| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Bioremediering ved hjælp af planter og gensplejsede bakterier
Sammenfatning
Et langsigtet forsknings- og udviklingsprojekt blev gennemført under Miljøstyrelsens
"Teknologiprogrammet for jord- og grundvandsforurening" i forbindelse med
EUs bioteknologiprogram. Formålet med projektet var at udvikle
fytoremedieringsteknologi for PCB-forurenede grunde ved at genmodificere bakterier så de
nedbryder PCB samtidig med at de bliver vedligeholdt og fordelt i jorden ved hjælp af
planterødder. Projektet opnåede at udvikle denne type bakterier. En af bakterierne blev
sikkerheds-testet i laboratoriet og er klar til en sikkerhedsmæssig afprøvning i felten.
Undersøgelser af bakteriernes evne til at lave fytoremediering mere effektiv er ikke
blevet afsluttet. Arbejdet fortsætter under et nyt EU-projekt.
Hovedkonklusioner
Det blev påvist, at man ved gensplejsning kan lave rodkoloniserende bakterier, der kan
nedbryde lavt-klorerede PCBer i jord. Det er dog endnu ikke lykkedes konkret at
påvise oprensningseffekten i forurenet jord.
De gensplejsede bakterier kan anvendes ved at pode dem på frø eller stiklinger.
En gensplejset bakterie blev påvist at være sikker i laboratorie-eksperimenter og er
klar til den sikkerhedsmæssige afprøvning i felten.
De vigtigste delkonklusioner
 | I jordforsøg med lucerne (Medicago sativa) koloniserede bakteriestamme Pseudomonas
fluorescens F113rifpcb planterødder med en høj densitet. Der blev målt
bakteriedensiteter mellem 105 cfu/g og 106 cfu/g fugtig rod, og den
totale aerobe bakteriepopulation bestod af op til 10% af den gensplejsede stamme. |
 | Den mest effektive måde for podning af lucerne rødder med stammen Pseudomonas
fluorescens F113rifpcb i ikke-steriliseret jord er ved at anvende alginat kapsler der
indeholder bakteriestammen. |
 | Genafsnit på begge sider af bph genkompleksen i den genmodificerede stamme Pseudomonas
fluorescens F113rifpcb blev sekventeret og dernæst blev der udviklet en PCR
(polymerase kædereaktion)-baseret metode for påvisning og kvantificering af
bakteriestammen i jord. |
 | Tilsvarende blev der udviklet en metode for stammen Pseudomonas fluorescens
F113lacZY, som er baseret på en unik sekvens i overgangen mellem det indførte genkomplex
og kromosomet af vildtypen. |
 | Genmodificerede derivater af stammen Pseudomonas fluorescens F113 er blevet
konstrueret med om-regulerede bph genkomplekser. Konstruktioner med pNODD4
og pEX promotorer, som induceres af rodeksudater, er blevet testet. Nogle af
disse stammer er også blevet evalueret med hensyn til kolonisering af lucernerødder i
ikke sterile jordmikrokosmer. |
 | Et delmål af projektet var udviklingen af bakteriestammer med begrænset overlevelse
(biologisk indeslutning). Der er blevet fremstillet en Pseudomonas fluorescens F113
stamme med et gacA gen, der reguleres af pEX promoteren. gacA
genet sikrer bakteriens naturlige overlevelse i jord. Den nye konstruktion medfører, at
bakterierne kun udviser god overlevelse i en rodzone. Forsøget viser, at biologisk
indeslutning på basis af rodeksudater er principielt muligt. |
 | Et specielt bæremateriale blev udviklet og påvist effektivt i anvendelse med stammen Pseudomonas
fluorescens F113 på pilestiklinger og plantefrø. |
 | En nem protokol for overflade-sterilisering af pil samt et system for steril hydroponisk
dyrkning af pil, blev udviklet. Systemet kan anvendes til mere præcise studier af
metabolismen af forurenings-stoffer i pileplanter. |
 | Bakteriestammen Pseudomonas fluorescens F113 var i stand til at etablere sig i
rhizosfæren af pil samt i jord uden pil. Bakterietallet var signifikant højere i
rhizosfæren end i bulk jorden. Efter planterne var blevet dræbt ved brug af et herbicid,
var bakteriestammen i stand til at overleve i rodzonen og derefter at etablere sig igen i
rhizosfæren af nye pileplanter, efter disse var blevet plantet i den samme jord. |
 | Den genmodificerede stamme Pseudomonas fluorescens F113rifpcb, som indeholder bph-genkomplexet,
var i stand til at nedbryde bifenyl og flere PCB-kongenere til CO2. Men uden
tilførelse af ekstra kulstof (udover PCBerne) var nedbrydningsraterne særdeles
langsomme, sandsynligvis fordi nedbrydningen er cometabolisk og kræver en ekstra
energikilde. |
 | Det var ikke muligt, at vise forbedret nedbrydning af 4-PCB i jord som effekt af
inokulering af pileplanter med den genmodificerede stamme Pseudomonas fluorescens F113rifpcb
med bph-gener. Dette skyldes sandsynligvis, at bakteriernes nedbrydnings-aktivitet
var lavere end optagelses-hastigheden i planterne. |
 | Reporter konstruktioner af stammen Pseudomonas fluorescens F113rifpcb viste, i
forbindelse med confocal laser scanning mikroskopi, at stammen koloniserede hele
rhizosfæren, inklusive rod-spidserne af lucerne og pil. Koloniseringsgraden var
uafhængig af tilstedeværelsen af 4-PCB. Alt tydede på, at aktiviteten af bakterierne i
rhizosfæren var lav, og kun omkring 1 procent af bakteriecellerne viste en målbar
omsætning af 4-PCB til 4-klorbenzoat. |
 | Nyere konstruktioner af stammen Pseudomonas fluorescens F113, med kraftigere
gen-regulatorer, er endnu ikke blevet testet i disse detaljer. |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |