt
bar jord på fairways.
Lokal tilpasning
Det er vigtigt at tilføre græsset nok kvælstof, men heller ikke for meget. Normalt
bør fairways tilføres ca. 50-75 kg kvælstof/ hektar hvert år, men den nødvendige
mængde kan variere fra 30 til 100 kg kvælstof/hektar/år. Det afhænger af blandt andet
jordbund og sammensætningen af græsarter og -sorter. For eksempel kræver rødsvingel
forholdsvis lidt kvælstof.
Gødskning med kvælstof og andre næringsstoffer skal altid doseres på baggrund af
jordprøver. Man bør tage prøver af jorden og få dem analyseret for næringsstoffer
jævnligt. Er tallene for lave, skal de hæves ved hjælp af en grundgødskning. I praksis
gøres det lettest ved at tilføre den nødvendige mængde enkeltgødning. Efterfølgende
vedligeholdelsesgødsker man efter en gødningsplan.

Kvælstofniveauet betyder meget for græssets vækst og vitalitet, men
har ingen klar effekt på mængden af bar jord. Det skyldes først og fremmest, at der i
forvejen er ret lidt bar jord på fairways.

Gødskningen bør fordeles over sæsonen. De bedste tidspunkter er
slutningen af april, maj, juni, august og september.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|