| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Samlerapport for projekter om bioforgasning af organisk dagrenovation gennemført
2000-2002
Anvendelse af bioforgasset eller komposteret kildesorteret organisk dagrenovation i
jordbruget er styret af Bekendtgørelse Nr. 49 af 20. januar 2000 om anvendelse af
Affaldsprodukter til Jordbrugsformål (Slambekendtgørelsen). I bekendtgørelsen
fastlægges en række krav til indhold af tungmetaller og organisk miljøfremmede stoffer
i organisk affald herunder kildesorteret organisk dagrenovation, der ønsket bioforgasset
med efterfølgende anvendelse af restprodukterne i jordbruget. Hvis flere forskellige
typer organiske materiale sammenblandes som det stort set altid sker skal hver enkelt type
overholde de stillede krav inden sammenblandingen. Det er i en række undersøgelser
påvist, at kildesorteret organisk dagrenovation normalt overholder de stillede krav til
tungmetaller; men at overholdelsen af afskæringsværdien for plastblødgørere DEHP kan
give problemer, som evt. kan begrænse genanvendeligheden af denne affaldsfraktion.
En detaljeret undersøgelse af denne problemstilling er gennemført og præsenteret i
projektet DEHP i husholdningsaffald, Miljøprojekt Nr. 702, 2002 /9/. Nedenfor præsenteres projektets formål og resultater og
kommenteres i lyset af de senere undersøgelser. I beskrivelsen medtages også de dele af
projektet, der vedrører kompostering idet jordbrugsanvendelsen er meget parallel for
kildesorteret organisk dagrenovation uanset om det bioforgasses eller komposteres.
Projektet havde til formål:
 | at udvikle forslag til fremtidige fremgangsmåder for prøvetagning og analyse af
dagrenovation, der ønskes udnyttet til jordbrugsformål |
 | at belyse sammenhængen mellem affaldshåndtering og DEHP-indhold og skitsere
retningslinier for fremtidig strategi for sortering og forbehandling. |
I projektet indgik tre hovedaktiviteter:
 | Der blev identificeret strategier og muligheder for repræsentativ prøvetagning på
biologiske behandlingsanlæg for dagrenovation samt praktisk afprøvning af metoder til
udtagning af prøver. I den forbindelse blev der foretaget en gennemgang og beskrivelse af
de vigtigste danske anlæg. |
 | En laboratoriemetode til homogenisering og oparbejdning af kildesorteret organisk
dagrenovation, primært med henblik på bestemmelse af DEHP blev udviklet og dokumenteret. |
 | Sammenhæng mellem kvalitet af ubehandlet og (delvist) forbehandlet kildesorterede
organiske dagrenovation og indhold af DEHP og tungmetaller blev kortlagt gennem
undersøgelse på udvalgte danske behandlingsanlæg. Desuden blev der udarbejdet forslag
til strategi for nedbringelse af DEHP i denne affaldstype til et acceptabelt niveau. |
Prøvetagning af kildesorteret organisk dagrenovation, der ønskes anvendt i jordbruget
efter bioforgasning eller kompostering er ikke enkel. Der er i Danmark ca. 20 anlæg af
disse typer. På trods af det begrænsede antal er der så mange konkrete forskelle i
teknologi, indretning og drift, at det er nødvendigt at definere syv kombinationer af
indretning og affaldstyper for at kunne dække de forskellige situationer, der kan være
relevante i sammenhæng med kontrollen af affalds kvalitet i henhold til
Slambekendtgørelsen.
Grundlæggende er formålet med kontrollen af affald og/eller gødningsprodukt at
sikre, at miljøbelastningen med forskellige kemiske stoffer holdes på et acceptabelt
lavt niveau. Prøvetagningen bør derfor fokusere på den del af affaldet, der faktisk
indgår i den biologiske behandlingsproces og efterfølgende ønskes genanvendt til
jordbrugsformål og lignende. Samtidig skal der naturligvis tages hensyn til de gældende
regler for kvalitetskontrol.
Hovedvanskeligheden er myndighedskravet om, at kvalitetskravene skal være overholdt
inden der sker sammenblanding af forskellige affaldstyper. Dette krav vil i en række
tilfælde give store praktiske problemer for behandlingsanlæggene, når prøverne
samtidig skal være repræsentative for det modtagne affald. Det er derfor vigtigt, at
reglerne fortolkes og administreres på en måde, der både tilgodeser det overordnede
formål med kontrollen og samtidig sikrer, at de formelle krav ikke bliver en hindring for
udbredelsen af biologisk affaldsbehandling.
Især vil en fornuftig fortolkning inden for følgende to områder være vigtig:
 | At begrebet "affaldsproducent" fortolkes på en operationel måde. Det vil i
denne sammenhæng sige, at kildesorteret organisk dagrenovation, der leveres fra flere
oplandskommuner til det samme anlæg efter ensartede retningslinier, ikke betragtes som
affald fra flere affaldsproducenter. Det vil nemlig medføre, at der skal føres kontrol
med de indkommende læs fra hvert opland for sig, hvilket næppe vil kunne lade sig gøre
i praksis. Der vurderes heller ikke at være væsentligt fagligt belæg for en sådan
skelnen. |
 | At prøvetagning tillades foretaget, efter at strukturmateriale så som grenaffald, halm
eller aviser er tilsat. Sådanne materialer benyttes ofte i forbindelse med kompostering
af husholdningsaffald. I stedet kan man fastsætte standardbidrag for tungmetaller og
miljøfremmede stoffer i sådanne materialer og foretage en simpel korrektionsberegning af
indholdet af forurenende stoffer i udgangsmaterialet. |
En række praktiske metoder til udtagning, neddeling og homogenisering af
dagrenovationen har været afprøvet og der er identificeret udstyr, der kan foretage den
forbehandling, der er påkrævet for at tilstrækkeligt homogene prøver kan leveres til
analyselaboratorierne.
Der blev som led i projektet udviklet en laboratoriemetode til homogenisering af delvis
forbehandlede prøver af kildesorteret organisk dagrenovation (med indhold af plast og
andre urenheder). Metoden bygger på en kraftig nedfrysning af prøvematerialet med
flydende nitrogen og efterfølgende findeling og homogenisering ved hjælp af en
kødhakker.
Desuden er en række ekstraktionsmetoder for DEHP i affald blevet undersøgt, men har
ikke givet anledning til at fravige den hidtil anvendte metode, der er identisk med
Miljøstyrelsens metode for analyse af spildevandsslam. Den samlede metode er dokumenteret
på husholdningsaffald fra tre forskellige anlæg og der blev opnået en præcision på ± 30%, hvilket må betegnes som tilfredsstillende for en
så kompliceret prøvematrix som affald.
For at belyse den mulige sammenhæng mellem affaldssortering og indhold af DEHP i
kildesorteret organisk dagrenovation blev der i efteråret 2000 gennemført et
prøvetagnings- og analyseprogram på seks udvalgte anlæg, der foretager biologisk
behandling af denne affaldstype. Der blev udvalgt tre biogas- og tre komposteringsanlæg,
der på forhånd på baggrund af sorteringsvejledninge og viden fra tidligere
undersøgelser, forventedes parvis at falde i tre kategorier ("god",
"mellem" og "dårlig") hvad angik kvaliteten af kildesortering af det
modtagne affald i forhold til indholdet af plast. Der er tale om analyser af det
indkommende affald inden bioforgasning og kompostering således at analyseresultaterne
under et kan ses som udtryk for indholdet af DEHP i kildesorteret organisk dagrenovation
med de modifikationer, der fremgår nedenfor. Tabel 5.1 viser en sammenstilling af
resultaterne.
Tabel 5.1
DEHP i tre prøver af indkommende dagrenovation på 6 udvalgte biogas og
komposteringsanlæg (efter /9/)
Anlæg |
DEHP
mg/kg tørstof |
Forventet god kvalitet |
|
Grindsted |
64, 11, 7,0 |
Fredericia |
24, 6,6, 14 |
Forventet mellem kvalitet |
|
Vaarst-Fjellerad (Ålborg) |
25, 24 |
Vejle |
39, 74, 120 |
Forventet dårlig kvalitet |
|
Studsgård (Herning) |
35, 10, 10 |
AFAV (Frederikssund) |
110, 51, 56 |
Der skal knyttes nogle få bemærkninger til resultaterne i tabel 5.1:
 | Den første prøve fra Grindsted fremstod visuelt som markant anderledes end de to
næste prøver ved at have et langt højere indhold af fejlsorteringer så som plast og
papir. Tidligere prøver taget på Grindsted biogasanlæg har visuelt fremstået som
prøve 2 og 3 og har haft tilsvarende lave indhold af DEHP og det vurderes derfor, at
DEHP-indholdet i prøve 1 ligger væsentligt over gennemsnittet for dette anlæg. |
 | På Knudmoseværket i Herning var der driftsstop på anlægget under første
prøvetagning. Der blev derfor udtaget 20 hele affaldsposer, som fik frasorteret en del af
fejlsorteringerne indtil et skønnet gennemsnitligt niveau efter rullesigtning.
Blandprøven blev fremstillet ud fra det manipulerede materiale. Der kan muligvis være
skønnet galt med hensyn til, hvor meget materiale, der skulle frasorteres for at opnå en
"gennemsnitlig" prøve. Efter en nærmere gennemgang af sorteringsvejledningerne
fra oplandskommunerne til Studsgård/Knudmoseværket ser det i øvrigt ud til, at dette
anlæg generelt burde betragtes som et anlæg med middelkvalitet. Dog er der jævnligt
modtaget affald fra andre end de sædvanlige oplandskommuner. Angiveligt har noget af
dette affald ofte haft en betydeligt ringere kvalitet end resten, hvorfor det har måttet
frasorteres og sendes til forbrænding. |
Resultaterne viste, at 10 ud af 11 prøver fra de "gode" og
"mellemgode" anlæg kunne overholde afskæringsværdien for DEHP med god margin.
Den sidste prøve fremstod visuelt som atypisk for det pågældende anlæg. På de
"dårlige" anlæg overskred fem ud af seks prøver afskæringsværdien.
Det konkluderes, at de fleste af de eksisterende sorteringsvejledninger i sig selv er
tilstrækkelig præcise og restriktive, således at der ikke bør være problemer med DEHP
i affaldet, hvis husstandene efterlever vejledningerne.
Med hensyn til emballering af affaldet anbefales det, at husstandene benytter særlige
papirposer til formålet, og at der i hvert fald kun accepteres bestemte typer af
køkkenaffaldsposer af plast. Det bedste resultat opnås formentlig, hvis de affaldsposer
husstandene skal benytte udleveres fra centralt hold.
Det vigtigste er at sikre, at vejledningernes krav rent faktisk bliver efterlevet.
Dette kan for eksempel ske ved jævnlig information til husstandene om emnet samt konkret
opfølgning på uacceptabel sortering hos enkelthusstande eller boligkarréer, f.eks. ved
at man undlader at afhente affaldet eller forhøjer afhentningsafgiften.
Det anbefales anlæggene at etablere forbehandlingsudstyr, der kan frasortere de
væsentligste urenheder inden den biologiske behandling påbegyndes. Derved kan afsmitning
af DEHP og andre forureninger til den organiske fraktion minimeres.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |
|