| Forside | | Indhold | | Næste |
Statistik for plastemballage 2001
Forord
”Statistik for plastemballage 2001” er en opgørelse af udviklingen i indsamling og oparbejdning af brugt plastemballage i Danmark. Der er tale om en fortsættelse af tidligere års statistikker på området.
Formålet med statistikken er at følge den generelle udvikling på plastemballageområdet. Statistikken skal tilvejebringe et datagrundlag, der løbende kan anvendes af myndigheder, genvindingsindustrien, plastindustrien og andre interesserede til vurdering af igangværende aktiviteter på genanvendelsesområdet.
Statistikken har også til formål at give de nødvendige oplysninger til overvågning af aftalen vedrørende genanvendelse af plastbaseret transportemballage, som er indgået mellem miljøministeren og Dansk Industri.
Miljøstyrelsen anvender oplysninger i statistikken som grundlag for styrelsens indberetning til EU i henhold til emballagedirektivet. Ifølge direktivet skal Danmark – i lighed med de øvrige medlemsstater – senest den 30. juni 2001 genanvende mindst 15 procent af den markedsførte plastemballage.
Udarbejdelsen af statistikken er finansieret af Miljørådet for Renere Produkter under projektrammen ”Statistikker og materialestrømsanalyser for udvalgte områder”.
Udover ”Statistik for plastemballage 2001” udarbejdes følgende tilsvarende statistikker under projektrammen:
- Statistik for glasemballage
- Statistik for metalemballage
- Statistik for returpapir og – pap
- Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger
- Statistik for jordbrugsmæssig anvendelse af organiske affaldsprodukter
- Statistik for madaffald
Endvidere udarbejdes der et notat, der belyser det samlede emballageforbrug i Danmark. Notatet ”Emballageforsyningen i Danmark 2001 ” beregner en række forsyningstal, der anvendes i flere af statistikkerne.
Statistikkerne under projektrammen ”Statistikker og materialestrømsanalyser for udvalgte områder” er udarbejdet af en projektgruppe bestående af Econet AS, Teknologisk Institut og Miljøteknisk Rådgivning med Econet som den projektansvarlige organisation.
Lars Mørck Ottosen, Miljøteknisk Rådgivning har været udførende på Statistik for plastemballage 2001.
| Forside | | Indhold | | Næste | | Top |
|