Danmarks klimapolitiske mål og resultater

Forord

Det er mig en glæde hermed at fremlægge en status for Danmarks klimapolitiske mål og resultater. Rapporten er udarbejdet med henblik på fremsendelse til FN's sekretariat for Klimakonventionen og EU-kommissionen. Rapporten redegør for de fremskridt, Danmark har opnået i bestræbelserne på at opfylde landets klima-forpligtigelser.

Rapporten er et vigtigt signal til det internationale samfund om, at Danmark efterlever de internationale klimaforpligtigelser. Med denne rapport kan Danmark demonstrere fremskridt som et resultat af betydelige anstrengelser med at opnå reduktioner i udledningen af drivhusgasser.

Danmark skal i 2008-2012 reducere udslippene af drivhusgasser med 21% i forhold til udslippet i 1990.

Nye fremskrivninger af emissionerne i Danmark for perioden 2008-2012 viser, at den såkaldte klimamanko nu er reduceret til 8-13 mio. ton CO2-ækvivalenter årligt i forpligtelsesperioden. Faldet i mankoen skyldes bl.a mindre forventet eleksport og den forventede effekt af de allokerede midler til JI og CDM projekter i 2003-2008 svarende til ca. 4,5 mio. ton CO2-ækvivalenter årligt i 2008-2012. Intervallet 8 -13 mio. ton CO2-ækvivalenter årligt i forpligtelsesperioden afspejler det endnu ikke afklarede spørgsmål om Danmarks basisår.

Mankoen blev tidligere i forbindelse med regeringens klimastrategi opgjort til 20-25 mio. ton CO2-ækvivalenter årligt i 2008-2012.

Det er glædeligt, at Danmarks forpligtigelse nu opgøres til at være mindre end hidtil angivet, og at bestræbelser på at opfylde vores meget store klimaforpligtigelse bærer frugt. Det er dog for tidligt at hvile på laurbærrene. Den nye klimamanko er stadig en stor udfordring, og det vil kræve en betydelig indsats at få mankoen lukket helt. Med de nye fremskrivninger har vi nu et opdateret grundlag for den fortsatte indsats.

Det væsentligste tiltag fremover vil være kvotereguleringen med en stramning af kvoten til de kvoteomfattede virksomheder i forlængelse af regeringens klimastrategi fra 2003. Det vil ske i forbindelse med Allokeringsplanen for perioden 2008-2012, der vil blive udarbejdet i 2006. I forbindelse med fastlæggelse af Allokeringsplanen vil der også ske en gennemgang af virkemidler for alle væsentlige sektorer.

Rapporten giver et overblik over status for de fremskridt Danmark har gjort frem til 2005. Jeg håber, rapporten kan bidrage til en god dialog om de fortsatte bestræbelser i forhold til klimaudfordringen.

København, juni 2005

Connie Hedegaard

Connie Hedegaard

Miljøminister

 



Version 1.0 Juli 2005, © Miljøstyrelsen.