| Forside | | Indhold | | Forrige |
Chiptuning af køretøjer - miljømæssig effekt
Appendiks B: Testcykler
UDC/FTP 75
Testcyklen anvendes i USA til miljøcertificering af personbiler i henhold til "Tier 1 light-duty standards".
Testvarigheden er i alt 1.874 sek. og inkluderer 10 minutters stop af motoren. Testen er inddelt er tre faser, og den
samlede kørselslængde er 17,77 km. Gennemsnitshastigheden er 34,1 km/h.
Testforløbet er som følger:
- Første del er en koldstartsfase, hvor motoren før start er afkølet i mindst 6 timer.
- Anden del, som starter umiddelbart i forlængelse af første, simulerer bykørsel med moderate accelerationer
og hastigheder.
- Tredje del er identisk med første, men starter med varm motor. Motoren er stoppet i 10 min., før testen
begynder.

Figur 0-1. Testcykel iht. UDC/FTP 75. (kilde www.dieselnet.com). Bemærk, at hastigheder er angivet i mile/hour.
US06
Testcyklen er udviklet som et supplement til FTP 75. Den repræsenterer højere hastigheder og kraftigere
accelerationer efter opstart. Testen udføres med fuldt opvarmet motor.
Den samlede kørselslængde er 12,8 km, og gennemsnitshastigheden er 77,9 km/h. Maksimumshastighed er 129,2
km/h, og den samlede varighed er 596 sek.

Figur 0-2. Testcykel iht. US06. (kilde www.dieselnet.com)
Fri acceleration (EU-direktiv 72/306/EEC)
Testens udføres ved, at motoren accelereres op til maksimale omdrejninger uden udefrakommende belastning.
Belastningen kommer udelukkende fra inertien i motorens bevægelige dele.
I testen måles opacitet i røggassen. Opaciteten er et udtryk for "røgtæthed" i udstødningsgassen og måles ved, at
udstødningsgassen gennemlyses. Jo mindre lys, der trænger gennem røggassen, jo højere er opaciteten. Det er
således en enkel måde at få et indtryk af mængden af partikler i røggassen.
Testen anvendes blandt andet i forbindelse med periodisk syn af dieselbiler.
Fuldlasttest (EU-direktiv 80/1269/EØF)
Testen foretages med motor i prøvebænk (steady state). Testen påbegyndes ved lavt omdrejningstal og forløber
langs motorens maksimale. effektkurve hele vejen til motorens afreguleringsomdrejningstal.
Fuldlastacceleration
Testen er en rullefeltstest, hvor motoren kører med fuld belastning. Testen køres i et af bilens højeste gear, og
operatøren holder speederen i bund under hele testen, som påbegyndes ved lavt omdrejningstal og forløber langs
motorens maksimale effektkurve hele vejen til motorens afreguleringsomdrejningstal.
NEDC (New European Driving Cycle) iht. 91/441
Testcyklen anvendes i forbindelse med typegodkendelse af personbiler i EU.
Den samlede testcyklus inkluderer fire segmenter af ECE-cyklen (bykørsel) umiddelbart i forlængelse af hinanden
efterfulgt af et EUDC-segment (landevejskørsel). Før testen indledes, er motoren afkølet i mindst 6 timer.
Motoren er efterfølgende startet og opvarmet i 40 sekunder, før testen indledes.
I direktiv 98/69 (Euro 3 og Euro 4) er perioden med opvarmning af motoren fjernet, og testen starter således med
kold motor.
Figurerne nedenfor viser de to segmenter af testcyklen.

Figur 0-3. NEDC (by). (kilde www.dieselnet.com)

Figur 0-4. NEDC (landevej). (kilde www.dieselnet.com)
ECE R 49
ECE R 49-testcyklen er en 13-punkts steady-state dieselmotor testcyklus. Testen har været anvendt ved
typegodkendelser af tunge køretøjer indtil vedtagelsen af direktiv 1999/96 (Euro 3 og Euro 4). Her blev testen
modificeret en smule og omtales nu som ESC(European Stationary Cycle)-testen.
Testen udføres ved, at der gennemkøres en sekvens med 13 forskellige kombinationer af motoromdrejninger og
belastning. For hvert punkt måles udstødningsemissioner i g/kWh.
Det samlede resultat er en vægtet middelværdi af måleværdier fra de 13 punkter. Testkonditionerne og
vægtningsfaktorerne fremgår af figuren nedenfor. Størrelsen af cirklerne i figuren er proportional med vægtningen af
de forskellige punkter.
Figur 0-5. ECE R49 testcyklus (kilde: www.dieselnet.com)
ETC (European Transient Cycle)
ETC-testcyklen blev introduceret sammen med ESC-cyklen, og har siden 2000 været anvendt i EU ved
typegodkendelse af tunge køretøjer forsynet med efterbehandlingsudstyr.
Testcyklen simulerer forskellige kørselssituationer og indeholder bykørsel, landevejskørsel og motorvejskørsel. Den
samlede varighed er 1.800 sekunder, og cyklen er inddelt i tre lige store dele af 600 sekunder. Den samlede
køreafstand er 29,492 km.
- Første del simulerer bykørsel, hvor den maksimale hastighed er 50 km/h og med jævnlige start/stop og
tomgang. Den samlede køreafstand er 3,825 km.
- Anden del simulerer landevejskørsel og starter med kraftig acceleration. Gennemsnitshastigheden er ca. 72
km/h. Køreafstand er 11,245 km.
- Tredje del simulerer motorvejskørsel med en gennemsnitshastighed på omkring 88 km/h. Køreafstand er
14,422 km.
Figuren nedenfor illustrer testcyklen.

Figur 0-6. ETC-testcykel (kilde: www.dieselnet.com).
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Top |
Version 1.0 Januar 2004, © Miljøstyrelsen.
|