| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Pesticidfri pleje af fodboldbaner og golfarealer
Tre år
Hæftet Pesticidfri pleje af fodboldbaner og golfbaner bygger i vid
udstrækning på et tre-årigt forsøg, gennemført af Skov & Landskab (FSL)
1999-2001.
Fodboldbaner
Skov & Landskab (FSL) fulgte fra maj 1999 til november 2001 tilstanden
på 41 fodboldbaner, fordelt på 12 idrætsanlæg i ti kommuner. Banerne blev udsat for ti
forskellige typer pesticidfri pleje, der blev udført af forsøgsværterne. Hvert år i
maj, september og november blev det målt, hvor mange procent på banerne, der var dækket
af henholdsvis græs, ukrudt og bar jord. Ved hver måling blev der målt to gange i 12
fastlagte måleområder på hver fodboldbane. Desuden registrerede fodboldklubberne det
ugentlige antal spilletimer på hver bane, og det blev beregnet, hvor mange timer der blev
spillet på banerne mellem hvert måletidspunkt.
Golfbaner
I samme projekt afprøvede Skov & Landskab (FSL) også en række metoder til
pesticidfri pleje på fairways på golfbaner. Hver metode blev afprøvet på en eller to
baner, og behandlingerne blev udført på otte eller ti m brede parceller på tværs af en
fairway. Hver behandling blev gentaget i 2-6 parceller. Forsøgsværterne udførte
behandlingerne. Hvert år i maj, september og november blev det målt, hvor mange procent
på parcellerne der var dækket af henholdsvis græs, ukrudt og bar jord.
Finansiering
Projektet er finansieret af Miljøstyrelsen, Danmarks Idræts Forbund, Dansk Boldspil
Union, Dansk Golf Union, Skov & Landskab (FSL) og forsøgsværterne.

Mængden af græs, ukrudt og bar jord blev målt ved hjælp af en ramme på 75 x 75
cm med 100 felter.