| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Feltafprøvning af sporgasmetode til brug for måling af transport af
forureninger mellem renserier og tilstødende lejligheder
Bilag I:
Bygningsbeskrivelse
Lokalitet A:
Forsøgslokaliteten er en murstensejendom fra omkring år 1880-1890.
Renseriet:
Renseriet, der samtidigt er indrettet som møntvaskeri, ligger i en høj kælder.
Renseriet har 3 indgange fra gaden, som hver især fører til et af de 3 største lokaler
i forretningen. Renserimaskinen er placeret i det midterste lokale sammen med 4
møntvaskemaskiner. Dette lokale står via en mellemgang i forbindelse med et af de
tilstødende lokaler, der også anvendes til møntvask. Der er adgang til møntvaskeriet
mellem kl. 7.00 og 22.00 alle ugens dage. Det sidste lokale anvendes til kundebetjening og
arbejdsrum (butikslokale) i forbindelse med renserifunktionen. Renseriet har åbent daglig
i normal åbningstid.
Sporgasforsøget er udført i det midterste lokale, hvor rensemaskinen og de fire
møntvaskemaskiner er placeret. Lokalet er i det følgende benævnt forsøgslokalet. En
skitse af forsøgslokalet er vedlagt dette notat.
Der er mekanisk ventilation af renseriet. Ventilationen af renseriet sker døgnet
rundt. Der er placeret punktudsugninger bag rensemaskinen samt rundt omkring i renseriets
lokaler, dog primært der, hvor det rensede tøj efterbehandles, dvs. i lokalet ved siden
af forsøgslokalet. I forsøgslokalet er der placeret ét punktudsug lige over lågen til
rensemaskinen. Dette punktudsug anvendes dog kun når maskinen tømmes.
Ventilationsanlægget flytter 2-3000 m3 luft/time i dagtimerne og 1000 m3
luft/time i nattetimerne. Omstillingen mellem højt og lavt flow sker manuelt. Luften
ledes ud over taget på ejendommen gennem en nyetableret kanal.
I yderdøren i renseriet er der etableret et passivt luftindtag, hvorigennem der suges
luft ind på grund af undertrykket i lokalet. I renseriets åbningstid står renseriet og
i møntvaskeriet i forbindelse med hinanden via en luge i væggen på ca. 1 m2.
Lejligheden:
Der findes 2 adgangsveje til den lejlighed, derligger over renseriet. Adgangsker via en
hoved- og en bagtrappe. Via bagtrappen er der også adgang til renseriet. Det oplyses af
renseriejeren, at renseriets bagtrappe aldrig anvendes.
Lejligheden over renseriet har et samlet gulvareal på ca. 62 m2 fordelt på
3-værelser, køkken og bad. Vægge består af pudsede mursten og etageadskillelsen af
træ med indskud. Der er ikke anden ventilation af lejligheden end åbenstående døre og
vinduer.
Der er i alt 10 rørgennemgøringer mellem renseri-/møntvaskerilokalerne og
lejligheden. 2 af disse rørgennemføringer er placeret i forsøgslokalerne i renseriet..
Renseriejeren oplyser, at alle rørgennemføringer og eventuelle synlige sprækker i
loftet for nylig tætnet med silikone.
Forsøgslokaler i lejligheden ligger lige over forsøgslokalet i møntvaskeriet og
består af en dobbelt stue. En skitse af stuerne er vedlagt dette notat.
Lokalitet B:
Forsøgslokaliteten er en ejendom udført i beton fra omkring år 1959.
Renseriet:
Renseriet ligger i gadeplan med en hoveddør som eneste adgangsvej. Renseriet er opdelt
i et kundebetjenings område, et aflukket rum, hvor rensemaskinen er placeret og et
baglokale til efterbehandling af tøj samt et lille rum til ophold for personalet.
Sporgasforsøgene er foretaget i og omkring lokalet med rensemaskinen, se skitsen af
