| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
MTBE's spredning i grundvand
Bilag 9
Metodebeskrivelse af vandprøvetagning vha. GeoProbesystemet på Vestergade 81
Udtagning af niveauspecifikke vandprøver med GeoProbe-systemet på Vestergade 81,
Særslev, Søndersø i fase 2 af projektet MTBEs spredning i grundvand.

Generelt for udstyret: Alle rør og vandprøvetagere er rengjort inden anvendelse ved
afbrænding med gasbrænder og efterfølgende trykspuling. Der anvendes ikke smøring til
rørene.
Der anvendes rør af ydre diameter på 31,8 mm og indre diameter på 15,9 mm. Hvert
rør er 1 m langt. For enden af rørene (som det første der presses ned i jorden)
monteres en filterholder (1,2 m lang), hvori der placeres et 1 m langt filter af rustfrit
stål med 0,1 mm filterslidser. Filteret holdes på plads af en stålspids.
Filterholderens ydre diameter er 1,5" (38,1 mm). Skitse er vist på figur 1.
Rørene presses ned i jorden til den ønskede dybde, dvs. den dybde, hvor underkanten
af det nederste filter ønskes placeret. Her udløses/blottes filteret. Dette gøres ved
at en tynd stang indføres i rørene til den fulde dybde, hvor den presses mod filteret.
Stangen holdes fast i forhold til terræn, mens rørene trækkes 1 m tilbage, hvorefter
stangen fjernes. Herved er stålspidsen sluppet i jorden og filteret er blottet, idet
filterholderen er trukket 1 m tilbage. Filterets bund pejles til kontrol af dybden. Skitse
er vist på figur 1.
Der pejles for at kontrollere, om der er vand i boringerne. Når vandstanden har
retableret sig i rørene, noteres grundvandsstanden (i m.u.t.) og vandprøvetagningen
påbegyndes. En ny PE-slange med en minibailer (ventil) for enden af slangen sænkes ned i
filtret. På terræn fastgøres slangen i Waterra-pumpen (vippearmspumpe), som placeres
ved boringen. Slangen trækkes ca. 20 cm op af boringen, således at den ikke støder mod
bunden af filtret under oppumpningen. Vandprøvetagningen er beskrevet nedenfor.
Idet filtret er udløst kan der ikke udtages vandprøver i dybere niveauer i dette
punkt. Den første dybde, hvor filtret udløses er således det dybeste niveau for
vandprøvetagning under en nedpresning.
Efter udtagning af vandprøve i et niveau, trække rørene op af jorden til et nyt
niveau, hvor der ønskes udtaget en vandprøve. Proceduren er den samme som beskrevet oven
for.
Der blev i den aktuelle sag arbejdet med 3 vandprøvetagere (filterholder med filter).
Efter anvendelse blev alle 3 rengjort og der blev udtaget en blindprøve vha. én af dem.
Blindprøven blev udtaget ved at pumpe rent vand igennem en ny slange med minibailer isat
filtret, der var forbundet med filterholderen og et rør - se foto, figur 2. For hvert
punkt er anvendt en ny slange og der er skiftet vandprøvetager samt rør (så mange som
muligt, som minimum er rørene under vandspejlet udskiftet - ca. 7-8 m.u.t.).
Der renpumpes svarende til min. 2 gange voluminet af vandet i rørene eller til
boringen er tømt et par gange, i de tilfælde, hvor tilstrømningen til filtret er
dårlig. Den renpumpede mængde vand er noteret for hvert niveau og fremgår af
vandprøvetagningsskemaerne. Prøven udtages efter forpumpning. I de punkter, hvor der er
foretaget feltmålinger, udtages vandprøven, når disse er stabile, dog efter afmontering
af feltmåleudstyret.
Feltmålinger foretages vha. U-10 Water Quality Checker, der består af sonder til
måling af ilt, pH, redoxpotentiale, ledningsevne og temperatur. Sonderne er placeret i to
