Statistik for glasemballage 2002

2 Potentiale

2.1 Definitioner

I dette kapitel bliver det danske forbrug af glasemballage i 2002 opgjort. Her medregnes vin- og spiritusflasker, konserves-, medicin- og fødevareglas samt engangs øl- og vandflasker. Flasker med etiketpant, der er en del af et retursystem i supermarkedsregi, er på trods af dette medregnet i forbruget. Etiketpant er et pantsystem for visse vin- og spiritusflasker, der alene tages retur i de butikskæder, hvor de er indkøbt.

Pantbelagte øl- og vandflasker er ikke medregnet, da de indgår i et lukket retursystem. Øl- og vandflasker bliver behandlet særskilt i kapitel 8 med henblik på den danske indberetning i henhold til EU's emballagedirektiv.

2.2 Forudsætning

Det er forudsat i statistikken, at mængden af varer påfyldt glasemballage, der er indkøbt til forbrug i året, også er tømt og bortskaffet samme år. Denne mængde kan derfor betragtes som frembragt affald og vil udgøre glasemballagepotentialet, det vil sige den mængde glasemballage, der potentielt vil kunne indsamles via forskellige indsamlingsordninger.

2.3 Salg af vin- og spiritus

Forbruget af flasker til vin og spiritus beregnes på baggrund af den banderolerede mængde af vin og spiritus, der er solgt i Danmark i 2002, idet der modregnes for vin solgt i papemballage.

2.3.1 Vinsalg

I 2002 blev der solgt 164.164.578 liter vin i Danmark mod 167.999.341 liter i 2001. Dette er en nedgang på 2,3 %. Opgørelsen er beregnet på baggrund af den beskattede mængde vin, og registreres først ved salg til forbruger. Mængden af importeret vin var 195,5 mio. liter (uden fradrag af reeksport). Af denne mængde blev 36,9 % tappet i Danmark. Mængden af vin indført i bulk steg med 3,4 procentpoint fra 33,5 (2001) til 36,9 % i 2002, /1/.

2.3.2 Spiritussalg

Spiritusmængden er opgjort i 100 % alkohol. I 2002 blev der solgt 6.203.355 liter alkohol mod 6.056.737 liter i 2001. Salget steg med 2,4 % ifht. 2001. /1/

Forbruget af spiritusflasker beregnes ud fra den forudsætning, at alkoholindholdet i den solgte spiritusmængde gennemsnitligt har været 40 %. I 2002 udgjorde den beregnede mængde således 15.508.388 liter spiritus.

2.4 Vin- og spiritussalg i grænsehandel

Der foreligger ingen statistik, der fuldt ud belyser omfanget af grænsehandel.

I den seneste rapport /3/ fra Skatteministeriet gives et skøn over omfanget af vin- og spiritussalg i grænsehandel for år 2001. Der foreligger ikke data for 2002.

I følge Skatteministeriet anslås grænsehandlen for vin og spiritus at have følgende omfang (i 2001) - Tabel 2.1.

Tabel 2.1 Grænsehandlens omfang 2001.

  Vin Spiritus
  mio. liter
Danskeres køb i grænsehandel 25 6,7
Udlændinges køb i grænsehandel 10 2,8
Nettoforbrug i Danmark 15 3,9

Kilde: Skatteministeriet /3/

2.5 Dansk forbrug af vin og spiritus

I Tabel 2.2 er det danske forbrug af vin og spiritus sammenstillet og fordelt dels på køb af afgiftspligtigt vin og spiritus i Danmark og dels på køb i grænsehandel.

Tabel 2.2 Dansk forbrug af vin og spiritus. Mio. liter

  2001 2002
Vin Spiritus Vin Spiritus
Købt i Danmark1 168,0 15,1 164,1 15,5
Grænsehandel2 15,0 3,9 15,0 3,9
I alt 183,0 19,0 179,1 19,4

Kilde: 1)VSOD og Danmarks Statistik /1,2/ og 2)Skatteministeriet /3/

Note: For spiritus i grænsehandel er der anvendt oplysninger fra 2001

Det samlede vin- og spiritusforbrug i Danmark kan opgøres til 198,5 mio. liter i 2002.

2.5.1 Vin i pap

Andelen af vin i papemballage udgør en lille del af det samlede vinsalg og branchen mener, at denne andel bliver stadig mindre. Der er stigende efterspørgsel efter bedre vinkvaliteter - herunder slotsaftapninger. Denne efterspørgsel sker på bekostning af billigere vin, som bl.a. markedsføres i papemballage.

Tapperibranchen har tidligere vurderet, at vin solgt i andet end glasemballage udgjorde ca. 10 % af den beskattede vinmængde og ca. 5 % af den samlede indførte mængde. Andelen af vin solgt i papemballage (beskattet) menes at være vigende og anslås i 2002 at ligge på et niveau omkring 5-6 % /15/. Hvis der regnes med 6 % kan den papemballerede mængde vin sættes til henholdsvis 9,8 mio. liter (6 % indkøbt i Danmark) og 0,7 mio. liter (5 % i grænsehandel) eller i alt 10,5 mio. liter vin i 2002.