forsøgslokalerne, der er vedlagt dette bilag.
Der er påmonteret udsugninger på rensemaskiner og punktudsug over
efterbehandlingsmaskiner., Afkastet fra punktudsugningerne ledes ud over taget på
ejendommen gennem den oprindelige skorsten i ejendommen.
Udsugningen fra renseriets lokaler sker via et rum i forbindelse med baglokalerne, hvor
der er placeret en ventilator i ydermuren. Erstatningsluften tages primært via
indgangsdøren i den anden ende af renseriet. Det har ikke været muligt at få oplyst,
hvor mange kubikmeter luft ventilatoren flytter.
Lejligheden:
Der er kun en adgangsvej til lejligheden beliggende over renseriet . Adgang sker via en
hovedtrappe, der ikke har forbindelse til renseriet.
Lejligheden har et samlet gulvareal på ca. 28 m2 fordelt på 1værelse,
køkken og bad. Væggene og gulvene i lejligheden er af beton. Gulvene består af 15 cm
fuldstøbt jernbeton. Der findes en emhætte i køkkenet. Der er ingen synlige
rørgennemføringer imellem lejligheden og renseriet. Renseriejeren oplyser desuden at der
ikke er foretaget gennemgang og tætninger af eventuelle sprækker og skjulte
rørgennemføringer.
Lejligheden ligger umiddelbart over forsøgslokalerne i renseriet. En skitse af
lejligheden er vedlagt dette notat.
Lokalitet C
Forsøgslokaliteten er en ejendom udført i beton fra omkring 1966.
Renseriet:
Renseriet ligger i gadeplan med hoveddør som eneste adgangsvej. Renseriet er opdelt i
et kundebetjenings- og tøjbehandlingsområde, et aflukket rum, hvor rensemaskinen er
placeret og et baglokale til ophold for personalet.
Sporgasforsøgene er foretaget i og omkring lokalet med rensemaskinen, se skitsen i
dette bilag.
Ventilationen af renseriet foregår døgnet rundt. Der er placeret punktudsugninger,
bag rensemaskinen samt rundt omkring i tøjbehandlingsområdet, herunder primært der,
hvor det rensede tøj efterbehandles.
Ventilationsanlægget flytter døgnet rundt ca. 1.650 m3 luft/time. Luften
ledes ud over taget på ejendommen gennem en ny etableret kanal.
I vinduerne mod gården er der placeret 1 passivt luftindtag samt 1 ventilator.
Ventilatoren anvendes kun om sommeren og fungerer ellers som passivt luftindtag på grund
af undertrykket i lokalet som følge af den mekaniske ventilation.
Lejligheden:
Der er kun én adgangsvej til den lejlighed, som ligger over renseriet. Adgang sker via
hovedtrappe, der ikke har forbindelse til renseriet.
Lejligheden har et samlet gulvareal på ca. 90 m2 fordelt på 3-værelser,
køkken og bad.
Væggene og gulvene i lejligheden er af beton. Det har ikke været muligt at finde
specifikke oplysninger om gulvenes tykkelse og støbning. Der er en emhætte i køkkenet.
Der er i alt 10 synlige rørgennemgøringer fra renserilokalerne til lejligheden. 2 af
disse rørgennemføringer er placeret i forsøgslokalerne i renseriet De øvrige
rørgennemføringer er delvist skjult. Det oplyses af renseriejeren, at alle
rørgennemføringer er tætnet med silikone fornylig og at der ikke er fortaget andre
tætningsforanstaltninger.
Lejlighedens forsøgslokaler ligger umiddelbart over forsøgslokalerne i den bagerste
del af renseriet. En skitse af forsøgslokalerne er vedlagt dette notat.

Lokalitet A, forsøgslokaler i lejlighed

Lokalitet A, forsøgslokaler i renseri

Lokalitet B, forsøgslejlighed

Lokalitet B, Forsøgslokaler i renseri

Lokalitet C, forsøgslokaler i lejlighed

Lokalitet C, forsøgslokaler i renseri
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |