De løbende observationer i forbindelse med borearbejdets udførelse viste overalt en
tydelig forskel i såvel farve som styrke på det mørke moræneler og det overlejrende
brune moræneler. Der er derfor ikke tvivl om, at de 2 moræneaflejringer er resultater af
2 uafhængige isfremstød.
Det underlejrende morænelers mørkfarvning skyldes indhold af tertiært glimmerler
(højt indhold af organisk stof), ligesom den geotekniske styrke overalt var meget stor
(de udrænede forskydningsstyrker i formationen blev overalt skønsmæssigt vurderet til
mere end 300 kPa).
Grænsen mellem denne og de overlejrende lag var derfor overalt markant og let
genkendelig.
Permeabiliteten i det mørke moræneler synes overalt at være særdeles ringe
(materialet virkede næsten "tør"), ligesom der ingen steder blev observeret
vandførende sandstriber. Det forekommer dog sandsynligt, at formationen kan være
sprækket som følge af trykket fra den gletscher, der efterfølgende aflejrede det brune
moræneler.
Det brune (yngre) moræneler, der overlejrer det omtalte, mørke faste moræneler, er
mindre homogent og fast end dette, ligesom indlejrede sandstriber forekommer i varierende
omfang. Overgangen til den stærkt sandede og siltholdige, terrænnære aflejring er
derfor mindre skarp.
Permeabiliteten i den øvre, sandede formation er stærkt varierende, idet der blev
observeret såvel højpermeable sandaflejringer som lavpermeable, stærkt lerede og
siltholdige aflejringer. Generelt er de permeable, sandede aflejringer stærkest
repræsenterede i den centrale og sydvestlige del af grunden, mens lerindholdet dominerer
i den sydlige, den østlige og navnlig den nordøstlige del af grunden. De sandede
aflejringer på den nordvestlige del af grunden er næppe i hydraulisk kontakt med de
sandede aflejringer på den centrale del af grunden.
Observationer
Ved afslutningen af borearbejdet var 13 af de 28 boringer fortsat tørre. Efter 2
måneders forløb var der endnu ikke sivet vand til 4 af boringerne.
I den sandede, centrale del af grunden stabiliserede vandspejlet sig ret hurtigt i godt
1 meters dybde. De udførte pejlinger antydede en beskeden udsivning i vestlig retning.
Der var dog ingen tvivl om, at den hydrauliske kontakt mellem boringerne var begrænset,
hvorfor en tolkning af pejleresultaterne skal udføres med stor forsigtighed, idet
strømningsmønstret - med baggrund i de udførte geologiske observationer - vurderes at
være langt mere kompliceret, end pejleresultaterne umiddelbart giver indtryk af.
I appendix 2 ses de udarbejdede profiler, som giver et godt indtryk af morænefladens
variation og de sandfyldte sænkninger / lommer, som udgør grundvandsmagasinet.
De geologisk forhold på og omkring ejendommen er meget komplekse og afspejler flere
glaciale fremstød. Dette har resulteret i en hydrogeologisk opbygning med flere
grundvandsmagasiner, der til dels er hydraulisk forbundne. Ikke mindst opbygningen af det
terrænnære magasin på ejendommen er meget inhomogen.
Overfladen af det øvre terrænnære grundvand er beliggende få meter under terræn.
På baggrund af pejlinger fra de indledende undersøgelser /5/
er der optegnet et potentialebillede som vist i figur 3.
Der synes at kunne udpeges minimum to overordnede trykniveauer i det terrænnære
grundvand på ejendommen. Det ene er lokaliseret midt på ejendommen med et trykniveau
omkring kote 43,3, mens der på den nordlige del af ejendommen kan lokaliseres et
overfladenært grundvandsspejl med trykniveau omkring kote 42-42,5.
Der synes således at være repræsenteret flere uafhængige overfladenære
grundvandsspejl antagelig med ringe hydraulisk kontakt på grund af de forholdsvis store
trykforskelle mellem nærtliggende boringer. Det vurderes dog at være sandsynligt, at der
midt på ejendommen findes et område, hvor der er tale om et nogenlunde sammenhængende
sekundært grundvandsmagasin. Dette område er skitseret på figur 3.
Strømningsretningen i det terrænnære grundvand midt på ejendommen synes at have en
vestlig retning, mens det overfladenære grundvand på ejendommens nordvestlige del
vurderes at strømme mod nordvest - i det omfang det overhovedet strømmer.

Figur 3:
Afstrømning i terrænære magasin.Formodet sammenhængende område er
optegnet med sort linje. Røde områder angiver højtliggende vandspejl, medens blå
nuancer angiver lavereliggende niveauer. Med tal er angivet målt vandspejl i kote.
Strømningsretningen på de nordlige dele af ejendommen kan være under indflydelse af
afløbstraceer i den nord for liggende Fabriksvej, som kan have en drænende effekt på
grundvandet.
Ved vandprøvetagning af filtersatte boringer i de øvre jordlag er det konstateret, at
det var let at tømme boringerne. Sammenholdt med observationerne af de gennemborede
jordlags sammensætning vurderes de øvre jordlag at have en stærkt varierende og til
dels ringe permeabilitet for gennemstrømning af vand.
Der findes en nedadrettet trykgradient mellem det øverste magasin og det underliggende
mellemste magasin. Der er således mulighed for infiltration fra det øvre terrænnære
magasin til det nedre.
Med henblik på at kunne vurdere de hydrauliske egenskaber for det øvre terrænnære
grundvandsmagasin er der udført tests af 5 udvalgte boringer på ejendommen. Testen har
bestået i tømning af boringerne og efterfølgende tilbagepejling af grundvandsstanden.
Observationerne (stigningsdata og tid) er tolket som Hvorslev test (slug-test) for at give
en størrelsesorden på den hydrauliske ledningsevne i de øvre jordlag.
Resultaterne er sammenfattet i nedenstående tabel 2.
Tabel 2:
Tolkede hydrauliske parametre, terrænnære magasin (Hvorslev test). Se
appendix 2 for boringsplacering.
Det fremgår af tabellen, at de hydrauliske ledningsevner er relativt lave, og der er
forholdsvis stor spredning i værdierne. Det bemærkes dog, at de to højeste værdier
(fra boring B177 og B125) ligger inden for / tæt ved det område, der tolkes som
nogenlunde hydraulisk sammenhængende i det terrænnære magasin.
Værdierne afspejler de geologiske aflejringer og varierer fra 3.0 x 10-7
m/s (svarende til ler) til 2.0 x 10-5 m/s (svarende til silt).
En gennemsnitlig strømningshastighed (jf. Darcy) inden for det sammenhængende område
er ca. 10 m/år (I=0,018, k=2.0 x 10-5). Ved en estimeret porøsitet på 0,2
bliver den årlige strømningshastighed maksimalt af størrelsesorden 50 m/år.
Trichlorethylen (TCE)
Der er ved de indledende undersøgelser påvist TCE i store koncentrationer på op til
38 mg/l i det terrænnære grundvand på ejendommens midte og i de nordøstlige dele
svarende til en overskridelse af kvalitetskriterierne for grundvand på adskillige tusinde
gange. Resultatet af de kemiske analyser for TCE i de øverste magasin er præsenteret i
figur 4.
På figuren er TCE koncentrationerne angivet med cirkler, der er proportionale med de
fundne koncentrationer. Cirklerne angiver intervaller, og største cirkel angiver
koncentrationer større end eller lig med 10 µg/l .

Figur 4:
Forurening i terrænnært magasin, illustreret ved TCE, normeret i forhold til 10
µg/l. Tallene ved cirklerne angiver fundne koncentrationer i µg/l.
Det bemærkes, at den værste del af TCE forureningen er fundet inden for / nær ved
det område, der er tolket som hydraulisk sammenhængende. De høje værdier længst mod
nord kan måske henføres til udslip i forbindelse med de tærede spildevands- /
kloakledninger, som blev konstateret i forbindelse med drift af virksomheden Hård Krom
A/S.
Chloroform og tetrachlorethylen
Der er påvist tilstedeværelse af chloroform og tetrachlorethylen i koncentrationer op
til henholdsvis 12 og 3,4 mg/l i adskillige boringer på ejendommen.
Cyanid
Cyanider findes i væsentlig forhøjede koncentrationer i flere boringer på
ejendommen. Koncentrationsniveauet er påvist i op til 8.300 µg/l svarende til en
overskridelse af kvalitetskriterierne på flere hundrede gange. Syreflygtigt cyanid er
påvist i koncentrationer op til 3.300 µg/l .
Chrom
Chrom er ligeledes konstateret i koncentrationer på op mod 120 µg/l i boringer spredt
på ejendommen svarende til en overskridelse af kvalitetskriteriet på adskillige tusinde
gange. Hexavalent chrom - Cr(VI) - er påvist i tilsvarende koncentrationer.
Nikkel og zink
I flere boringer fra de tidligere undersøgelser er der påvist betydelige
koncentrationer i det terrænnære grundvand af nikkel og zink på henholdsvis 4.900 µg/l
svarende til en overskridelse af kvalitetskriterierne på adskillige hundrede gange og 660
µg/l svarende til en overskridelse af kvalitetskriterierne med ca. 6 gange.
