Kortlægning af kemiske stoffer i legetøj til dyr

Sammenfatning og konklusioner

Legetøj til dyr, specielt legetøj til hunde og katte, ligner ofte legetøj til børn. I modsætning til legetøj til børn er der ikke krav til indhold af farlige stoffer i legetøj til dyr. Der er således en risiko for, at børn fristes til at lege med legetøj til dyr og derved kan blive udsat for skadelige stoffer.

I markedsundersøgelsen har det vist sig, at det er de samme produkter, der sælges via Internettet og i detailhandelen.

Der er indkøbt 50 stykker legetøj, der er valgt ud fra kriterierne, at legetøjet skal være beregnet til hund eller kat og samtidigt appellere til børn.

Langt fra alle produkter var forsynet med en varebeskrivelse, og kun en mindre del af beskrivelserne var på dansk. Ingen af produkterne var CE-mærket (ikke et krav og kunne have givet anledning til forveksling med legetøj til børn).

Legetøjet blev screenet for en vurdering af materialetype. Endvidere blev der lavet en screeningsanalyse for tilstedeværelsen af chlor som indikation for PVC og dermed muligvis indhold af phthalat som blødgører.

På nogle produkter blev der på overfladen konstateret tilstedeværelse af en silikoneolie, sandsynligvis anvendt som slipmiddel.

Screeningen viste, at produkterne var fremstillet af hovedsageligt PVC, gummi og tekstilprodukter af polyestre, men også andre materialetyper blev identificeret. Ca. 40% af legetøjet var af latex, naturgummi o.l., mens ca. 25% var af PVC.

Alle PVC-produkterne indeholdt store mængder phthalat. Produkterne indeholdt fra 11% op til 54% af enten DEHP eller DINP.

To af PVC-produkterne var klare og blev analyseret for indhold af tin. I det ene produkt blev der fundet et tin-indhold større end 0.5 vægt-%, sandsynligvis stammende fra en stabilisator.

PVC-produkterne blev screenet for indhold af tungmetaller.
Ved migrationsanalyse for tungmetaller af de PVC-produkter, der havde et højt indhold af tungmetaller, var der ikke nogen af produkterne, der oversteg kravene til børnelegetøj som angivet i DS/EN 71-3.

Tre af legetøjsprodukterne, der alle lignede mus, var fremstillet af rigtig pels på en krop af stiv plast. Alle disse tre indeholdt store mængder chrom, sandsynligvis fra chrom-garvning. Ved migrationsanalyse for tungmetaller havde alle disse mus en migration af chrom, der oversteg kravene i DS/EN 71-3.

Der blev ikke fundet Cr(VI) i nogen af de tre mus.

En del af gummiprodukterne, flere end 25%, afgav MBT (mercaptobenzothiazol, et vulkaniseringshjælpemiddel). Afgivelserne varierede fra 0,5 til 5,9 μg MBT/cm2.

Gummiprodukterne blev ligeledes analyseret for afgivelse af flygtige organiske forbindelser. I alle de analyserede prøver blev der fundet indhold af BHT (butyleret hydroxytoluen), i halvdelen af prøverne dog kun i spormængde. I de øvrige prøver varierede indholdet af BHT fra 0,1 til 0,8 μg BHT/g. I en enkelt prøve blev der fundet relativt stort indhold af tetradecan, 1,5 mg C14/g.
Herudover blev der fundet spormængder af diverse andre komponenter.

Et enkelt gummiprodukt havde en karakteristisk og stærk lugt. Lugten stammer sandsynligvis fra et indhold af vanillin.

Tekstilerne blev analyseret for indhold af formaldehyd. Ud af i alt 19 prøver (inkl. fyld fra bamser) blev der fundet formaldehyd i 3 af prøverne. Det fundne indhold af formaldehyd varierede fra 6 til 10 μg/g.

Tekstilerne blev også analyseret for indhold af bromerede flammehæmmere. Tre produkter havde relativt stort indhold af Br, der indikerer indhold af bromeret flammehæmmer. Det er ikke lykkedes at finde og identificere eventuelle bromerede flammehæmmere.

Ved analyse af kraftigt farvede tekstiler blev der ikke fundet indhold af azo-farvestoffer eller aromatiske aminer.

Dette projekt er afgrænset ved kun at beskæftige sig med indhold af farlige kemiske stoffer i legetøj til dyr. Til analyserne er fortrinsvis anvendt metoder relateret til EN 71, men der er ikke foretaget vurdering i forhold til legetøjsdirektivet eller anden lovgivning, f.eks. om legetøjet fremtræder som levnedsmidler, eller om legetøjet består af dele tilstrækkelig små til at kunne sluges.

 



Version 1.0 Juni 2005, © Miljøstyrelsen.