| Indhold |
Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr. 17, 2003
Grøn markedsøkonomi - mere miljø for pengene
Indholdsfortegnelse
I forbindelse med arbejdet med rapporten "Grøn markedsøkonomi - mere miljø for
pengene" er der udarbejdet en baggrundsrapport. Baggrundsrapporten beskriver danske
og udvalgte, udenlandske erfaringer med brugen af tre typer markedsorienterede virkemidler
i miljøpolitikken: 1) økonomiske virkemidler, f.eks. afgifter og omsættelige
kvoter 2) markedet for renere produkter: produktorienterede virkemidler, f.eks.
miljømærker og -varedeklarationer og 3) teknologisk udvikling og innovation.
Regeringen ønsker en mere markedsorienteret og
omkostningseffektiv miljøpolitik. Producenter, investorer og forbrugere skal have
økonomisk tilskyndelse til at handle miljøbevidst i deres beslutninger om, hvilke varer
eller serviceydelser de skal fremstille, investere i eller købe. Forurening skal
nedbringes, hvor det er billigst.
Økonomiske virkemidler er omkostningseffektive. I paletten af
økonomiske virkemidler indgår bl.a. afgifter, omsættelige kvoter, tilskud og
miljøansvar.
Forureneren betaler princippet er et naturligt udgangspunkt. En række
andre hensyn bl.a. til virksomhedernes konkurrenceevne er også vigtige.
De nuværende miljørettede afgifter har i nogle tilfælde stor
miljøeffekt, i andre mindre. Det afspejler, at afgifterne i forskelligt omfang også
tilgodeser andre hensyn bl.a. at tilvejebringe provenu, opretholde en ressource og
sikre hensyn til konkurrenceevnen.
Andre hensyn end de miljømæssige vil fortsat skulle tilgodeses.
Mulighederne for at gøre afgifterne mere miljøeffektive og omkostningseffektive, uden at
det kommer i konflikt med andre vigtige hensyn skal i fokus. Anvendelse af de økonomiske
virkemidler bør løbende overvejes med henblik på mulige forbedringer, og
miljøskadelige tilskudsordninger bør søges omlagt eller udfaset. Internationale
erfaringer kan inspirere. Aktuelle internationale initiativer er fælles energibeskatning
i EU, omsættelige kvoter på klimaområdet og miljøansvar mv. |
Miljøpolitiske mål er traditionelt søgt indfriet med direkte regulering af markedet
i form af påbud, forbud og normer. I mange tilfælde kan anvendelse af økonomiske
virkemidler som f.eks. afgifter og omsættelige kvoter imidlertid være en mere
omkostningseffektiv måde at opnå de ønskede miljøforbedringer på.
Økonomiske virkemidler har til formål at indregne betydningen af den
miljøbelastning, som produktion og forbrug er forbundet med, i priserne. Det giver
virksomheder og forbrugere en fleksibilitet, så forureningen kan nedbringes, hvor det er
billigst. Økonomiske virkemidler giver på den måde virksomhederne tilskyndelse til at
efterspørge renere og forbedrede teknologier og kan derfor være en vigtig drivkraft for
udvikling af nye teknologier.
Boks 1.1.
Omkostningseffektivitet hvad er det?
Ved anvendelse af f.eks.
miljørettede afgifter, hvor omkostningerne ved forurening søges indregnet i priserne,
vil den enkelte virksomhed indrette sin produktion i forhold til størrelsen af afgiften.
Hvis det er meget dyrt at reducere udledningerne, vil virksomheden foretrække at betale
afgiften. Hvis det omvendt er forholdsvis billigt at nedbringe forureningen, vil
virksomheden foretrække dette frem for at betale afgift. Ved en administrativ regulering,
hvor alle virksomheder pålægges at opnå et bestemt miljøkrav, tages der derimod ikke
højde for virksomhedernes forskellige muligheder for at nedbringe forureningen. |
Paletten af økonomiske virkemidler omfatter bl.a. afgifter, omsættelige kvoter, joint
implementation, tilskud, frivillige aftaler, brugergebyrer og miljøansvar, jf. boks 1.2.
Boks 1.2:
Økonomiske virkemidlers virkemåde
Økonomisk
virkemiddel |
Virkemåde |
Styrer via |
Virkeområde |
Afgifter |
"Pris" på forurening, som får
producenten til at regne forureningen med i produktionsomkostningerne. |
Pris |
Internationalt/
nationalt/
(lokalt) |
Omsættelige kvoter |
Kvoter på udledning handles mellem
virksomheder, for at begrænse, hvor det er billigst. |
Mængde |
Internationalt/
nationalt/
lokalt |
Joint Implemen- tation |
Bilateral gennemførelse af
forureningsbegrænsning over landegrænser for at reducere, hvor det er billigst. |
Mængde |
Internationalt |
Tilskud |
Økonomisk støtte til forskning og
udvikling, teknologi m.v. eller til at forbedre rammebetingelser. |
Pris/mængde |
Internationalt/
nationalt/
lokalt |
Frivillige aftaler |
Frivillig nedbringelse af udledning, ofte
mod at slippe for en afgift. |
Mængde |
Nationalt/
lokalt |
Brugergebyrer |
Direkte betaling for en obligatorisk
ydelse for at synliggøre faktisk udgift. |
Pris |
Nationalt/
lokalt |
Miljøansvar |
Pligt til at genoprette et skadet
miljøgode, eller kompensere, hvis skaden er uoprettelig. |
Pris (med forsikrings- ordning) |
Nationalt |
En række miljøproblemer har en karakter, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at regulere
med økonomiske virkemidler. Det gælder reguleringen af meget farlige stoffer og
regionale forureninger, hvor det er afgørende, at en bestemt grænseværdi ikke
overskrides.
Anvendelse af økonomiske virkemidler kan også blive fravalgt, fordi
miljøreguleringen må udformes under hensyntagen til andre politiske målsætninger,
herunder f.eks. hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne, fordelingseffekter m.v. Dertil
kommer, at EU og andre internationale aftaler sætter rammer for anvendelse af økonomiske
virkemidler i Danmark. Det er f.eks. reglerne om statsstøtte og aftaler om minimumssatser
for afgifter.
Den praktiske brug af økonomiske virkemidler i Danmark
I Danmark har vi en bred anvendelse af økonomiske virkemidler, hvor hovedvægten er
lagt på afgifter. Omsættelige kvoter bruges endnu i mindre omfang, jf. tabel 1.1.
Tabel 1.1
Provenu/udgifter ved forskellige økonomiske virkemidler, nationalt
Type virkemiddel |
År |
Mio. kr. |
Forureningsafgifter |
2001 |
7.960 |
Energiafgifter |
2001 |
31.350 |
Transportafgifter |
2001 |
22.133 |
Naturressourceafgifter |
2001 |
1.689 |
Miljørettede
afgifter i alt |
2001 |
63.132 |
Direkte tilskud med positiv miljøeffekt a) |
2003 |
1.835 |
Indirekte tilskud med positiv
miljøeffekt |
2002 |
2.581 |
Brugergebyrer b) |
2001 |
12.015 |
Omsættelige tilladelser/kvoter c) |
2001 |
½ mio. ton CO2 |
|
|
a) |
Tallene bygger på Danmarks Statistiks afgrænsning af
tilskud med positiv miljøeffekt og FL2003 og dækker Fødevare- Trafik-, Økonomi- og
Erhvervs- og Miljøministeriet. |
b) |
Tallet dækker affalds- og spildevandsområdet, da de
dækker hovedparten af gebyrprovenuet. Herved er flere mindre gebyrer ikke medtaget. |
c) |
Energistyrelsen oplyser, at der ikke findes officielle
omsætningstal i kr. |
Kilder: Danmarks Statistik, "Miljø og
energi 2002:8" og oplysn. fra Finans-, Skatte-, Trafik-, Fødevareministeriet og
Energi- og Miljøstyrelsen. |
Miljørettede afgifter, der omfatter 24 forurenings-, energi-, transport- og
ressourceafgifter, indbragte et provenu på lidt over 63 mia. kr. i 2001 svarende til ca.
5 pct. af BNP. Opgjort som andel af de samlede skatter og afgifter tegner de miljørettede
afgifter sig for knap 10 pct. Omkring 1,5 pct. af det samlede skatteprovenu stammer fra
forurenings- og ressourceafgifter. Forureningsafgifterne er de afgifter, som ved deres
indførelse har været begrundet i rene miljøhensyn. De øvrige afgifter har i højere
grad haft fiskale formål, dvs. at opnå et skatteprovenu.
Udviklingstendensen har været færre tilskud, og en drejning af
virksomhedsrettede tilskud mod tilskud med sigte på at skabe bedre rammebetingelser for
markedet til selv at træffe mindre miljøbelastende forbrugs- og produktionsvalg. Blandt
de eksisterende tilskudsordninger er fokus væsentligst rettet mod miljøvenligt landbrug,
reduktion af miljøbelastning fra energiproduktion og forbrug samt i mindre grad mod
udvikling af renere produkter.
Der er et enkelt eksempel i den danske miljø- og energipolitik på brug af omsættelige
kvoter. Danmark etablerede med virkning fra 2001 som det første land i
verden et system med omsættelige emissionskvoter for CO2-udledningerne
indenfor elproduktion. Elproducenterne er tildelt en årlig CO2-kvote frem til
2004. Hvis en udledningskvote overskrides, betales en bøde til staten på 40 kr./ton CO2.
Danmark er netop gået i gang med at bruge mulighederne for joint implementation.
Danmark har f.eks. indgået en samarbejdsaftale på klimaområdet med Rumænien. Aftalen
giver mulighed for fælles klimaprojekter, hvor Rumænien får ny teknologi, der
begrænser luftforureningen, mens Danmark til gengæld kan godskrive CO2-reduktionen
i sit nationale klimaregnskab. Aftalen benytter sig af mulighederne i FNs
Kyoto-protokol for at bruge joint implementation til at opfylde klimaforpligtelsen.
Miljøansvar benyttes i dag kun på jordforureningsområdet. I 2000 blev der
indført et ubetinget forureneransvar for ejere af villaolietanke af en vis størrelse1. Ejerne skal selv betale for fuld
oprydning og rensning. Derfor indførtes en pligt for ejere af villaolietanke til at være
dækket af en forsikring.
På miljøområdet er der gebyrer for affaldshåndtering og bortledning af
spildevand. Gebyrerne må alene dække de faktiske udgifter forbundet med håndtering af
affald og spildevand og ikke den forurening, der opstår som følge heraf. Derfor har
gebyrerne, som de er indrettet i dag, kun meget begrænset effekt som virkemiddel til at
nedbringe forurening.
