Håndbog i miljøstyring af jord- og grundvandsforurening

Forurening på nabogrunde

Forurening fra nabogrunde kan overskride skellet på flere forskellige måder:

  • Grundvandet kan transportere forureningen ind på grunden
  • Luftforurening fra naboerne (f.eks. metalstøv) kan spredes ind over skel

Hvis der er registreret forurening på virksomhedens nabogrunde, skal man søge oplysninger om forureningen, f.eks. fra amtet, kommunen eller hos nabovirksomheden. Udførte undersøgelser kan allerede have afdækket, om forureningen har bredt sig ind over skellet til virksomhedens grund. I så fald bør følgende forhold afklares:

  • Forureningens omfang (udbredelse, koncentrationsniveauer mm.)
  • Forureningens effekt på mennesker og miljø
  • Ansvar for forureningen og oprensningen
  • Tidsmæssig horisont for oprensning af forureningen

Anbefalinger

Kan disse oplysninger ikke fremskaffes, kan det være nødvendigt at foretage undersøgelsesboringer i skellet ind mod naboejendommene for at undersøge, om forureningen har bredt sig til virksomhedens grund. Man bør rådføre sig med en miljørådgiver herom.

Hvis der på nabogrundene er konstateret betydelig forurening, der ligger i nærheden af skellet ind til virksomheden – eller hvis der er konstateret skel-overskridende forurening fra naboerne – noteres høj risiko for forurening i tabel 2 på side 23 i kapitlet Vurdering i håndbogens hoveddel.

Derudover anbefales det at afdække den skeloverskridende forurenings juridiske forhold.