Basisdokumentation for biogaspotentialet i organisk dagrenovation

Sammenfatning og konklusion

En gennemgang af rapporterede danske data om bioforgasning af organisk dagrenovation viser, at der kun er rapporteret driftsdata fra tre anlæg i normal drift, medens øvrige rapporter vedrører korterevarende undersøgelser enten i forsøgsanlæg eller i eksisterende biogasfællesanlæg, der har været drevet med organisk dagrenovation i en kortere periode.

Der er ikke rapporteret undersøgelser med behandling af organisk dagrenovation i teknisk eller fuld skala, der er planlagt og gennemført således, at de fremkomne data giver en veldokumenteret sikker bestemmelse af det opnåede gasudbytte fra organisk dagrenovation.

Mange undersøgelser har været gennemført med henblik på teknikudvikling eller afprøvning af samlede løsninger til håndtering og bioforgasning af affaldet. I nogle tilfælde har måling af gasudbyttet ikke været inddraget. I andre tilfælde har forsøgene været præget af tekniske eller driftsmæssige problemer, således at de opnåede gasudbytter kun har kunnet bestemmes med væsentlig usikkerhed.

I undersøgelserne er der anvendt kildesorteret dagrenovation fra mange forskellige indsamlingsordninger med betydelige forskelle i indsamlingsvejledninger og kvalitet af det indsamlede materiale. Derudover er der anvendt flere forskellige typer forsortering af affaldet inden bioforgasningen. Det er ikke er muligt at knytte de opnåede resultater entydigt sammen med kriterierne i affaldsindsamlingen og effekten af forsorteringsanlægget.

Dagrenovationen er typisk behandlet sammen med andet organisk materiale, især gylle; men også sambehandling med kommunalt spildevandsslam og organisk industriaffald er rapporteret.

Det beregnede biogasudbytte for dagrenovationen er i de fleste tilfælde fundet på basis af det samlede målte gasudbytte, fratrukket et teoretisk beregnet bidrag fra det øvrige organiske materiale. I de fleste tilfælde har dagrenovationen kun udgjort en mindre andel af affaldet og bidraget til gasudbyttet herfra er derfor bestemt med stor usikkerhed. I en række tilfælde er gasudbyttet ikke målt; men har kunnet beregnes teoretisk ud fra affaldets indhold af organisk stof målt som COD eller VS.

Gasudbytter for organisk dagrenovation må på ovennævnte baggrund anses for usikkert bestemt. På baggrund af undersøgelserne skønnes det for forbehandlet affald at ligger i området 110-180 Nm3/ton affald med et metanindhold på ca. 65% (70-115 m3 CH4/ton forbehandlet affald), svarende til typisk 100-120 Nm3/ton indsamlet affald. Der findes dog indsamlingsordninger, hvor frasorteringen er meget lille (f.eks. i Grindsted), således at gasudbyttet baseret på det indsamlede affald stort set svarer til udbyttet efter forsortering.

Dagrenovationen er i stort set alle undersøgelser blandet med andet affald. Det er derfor vanskeligt at bedømme bidraget herfra til den endelige kvalitet af restprodukterne. I de fleste tilfælde har restprodukterne uden problemer kunne overholde gældende krav til jordbrugsanvendelsen. Kravene til restprodukterne fra bioforgasning, der ønskes anvendt i jordbruget, er dog ændret og skærpet flere gange i de sidste 10 år. Der er således stillet krav til nye stoffer ligesom tidligere krav er skærpet. Ydermere er der sket ændringer i prøvetagningsstedet for kontrollen således at resultater fra de tidligere undersøgelser kun i mindre omfang kan benyttes til at bedømme om kildesorteret organisk dagrenovation vil kunne overholde de nu gældende krav. Der er dog en tendens til at affaldets indhold af plastblødgøreren DEHP kan give problemer med overholdelse af dagens krav.

I gennemgangen er endvidere medtaget 2 danske laboratorieforsøg udført på organisk dagrenovation. Disse undersøgelser viste et biogaspotentiale på 350-550 m3 CH4/ton omsat affald målt som VS (glødetab).

De gennemførte undersøgelser viser at der har foregået et betydeligt udviklingsarbejde omkring bioforgasning af dagrenovation i Danmark. I forbindelse med undersøgelserne er der imidlertid kun etableret begrænset dokumentation for biogaspotentialet i organisk affald som funktion af sorteringskriterier, forsortering og procesbetingelser ved bioforgasningen ligesom viden om affaldets betydning for kvaliteten af restprodukterne er begrænset.