koblede gennemstrømningsbeholdere, hvor slangen tilsluttes nederst i den første beholder
(ilt, pH, ledningevne og temperatur) og en slange til udløb placeres i toppen af den
næste beholder (redoxpotentiale) - se foto, figur 2. Inden målingen påbegyndes,
kalibreres sonderne mod standarder, der hører til udstyret.
Efter evt. feltmåling udtages vandprøver i prøveglas, se tabel 1.
Tabel 1
Oversigt over parametre og prøveemballage i prioriteret rækkefølge.
Parameter |
Emballage |
Lab |
Bemærkning |
BTEX, MTBE |
2 stk. Headspace-glas |
NIRAS feltGC |
|
BTEX, MTBE m.fl. (Purge&Trap) |
3 stk. 40 ml. glas |
DHI |
Glas fyldes helt. NB |
Total kulbrinter |
1 stk. red cap (1 liter) |
DHI |
Glas fyldes helt. NB |
Jern & Mangan |
1 stk. 100 ml.-flaske, mærket "filtreret" |
AnalyCen |
Filtreres i felten gennem 0,45 µm filter |
Methan |
2 stk. små glasrør m. teflondup foroven |
AnalyCen |
Skal ikke fyldes helt op
- luftlomme foroven |
Ilt |
2 stk. glasflasker, mærket "ilt" |
AnalyCen |
Glas fyldes helt. NB |
Resten af boringskontrol |
(2) stk. 1 liters plastflasker, mærket
"ufiltreret". |
AnalyCen |
Glas fyldes helt |
Udtagne prøver lægges straks i køletaske og sendes til laboratorium hhv. analyseres på
felt-GC hver eftermiddag.
Prøver til jern- og mangan-analyse blev filtreret i felten ved påmontering af 0,45
µm filter direkte på slangen fra boringen. Filtret blev skiftet undervejs det
nødvendige antal gange mhp. at sikre, at vandprøven i 100 ml-plastflasken var helt klart
og partikelfrit. Dette blev kontrolleret ved hver prøve.
Gammalog-sonden er en separat sonde, der føres ned i vandprøvetagningsrørene.
Gammaloggens dimension gør, at de tynde rør, som beskrevet tidligere, ikke kan anvendes.
I stedet anvendes rør af samme dimension som filterholderen (38,1 mm). Den større
dimension gør, at det på den aktuelle lokalitet ikke var muligt at presse rørene dybere
end 15 mut. Gammaloggen udføres inden filtret udløses, hvorfor metoden er fleksibel mht.
dybde, dvs. at rørene efter dataregistrering kan føres til større dybde hvis ønsket,
hvorefter der kan foretages en ny gammalog.
Den anvendte gammalog er en naturlig gammalog. Data registreres vha. en "Portable
Nuclear Measure Instrument, type IMU 100 fra Nucletronics.
Der udtages vandprøver på samme måde, som beskrevet ovenfor.
Ellog-sonden er en separat sonde koblet på egne rør. Disse rør har samme dimension
som vandprøvetagningsrørene (31,8 mm). Spidsen til ellog-rørene har en ydre diameter
på 38,1 mm (som filterholderen), men er kun ca. ½ meter lang.
Ellogsonden presses ned i jorden til den ønskede dybde. Jordens ledningsevne
registreres under nedpresningen. Dybden er således ikke givet på forhånd som for
vandprøvetagningen. Den maksimale nedpresningsdybde var i den aktuelle sag 23 m.u.t.,
svarende til udstyrets "ledningsmæssige" rækkevidde. Den anvendte ellog er en
"Conductivity log SC400" fra GeoProbe Ssystems.
I 2 sonderinger (GB11 og GB12) blev der efterfølgende udtaget vandprøver fra samme
punkt, som elloggen var foretaget i. Vandprøvetagningsrørene blev presset ned til
større dybde end elloggen, hvorved risikoen for krydskontaminering blev minimeret.
Efter optagning af rørene er hullerne afproppet ved tilhældning af flydende bentonit.
Efterfølgende er hullet retableret med koldasfalt.

Figur 1
Opbygning af filter og filterholder til niveauspecifik vandprøvetagning

Figur 2
Blindprøve-opstilling til kontrol af filtersystem
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |