| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Miljømæssigt design af kølemøbler
4. Gennemførelse af Workshop for branchen
FEHA indkaldte branchen til en workshop med det formål at formidle resultater fra de forskellige projekter. Denne workshop fandt sted den 30. november 2004 på Teknologisk Institut i Aarhus.
I forbindelse med arrangementet blev der udarbejdet en mappe med kopi af indlæg m.v.
Forud for workshop'en er de vigtigste delrapporter, forsøgsresultater, beregningsprogrammer m.v. blevet lagt ind på projektets hjemmeside: www.teknologisk.dk/feha
Dagsordenen for arrangementet var følgende:
- 10.00 – 10.15 Velkomst v. Ebbe Lauritzen, FEHA
- 10.15 – 10.25 Baggrund for seminaret, projekter støttet af Miljøstyrelsen og Energistyrelsen
- Miljørigtig håndtering af kølemøbler
- 3.1 10.25 – 11.00 Resultater af projektet: Miljømæssigt design af kølemøbler, med særlig hensyn til det nye EU-direktiv om elektrisk og elektronisk affald (Bjørn Malmgreen-Hansen, TI)
- 3.2 11.00 – 11.45 Environmently friendly treatment of ”old” refrigerators v. Dirk Dahl and Reinar Koellermeyer, RWE Neumünster
- Discussion
- 12.00 – 13.00 Frokost (Lunch)
- Udvikling af energibesparende, miljøvenlige kølemøbler
- 4.1. 13.00 – 14.00 Resultater fra projektet: "Reduktion af varmetilførsel af kølemøbler" og opstart af egentlige udviklingsprojekter (fase 2) (Per Henrik Pedersen og Lasse Søe, TI)
- 4.2. 14.00 – 14.20 Isoleringsskum. Ældningsfænomener og reduktion af ældning af isoleringsskum. Mulighed for forbedret isoleringsskum i fremtiden (Henning D. Smidt, TI)
- 14.20 – 14.40 Præsentation af hjemmesiden og beregningsprogrammer m.v.
Gennemgang af eksempler (Niels From, TI)
- 14.40 – 15.00 Afslutning v. Ebbe Lauritzen, FEHA
Følgende deltog i arrangementet:
Ebbe Lauritzen, FEHA
Erik Barrington, Frigor
Finn Christensen, Knudsen Køling
Jørgen Damgaard, Arp Scandinavia
Regner Köllermeyer, RWE
Dirk Dahl, RWE
Tom Ellegaard, Uniscrap
Bjørn Malmgren-Hansen, TI
Henning D Smidt, TI
Niels From, TI
Lasse Søe, TI
Per Henrik Pedersen, TI
Afbud fra Frank Jespersen, Elcold, Jørn Skov, Vestfrost, Dorte Maimann, Energistyrelsen og Peter Grau og Frank Jensen, Miljøstyrelsen og Hans Walløe, Forbrugerstyrelsen
4.1 Referat fra workshop
Her er et kort referat fra mødet:
Velkomst
Ebbe Lauritzen bød velkommen til orienteringsmødet og trak en linie tilbage til starten af projekterne og de workshops, som har været undervejs.
Der blev rettet en speciel velkomst til de to repræsentanter fra RWE i Tyskland, og det blev besluttet, at formiddagens program skulle være på engelsk, mens eftermiddagens program bliver på dansk.
Baggrund for orienteringsmødet
Teknologisk Institut gennemgik forhistorien. Det startede med et forprojekt i 2000, hvor branchen ud fra miljøanalyser pegede på konkrete udviklingsprojekter. Dette resulterede i tre projekter:
- Større genvindingsandel af materialer fra skrottede køleskabe (”Miljømæssig design af kølemøbler”)
- Fremtidens remote-kølemøbler (supermarkeds-kølemøbler)
- Reduktion af varmetilførsel til kølemøbler
De to første projekter fik økonomisk støtte fra Miljøstyrelsen og er nu afsluttede. Det tredje projekt er et energiprojekt, og fik i foråret 2002 tilsagn om støtte fra Energistyrelsen. Dette projekt er inddelt i to
faser, hvor fase 1 nu er afsluttet og fase 2 er startet og kører til udgangen af 2005.
Miljøstyrelsen har bedt FEHA og Teknologisk Institut om at afholde dette orienteringsmøde for at orientere branchen og myndighederne om resultaterne af de forskellige projekter.
Miljørigtig håndtering af kølemøbler
Teknologisk Institut præsenterede resultater af projektet ”Miljømæssigt design af kølemøbler”. Først med en status på det nye EU-direktiv WEEE, som er ved at blive implementeret nationalt.
Ebbe Lauritzen fortalte, at implementeringen i Danmark er forsinket, men det er på vej i Folketinget. Det vil nok ske i december eller januar.
FEHA har sammen med BFE dannet ”Elektriske/Elektroniske Produkters Affaldsorganisation” for selv at kunne varetage kravene om genanvendelse i skrottede produkter. Brancheorganisationerne er
kommet med input til Miljøstyrelsen i forbindelse med implementeringen af direktivet, og myndighederne har været meget lydhør for dette.
Affaldsorganisationen vil være på plads i begyndelsen af 2005, og der vil blive etableret kontakt med transportører og behandlere af affaldet.
Bjørn Malmgren-Hansen gennemgik resultaterne af projektet. Hidtil er det hovedsagelig metallet, som har været genanvendt (ved behandling i traditionelle bilskrotningsanlæg), mens Uniscrap udvinder en
skumfraktion og en blandet plastfraktion. For at opfylde krav til genanvendelsesprocenter i det nye direktiv er det nødvendigt også at sikre genanvendelse af plastmaterialer fra kølemøbler.
Herefter påpegedes forskellige problemer i forbindelse med genanvendelse af kølemøbler, herunder:
- Uhensigtsmæssig montageteknik af komponenter, som kræver manuel demontage (printkort, kompressorer)
- Separation af forskellige plasttyper (f.eks. PS og ABS), hvis der ønskes plast af god mekanisk styrke
- Separation af sammensatte emner af stål og kobber (f.eks. ventilatormotorer).
BMH efterlyste en dialog mellem genvindingsbranchen og producenter af kølemøbler med det formål at sikre et optimalt design af kølemøbler. Måske vil det nye WEEE-direktiv inspirere til dette.
Man kan se Bjørns præsentation på projektets hjemmeside www.teknologisk.dk/feha
RWE
Reiner Köllermeyer fortalte om denne store affaldsbehandlingsvirksomhed. Der er 20 mill. private kunder og 216.000 professionelle kunder. RWE er markedsførende i Tyskland og nr. 3 i EU. Omsætning
er 1,9 milliarder Euro.
RWE er parat til at implementere WEEE-direktivet. Der er ISO9001-certificering af alle anlæg.
RWE har specielle containere til transport af køleskabe. De er lidt bredere end almindelige containere, således at der kan være fire skabe i bredden.
Dirk Dahl fortalte om behandlingen af skrottede køleskabe. Man kan (som det kræves i EU-direktivet) fjerne alle farlige stoffer og komponenter fra E-skrot. RWE har en kapacitet på 300.000 køleskabe
om året i Neumünster. Den samlede kapacitet i Tyskland er 1,3 mill. enheder pr. år. Man kan behandle både CFC og pentan-møbler. Det checkes forud, om det er CFC eller pentan-opkummet.
- Glasplader afmonteres
- Kølemiddel og olie fjernes
- CFC omdannes til syre
- Kompressor afmonteres og materialer sepereres (stål/kobber/plast: 90/8/2%)
- Kabinetterne sepereres (metal/PUR/plast)
- PUR afgasses og bliver til pulver
- Total recycling: 88,4 %.
(metoden svarer i grove træk til Uniscraps)
RWE modtager mere end 100.000 kølemøbler fra Danmark om året. I alt har RWE behandlet mere end 9 mill. kølemøbler siden 1990.
RWE kan også behandle supermarkeds-kølemøbler.
På hjemmesiden kan man se to præsentationer fra RWE.
Udvikling af energibesparende, miljøvenlige kølemøbler
Teknologisk Institut præsenterede kort resultaterne fra fase 1 i projektet. Disse har været præsenteret tidligere på FEHA-møder og kan ligeledes aflæses på projektets hjemmeside.
Fase 2 er gået i gang, og der er konkrete udviklingsprojekter i samarbejde med hhv. Frigor, Vestfrost og Knudsen Køling. Herudover er der et mindre skumprojekt, som er fælles for branchen.
De konkrete udviklingsprojekter er fortrolige indtil afslutningen af projekterne. Det var ønsket af branchen, at der skulle ”vandtætte skodder” mellem udviklingsprojekterne og de indbyrdes konkurrerende
virksomheder. Derfor blev der ikke præsenteret konkrete resultater fra disse projekter, dette må vente til projekterne afrapporteres i slutningen af 2005.
Efter aftale med Knudsen Køling blev der dog præsenteret forskellige værktøjer og metoder, som benyttes til optimering af kølereoler og frysegondoler. Lasse Søe præsenterede dette og præsentationen
ligger ligeledes på hjemmesiden i PDF-format. Her vil man dog ikke kunne se den flotte film med forsøg med røgmaskine for at illustrere lufttæppet i fronten af reolen.
Der blev arrangeret et besøg i laboratoriet, hvor termografiudstyr, røgtest, lufthastigheds- målinger m.v. blev demonstreret.
Skum
Henning Smidt viste resultaterne af sine ældningstest på isoleringsskum fra låger fra tre danske producenter af kølemøbler. Ældningstesten er foregået ved 70 0C, således der er tale om accelererede
ældningstest. Hver producent leverede tre identiske låger, og den ene låge blev testet straks efter leverancen, den anden låge efter et par måneders ældning og den sidste låge ved testens afslutning. Det
accelererede forsøg illustrerer hele livsforløbet af køleskabet.
Resultatet viser lidt overraskende, at der ikke sker nogen ændringer udover målenøjagtigheden. Det vil sige, at der ikke sker nogen ældning af moderne skumsystemer, som bliver benyttet af de tre danske
producenter. Der er formentlig sket en vis form for ældning umiddelbart efter produktionen. Lågerne har sandsynligvis været ca. en måned gamle inden første lambda-test er foretaget.
Resultaterne af testen ligger på hjemmesiden.
I fase 2 af projektet er der lagt op til, at der skal ses på to ting:
- Foranstaltninger til at reducere ældningen
- Undersøge bedre skumsystemer (microceller)
Vedrørende punktet om at reducere ældningsfænomener: Man kunne foretage test med at belægge plast-inderkabinet med en diffussionstæt film (glas eller aluminium).
Vedrørende punktet om bedre skumsystemer: Man kender dette fra fjernvarmerør. Det kræver helt nye opskumningsmaskiner, idet trykket er meget højere i de nye systemer.
Der er begrænsede ressourcer til dette projekt, så Henning Smidt opfordrede branchen til at pege på den ene aktivitet, som man synes, at der skal arbejdes videre med.
Præsentation af projektets hjemmeside
Niels From præsenterede projektets hjemmeside: www.teknologisk.dk/feha
Det tilstræbes, at alle fælles rapporter, testresultater m.v. skal ligge her. Alle kan i princippet gå ind på denne side, men det kræver, at man ved, at den eksisterer.
Der ligger også regneprogrammer på kummer og skabe, som man selv kan justere og benytte til at beregne varmetilførsel ved at ændre isoleringstykkelse og/eller indsætte Vakuumisoleringspaneler (VIP) i
skummet.
Afslutning
Ebbe Lauritzen takkede de fremmødte for et godt møde og ønskede alle en god rejse hjem.
- - -
FEHA har sendt referatet ud til branchen.
Præsentationer fra Bjørn Malmgreen-Hansen og fra RWE er lagt på projektets hjemmeside.
Alt i alt var det et godt arrangement med en god stemning. Deltagelsen fra producenterne og myndighederne kunne godt have været lidt større, men alle har mulighed for at se delrapporter m.v. på projektets
hjemmeside.
4.2 Hvidevarenyt
Op til workshoppen blev der skrevet tre artikler til FEHAs blad ”Hvidevarenyt”. Disse tre artikler blev uddelt til deltagerne på arrangementet og er blevet trykt i et temanummer af bladet (december 2004).
Artiklerne er endvidere gengivet i bilag A, B og C i denne rapport.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.
|