Dampoprensning af klorerede opløsningsmidler på tidligere industrigrund i Hedehusene

Forord

Oprensning med damp er en forholdsvis ny metode i forureningsmæssig sammenhæng selvom en lignende anvendelse har været anvendt til forøgning af udbyttet ved olieindvinding igennem en længere årrække. I Danmark er der udført to oprensninger med denne metode, én der tidligere er afrapporteret i /1, 2/ som samtidig var afsluttet forud for igangsætningen af projektet der rapporteres i denne rapport, samt et projekt der blev afviklet i samme periode som dette projekt /3/.

Oprensningen der beskrives i denne rapport er udført i perioden 1998-2002 med stop undervejs på tre tidligere renserigrunde samt en række andre grunde hvor der tidligere har været anvendt bl.a. klorerede opløsningsmidler i Høje-Taastrup kommune. Københavns amt har været bygherre på projektet, hvor Miljøstyrelsen har delfinansieret en række aktiviteter over Teknologiprogrammet. Hedeselskabet Miljø og Energi as har været bygherrerådgiver på projektet, der har været udført med Ove Arkil AS som hovedentreprenør.

Gennemførselen af oprensningen har været forbundet med mange vanskeligheder af både teknisk og organisatorisk karakter. At projektet blev gennemført i sit hele og dermed i sidste ende, at denne rapport kunne produceres skyldes en lang række personers evne og vilje til at frembringe resultater i fællesskab. Forfatterne vil derfor rette en speciel tak til:

Inger Asp Fuglsang, Miljøstyrelsen
Jørn Boysen, Vand-Schmidt as
Tom Heron, NIRAS
Gorm Heron, Steamtech Inc.
Carsten Bagge Jensen, Københavns Amt
Kim Jensen, Ove Arkil AS
Carsten Pedersen, Københavns Amt
Kent Udell, UC Berkley

Herudover vil vi rette en generel tak til alle de mennesker der undervejs har været involveret i projektet, og gjort det til den succes som vi selv ser det som, efter at alle genvordigheder er overstået.

Thomas H. Larsen, Rune Schlag, Kresten L. Andersen, Marianne Madsen Roskilde, November 2002.