Økonomisk vurdering af forskellige strategier til at imødegå BAM-problemer på vandværker

Bilag C

Beskrivelse af beregningsmodel

Beregningsmodellen er opbygget i Excel og består af 7 regneark, hvis indhold er følgende:

Regneark Indhold
brugerflade Dette regneark anvendes af brugeren af modellen. Her indtastes de vandværksspecifikke input, vælges finansieringsform og hvilken afværgestrategi, der ønskes belyst. Inputfelterne indeholder i relevant omfang en uddybende definition af input. I regnearket præsenteres omkostningerne ved den valgte strategi i summarisk form.
input Regnearket indeholder alle øvrige input i beregningerne jf. rapportens kapitel 4 og 5 samt bilag A. Celler i gult er egentlige input, mens celler i orange er interpolerede input jf. forklaringen heraf i kapitel 5. Celler i lyseblåt må ikke ændres, da de er en forudsætning for udførelse af en lang række beregninger. Prisoplysninger er indhentet i efteråret 2003.
komp-inv I dette regneark beregnes investeringsomkostningerne (ekskl. forundersøgelser) for de forskellige afværgekomponenter. Ud for hvert delelement i omkostningerne for en afværgekomponent angives elementets indhold i summarisk form.
For hver komponent beregnes desuden de investeringsomkostninger, der afhænger af det antal boringer, der indgår i beregningerne, og de, der er uafhængige heraf.
Tilsvarende beregning foretages for geninvesteringsomkostningerne fordelt på investeringens levetid. Endelig beregnes afskrivningsperioden for hver afværgekomponent.
komp-drift Regnearket er opbygget ud fra helt samme struktur som regnearket "komp-inv" og beregner den årlige ændring af de direkte driftsomkostninger for hver afværgekomponent. For hver komponent beregnes ændringen af driftsomkostninger både for de boringsafhængige og de boringsuafhængige omkostninger.
beregninger Regnearket indeholder alle øvrige beregninger til opgørelse af strategiomkostninger. Beregningerne omfatter 4 hovedgrupper:
  1. Input til beregning af krævet kapacitet for pumper, vandrensningsanlæg og ledninger (ud fra spidsbelastning)
  2. Beregning af geninvesteringsbehov for hver afværgestrategi fordelt på levetider.
  3. Beregning af forundersøgelsesomkostninger for hver afværgestrategi
  4. Beregning af finansieringsomkostninger for hver afværgestrategi ud fra den valgte finansieringsandel under forskellige antagelser om lånetyper.
afv strat I dette regneark beregnes de samlede investeringsomkostninger og ændringen af driftsomkostninger for hver afværgestrategi. Investeringsomkostningerne omfatter udgifter til forundersøgelser og til øvrige investeringer. Driftsomkostningerne indgår i hvert år af planperioden. Denne periode er 10 år for strategier, der alene indebærer en levetidsforlængelse og 60 år for de øvrige. Geninvesteringer for hvert år af de respektive planperioder beregnes ligeledes.
Ud fra investerings-, drifts- og geninvesteringsomkostninger beregnes herefter nutidsværdien af de samlede omkostninger i planperioden for hver enkelt afværgestrategi.
resultater Dette regneark giver et samlet overblik over beregningsresultaterne for hver afværgestrategi både i alt og pr. m3 af den samlede indvindingsmængde. Ud over investerings- og driftsomkostningerne samt nutidsværdi af omkostninger vises også beregningsresultater for årlige afskrivninger og for finansieringsomkostninger. Herudfra kan modellen beregne den samlede ændringen i vandprisen defineret som summen af ændringer i årlige driftsomkostninger, afskrivninger og finansieringsomkostninger.

Med undtagelse af input-cellerne i regnearket "brugerflade" og prisoplysninger i regnearket "input" er alle celler i modellen låst. Det betyder, at øvrige input data kun kan ændres ved, at cellerne låses op igen. Åbning af cellerne og ændring af øvrige data og formler kan have uønskede beregningsmæssige konsekvenser.

Som nævnt ovenfor er alle prisoplysninger indhentet i efteråret 2003. Ændringer af disse data muliggør såvel konsekvensberegninger ud over de, der er indeholdt i regnearket "brugerflade", som à jour føring af prisoplysninger.

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.