Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering

Forord

Formål

Projektet har overordnet to formål. Det ene formål er en kortlægning af dagrenovationens sammensætning. Det andet formål er en evaluering af ordninger for hjemmekompostering af organisk dagrenovation.

Mængde og sammensætning af dagrenovation er kortlagt afhængig af boligtype og husstandsstørrelse. Sammensætningen er korrigeret på baggrund af fugtvandring mellem fraktionerne. Det er desuden vurderet, hvor stor en del af det organiske affald husstanden selv komposterer i egen have.

Ordninger for hjemmekompostering er gennem en spørgeskemaundersøgelse evalueret m.h.t. organisering, husstandenes viden om ordningen og deres holdning til at hjemmekompostere.

Deltagergrad og effektivitet i ordninger for hjemmekompostering er vurderet på grundlag af sammenhængende analyser af affaldssortering og spørgeskemaundersøgelse.

Baggrund

I Regeringens affaldsplan 1998-2004, Affald 21, lægges der op til en øget sortering af flere fraktioner. Dette sker for at sikre en bedre udnyttelse af affaldets ressourcer ved genanvendelse og særskilt behandling.

Program for renere produkter har da også prioriteret tilvejebringelsen af det nødvendige planlægningsgrundlag for udviklingen af teknikker til sortering og indsamling af udvalgte fraktioner højt.

Resultaterne af nærværende projekt ”Evaluering af ordninger for hjemmekompostering samt kortlægning af dagrenovationens sammensætning” indgår som en del af dette planlægningsgrundlag.

Den seneste undersøgelse af dagrenovationens mængde og sammensætning blev gennemført i 1992 – og der har været behov for at revidere disse data.

Tidligere undersøgelser har fokuseret på at kortlægge dagrenovationens sammensætning ved at sammenholde indholdet i affaldssækken med mængden af indsamlede genanvendelige materialer. I undersøgelserne er der ikke taget højde for den del af dagrenovationen, der komposteres i egen have. En afdækning af dette forhold er blevet mere påkrævet, fordi hjemmekompostering vinder stadig større udbredelse – enten som en integreret del af kommunens målsætning for behandling af dagrenovationen, eller fordi husstandene selv vælger at tage del i affaldshåndteringen gennem anskaffelse af kompostbeholder m.v.

Der er ikke tidligere gennemført nogen samlet evaluering af forskellige ordninger for hjemmekompostering. Dette synes påkrævet netop nu, hvor mange kommuner står over for beslutning om at skulle implementere mere eller mindre ”tvungne” ordninger for hjemmekompostering.

Nærværende projekt indeholder ud over kortlægningen af dagrenovationens sammensætning derfor også en evaluering af ordninger for hjemmekompostering.

Projektet forventes at få betydning som planlægningsværktøj dels i forhold til prioriteringen af indsatsområder for forskellige affaldsfraktioner i dagrenovationen, dels ved valg af ordninger for hjemmekompostering af det organiske affald.

Projektets gennemførelse

Miljøstyrelsen har rekvireret og finansieret projektet, der er udført i perioden januar 2001 – december 2002. Projektet er gennemført i et samarbejde mellem Carl Bro as og Econet AS - med sidstnævnte som projektansvarlig. John Thøgersen, Handelshøjskolen i Århus, har medvirket ved tilrettelæggelse og vurdering af spørgeskemaundersøgelsen.

Til projektet har der været knyttet en følgegruppe bestående af:
Inge Vibeke Hansen, Miljøstyrelsen, formand (indtil 1/11 2001)
Anne-Sofie Nielsen, Miljøstyrelsen, formand (fra 1/11 2001)
Ole Morten Petersen, Reno-Sam (indtil 31.12.2001)
Allan Kjersgaard, Reno-Sam (fra 1.2.2002)
Niels Remtoft, Kommunernes Landsforening
Ilonka Domela, Carl Bro as
Claus Petersen, Econet AS, sekretær

I forbindelse med gennemførelsen af projektet er der foretaget indsamling af dagrenovation fra ca. 2.000 husstande i en række kommuner. Det drejer sig om følgende kommuner:

  • Bjerringbro
  • Brøndby
  • Frederikshavn
  • Gladsaxe
  • Hillerød
  • København
  • Odense
  • Randers
  • Stubbekøbing
  • Viborg
  • Årslev

Ud over at bidrage ved udvælgelsen af husstande har kommunernes forvaltninger også stået til rådighed med supplerende data.

Flertallet af de udvalgte husstande er blevet bedt om at besvare et spørgeskema, som belyser deres adfærd omkring affaldshåndtering.

Affaldssorteringerne fandt sted hos AVØ, Frederikshavn, samt på I/S Amagerforbrænding.

Econet AS takker kommunerne såvel som de to affaldsbehandlingsanlæg for stor imødekommenhed og værdifuld assistance.

Projektet har koordineret aktiviteterne med et andet projekt ”Fuldskalaforsøg i Hovedstadsområdet”. Af administrative grunde har det ikke været muligt at gennemføre spørgeskemaundersøgelsen blandt de husstande, der deltager i Fuldskalaforsøget. Københavns Kommune har kompenseret herfor ved at dække omkostninger til indsamling og sortering fra endnu et område med ca. 100 husstande.

Bates Korsnäs har været behjælpelig med at levere affaldssække til affaldsindsamling og affaldsanalyser.

DTU Miljø og Ressourcer har gennemført måling af tørstofindhold samt forskellige sporstoffer. En del af disse resultater indgår i nærværende rapport.