2.6 Forbrug af vin- og spiritusflasker

Forbruget af vin i glasflasker beregnes som den samlede mængde solgt vin fratrukket mængden af vin emballeret i pap. I 2002 blev forbruget af glasemballeret vin beregnet til 154,3 mio. liter indkøbt i Danmark (164,1 – 9,8) og 14,4 mio. (15,1 – 0,7) mio. liter fra grænsehandlen. Det bliver i alt 168,7 mio. liter vin.

Forudsat, at vinen emballeredes på flasker med en gennemsnitlig flaskestørrelse på 0,75 liter, fås et forbrug på 224,8 mio. vinflasker. Med en gennemsnitlig flaskevægt på 475 gram fås en samlet vægt på ca. 106.800 tons i 2002.

Det er forudsat, at al spiritus er emballeret i glas med en gennemsnitlig flaskestørrelse på 0,75 liter. Det samlede forbrug af spiritus blev opgjort til 19,4 mio. liter, hvilket giver et flaskeforbrug på 25,9 mio. spiritusflasker. Vægten af en spiritusflaske sættes til 650 gram, hvilket giver en samlet vægt på ca. 16.800 tons i 2002.

Tabel 2.3 Forbrug af vin- og spiritusflasker.

Flasker
i mio. stk.
og i tons
2001 2002
Vin Spiritus I alt Vin Spiritus I alt
Beskattede flasker
Vægt i tons
201,6
95.760
20,1
13.087
221,7
108.847
205,8
97.732
20,7
13.433
226,5
111.165
Flasker i grænsehandel
Vægt i tons
19,0
9.025
5,2
3.380
24,2
12.405
19,0
9.025
5,2
3.380
24,2
12.405
Antal i alt (mio. stk.) 220,6 25,3 245,9 224,8 25,9 250,7
Vægt i alt (tons) 104.310 16.467 121.252 106.757 16.813 123.570

Der er således beregnet et samlet forbrug i 2002 på 250,7 mio. vin- og spiritusflasker med en totalvægt på 123.570 tons. Til sammenligning var der i 2001 et forbrug på ca. 245,9 mio. glasflasker med en samlet vægt på 121.252 tons. De samlede resultater fremgår af Tabel 2.3.

2.7 Anden glasemballage

Hvis der ses bort fra pantbelagte øl- og vandflasker fra retursystemet, udgøres hovedparten af den samlede glasemballage i Danmark af vin- og spiritusflasker. For at finde det samlede potentiale af glasemballage, skal glasemballage fra nærings- og nydelsesmiddel- samt medicinalsektoren dog også opgøres. Mængden af fødevare-, konserves- og medicinglas er beregnet med baggrund i vare- og udenrigshandelsstatistikken. En detaljeret beskrivelse af den anvendte fremgangsmåde fremgår af "Emballageforsyningen i Danmark 2002" /4/. Mængden af engangsøl- og vandflasker købt i grænsehandel beregnes med udgangspunkt i oplysninger fra Miljøprojekt 906, 2004 /14/. Resultatet af beregningerne fremgår af Tabel 2.4.

2.8 Det samlede forbrug af glasemballage

Det samlede glasemballagepotentiale i 2002, ekskl. pantbelagte øl- og vandflasker, er vist i Tabel 2.4.

Tabel 2.4 Samlede forbrug af glasemballage. Tons

Glasemballagetype 2000 2001 2002
Vin- og spiritusflasker (solgt i Danmark)
Vin- og spiritusflasker (grænsehandel)
Konserves-, fødevare- og medicinglas
Engangs øl- og vandflasker (grænsehandel)
107.310
11.798
67.016
7.373
108.847
12.405
71.532
8.164
111.165
12.405
52.764
16.704
Tons i alt 193.497 200.948 193.038

Anm.: ekskl. pantbelagte øl- og vandflasker i cirkulation

Note: Ifht til "Statistik for glasemballage 2001" er grænsehandelen justeret op med 607 tons

Kilde: Tabel 2.3

Det samlede forbrug af glasemballage for 2002 udgør 193.038 tons, hvilket er et fald på 7.910 tons eller 3,9 % ifht. 2001. Faldet skyldtes særligt beregningsmæssige justeringer af forbruget af glas til konserves- og fødevarer og engangs øl- og vandflasker.

Mængden af vin- og spiritus solgt i Danmark steg med 2.318 tons eller 2,1 %. En del af denne stigning skyldes en nedgang af andelen af vin solgt på pap.

2.9 Sammenligning med Emballageforsyningen 2002

"Emballageforsyningen 2002" opgør ligeledes et glasemballagepotentiale. For 2002 er dette opgjort til 156.202 tons. Der er således en forskel mellem de to opgørelser på ca. 36.800 tons, der primært skyldes at effekten af grænsehandel ikke medregnes i "Emballageforsyningen".

 



Version 1.0 Juli 2004, © Miljøstyrelsen.