Inden for de seneste ti-femten år er der indgået en række frivillige aftaler
på natur- , miljø- og energiområdet som et alternativ til regelstyring. Et eksempel er
aftaleordningen for energiintensive virksomheder, som giver mulighed for at opnå en
væsentlig reduktion i virksomhedens CO2-afgift, hvis der indgås en aftale om
at gennemføre energibesparende investeringer, som har en tilbagebetalingstid under fire
år, at implementere energiledelse og at gennemføre "særlige undersøgelser"2. Der er indgået knap 100 individuelle
aftaler og brancheaftaler med energiintensive industrivirksomheder, som dækker omkring
halvdelen af industriens samlede energiforbrug.
Privatisering er, når offentlig produktion overgår til den private sektor via
et salg. På vej til en egentlig privatisering, vil offentlige virksomheder ofte først
blive omdannet til 100 pct. statsejede aktieselskaber. Det er dog først, når der er en
betydelig mængde privat aktiekapital, at der er tale om en egentlig privatisering.
Privatisering kan i samspil med udlicitering være med til at sikre forbrugerne bedre
service og lavere priser. Det opnås gennem konkurrence og bedre udviklingsmuligheder for
de virksomheder, som hidtil har været statsligt ejede. Ved privatisering opnår staten
desuden en indtægt.
Udlicitering er, når den offentlige sektor betaler den private sektor for at
løse offentlige opgaver f.eks. rengøring. Formålet med udbud og udlicitering er at
opnå større effektivitet i den offentlige sektor og dermed sikre den bedst mulige
anvendelse af offentlige midler og ressourcer. Hvis et udbud viser, at det vil være
økonomisk fordelagtigt for staten at få løst opgaven hos en af tilbudsgiverne, skal
opgaven udliciteres.
Når offentlige ydelser udsættes for konkurrence i form af udbud og eventuel
udlicitering, kan det føre til betydelige effektivitetsgevinster, både i form af lavere
omkostninger og i form af forbedret service og kvalitet. Det bliver testet, om den
offentlige varetagelse af serviceydelser er konkurrencedygtig på pris og kvalitet.
Om udlicitering indfrier sit fulde potentiale og fører til økonomiske besparelser og
forbedret service, afhænger dog i høj grad af forarbejdet. Den offentlige myndighed skal
beskrive den udbudte opgave grundigt og specificere kravene til dens løsning, men kravene
må ikke blive så detaljerede, at de bremser for leverandørens nytænkning. Det er i
denne sammenhæng vigtigt at udvikle velegnede metoder til kvalitetsopfølgning og
løbende samarbejde med leverandøren, så det kan sikres, at gevinsten opretholdes.
Den praktiske brug af økonomiske virkemidler i andre lande
Alle OECD-lande anvender økonomiske virkemidler på miljø-, energi- og
transportområdet. Der er imidlertid forskel på, hvilke virkemidler landene anvender,
omend mange af landene, her i blandt Danmark, bruger en bred vifte af virkemidler, jf.
tabel 1.2. EU landene anvender i høj grad miljørettede afgifter. I USA er SO2 og
NOx fra kraftværker samt ozonlagsnedbrydende stoffer reguleret med
omsættelige kvoter.
Tabel 1.2
Brug af økonomiske virkemidler med et miljømæssigt sigte i udvalgte OECD lande
Se her!
Alle EU landene benytter miljørettede afgifter, men der er forskel på omfang og
udbredelse. I Danmark anvendes flere miljørettede afgifter sammenlignet med andre
europæiske lande, men afgiftsprovenuets andel af det samlede skatteprovenu er ikke
væsentligt forskelligt fra en række andre EU-lande, jf. figur 1.1. I 2000 var der 213 miljørettede afgifter i Danmark,
sammenlignet med henholdsvis 10, 11 og 12 i Finland, Norge og Sverige, og kun mellem 2 og
4 i lande som Island, Irland, Spanien, Portugal, Italien, Grækenland og England.
Miljørettede afgifter udgør fra 5 pct. af det samlede provenu i Frankrig til 13 pct. i
Holland. I Europa er det hovedsageligt energiafgifter efterfulgt af transportafgifter, der
vægter tungest.
Anm.: Opdelingen i de forskellige typer afgifter er foretaget af de enkelte lande,
og skal tages med et vist forbehold da den muligvis ikke er konsistent mellem de enkelte
lande.
Kilde: Det Europæiske Miljøagentur, "Environmental Signals", 2002
Figur 1.1.
Provenu af miljørettede afgifter i EU, 1999
Tilskud med negative miljøeffekter
I 2002 udgjorde indirekte tilskud (primært afgiftsfritagelser) med negative
miljøeffekter skønsmæssigt 1,8 mia. kr. I de fleste tilfælde gives afgiftsfritagelser
af hensyn til konkurrenceevne. Lempelse af erhvervenes betaling af CO2-afgiften
udgør den største post på 878 mio. kr.4
Andre indirekte tilskud har både positive og negative miljøeffekter. Den lavere
afgift på diesel i forhold til benzin er et eksempel herpå. I alt udgjorde indirekte
tilskud med både positiv og negativ miljøeffekt skønsmæssigt 7,5 mia. kr. i 2002.
I forbindelse med miljøvurdering af SR-regeringens finanslovforslag for 20025 har ministerierne gennemgået deres
tilskud. Der var ingen ministerier, der i deres gennemgang angav, at der er negative
miljøeffekter af tilskuddene.
Landbrugsområdet er i EU som i resten af verden præget af
protektionisme og direkte og indirekte tilskud. Landbrugsproduktionen opnår således en
lang række direkte og indirekte nationale og fællesskabsbaserede tilskud, hvoraf en del
har afledte negative miljøeffekter. En væsentlig del af disse tilskud er omfattet af
EUs landbrugspolitik.
Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut har gennemført beregninger af
effekterne af en fuld liberalisering af landbrugssektoren. Beregningen - der selvsagt er
forbundet med usikkerhed viser, at en liberalisering og udfasning af tilskud bl.a.
vil medføre en reduktion i anvendelsen af kvælstof og pesticider med henholdsvis 17 og 9
pct. i Danmark6.
Danske erfaringer med miljørettede afgifter
De hidtidige erfaringer med danske miljørettede afgifter er forskellige. Nogle
afgifter har kun virket i en begrænset periode, og effekterne er derfor endnu vanskelige
at vurdere. For andre afgifter, som har virket længere, er evalueringer af deres effekter
ofte begrænset af vanskeligheder med at tilvejebringe de nødvendige data, ligesom det
metodiske grundlag for evalueringer stadig er under udvikling.
Generelt er der derfor kun gennemført få egentlige større evalueringer af afgifterne
efter deres indførelse. I forbindelse med de hidtidige evalueringer er afgifterne
primært vurderet for miljøeffektivitet, mens omkostningseffektivitet ikke eller kun i
meget begrænset omfang er belyst. Det samme gælder afgifternes fordelingseffekter og
deres dynamiske virkninger (teknologiudvikling mv.).
På grundlag af de hidtil gennemførte evalueringer samt mindre omfattende
undersøgelser og skøn kan det generelt konstateres, at afgifternes miljøeffekter har
været positive. I nogle tilfælde har miljøeffekten været stor selv ved en beskeden
afgift. Det gælder f.eks. afgiftsdifferentieringen mellem svovlholdig og svovlfattig
diesel, jf. boks 1.3. I andre tilfælde er det vanskeligt at konstatere, om
afgiften har haft en miljøeffekt. Det gælder f.eks. afgiften på PVC.
Boks 1.3.
Store miljøeffekter af afgiftsdifferentiering mellem svovlholdig og svovlfattig
diesel
I 1999 var EU-kravet til
svovlindhold i diesel max 500 ppm (0,05 pct.). Med vedtagelsen af EU-direktiv 98/70
skærpes kravet til max. 350 ppm fra 2000 og max. 50 ppm fra 2005. I 1999 indførtes en
afgiftsdifferentiering mellem svovlholdig (500 ppm) og svovlfattig (50 ppm) diesel på 18
øre/l. Resultatet var, at svovlindholdet i al autodiesel i Danmark fra medio 1999 blev
reduceret til max 50 ppm svovl, hvilket i realiteten betyder en indførelse af
2005-EU-kravet ca. seks år før, det bliver obligatorisk. |
Specielt for udledninger af forurenende stoffer til luft har de miljørettede
afgifter stor betydning, jf. tabel 1.3. Af den samlede reduktion af udledning af CO2
i perioden 1992-2000 vurderes næsten 3/4 af reduktionen at kunne henføres til
energiafgifter og afgifter på transport. For reduktionen af udledningen af NOx
er det ca. 20 pct. af den samlede reduktion, og ca. 23 pct. af reduktionen af udledningen
af SO2, der kan henføres til de miljørettede afgifter.
Tabel 1.3.
Reduktioner af luftforurening ( ton) fra forskellige virkemidler 1992-2000
|
CO2
(1000 ton) |
SO2 |
NOx |
Partikler |
VOC |
CO |
Energipolitik, dvs. adm. regulering, tilskud mv. |
28.000 |
840.000 |
480.000 |
- |
2.000 |
-1.000 |
Energiafgifter samt CO2- og SO2-afgift |
54.000 |
230.000 |
90.000 |
- |
0 |
0 |
Registrerings-, vægt, benzin- og dieselafgift |
25.700 |
17.000 |
91.000 |
5.000 |
136.000 |
555.000 |
Effekt af Euronormer for køretøjer |
700 |
0 |
230.000 |
4.000 |
150.000 |
600.000 |
I alt |
108.400 |
1.087.000 |
891.000 |
9.000 |
288.000 |
1.154.000 |
Anm.: I opgørelsen af CO2-udledningerne under energipolitik er også
medtaget udledningerne af CH4 og N2O omregnet til CO2-ækvivalenter.
Et negativt tal indikerer en øget udledning af det pågældende stof. Det har ikke været
muligt at vurdere størrelsen af partikeludslippet som følge af henholdsvis energipolitik
og afgifter.
Kilde: "Miljøpolitikkens økonomiske fordele og omkostninger",
Finansministeriet et al., februar 2001.
På affaldsområdet viser undersøgelser, at affaldsafgiften giver incitament
til øget udsortering af affald til genanvendelse. Den volumenbaserede afgift på
drikkevareemballage vurderes endvidere at reducere de årlige affaldsmængder og afgiften
på bæreposer har medført adfærdsændringer hos både producenter (bruger tyndere
materiale) og forbrugere (færre bæreposer), således at forbruget nu er bragt ned til
ca. en tredjedel af det oprindelige.
Afgifterne på kemikalier synes i en række tilfælde at have ført til markante
reduktioner. Således er forbruget af klorerede opløsningsmidler reduceret til ca. 1/3
ift. perioden forud for indførelse af afgiften. I forbindelse med en afgiftsforhøjelse
af afgift på bekæmpelsesmidler i 1998 blev det vurderet, at afgiftsforhøjelsen ville
reducere mængden af aktivstof med 8-10 pct. Siden afgiften blev indført i 1996 er både
behandlingshyppighed og landbrugets forbrug af aktivstof faldet, med henholdsvis 15 og 16
pct. fra 1997 til 2001. Det er dog vanskeligt at vurdere, hvor stor en del af reduktionen,
der er en direkte følge af afgiften, og hvor stor en del der skyldes andre aktiviteter,
der har til formål at reducere pesticidforbruget.
Erfaringerne med spildevandsafgiftens miljøeffekt er sparsomme. En evaluering
af afgiftens miljøeffekt for industrielle egenudledere7 viser, at afgiften har haft en væsentlig
adfærdsændrende effekt på virksomheder, der betaler den fulde afgiftssats. For
virksomheder, der opfylder betingelserne for reduceret sats, viser analysen, at
virkningerne har været små. Da disse virksomheder står for langt de største
udledninger, har afgiftens overordnede effekt været lille. Afgiftens effekt for de
kommunale renseanlæg, der samlet set står for den største spildevandsudledning af
næringsstofferne kvælstof, fosfor og organisk materiale er ikke belyst. Miljøstyrelsen
er i samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser ved at afslutte en evaluering af
omkostninger og miljøeffekter.
Afgiften på drikkevand har flere formål. Et mindre vandforbrug vil medføre
mindre udledning af spildevand, og dermed begrænse miljøbelastningen af naturen. Den
udledte spildevandsmængde er stort set direkte proportional med vandforbruget, idet
udledning af spildevand under normale omstændigheder renses ned til foreskrevne
udledningskrav. En begrænsning af vandforbruget vil også kunne medvirke til at hæve
vandspejlet i nogle af de søer, åer og vandløb, der belastes hårdest ved indvinding af
grundvand i sommerperioden. Endvidere giver afgiften et incitament til at øge
vedligeholdelse af vandledninger, så udsivningen minimeres. Afgiften på drikkevand er
ikke evalueret.
Det er ikke undersøgt, om råstofafgiften har reduceret råstofforbruget.
Forskelle i miljøeffektivitet af afgifterne
Forskelle i de miljørettede afgifters målte effekter på miljøet beror på en række
forskellige forhold, herunder bl.a. afgiftssatsernes størrelse, administrative hensyn,
mulighederne for at isolere effekterne af afgiften og aktørernes mulighed for at reagere,
jf. boks 1.4. En række af disse forhold kan ændre sig over tid, og skabe grundlag for
udformning af mere miljøeffektive afgifter.
Boks 1.4.
Mulige årsag til forskelle i miljøeffektivitet af afgifterne
 | Afgiftssatsens størrelse. En høj afgiftssats vil alt andet
lige have større effekt end en lav sats. Tilsvarende vil incitamentsvirkningen af faste
afgiftssatser blive mindre under inflation.
|
 | Substitutionsmuligheder (reaktionsmuligheder). Mulighederne for
at substituere forbruget væk fra afgiftsobjektet og dermed virkningen af en given afgift,
vil være større på længere sigt end på kort sigt. F.eks. vil en afgift på energi
give tilskyndelse til udvikling og investering i mindre energikrævende
produktionsteknologier. Afgifternes miljøeffekter kan derfor være vanskelige at vurdere
på kort sigt.
|
 | Et korrekt afgiftsgrundlag kan være i konflikt med hensynet
om administrerbarhed. For flere afgifter omfatter afgiftsgrundlaget som følge af
administrative hensyn alene en del af den samlede miljøbelastning. Det er f.eks.
tilfældet for emballageafgiften, ligesom en række afgifter er lagt på produkter frem
for emissioner.
|
 | Hensynet til konkurrenceevne har betydet, at visse sektorer
eller aktiviteter enten er undtaget for afgift eller er omfattet af lavere afgiftssatser.
Det gælder f.eks. energiafgifter, CO2-afgift, og spildevandsafgift.
|
 | Manglende værdisætning af eksternaliteter. Mangel på viden
om værdien i kroner og øre af en given miljøforbedring, gør det vanskeligt at
fastsætte afgiftssatserne korrekt.
|
 | I mange tilfælde kan det være vanskeligt at isolere effekten
af en given afgift. Andre forhold kan have såvel positiv som negativ indvirkning på
miljøet.
|
|
Generelt vil miljøafgifter med effektiv miljøvirkning give et faldende provenu over tid,
da forbrugere og virksomheder vil ændre adfærd, så der forbruges mindre af det
afgiftsbelagte.
Der foreligger en vis viden om afgifternes miljøvirkninger, mens de øvrige aspekter,
så som omkostningseffektivitet, udvikling af bedre renseteknologi, renere teknologi og
produkter samt beskæftigelses- og fordelingseffekter kun er meget sparsomt belyst. Derfor
er der behov for at få udbygget viden og dokumentation på dette område.
Danske erfaringer med miljørettede tilskudsordninger
Renere produkter
Program for renere produkter fra 1998 har fokus på reduktion af miljøbelastningen fra
produkter. Formålet er at skabe incitamenter til udvikling af renere produkter, sikre
kompetenceopbygning hos de relevante aktører samt fremme samarbejdet mellem aktørerne
på markedet. En midtvejsevaluering fra 2001 konkluderer, at programmet er godt på vej
til at opfylde det overordnede mål, og at de anvendte virkemidler er velegnede og
tilstrækkelige til at nå dette mål. I forlængelse af evalueringen, arbejdes der med at
fastlægge en række indikatorer, der kan anvendes til at kvantificere resultaterne af
indsatsen fremover.
Tilskud til energibesparelser
Et element i energipakken fra 1995 var tilbageførsel af provenuet bl.a. gennem en
tilskudsordning til energibesparelser i erhvervene. Evalueringen af energipakken8 viser, at tilskudsordningen har haft
væsentlig betydning for den opnåede reduktion i miljøbelastning, idet omkring en
tredjedel af reduktionen kan henføres til tilskudsordningen. I samme forbindelse blev der
lavet en fremskrivning, der viser en forventet reduktion i 2005 på 0,7 mio. ton CO2.
Tilskud til miljøvenlig landbrugsproduktion
EU landene kan i henhold til nærmere angivne formål yde støtte til miljøvenlige
produktionsmetoder i landbruget9. Det
danske landdistriktsprogram indeholder mange og meget forskellige tilskudsordninger, der
har det fælles formål at fremme en bæredygtig udvikling af landdistrikterne. Mens nogle
af ordningerne primært er rettet mod miljø- og naturmæssig bæredygtighed, er andre
ordninger mere rettet mod en social og økonomisk bæredygtighed i landdistrikterne. De
fleste ordninger indeholder dog miljøforbedrende aspekter, bl.a. med krav om overholdelse
af en række regler og minimumskrav på miljøområdet. På den måde bidrager
tilskudsordningen til miljøvenligt jordbrug (MVJ), skovbrugsforanstaltningerne og tilskud
til økologisk jordbrug både til målsætningerne om kvælstofreduktion i VMPII og yder
et væsentligt bidrag til naturkvalitet og biologisk mangfoldighed.
Danske erfaringer med omsættelige kvoter, joint implementation, miljøansvar og
frivillige aftaler
Omsættelige kvoter for CO2-udledninger
I 2001 blev der indgået fjorten handler med danske CO2-kvoter med et samlet
volumen på knap 1/2 mio. ton CO2. Otte af handlerne er indgået mellem de
danske kvotemodtagere, de seks øvrige handler med udenlandske aktører.
Joint implementation
For at nå målsætningen på klimaområdet har Danmark i begyndelsen af marts 2003
indgået en kontrakt med Rumænien om det første danske joint implementation projekt.
Projektet forventes at give Danmark en reduktion på op til 720.000 ton CO2-ækvivalenter
i perioden fra 2004 2017.
Miljøansvar på jordforureningsområdet
I det første år (2000) ordningen om ubetinget forureningsansvar for villaolietanke
eksisterede, var der 106 dækningsberettigede sager og oprydningomkostningerne var 46 mio.
kr. I år 2001 var der 166 dækningsberettigede sager og oprydningomkostningerne beløb
sig til 67 mio. kr10. Erfaringen fra
disse sager viser, at ordningen fungerer efter hensigten, og at de olieforurenede grunde
nu bliver ryddet op, uden at dette medfører en økonomisk belastning for ejeren af
villaolietanken. Ordningen skønnes at indebære oprydningsomkosstninger på ca. 60 mio.
kr. pr. år.
Frivillige aftaler
Erfaringer med brug af frivillige aftaler viser, at aftaler i en række tilfælde kan
være et egnet instrument til at opnå natur- og miljømæssige mål, men at det må bero
på en konkret vurdering fra område til område.
Internationale erfaringer
I forhold til de danske erfaringer er der i udlandet en række eksempler på, at
økonomiske styringsmidler har været rettet mod andre miljøproblemer, ligesom andre
typer af virkemidler har været taget i brug. Nedenfor nævnes udvalgte eksempler, der
både har vist sig miljø- og omkostningseffektive. Erfaringerne fra anvendelsen af
økonomiske virkemidler i andre lande kan inspirere ved udformningen af fremtidig
regulering af miljø- og naturområdet i Danmark.
Omsættelige SO2-kvoter i USA
I USA blev omsættelige forureningskvoter indført i 1990 for at mindske emissionerne
af SO2 fra elværker til halvdelen af 1980 niveauet. Systemet har opfyldt
forventningerne til miljøeffekterne, og udgifterne har været væsentligt under
forventningerne til programmets pris. Den amerikanske miljøstyrelse (US EPA) har
beregnet, at administrativ regulering ville være langt dyrere.
Omsættelige genanvendelsesbeviser i Storbritannien
Storbritannien har indført omsættelige genanvendelsesbeviser for emballageaffald, som
en del af implementeringen af EUs emballagedirektiv fra 1994. Hensigten er at
nedbringe omkostningerne ved at nyttiggøre emballagen, hvor det er billigst. I
modsætning til et traditionelt system med omsættelige kvoter får virksomhederne ikke
kvoterne, men et genanvendelsesmål som de skal leve op til. Virksomhederne kan erhverve
kvoterne ved at sørge for, at emballagen genanvendes af virksomheden selv eller andre.
Indtil nu har ordningen været en succes. Bortset fra 2001 er det lykkedes at opfylde
de samlede årlige mål for genanvendelse. Omkostningerne forbundet hermed har været
lavere end forventet. Ordningen er relativt kompliceret, men har vist sig at være
omkostningseffektiv.
Ordningen er et eksempel på et område, der er underlagt et EU-direktiv, men som
reguleres helt anderledes, end det er tilfældet i Danmark. Det er ikke sikkert, at
ordningen vil være relevant for Danmark, da markedet er mindre, men ordningen tjener som
eksempel på, at regulering kan udføres på mange måder.
Omsættelige fiskekvoter i Island
De individuelle omsættelige fiskekvoter i Island er et eksempel på regulering af en
begrænset naturressource. Systemet startede med indførsel af kvoter for sildefiskeri i
slutningen af halvfjerdserne. Siden 1990 har alle større fiskebestande inden for 200
sømil fra Island været reguleret gennem omsættelige kvoter.
Systemet har vist sig at være positivt for fiskerisektoren som helhed, idet antallet
af fiskebåde er rationaliseret, og fangsten er blevet bedre. Samtidig øges
fiskebestandene.
De omsættelige fiskekvoter i Island og andre lignende systemer har allerede inspireret
den danske regulering, idet Danmark har vedtaget at indføre individuelle omsættelige
kvoter for sildefiskeriet fra 1. januar 2003.
1 |
Gælder for olietanke med et rumindhold under 6000 l, hvor 50 pct. eller
mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til
beboelse
|
2 |
Formålet med "særlige undersøgelser" er at afdække
besparelsespotentialer i virksomhedernes kerneprocesser og dermed danne grundlaget for, at
der på sigt kan gennemføres besparelser i disse processer
|
3 |
I dag er det 24 miljørettede afgifter
|
4 |
En begrænset andel af skatteudgiften vedrører aftaletilskud, dvs.
virksomheder der forpligter sig til at gennemføre energibesparende foranstaltninger kan
opnå yderligere reduktion i CO2-afgiften. Aftaletilskuddet er en skatteudgift,
der indebærer en positiv miljøeffekt
|
5 |
Miljøvurdering af finanslovforslaget for 2002, Finansministeriet august
2001
|
6 |
Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut 2000 og Miljøvurdering
af finanslovforslaget for 2001, Finansministeriet august 2000
|
7 |
Center for Samfundsvidenskabelig miljøforskning (CeSaM), 2000
|
8 |
Evaluering af grønne afgifter og erhvervene, Finansministeriet 1999
|
9 |
I henhold til Rådets forordning 2078/92 og Kommissionens forordning
746/96 om miljøvenlige produktionsmetoder i landbruget.
|
10 |
Oliebranchens Fællesrepræsentation |
Markedet kan bidrage til en bæredygtig udvikling. En
væsentlig forudsætning herfor er, at der i forbindelse med handel med varer og
tjenesteydelser både herhjemme og i udlandet er gode muligheder for at inddrage
miljøhensyn sammen med pris og kvalitet mv.
Ud over den indsats, der sker via lovgivningen, er der behov for gode
rammer for en frivillig indsats, der kan fremme innovationen i virksomhederne, og som kan
påvirke de internationale varekæder. En sådan proces forudsætter aktørernes aktive
medvirken. Det offentliges opgave er, parallelt til tiltagene i EU indenfor en integreret
produktpolitik, især at medvirke til at opbygge hensigtsmæssige rammer, der fremmer
udvikling og afsætning af renere produkter. EU lægger i den forbindelse vægt på at
tilvejebringe hensigtsmæssige juridiske og økonomiske rammer for en frivillig
markedsorienteret indsats f.eks. i forhold til miljømærker, professionelle indkøb,
offentlige udbud, miljøvaredeklarationer mv. Hvis det lykkes, kan markedskræfterne skabe
mere markante miljøforbedringer end det, der kan opnås via lovgivningen.
Der er indenfor de seneste 10 år udviklet en række
produktorienterede virkemidler for at give markedets aktører gode muligheder for at
opbygge en tilstrækkelig viden og kompetence.
Danske virksomheder skal have adgang til relevant viden samt gode
muligheder for at opbygge en tilstrækkelig kompetence på området. Virksomhederne
oplever en stigning i den internationale efterspørgsel efter varer og serviceydelser,
hvor der er taget hensyn til miljøforhold. Dette kræver internationalt afstemte
rammevilkår, og Danmark bør derfor aktivt medvirke til at fremme udvikling og afsætning
af renere produkter gennem f.eks. et fælles europæisk metodegrundlag for
livscyklusvurderinger af produkter og information om produkters miljøforhold mv. |
Udbud og efterspørgsel samt de lovgivningsmæssige rammer styrer, hvilke varer der
omsættes på markedet. Produktudvikling, produktion, transport og markedsføring sker i
stigende grad på tværs af landegrænser. I Danmark eksporterer vi en stor del af de
varer, vi producerer, og importerer tilsvarende en væsentlig del af de varer, vi
forbruger. Miljøproblemerne knyttet til et produkt kan dermed optræde i mange lande og
løses derfor mest effektivt gennem et internationalt samarbejde.
Forebyggelse fik i 1992 en markant plads i miljølovgivningen, og der kom fokus på
ressourcebesparelser, genanvendelse af affald, udvikling og anvendelse af renere
teknologier og alternative energiformer. I midten af 1990erne blev opmærksomheden
gradvist rettet mod miljøvenlige produkter, og dermed kom der fokus på miljøhensyn i
hele varekæden. Der er gennem en årrække arbejdet med integration af miljøhensyn i
udbud og efterspørgsel herunder udvikling af en række redskaber til støtte for denne
indsats.
Udfordringen er at finde løsninger, der samlet set er mindre miljøbelastende, og som
ikke flytter miljøbelastning fra en type til en anden, fra en livscyklusfase til en anden
eller fra ét land til et andet. Igennem livscyklusperspektivet kan der fokuseres på de
væsentligste miljøproblemer, og derigennem målrette indsatsen, så der opnås mere
miljø for pengene.
EU-kommissionens kommende meddelelse om Integreret Produkt Politik (IPP) forventes at
fokusere på, hvordan det europæiske marked kan indtænke miljøhensyn i udbud og
efterspørgsel og forventes klar i midten af 2003.
Flere undersøgelser viser, at miljøhensyn allerede spiller en rolle i dag for
markedets aktører, jf. boks 2.1. og, at virksomhederne i stigende grad udfører et
systematisk miljøarbejde, jf. boks 2.2.
Boks 2.1.
Efterspørgsel efter renere produkter
Forbrugere: 44 pct. af
forbrugerne i EU og mindst 60 pct. af forbrugerne i Danmark er villige til at betale
ekstra for produkter, der er produceret på en miljømæssigt og socialt ansvarlig måde
(CSR Europes september 2000).
Handelspartnere: 60 pct. af de danske virksomheder
oplever at der stilles krav om anvendelse af miljøstandarder og fire ud af fem
virksomheder finder, at deres omdømme har direkte betydning for omsætningen. (Dansk
Industris medlemsundersøgelse september 2001, "Global ansvarlighed
fremtidens krav til den danske leverandør")
Offentlige indkøb: Det offentlige indkøb i Danmark
udgør årligt 140 mia. kr. 20 pct. af leverandørerne oplever, at det offentlige altid
eller ofte tager miljøhensyn, når de køber ind (CASA "Mens vi venter på de
grønne indkøbere," februar 2001).
Investorer: Andelen af investorer, der stiller krav til,
at de virksomheder, de investerer i, agerer miljømæssigt og socialt ansvarlig er
stigende. I USA udgør denne type investeringer i dag ca. 13 pct. af det samlede
aktiemarked (Oxford Research a/s, "Værdibaserede investeringer: Et internationalt
perspektiv," juni 2000).
Virksomheder: Ca. 1/3 af danske virksomheder oplever en
miljøinteresse fra deres kunder, og seks ud af ti virksomheder forventer, at
efterspørgslen efter miljøvenlige produkter vil være vigtig for dem i de kommende år.
Danske virksomheder forventer generelt, at miljøvenlig efterspørgsel er kommet for at
blive, og at den fortsat vil stige i betydning (Erhvervsministeriet: "Virksomhedernes
miljøadfærd kortlægning og analyse", 2000). |
Miljøhensyn som synlig konkurrenceparameter er i dag især knyttet til bestemte segmenter
af markedet, f.eks. tekstil-, papir- og rengøringsområdet. Mange virksomheder forventer
og er i gang med at forberede sig på en stigende efterspørgsel fra kunderne jf. boks 2.1
og 2.2.
Boks 2.2.
Danske virksomheders miljøindsats
 | Miljøledelse: I 2002 er omkring 800 danske virksomheder ISO
14001 miljøcertificeret eller registreret under den europæiske miljøledelsesordning
EMAS. Danmark er nummer to i EU efter andelen af antal EMAS certificerede virksomheder pr.
indbygger.
|
 | Grønne regnskaber: Fra 2003 laver omkring 1000 danske
virksomheder grønne regnskaber. Omkring 15 pct. laver det frivilligt, mens resten har
pligt til at lave grønne regnskaber.
|
 | Miljømærker: Ca. 20 pct. af de danske virksomheder
efterspørger eller anvender miljømærker f.eks. det nordiske miljømærke Svanen eller
det europæiske miljømærke Blomsten (Erhvervsministeriet, "Virksomhedernes
miljøadfærd kortlægning og analyse", 2000).
|
 | Livscyklusvurderinger: Forskellige undersøgelser viser, at
mellem 2-10 pct. af de danske virksomheder benytter sig af livscyklusvurderinger rettet
mod at reducere miljøbelastningen fra produkterne i hele produkternes livsforløb og så
tæt ved kilden som muligt ("Erhvervsministeriet, Virksomhedernes miljøadfærd
kortlægning og analyse", 2000).
|
 | Renere teknologi: Forskellige undersøgelser indikerer, at
mellem 70-90 pct. af de danske virksomheder har indført renere teknologier rettet mod at
erstatte miljøbelastende råvarer og hjælpestoffer, anvendelse af mindre
miljøbelastende produktionsprocesser og anlæg samt produktion af mindre miljøbelastende
produkter (Erhvervsministeriet, "Virksomhedernes miljøadfærd kortlægning og
analyse", 2000).
|
 | Grøn markedsføring: Ca. 30 pct. af de danske
virksomheder anvender miljøet aktivt i deres markedsføringsindsats igennem deres brand-
og image opbygning, i deres salgsmateriale, tilbudsgivning eller til lignende formål
(Erhvervsministeriet, "Virksomhedernes miljøadfærd kortlægning og
analyse", 2000)
|
|
Producenters interessere i at udvikle og markedsføre renere produkter afhænger af
forventninger til efterspørgslen. Når forbrugerne efterspørger renere produkter er det
vigtigt, at de har adgang til troværdig information om produkternes miljøegenskaber
f.eks. gennem miljømærker mv.
Erfaringer med produktorienterede virkemidler er opnået gennem Miljøstyrelsens renere
teknologiindsats i perioden 1987-1997 og indsatsen under Program for renere produkter i
1998-2002. Denne indsats har fokuseret på en række væsentlige brancher og
produktområder i Danmark med betydelige miljøeffekter som f.eks.
levnedsmiddelindustrien, jern- og metalindustrien, træ- og møbelindustrien,
elektronikindustrien, tekstilprodukter, grafiske produkter samt vaske- og
rengøringsmidler. Der er fokuseret på miljømæssigt væsentlige områder som f.eks.
næringssaltbelastning, brug af tungmetaller og kemiske stoffer samt reduktion af vand- og
energiforbrug. En evaluering fra 1995 viser, at 73 pct. af jern og metalindustrien
(overflade-behandling), 64 pct. af den grafiske industri, 27 pct. af træ- og
møbelindustrien, 41 pct. af fiskeindustrien og alle slagterier anvender renere teknologi
udviklet og demonstreret som led i renere teknologiindsatsen. Væsentlige erfaringer fra
renere teknologi og renere produktindsatsen er sammenfattet nedenfor jf. boks 2.3.
Boks 2.3.
Erfaringer med fremme af markedet for renere produkter
 | Viden om renere teknologi spredes hurtigst i brancher med gode
netværk.
|
 | Renere teknologi har givet betydelige reduktioner i miljøbelastning
pr. produceret enhed og ofte også økonomiske gevinster.
|
 | En vedvarende miljøindsats forudsætter opbakning i ledelsen og
medarbejderinddragelse.
|
 | Hver virksomhed har typisk sin egen kombination af barrierer; det
giver behov for tilpasset og virksomhedsnær rådgivning/videnformidling.
|
 | Der kan opnås betydelige resultater gennem en forstærket
formidlingsindsats.
|
 | Det kan være meget vanskeligt for især de mindre virksomheder at
få oplysninger længere og længere tilbage i varekæden, derfor bliver samarbejde og
netværksdannelse vigtig.
|
 | En væsentlig forudsætning for at erhvervsvirksomheder tager
initiativ til at udvikle og markedsføre renere produkter, er en relativ sikker
forventning om rentabel afsætning.
|
 | For enkelte brancher - f.eks. den grafiske branche - er det blevet
en markedsbetingelse at være miljøcertificeret eller kunne levere Svanemærkede
produkter.
|
|
Erfaringerne med integration af miljøhensyn på markedet kan sammenfattes indenfor tre
områder: 1) dokumentation og information, 2) viden og kompetenceopbygning hos aktørerne
og 3) fora for markedssamarbejde. Den efterfølgende beskrivelse er koncentreret om
erfaringerne med de mest centrale virkemidler.
Dokumentation og information
Velfungerende metoder og værktøjer til at dokumentere produkternes miljøegenskaber
er grundlæggende forudsætninger for, at virksomheder på en troværdig måde kan
kommunikere og synliggøre deres miljøarbejde overfor kunderne.
Livscyklusvurderinger
Formålet med livscyklusvurderinger (LCA) er at dokumentere et produkts potentielle
bidrag til miljøbelastningen set over hele produktets livscyklus fra råvareudvinding
over produktion og brug til bortskaffelse. På den baggrund kan de væsentlige
miljøproblemer udpeges. Livscyklusvurderinger er et væsentligt grundlag for
produktudviklingsarbejde, udvikling af miljømærkekriterier, udarbejdelse af
miljøvaredeklarationer, fastlæggelse af anbefalinger i miljøvejledninger m.v. Det er
vigtigt, at livscyklusvurderinger udføres efter en videnskabelig anerkendt metode for at
sikre troværdighed overfor kunderne.
Der er gjort en stor indsats for at udvikle grundlæggende LCA-metoder og enkle
redskaber. Den danske såkaldte UMIP-metode11
til livscyklusvurderinger fra 1996 er internationalt anerkendt. På grundlag af
UMIP-metoden er der udviklet en række redskaber, som virksomhederne kan anvende direkte i
deres indsats for udvikling og afsætning af renere produkter.
På internationalt plan er der sket en betydelig metodeudvikling indenfor LCA-området
i regi af især ISO og SETAC12, og
der er udarbejdet ISO standarderne for livscyklusvurdering. I 2003 åbnede et dansk
LCA-videncenter. Centerets formål er at formidle viden og udvikle relevante redskaber,
der kan sikre udbredelsen af en livscyklustilgang i dansk erhvervsliv, herunder at indgå
i det internationale samarbejde på området.
Miljøvaredeklarationer
Virksomheder og andre professionelle aktører i varekæden har behov for at udveksle
detaljeret information om råvarers, halvfabrikatas og hjælpestoffers miljøbelastning
set i et livscyklus perspektiv. Denne detaljerede produktinformation kan f.eks.
videregives gennem såkaldte miljøvaredeklarationer og kan bruges, når der vælges
mellem forskellige halvfabrikata og til at dokumentere den samlede miljøbelastning fra
slutprodukterne.
I Holland, Finland, Sverige, Norge, Italien og Japan er der indenfor de seneste år
indført frivillige ordninger for miljøvaredeklarationer. EU-kommissionens grønbog om en
integreret produktpolitik nævner muligheden for en fælles europæisk ordning for
miljøvaredeklarationer.
Miljømærker mv.
Miljømærker, energimærker og Ø-mærker er rettet mod forbrugere og virksomheder,
der hurtigt og troværdigt skal have mulighed for at vælge mindre miljøbelastende varer.
EU-Blomsten og den nordiske Svane kan tildeles produkter, der lever op til en række
kriterier fastlagt på baggrund af en vurdering af produktets samlede miljøbelastning.
Der er ca. 370 svane-licenser i Danmark svarende til mere end 2.300 produktnavne indenfor
54 varegrupper. Der er 28 licenshavere, der har Blomsten, og Danmark er dermed et af de
lande i Europa, der er længst fremme med EU-Blomsten. Kendskabet til mærkerne blandt
forbrugerne er steget i de senere år: Ca. 2/3 af de danske forbrugerne kunne i 2001
genkende Svanemærket, mens 1/3 kunne genkende Blomsten.
EU-energimærkningsordningen er obligatorisk og omfatter en lang række apparater og
produkter f.eks. hvidevarer og lyskilder. Mærkningen indeholder dels en angivelse af
produktets relative energiforbrug (A til G) i forhold til andre produkter af samme type,
det absolutte energiforbrug samt oplysninger om f.eks. vaskeevne, centrifugeringsevne og
lysmængde. Der er i løbet af få år sket en markant forskydning af salget over mod A og
B-mærkede køleskabe og frysere i Danmark. Den offentlige indsats for at nå disse
resultater har været betydelig og har været hjulpet af de privatøkonomiske fordele for
forbrugerne ved at købe de energieffektive apparater.
Det røde og det grønne Ø-mærke er frivillige, danske kontrolmærker, som er
underlagt offentlig kontrol. Danske myndigheder kontrollerer, at gårde og virksomheder
producerer, forarbejder, pakker eller mærker varerne i overensstemmelse med
økologireglerne. Ø-mærket er derfor for mange forbrugere en garant for de økologiske
produkters troværdighed og flere analyser viser, at 80-90 pct. af forbrugerne kender til
det. Detailkæderne kræver efterhånden, at de økologiske produkter skal kunne
konkurrere på pris, leveringssikkerhed, udseende, emballage, smag og holdbarhed mv.
Omsætningen af økologiske fødevarer har de seneste år stabiliseret sig på ca. 5
pct. Men inden for enkelte varegrupper er den væsentligt større. Konsummælk har som
spydspids opnået næsten en 1/3 af det samlede marked, og æg ligger på ca. en 1/4. De
økologiske produkters markedsandele viser, at forbrugerne har efterspurgt økologiske
varer, selvom de er dyrere end de konventionelle.
Grønne investeringer
En investering kaldes grøn, når investeringen bl.a. medtager hensyn til
miljømæssige forhold. Der er udviklet en række indeks over virksomheder, der har en
grøn profil for at give et bedre grundlag for investorerne. Dow Jones
introducerede i 1999 verdens første globale bæredygtighedsindeks. Det dækker de bedste
10 pct. af verdens 2.500 største virksomheder med hensyn til økonomiske, miljømæssige
og sociale kriterier. Fem danske virksomheder er repræsenteret i indekset. I 2001
introducerede Financial Times Stock Exchange (FTSE), der er ejet af London Stock Exchange
og Financial Times, FTSE4Good-indeksene, der lægger vægt på sociale og
miljømæssige forhold. 10 danske virksomheder er med heri.
Der er endnu kun få eksempler på grønne investeringsfonde o.l. i Danmark. Der er i
2002 i Danmark i alt tretten initiativer fordelt på to miljøpuljer hos pensionskasser,
seks miljø/energipuljer hos investeringsforeninger, to ordninger indenfor venture kapital
og tre banker med en delvis miljøprofil. Flere europæiske lande har taget særlige
politiske initiativer. F.eks. etablerede den hollandske regering i 1995 den grønne fond
(GFS), hvor renteindtægter og dividende er skattefrie. I UK er alle pensionsinstitutter
fra 2002 forpligtet til at offentliggøre, om deres investeringspolitikker inddrager
sociale og miljømæssige kriterier. Tyskland har indført tilsvarende regler. Formålet
er at give forbrugerne flere og mere informerede valg, når de placerer deres kapital.
Viden og kompetence hos markedets aktører
Det er vigtigt, at markedets aktører har den nødvendige viden og kompetence til at
kunne medtage miljøhensyn i f.eks. forretningsstrategier, produktudvikling,
markedsføring, investeringer og ved indkøb.
Miljøledelse
En del virksomheder arbejder med miljøledelse. Det indebærer, at fastlægge en
miljøpolitik for virksomheden, kortlægge miljøforhold og gennemføre en miljøindsats
med vægt på medarbejderinddragelse. Herigennem kan virksomheden ofte reducere
omkostninger til f.eks. råvarer, energi og vand. Omkring 800 danske virksomheder lever op
til enten den internationale standard for miljøledelses-systemer ISO 14001 eller
EUs miljøledelsesordning EMAS.
I juli 2001 blev en dansk standard for energiledelse offentliggjort. Standarden skal
gøre det nemmere og mere attraktivt at arbejde systematisk med energiforbrug.
Energiledelse er et centralt element i den aftaleordning, som betyder at energiintensive
virksomheder har mulighed for at få reduceret deres CO2-afgift, hvis de
gennemfører en række initiativer for at fremme energibesparelser.
Miljøarbejdet i virksomhederne afstedkommer krav gennem hele produktkæden f.eks. krav
om miljøoplysninger fra udenlandske kunder. I visse brancher kan det derfor være
nødvendigt at indføre miljøledelse for at komme i betragtning som underleverandør.
Opbygning af miljøkompetence i virksomhederne
Mange virksomheder har vanskeligt ved at udnytte de muligheder, som en styrket
miljøindsats kan indebære. Siden 1994 har Miljøstyrelsen støttet opbygning af
miljøkompetence hos markedets aktører gennem Miljøkompetence-ordningen. Formålet er at
sprede anvendelsen af teknologier og fremme af virksomhedernes miljøarbejde. Indsatsen
har været en del af Danmarks forpligtelse i relation til EU's EMAS-forordning.
Forbrugere og offentlige indkøb
Den offentlige sektor i Danmark køber ind for ca. 140 mia. kr. om året svarende til
11 pct. af BNP. Det offentlige er dermed også en vigtig forbruger. Inddragelse af
miljøhensyn i det offentliges indkøb kan give en reduceret miljøbelastning fra det
offentliges aktiviteter og give virksomhederne incitamenter til udvikling og udbud af
renere produkter. Den offentlige efterspørgsel efter renere produkter har været stigende
gennem de sidste 10 år, men der er fortsat et stort potentiale. Mulighederne for at tage
miljøhensyn i EU-udbud er blevet afklaret og forbedret, således at barriererne for at
tage miljøhensyn i det offentlige indkøb er blevet mindre.
Statens institutioner er med Cirkulæret om miljø- og energihensyn fra 1995 pålagt at
tage hensyn til miljøaspekter ved indkøb på lige fod med andre hensyn så som pris og
kvalitet. Der er desuden i 1999 indgået en aftale mellem miljøministeren og de kommunale
organisationer om fremme af miljø- og energihensyn ved indkøb, der følger intentionerne
i cirkulæret. Denne aftale er i 2002 blevet suppleret med aftale om nedsættelse af et
indkøbspanel for det samlede professionelle offentlige og private indkøb. Panelet skal
være bredt sammensat med repræsentanter for både udbuds- og efterspørgselssiden og har
til opgave at fremme miljøhensyn ved professionelle indkøb af renere produkter.
Der er siden 1993 udsendt en række pjecer, håndbøger og vejledninger samt
gennemført efteruddannelsesaktiviteter til støtte for de offentlige indkøbere. En
evaluering i 2000 viste, at 50 pct. af statens institutioner, 1/3 af kommunerne og 2/3 af
amterne har en miljø- og energibevidst indkøbspolitik. Konkrete produktområder, hvor
der stilles miljøkrav er bl.a. EDB-udstyr, papir og rengøringsmidler.
Forbrugerne har mange forskellige præferencer som skifter over tid. For de private
forbrugere, der vil tage miljøhensyn ved indkøb, kan det være vanskeligt at gennemskue
miljøforhold ved produkterne. Derfor er der gjort en indsats for at øge kendskabet til
de enkle informationsmidler: EUs miljømærke Blomsten, det nordiske miljømærke
Svanen, EUs-energimærke og Ø-mærket. Informationsarbejdet er bl.a. sket i tæt
samarbejde med detailhandel og interesserede virksomheder, der markedsfører mærkede
produkter. Denne indsats er desuden suppleret med information til borgerne i form af
foldere, TV-spots og produkttest mv.
Produktpaneler
Der er i perioden 1999-2003 etableret produktpaneler inden for følgende områder:
tekstil, elektronik, godstransport, detailhandel, landbrug, og byggeri. Formålet er, at
markedets aktører indenfor et konkret produktområde identificerer barrierer for fremme
af udbud og efterspørgsel efter renere produkter, samt foreslå hvordan disse barrierer
kan reduceres.
De første tre produktpaneler blev evalueret i 2001 (godstransport, elektronik,
tekstil). Evalueringen vurderede, at panelerne var et relevant og nyttigt instrument i den
produktorienterede miljøindsats ved at styrke implementeringen af en produktrettet
miljøindsats, øge markedets selvregulering og udbrede livscyklustankegangen. Panelerne
har bl.a. medvirket til at fremme miljømærkede produkter, teknologiudvikling,
vidensopbygning og forbrugernes miljøforståelse mv. For eksempel har tekstilpanelets
kampagne i 2001 for miljømærkede tekstiler resulteret i en markant stigning i antallet
af Blomstlicenser. I starten af 2000 var der kun givet én Blomstlicens på tekstiler i
Danmark. I dag er der 15 licenser og de Blomstmærkede tekstiler bliver solgt i over 16
detailhandelskæder i hele landet.
Regionale netværk
Der er i Danmark siden starten af 1990erne etableret en række regionale grønne
netværk mellem private virksomheder og offentlige myndigheder. Gennem disse netværk er
der etableret en tættere dialog mellem myndigheder og virksomheder og sket en
erfaringsudveksling mellem virksomhederne.
En evaluering af sytten netværk viser, at en netværksindsats kan være en
hensigtsmæssig måde til at styrke miljøarbejdet i især små- og mellemstore
virksomheder. De mest velfungerende netværk har spillet en vigtig rolle i forhold til
små- og mellemstore virksomheders miljøindsats.
Producentansvar
Udviklingen i EU tyder på, at producentansvar i stigende grad vil blive anvendt
indenfor produktområder, der giver særlige miljø- og ressourcemæssige problemer, jf.
direktiverne om udrangerede køretøjer og affald fra elektriske og elektroniske udstyr.
Instrumentet medfører, at fabrikanten eller importøren af et produkt pålægges ansvaret
for affaldshåndtering af de kasserede produkter. Det betyder, at ansvaret for
affaldshåndteringen flyttes fra offentlige myndigheder til producenten/importøren. Det
synliggør omkostningerne til affaldsbehandling for producenten og vil derfor give
producenten et incitament til at ændre produktet, så udgifterne til affaldshåndteringen
reduceres.
11 |
UMIP - Udvikling af Miljøvenlige Produkter
|
12 |
SETAC- Society of Environmental Toxicology and Chemistry |
Udvikling og spredning af miljøteknologiske
løsninger yder et væsentligt bidrag til, at Danmark er blandt de industrialiserede
lande, som er bedst til at begrænse forureningen. Miljøteknologisk innovation kan også
fremover give mere miljø for pengene. En høj miljøeffektivitet hos virksomheder
bidrager til sparede omkostninger og derved forbedret konkurrenceevne.
Miljø er et af de videnintensive områder, danske virksomheder satser
på. Inden for udvalgte områder er danske virksomheder førende. Der er også fremover
gode markedspotentialer ved miljøteknologisk innovation for danske virksomheder. Det
globale marked for miljøteknologi er i vækst, og EUs udvidelse mod øst indebærer
et betydeligt investeringsbehov i miljøteknologi i de kommende år. Konklusionerne fra
verdenstopmødet i Johannesborg om bæredygtig udvikling peger på, at investeringer i
vandforsyning, spildevand og vedvarende energi er centrale for en bæredygtig udvikling.
Miljøteknologisk forskning og innovation er en vigtig del af en grøn
markedsøkonomi. EUs 6. rammeprogram for forskning og EUs kommende
handlingsplan for miljøteknologi er et godt grundlag for at styrke denne udvikling.
Perspektiverne omfatter større sammenhæng mellem forskning, innovation og markedet,
styrket videngrundlag, strategiske forskningsinitiativer og fokus på muligheder for dansk
eksport af miljøteknologi. |
Teknologi dækker over viden, færdigheder, kompetencer, redskaber, teknikker og
metoder, der indgår i samfundets samlede produktion og forbrug. Innovation refererer til
alle stadier i processer, der resulterer i nye aktiviteter og initiativer, der frembringer
nye produkter eller processer til en eksisterende eller ny aftager. Innovation er derfor
ikke begrænset til teknologi eller teknologisk udvikling. Fornyelser kan også være af
organisatorisk, social og/eller kulturel karakter. I det følgende tages der udgangspunkt
i innovation i relation til tre typer miljøteknologier: 1) renseteknologier, 2) renere
teknologier og 3) miljøeffektive teknologiske systemer.
De klassiske miljøteknologier rensning, oprydning og miljøressourcer
Etablering af en national og international miljøpolitik for godt 30 år siden gav
anledning til en øget miljøteknologisk udvikling. De centrale anvendelsesområder var
spildevandsbehandling, luftrensning, affaldshåndtering, vandforsyning, genbrug og
naturbeskyttelse.
På en række områder har denne type teknologi ført til betydelige forbedringer af
miljøet. De forbedringer af miljøets tilstand, som vi kan se i dag, er i høj grad et
resultat af et positivt samspil mellem miljøregulering og en miljøteknologisk udvikling
og spredning af renseteknologier. Udbygning og modernisering af renseanlæggene har f.eks.
betydet, at udledningen af kvælstof fra renseanlæg, er reduceret til omkring en 1/4 i
forhold til før den første vandmiljøplan, men har også krævet investeringer på godt
9 mia. kr. Foruden at bidrage til en reduktion af kvælstofbelastningen har investeringen
også bidraget til at opfylde en række andre målsætninger som rent badevand samt skabt
et gunstigt udgangspunkt for danske virksomheders position på det globale marked.
Renere teknologier: Ressourceoptimering og ændring af enkeltteknologier
For godt 20 år siden blev indsatsen i stigende omfang orienteret mod en forebyggende
miljøteknologisk indsats under overskriften renere teknologi. Princippet er, at
miljøhensynet integreres i virksomhedernes teknologiske udvikling og produktion for at
forebygge miljøproblemer frem for "end of pipe"-renseforanstaltninger.
Indsatsen har karakter af en kombination af en løbende optimering af ressourceforbruget
og en målrettet indsats rettet mod specifikke miljøproblemer. Den løbende
ressourceeffektivisering understøtter virksomhedernes indsats for at spare på
ressourcerne.
Renere teknologier er vanskelige at afgrænse fra andre teknologier, idet renere
teknologi er blevet et stadigt mere integreret element i den generelle teknologiske
udvikling samtidig med, at teknologisk udvikling i almindelighed ofte resulterer i
miljømæssigt renere løsninger.
Danmark og de øvrige OECD lande er nået langt med udvikling og implementering af
renere teknologier i de fleste brancher, selv om der stadig er spredningsbarrierer. Ved
hjælp af renere teknologier er der sket en forbedring af miljøeffektiviteten på en
række områder.
Boks 3.1
Resultater af miljøteknologisk innovation
Ifølge OECD er energiintensiteten i
OECD landene samlet set faldet med 10 pct. pr. enhed af BNP fra 1980 til 1998. Ifølge det
Europæiske Temacenter for Affald har det totale materialeforbrug i EU været konstant fra
1980 til 2000 på trods af en økonomisk vækst på ca. 50 pct. i den samme periode. For
begge disse aggregerede indikatorer for miljøeffektiviteten er den øgede
miljøeffektivitet blevet indhentet af den totale volumen af produktion og forbrug. På
andre områder, hvor det har været muligt at implementere mere systemorienterede
teknologiske forandringer, har miljøeffektiviteten været væsentligt større. En mere
målrettet indsats for at fjerne ozonlagsnedbrydende stoffer via renere teknologier har
ført til, at anvendelsen af disse stoffer stort set er nul i Danmark og andre
teknologisk, højtudviklede lande13 |
Miljøeffektive teknologiske systemer
Renere teknologi indebærer en gradvis forbedring af eksisterende teknologier. Som en
tredje type miljøteknologi taler man også om miljøeffektive teknologiske systemer. Det
centrale her er systemaspektet jf. boks 3.2, der kræver større omstillinger i viden,
produktion og forbrug.
Denne tredje type miljøteknologisk udvikling er systemisk, dvs. innovationen rækker
videre ud end den enkelte produktionsenhed og berører flere produktionsled eller til
tider store dele af økonomien. Eksempler på miljøeffektive teknologiske systemer er
energisystemer baseret på vedvarende energi. Historisk set kan også udvikling og
udbredelse af informationsteknologi betegnes som et teknologisk system, der på nogle
områder har medført betydelige forbedringer i miljøeffektiviteten pr. produceret enhed.
Omstillingen til nye teknologiske systemer sker i en vis udstrækning også gradvis,
men systemaspektet indebærer, at der er tale om et egentligt skift i det teknologiske
system. I praksis er der konstant konkurrence mellem teknologier.
Boks 3.2
Teknologiske udviklingsspor
Indenfor innovationsteorien
defineres teknologiske udviklingsspor ("technological trajectories") som "mønstre
af problemløsende aktiviteter"
., som struktureres af et givet teknologisk
paradigme"14. Det antages,
at innovationsarbejdet i virksomhederne og forskningsverdenen er præget af stabilitet og
gradvis udvikling og følger bestemte spor. Innovation indenfor et eksisterende
teknologisk udviklingsspor er kontinuerlig, baseret på den eksisterende fælles viden og
principper for problemløsning. Et skift i udviklingsspor forudsætter videnmæssig og
teknologisk diskontinuitet, som rækker ud over den eksisterende fælles viden, og som vil
berøre store dele af økonomien, dvs. den er "systemisk". |
Den nemme og billige innovation sker indenfor de eksisterende udviklingsspor, fordi
virksomhedernes viden, eksisterende teknologier og forretningskoncepter men også den
bagvedliggende uddannelse, forskning og samfundsmæssige infrastruktur er indrettet efter
de eksisterende udviklingsspor, dvs. der er tale om såkaldt "lock-in". For den
enkelte virksomhed såvel som for samfundet er der derfor oftest høje
omstillingsomkostninger ved at søge at udvikle nye teknologiske udviklingsspor.
Der foregår konstant konkurrence mellem forskellige teknologiske udviklingsspor, hvor
virksomhederne forsøger at sætte den tekniske standard. For virksomhederne gælder det
om at satse på den rigtige teknologi og vælge det spor, som bliver markedsførende
fremover. Virksomhederne har valget mellem at tage en stor risiko og satse på det nye,
usikre udviklingsspor, hvor den økonomiske gevinst ved succes kan være betydelig. Eller
forsøge at bevare det gamle og driftssikre, som er i risiko for at blive udkonkurreret.
Boks 3.3.
Brintteknologi i EU
Brintteknologi er et af
satsningsområderne i EUs forsknings og udviklingsindsats. Brintteknologi er også
en af flere brændstofteknologier, der satses på i forlængelse af Kommissionens
meddelelse om dette fra 2000. Ifølge EU-kommissionen kan brintteknologi anvendes til
biler, kraftværker og erstatte de nuværende elektricitetskilder i f.eks. mobiltelefoner
og busmotorer. Fokus i forskningsindsatsen er på at reducere omkostningerne ved
brintproduktion, forbedre lagringsmuligheder og integrere vedvarende energikilder i
brintproduktionen. EU-kommissionen har for nylig annonceret nedsættelse af en
Brintgruppe, der samler repræsentanter fra ledende forskningscentre, producenter af
brændselsceller, bilproducenter, energiselskaber, aktører fra offentlige
transportselskaber mv. Gruppens formål er at rådgive om en brintstrategi i EU, der kan
føre til en egentlig brintdrevet industriel platform. På EU niveau investeres der af
offentlige midler årligt omkring 50-60 mio. Euro. Det er 1/3 af investeringerne i USA og
en 1/4 af investeringerne i Japan. Indsatsen i EU i dag er fragmenteret og reflekterer
nationale og regionale omstændigheder. |
Samspillet mellem de tre typer teknologi
Fremover må det forventes, at alle tre miljøteknologiske typer kommer til at spille
en væsentlig rolle på miljøområdet. Renere teknologi vinder frem til dels på
bekostning af renseteknologierne, men der er fortsat et behov for rensnings- og
affaldsteknologier på kort og mellemlang sigt. På længere sigt er målet at minimere
forbrug og produktion af kemikalier med skadelige virkninger på miljø og sundhed, jf.
Johannesborg Implementeringsplanen. Udvikling af renseteknologier er ofte tæt knyttet til
udviklingen af renere teknologi. Adgang til kompetencer indenfor rensnings- og
affaldsteknologi er således vigtig for danske virksomheders mulighed for at udvikle
renere teknologi.
Internationalt set er der stigende interesse for udvikling af miljøeffektive
teknologiske systemer især som følge af indsatsen for en bæredygtig udvikling og
markedsmulighederne indenfor området. I lyset af klimaproblemets voksende betydning vil
indsatsen for at finde alternativer til fossile energikilder være en vigtig drivkraft.
Det gælder også mulighederne for mere systemorienterede teknologiske løsninger på de
voksende transportrelaterede miljøproblemer.
I en grøn markedsøkonomi har det offentlige i samspil med den private sektor en
vigtig rolle med at opsamle viden om og understøtte udviklingen af de bæredygtige
teknologiske systemer, som kan have store erhvervsmæssige og miljømæssige potentialer.
Status for markedet for miljøteknologi
Verdensmarked for miljøteknologi anslås til at være på mere end 550 mia. Euro15. Markedet anses for at være et
vækstområde. Værdien af den danske eksport til dette marked er vokset til over 15 mia.
kr. årligt og ligeledes kendetegnet af høj vækst16.
Det er vanskeligt at bestemme den præcise størrelse af markedet for miljøteknologi,
bl.a. fordi der ikke er nogen skarp grænse mellem miljøteknologi og anden teknologi, og
fordi der ikke indsamles data specifikt for markedet for miljøteknologi. Med udgangspunkt
i miljøteknologiske kerneområder som spildevandsrensning, genbrug og naturbeskyttelse
laves der dog en række opgørelser. EU-kommissionens rapport om bæredygtig udvikling og
miljøteknologi17 fra marts 2002
konkluderede, at markedet for miljøteknologi udgør mellem 2,3 og 3 pct. af EU-landenes
samlede BNP. Af dette beløb udgør kapitaludgifterne godt 30 pct., mens resten er
driftsomkostninger.
Figur 3.1.
EUs marked for miljøteknologi fordelt på indsatsområder, 1999.
Kilde: Analysis of the EU Eco-Industries, their Employment and Export Potential,
side 38 og 41, A Final Report to DG Environment EU Eco-industries, ECOTEC Research and
Consulting Limited, 2001 London
De største markeder for miljøteknologi findes p.t. i de højt industrialiserede
lande, hvor EU, Nordamerika og Japan er de helt dominerende. Disse tre regioner
repræsenterer i dag ca. 90 pct. af markedet for miljøteknologi.
Figur 3.2.
Verdensmarkedet for miljøteknologi fordelt på regioner, 1999
Kilde: Rapport fra EU-kommissionen, "Miljøteknologi og bæredygtig
udvikling", Bruxelles, den 13.03.2002, KOM (2002) 122 endelig
Inden for OECD er miljø- og energisektoren et af de fire største vækstområder, og
sektoren står stærkt i Danmark. Den er således den eneste danske sektor, der inden for
de seneste år har vundet markedsandele på hjemmemarkedet og inden for OECD.18 Produktionen af vindmøller er blandt
de største danske eksport-succeshistorier de seneste 10 år. Danske vindmølle
producenters omsætning steg fra næsten nul i slutningen af 1980serne til godt 20
milliarder kr. i 2001. Hovedparten af den danske produktion af vindmøller går til
eksport.19
EU er det største eksportmarked for dansk miljøteknologi. Det fremtidige marked for
miljøteknologi afhænger især af udviklingen af miljøpolitikken og de miljøpolitiske
målsætninger og satsninger på miljøområdet i erhvervs- og innovationspolitikken. I EU
er målet at blive den mest videnintensive og dynamiske økonomi i verden i år 2010. I
EUs bæredygtighedsstrategi indgår teknologisk udvikling som en af
forudsætningerne for at realisere målsætningerne, især på energi- og
transportområdet. I EUs 6. rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og
demonstration er der bl.a. afsat midler til forskning i bæredygtige teknologier inden for
disse sektorer herunder teknologier til udnyttelse af fornybare energikilder,
hydrogenbiler og brændselsceller.
Inden for fødevareområdet er der også politiske initiativer i EU, der peger i
retning af øget efterspørgsel efter miljøteknologi. Omlægning af EUs
tilskudsordninger på landbrugsområdet kan føre til en omlægning af denne sektor i
retning af mere miljøvenlige driftsformer.
På kortere sigt medfører en række EU-direktiver nye investeringer i
renseteknologier. Eksempelvis skal alle større dieselkøretøjer forsynes med
partikelfiltre inden 2006. Kommende investeringer i forhold til udbygning af
renseteknologi som f.eks. spildevandsrensning i det åbne land kan forventes. De relativt
store udgifter til drift på spildevands - og affaldsområdet peger i øvrigt på, at der
er et stort marked særligt i OECD landene efter teknologier, der kan bidrage til mere
omkostningseffektive løsninger.
EUs ansøgerlande udgør et meget stort fremtidigt marked for miljøteknologi som
følge af ansøgerlandenes implementering af miljøacquiet. EU-kommissionen har opgjort
landenes samlede omkostninger forbundet med at leve op til EUs regler på
miljøområdet til godt 95 mia. Euro. Der er betydelige forskelle fra land til land, som
det fremgår af figur 3.3.
Figur 3.3.
Investeringsbehov i EU-kandidatlande for at opfylde miljøbehov
Kilde: Analysis of the EU Eco-Industries, their Employment and Export Potential, s.
89, A Final Report to DG Environment EU Eco-industries, ECOTEC Research and Consulting
Limited, 2001 London.
Det forventes, at det samlede marked i EUs kandidatlande vil vokse med i
gennemsnit 10 pct. om året over de kommende 10 20 år. Inden for rammerne af
EUs ISPA program er der årligt afsat 500 mio. Euro til etablering af nye
spildevandsrensningssystemer20.
Som det fremgår af figur 3.2. er der et meget stort investeringsefterslæb på
miljøområdet i udviklingslandene. Til gengæld er den aktuelle vækstrate på dette
marked stor. US Department of Commerce har opgjort væksten i 1998-1999 til mellem 10 og
17 pct21. Også fremover forventes
der høje vækstrater i disse lande. Verdenstopmødet i Johannesborg om bæredygtig
udvikling har specielt peget på behovet for investeringer i drikkevandsforsyningen, i
bedre sanitære forhold samt i vedvarende energikilder.
I de senere år er en række nye generiske teknologier på vej frem, der forventes at
få stor betydning for fremtidens vækstområder. Det drejer sig om informationsteknologi,
bio-teknologi og materialeteknologi og herunder især nanoteknologi. Forventningerne til
teknologierne, bl.a. opgjort i forskellige internationale teknologiske fremsyn, tyder på,
at disse teknologiers potentielle anvendelsesområder også kan indebære betydelige
miljømæssige forandringer og forbedringer
Globaliseringen og en hastig teknologisk udvikling inden for en række generiske
teknologier som IT har ført til, at konkurrencen mellem virksomhederne er øget. I mange
brancher er den gennemsnitlige levetid for produkter, serviceydelser og teknologier langt
kortere end for bare 10 år siden. F.eks. var 90 pct. af de markedsledende virksomheder i
1950 i stand til at overleve i 10 år. I 1960 gjaldt det samme for 85 pct. I dag er kun 20
pct. i stand til at være på markedet over en tiårig periode22. Tallene illustrerer større og hurtigere forandringer
på markedet, og behovet for hele tiden at være på teknologisk forkant.
Der er mange indikationer på, at forskning, udvikling og innovationskapacitet i
stigende omfang er centrale parametre for at klare sig i den internationale konkurrence.
Der er en tendens til, at de lande, hvor virksomhederne har satset mest på
videnproduktion i form af forskning og udvikling, også har oplevet den største stigning
i produktiviteten, jf. figur 3.4.
Figur 3.4.
Produktivitet og privat forskning og udvikling i 17 OECD-lande
Kilde: Økonomi- og Erhvervsministeriet, Vækst med Vilje, 2002
Der er generelt tre måder at opbygge viden på: 1) via investeringer i forskning og
udvikling (FoU), 2) via rekruttering af kompetente medarbejdere eller videreuddannelse af
disse eller 3) via videndeling, typisk mellem virksomheder eller mellem virksomheder og
forsknings- og andre videninstitutioner. Alle tre former for videnopbygning er vigtige og
understøtter hinanden, men deres betydning varierer fra land til land afhængig af
innovationssystemets opbygning.
Figur 3.5.
Det miljøteknologiske innovationssystem
Regeringens strategi Vækst med Vilje konkluderer, at Danmark ikke helt kan følge med
de førende lande, når det handler om innovation og teknologisk fornyelse. Udfordringen
er, at styrke såvel den offentlige som private forsknings- og udviklingsindsats og sikre,
at forskning og ny viden udnyttes bedre kommercielt. Danmarks position varierer alt efter,
hvad for en parameter, der fokuseres på. Ifølge Vækst med Vilje ligger Danmark på
forskningsområdet i midtergruppen blandt de velstående OECD-lande. Når det gælder
private udgifter til forskning, ligger Danmark under gennemsnittet. Danmark ligger godt
med hensyn til at tage IT i anvendelse, og danske virksomheders anvendelse af IT ligger i
top. Når det handler om innovation, peger OECD's sammenlignende undersøgelser på, at
Danmark langt fra er i top, når nye forskningsresultater skal omsættes til
erhvervsmæssig anvendelse. Her er samspillet mellem offentlig forskning og erhvervslivet
blandt de mest begrænsede i OECD sammenhæng.
Udvikling af fremtidens vidensamfund - kompetencer og forskning
Regeringen har netop fremlagt en Videnstrategi, der skal styrke Danmarks omstilling til
vidensamfundet. Strategien giver et samlet bud på, hvordan der kan opbygges et
vidensystem i Danmark, som formår at producere den viden, der kan skabe konkurrenceevne
og velfærd. Den overordnede målsætning er at skabe større synergi mellem forskning,
innovation, de forskningsbaserede uddannelser og IT/teleområdet.
På en række områder er det eksisterende danske hjemmemarked for miljøteknologiske
løsninger ikke tilstrækkeligt til at udvikle konkurrencedygtige virksomheder på de
globale markeder. Kommuner og forsyningsselskaber er ofte små og har ikke de nødvendige
kompetencer og tradition for en udviklingsorienteret tilgang til løsningen af
miljøopgaverne. Det kan medføre, at hjemmemarkedet efterspørger andre miljøteknologier
end de, som efterspørges på de udenlandske markeder. I en rapport, udarbejdet for Bolig-
og Erhvervsstyrelsen, peges der på, at større og mere innovationsorienterede
forsyningsenheder på vandforsynings- og spildevandsområdet er en forudsætning for, at
hjemmemarkedets efterspørgsel kan bidrage til udvikling af danske virksomheder, som kan
matche konkurrencen med de store udenlandske virksomheder, som p.t. dominerer
eksportmarkederne. Også på affaldsområdet undersøges det, hvilke typer organisering
der bedst kan bidrage til den miljøteknologiske innovation, som er en forudsætning for,
at danske virksomheder inden for dette område også fremover kan klare sig godt på det
globale marked.
I det danske miljøforskningssystem har målrettede forskningsprogrammer i relation til
bl.a. energi og spildevandsbehandling ydet væsentlige bidrag til danske virksomheders
opbygning af miljøteknologiske kompetencer. Virksomhedernes miljøteknologiske
kompetencer er styrket i disse år, særligt som følge af de større virksomheders
indførelse af miljøledelse, jf. kapitel 2. Af de ti Godkendte Teknologiske
Serviceinstitutter, der står for en stor del af teknologiformidlingen til virksomhederne,
har fire væsentlige miljøkompetencer på udvalgte områder, og de fleste har visse
miljøkompetencer.
Et af de nyere innovationspolitiske tiltag på miljøområdet er gennemførelsen af et
grønt teknologisk fremsyn. Fremsynet er et led i et større projekt om teknologiske
fremsyn, som Videnskabsministeriet gennemfører i årene 2001-2004. Det er planen at
gennemføre omkring otte fremsyn.
Boks 3.4.
Det danske projekt om Teknologisk Fremsyn
Teknologiske fremsyn er
systematiske forsøg på at se ind i fremtiden gennem dialog om og analyser af
udviklingsperspektiver inden for videnskab, teknologi, økonomi og samfund. Selvom
metoderne kan variere, er udgangspunktet, at der ikke er én, men flere mulige
teknologiske fremtider, som man kan forholde sig til, analysere, sætte til debat og
påvirke valget af.
Teknologisk fremsyn skal bidrage til, at samfundets og erhvervslivets
knappe ressourcer bliver investeret lige netop der, hvor effekten er størst set
både i forhold til vækst og velfærd. Teknologisk fremsyn kan bruges som videngrundlag
til politikeres, organisationers og erhvervslivets beslutninger om investeringer i
fremtiden og skabe øget dialog mellem forskning og erhvervslivet. |
Erfaringer i forhold til miljøregulering, sektorpolitik og teknologisk innovation
Den offentlige politik spiller en vigtig rolle for udbredelsen af de forskellige typer
miljøteknologi. Det offentlige har foretaget store investeringer i rense- og
ressourcehåndteringsteknologierne. I forlængelse af vandmiljøplanen er der investeret
mere end 9 mia. kr. i spildevandsrensningsanlæg. Overholdelse af miljølovgivningen
forudsætter også, at private virksomheder og offentlige institutioner anvender
renseteknologierne. Miljøpolitikken har i øvrigt ved at fastsætte grænseværdier og
emissionsstandarder, ved at forbyde anvendelse og markedsføring af miljø- og
sundhedsskadelige kemiske stoffer samt via økonomiske virkemidler løbende tilskyndet
virksomheder og forbrugere til at udvikle og anvende renere teknologier og produkter.
I første omgang har det bærende princip for udvikling af renere teknologier været,
at virksomhederne blandt de kommercielt tilgængelige teknologier anvender de teknologier,
som er bedst ud fra et miljømæssigt perspektiv. Anvendelse af bedst tilgængelige
teknologi (Best Available Technologies eller BAT) er et bærende princip i EUs
direktiv om regulering af forurenende industrivirksomheder (IPPC Direktivet).
På flere områder er der i miljøreguleringen stillet krav, der overskrider
mulighederne for at reducere forureningen ved at anvende den umiddelbart bedst
tilgængelige teknologi. Med udgangspunkt i langsigtede miljøpolitiske målsætninger er
der bl.a. i EU-regi fastsat emissionsstandarder på konkrete områder, som skal træde i
kraft i løbet af en nærmere fastsat årrække. Disse emissionsstandarder forudsætter
anvendelse af en kommende forventet teknologiudvikling. Reguleringen og indsatsen for
teknologisk innovation bidrager dermed til hinandens udvikling. Miljølovgivningen stiller
sjældent detaljerede krav om anvendelse af specifikke teknologier. Her udpeger markedet
de bedst egnede miljøteknologier, og virksomhederne spiller en hovedrolle for
innovationen.
Boks 3.5.
Anvendelse af teknologier til miljøoptimering inden for landbruget
Inden for landbruget kan GPS (Global
Positioning System) i kombination med optiske styringsteknologier skabe grundlag for
præcisionsdyrkning, hvor jordbehandlingen og produktionsinput tilpasses til
stedsspecifikke behov. Disse teknologier kan også bruges til at dokumentere, hvorledes
afgrøderne/fødevarerne er behandlet med hensyn til anvendelse af inputfaktorer samt i
forhold til oplysninger om fødevarernes oprindelse. |
Erfaringerne peger på, at sektorpolitikkerne har stor betydning for at fremme
miljøeffektive teknologiske systemer. Omlægning af teknologiske systemer forudsætter,
at rammebetingelserne for sektorernes udvikling f.eks. i form af investeringer i
infrastruktur understøtter introduktion af nye og mere miljøvenlige teknologiske
systemer. Sektorpolitikker og deres muligheder for at fremme udvikling og spredning af
miljøeffektive teknologier er derfor en vigtig del i den samlede indsats for et bedre
miljø.
13 |
Miljøstyrelsen
|
14 |
Giovanni Dosi: "Technological Paradigms and Technological
Trajectories: A suggested Interpretation of the Determinants and Directions of
Technological Change", 1982
|
15 |
Dette tal inkluderer ikke energiområdet inkl. vindmøller, biogasanlæg
mv. fordi de fleste EU landes statistik på området ikke gør det muligt at udskille
disse fra den øvrige teknologi til energiområdet.
|
16 |
Dette tal inkludere i modsætning til EUs opgørelse også teknologi
baseret på vedvarende energi inkl. vindmøller
|
17 |
Rapport fra EU-kommissionen, "Miljøteknologi og bæredygtig
udvikling", Bruxelles, den 13.03.2002, KOM (2002) 122 endelig
|
18 |
Benchmarking af dansk erhvervsliv, Erhvervsfremmestyrelsen 2000
|
19 |
Vindmølleindustrien
|
20 |
ISPA (Instrument for Structual Pre-Accession) har til formål at
finansiere miljø- og infrastrukturprojekter i de ti EU-ansøgerlande i Central- og
Østeuropa. Se bl.a. "Trade and international markets" s. 7, A Final Report to
DG Environment EU Eco-industries, ECOTEC Research and Consulting Limited, 2001 London
|
21 |
Samme kilde som note 20.
|
22 |
Holten Larsen, M. og Schultz, M., Den udtryksfulde virksomhed, 1998 |
|
|