Sammenfattende kan det konkluderes, at der er sket en massiv forurening af det
overfladenære grundvand med TCE, cyanid, crom og chrom(VI) samt nikkel. Desuden er der
påvist chloroform, tetrachlorethylen og zink i koncentrationer der kun i mindre omfang
overskrider kvalitetskriterierne.
Der er målt tilstedeværelse af ilt i det øverste magasin. Idet TCE kun nedbrydes
ubetydeligt under aerobe forhold, vurderes nedbrydning af TCE i øverste magasin derfor
som værende forsvindende.
De højeste koncentrationer af TCE er påvist på den sydlige del af ejendommen inden
for / tæt ved det område, der er tolket som hydraulisk sammenhængende. Der kan ses en
svag tendens til fald i koncentrationsniveauet fra øst mod vest i dette område.
De højeste koncentrationer af cyanid er påvist på ejendommens vestlige og midterste
dele - ligeledes inden for / tæt ved det område, der er tolket som hydraulisk
sammenhængende.
Chrom er påvist i store koncentrationer mange steder på ejendommen uden tendenser til
retningsbestemt variationer.
Der kan ikke umiddelbart iagttages en korrelation mellem TCE-, cyanid- og
chromkoncentrationer.
Kemisk betegnelse for chrom er Cr, og Cr har atomnummer 24. Chrom er et
essentielt metal / mineral for mennesker, men kan give allergiske reaktioner i højere
koncentrationer.
Chroms toxicitet kan bl.a. henføres til metallets evne til at displacere zink fra
aktive steder i biologiske systemer. Zink er et essentielt metal i f.eks. enzymer og er
derved en nødvendighed for mange enzymatiske processer. Ved displacering af zink med
chrom vil den enzymatiske omsætningshastighed / stofspecificitet blive påvirket.
Chrom (VI)-forbindelser som f.eks. chromtrioxid er klassificeret som
"kræftfrem".
Chrom forekommer på følgende oxidationstrin: 0, +II, +III og +VI. I salte er +III det
hyppigst forekommende. Chromforbindelser, hvor chrom er i oxidationstrin +II, er ustabile.
Tilstedeværelsen af chrom (VI) i naturen skyldes hovedsagelig menneskelig aktivitet.
Cr(III) findes som trivalent chrom, Cr3+ , mens Cr(VI) i det terrestiske
miljø findes som anionen chromat, CrO4 2- eller HCrO4 -
.
Redoxforhold har stor betydning for chroms opførsel i jord og grundvand, da Cr(VI) er
mere mobilt end Cr(III) pga. dannelsen af oxyanioner. Endvidere er Cr(VI) forbindelser
mere toxiske end Cr(III).
Udfældning har betydning for Cr(III) forbindelsers opførsel i jord og grundvand, da
Cr(III) kan udfældes som hydroxid. Cr(VI) vil under de fleste miljørelevante forhold
findes i opløsning.
Sorption har mindre betydning for chroms opførsel i jord og grundvand. Sorptionen af
chromat er stigende ved faldende pH, men sorptionen er afhængig af konkurrencen fra andre
anioner, f.eks. fosfat.
Komplexering Cr(III) danner villigt komplexer, men kun hydroxykomplexer har praktisk
betydning i miljøet. Cr(VI) danner ikke komplexer, da det optræder som anion.
Trichlorethylen er meget mobil i jord og grundvand. Samtidig er det svært nedbrydeligt
i iltrige miljøer og langsomt nedbrydeligt i ikke-iltrige miljøer.
I forbindelse med de indledende undersøgelser er det bekræftet, at der er sket en
væsentlig forurening af det øverste grundvand under ejendommen. Denne forurening kan
henføres til de tidligere aktiviteter på ejendommen. De højeste koncentrationer er
konstateret på ejendommens sydlige del, hvor det vurderes, at der eksisterer et
nogenlunde hydraulisk sammenhængende grundvandsmagasin.
Forureningen spredes sandsynligvis meget langsomt i det øverste grundvand. Inden for
det hydraulisk sammenhængende område er den overvejende strømningsretning mod vest, og
der kan ses et fald i koncentrationen af TCE i grundvandet fra øst mod vest. Der er
konstateret TCE i mindre omfang i det øverste grundvand på den vestlige naboejendom.
Der er ikke risiko for indvindingen i området (ref. /5/).
Der er ikke konstateret nedbrydningsprodukter (vinylchlorid) i det øvre grundvand, og
nedbrydningen af TCE i det øverste grundvand vurderes derfor ikke at være væsentlig.
Forureningen i det øverste magasin vurderes at udgøre en risiko for det omgivende
miljø, da den ikke nedbrydes, og da det ikke kan afvises, at der vil være risiko for
eksponering.
Da ejendommen er beliggende i et industriområde, vurderes risikoen for eksponering dog
at være minimal.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |