| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Havnesedimenter - Prøvetagning og analyser

1 Internationale krav og retningslinjer for prøvetagning, analyser og overvågning

• 1.1 OSPAR Guidelines for the Management of Dredged Material
  • 1.1.1 Vurdering af behov for opgravning og klapning
  • 1.1.2 Karakterisering af opgravet materiale
  • 1.1.3 Vurdering af forureningskilder og kontrol med disse
  • 1.1.4 Prøvetagning
  • 1.1.5 Vurdering af muligheder for bortskaffelse, herunder klapning
  • 1.1.6 Vurdering af mulige effekter
  • 1.1.7 Tilladelse til opgravning og klapning
  • 1.1.8 Overvågning m.v.
• 1.2 Londonkonventionen af 1972
• 1.3 Øvrige krav og retningslinjer for prøvetagning, analyser og rapportering
• 1.4 Vurdering og mulige konsekvenser af OSPARs og Londonkonventionens retningslinjer

Danmark har tiltrådt en række internationale aftaler om håndtering i bredeste forstand af opgravet havbundsmateriale, bl.a. i regi af Londonkonventionen af 1972 (LC 1972), OSPAR Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav (OSPAR 1992) og Helsingfors Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen (HELCOM 1992). Retningslinjerne vedrører både havnesediment mv. og materiale fra anlægsarbejder og sejlrender etc. Derfor er der i dette kapitel anvendt samlebetegnelsen 'opgravet havbundsmateriale'.

Miljøstyrelsen har i forbindelse med projektet 'Havneslam: Prøvetagning og analyser' ønsket en overordnet gennemgang af kravene i OSPAR og Londonkonventionen. Baggrunden for dette valg har bl.a. været, at disse to aftaler er de vigtigste og at der er stort sammenfald mellem retningslinjerne i OSPAR og HELCOM. OSPAR retningslinjerne er på mange områder mere detaljerede end Londonkonventionens retningslinjer, hvorfor OSPAR retningslinjerne er behandlet først. Der i gennemgangen ikke er taget stilling til hverken graden af forpligtelse eller minumumsniveau for implementering af retningslinjerne. En sådan vurdering tilkommer alene Miljøstyrelsen.

1.1 OSPAR Guidelines for the Management of Dredged Material

På OSPAR ministermødet i 1998 i Sintra, Portugal blev der vedtaget et sæt retningslinjer for håndtering af opgravet havbundsmateriale (OSPAR 1998).

1.1.1 Vurdering af behov for opgravning og klapning

Umiddelbart kan koblingen mellem på den ene side vurdering af behovet for opgravning og klapning og på den anden side prøvetagning og analyser forekomme begrænset. Behovene er nemlig oftest betinget at et ønske om at have den fornødne dybde i havnebassiner og sejlrender mv. Desuden kan opgravningen ske for at fjerne forurenet materiale for havmiljøet, bl.a. af sundhedsmæssige årsager eller for at forbedre miljøtilstanden.

Det følger af OSPAR retningslinjerne, at det i forbindelse med vurdering af behovet for opgravning og klapning skal tilstræbes, at såvel mængder som effekter skal begrænset mest muligt.

Imidlertid kan det undervejs i processen opstå den situation, at det materiale som ønskes fjernet er så forurenet, så behovet skal revurderes. Der er således en tilbagekobling fra analyserne af det havbundsmateriale som ønskes klappet til den del af processen som vedrører en tilladelse til klapning.

1.1.2 Karakterisering af opgravet materiale

De overordnede retningslinjer for karakterisering mv. fremgår af afsnit 5 i OSPAR (2001) mens de detaljerede tekniske anvisninger og procedurer er indeholdt i bilaget hertil.

1.1.2.1 Undtagelser

Som udgangspunkt skal alt opgravet havbundsmateriale karakteriseres. Der kan dispenseres for kemisk karakterisering, hvis det opgravede materiale enten:

1. består af uforstyrret havbundsmateriale,
2. stort set alene består af sand, grus eller sten, eller
3. hvis der er fravær af betydende forureningskilder, hvilket bør understøttes af informationer som kan godtgøre at havbundsmaterialet med rimelig sikkerhed ikke er forurenet, og hvis mængderne der skal opgraves ikke overstiger 10.000 tons per år.

Det følger af retningslinjerne, at opgravet materiale som ikke opfylder ét eller flere af disse krav skal gennemgå den i det følgende beskrevne trinvise karakterisering med hensyn til fysiske, kemisk eller biologiske forhold. Materiale der er omfattet af undtagelserne skal under alle omstændigheder karakteriseres fysisk, trin 1 er således aldrig undtaget.

1.1.2.2 Fysisk karakterisering

Bestemmelse af det opgravede materiales beskaffenhed er en forudsætning for at kunne vurdere de potentielle effekter og behovene for en efterfølgende fysisk og/eller biologisk testning.

Følgende oplysninger er som minimum påkrævet:

1. oplysninger om materialemængderne,
2. de anslåede eller aktuelle mængder af klapmateriale, samt
3. oplysninger om sedimentets sammensætning i fraktionerne ler, silt, sand, grus og sten på baggrund af en visuel bedømmelse.

1.1.2.3 Kemisk karakterisering

I tilfælde af at der er oplysninger om havbundsmaterialets kemiske sammensætning, herunder indhold af forurenende stoffer, kan denne information være tilstrækkelig. Det forudsættes at denne information er pålidelig og karakteriseringen er gennemført inden for de senest 5 år.

Det anbefales at der i alle tilfælde enten foreligger information eller bliver gennemført analyser for følgende metaller: bly (Pb), cadmium (Cd), kobber (Cu), krom (Cr), kviksølv (Hg), nikkel (Ni) og zink (Zn). Desuden bør følgende organiske/organo-metalliske forbindelser bestemmes: syv PCB-forbindelser (IUPAC nr. 28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180), PAH'er plus TBT-forbindelser og nedbrydningsprodukter heraf. Analyserne af sidstnævnte 3 stofgrupper er ikke nødvendige hvis:

1. der foreligger tilstrækkelig information fra tidligere undersøgelser som indikerer at havbundsmaterialet er uforurenet, eller
2. • der ingen kendte forureningskilder eller historiske tilførsler er,
   • havbundsmateriale overvejende er grovkornet, og
   • indholdet af organisk materiale er lavt.

Desuden kan det, afhængigt af eksisterende viden om diffuse og punktkilder samt eventuelle historiske tilførsler, være nødvendigt at gennemføre analyser af yderligere stoffer. Disse analyser bør tage udgangspunkt i vurderingsgrundlaget samt eksisterende lister over prioriteret stoffer som udarbejdet af bl.a. EU og OSPAR.

I forbindelse med den kemiske karakterisering skal det desuden overvejes, om der er behov for yderligere analyser for brug for tolkningen af de kemiske analyser. Følgende skal indgå i overvejelserne:

1. væsentlige kemiske sedimentkarakteristika, herunder redoxpotentiale,
2. mulige tilførselsveje som indebærer en risiko for at forurenende stoffer er tilført havbunden,
3. nuværende og tidligere udledninger fra industrier og kommunale renseanlæg,
4. sandsynlighed for tilførsler af forurenende stoffer via afstrømning eller tab fra dyrkede arealer eller via regnvandsoverløb fra befæstede arealer,
5. spild af forurenende stoffer i de områder som skal opgraves,
6. oprindelse og tidligere anvendelse af det materiale som skal opgraves, og
7. naturlig aflejring af mineraler og andre naturlige materialer.

Endelig indeholder retningslinjerne anbefalinger i forbindelse med hhv. normalisering og analysemetoder. Det anbefales bl.a. at der anvendes normaliserede værdier for indholdet af forurenede stoffer i såvel det opgravede materiale som i sedimenter på klappladser og på referencestationer. Desuden skal de anvendte metoder være i overensstemmelse med JAMP retningslinjerne.

Normaliseringeproceduren er behandlet i kapitel 4. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der i OSPAR arbejdes på reviderede retningslinjer for normalisering. Dette arbejde forventes afsluttet til næste år, således at nye retningslinjer kan blive vedtaget på kommissionsmødet i 2002.

1.1.2.4 Biologisk karakterisering

Hvis de potentielle virkninger af det opgravede havbundsmateriale ikke kan vurderes på baggrund af fysisk og kemisk karakterisering eller af den tilgængelige viden om de biologiske forhold bør der gennemføres en biologisk karakterisering.

Biologisk karakterisering bør finde sted med arter som betragtes som følsomme og repræsentative og som kan medvirke til fastlæggelse af a) akut toksicitet, b) kronisk toksicitet, c) risiko for bioakkumulering og d) risiko for smitte.

Valget af test vil ifølge OSPAR retningslinjerne bero på hvilke spørgsmål som ønskes besvaret, indholdet af forurenende stoffer samt på om de(n) valgte metode(r) er standardiseret og valideret. Testene – eller undersøgelserne – kan omfatte toksicitetstest, biomarkører, micro- eller mesocosmos samt feltundersøgelser af bundsamfund. Andre biologiske undersøgelser kan også komme på tale, bl.a. i forbindelse med vurderinger af risici for bioakkumulering eller smittefare.

1.1.2.5 Screening

OSPAR retningslinjerne indeholder en screeningsmekanisme til vurdering af det materiale der ønsket klappet i forhold til kriterier for enkeltstoffer. Disse vurderinger, som er fastlagt under hensyntagen til sundheds- og miljømæssige effekter, bør anvendes i forbindelse med de forvaltningsmæssige beslutninger, samt til regulering af de kilder som forurener havmiljøet, specifikt det havbundsmateriale som ønskes fjernet og klappet.

Begrebsmæssigt er disse kriterier i større eller mindre grad identiske med

mange andre former for økologiske vurderings- eller kvalitetskriterier og –krav. Typisk er kriterierne udtrykt ved koncentrationen af enkeltstoffer eller stofgrupper i forhold til vægt eller rumfang, jf. OSPAR (1998).

Screeningsproceduren, som bør udvikles på nationalt eller regional plan, udformes på baggrund af: i) koncentrationsgrænser, ii) biologisk respons, iii) miljøkvalitetskrav, iv) fluxe eller v) andre reference værdier. Det kan som følge af naturlige variationer i sedimentets geokemiske sammensætnings være relevant at fastlægge stedspecifikke vurderingskriterier. Proceduren kan indeholde øvre og nedre grænser, som gør at materiale kan betragtes som enten uegnet eller egnet til klapning. Materiale mellem disse grænser bør undergå yderligere vurderinger før der kan gives tilladelse til klapning.

Hvis der meddeles tilladelse til klapning, hvor ét eller flere kriterier overskrides, bør der dels udarbejdes en forvaltningsplan (kildekontrol) som gør det muligt at opfylde kriteriet, dels anvendes en klapningsteknik som reducerer påvirkningen af havmiljøet.

1.1.3 Vurdering af forureningskilder og kontrol med disse

Som nævnt i afsnit 1.1.1 kan der i vurderingsprocessen opstå situationer hvor det på baggrund af kendskab til udledninger af specifikke stoffer vurderes, at der skal foretages analyser af disse i havbundsmaterialet. Desuden kan der også være en tilbagekobling hvor det på baggrund af sedimentanalyserne mv. vurderes relevant at ændre et indsatsprogram.

1.1.4 Prøvetagning

Opgravet havbundsmateriale som ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne, jf. afsnit 1.1.2.1, skal undersøges for forekomst af forurenende stoffer. Prøvetagningen i det område som skal opgraves skal tilrettelægges under hensyntagen til:

1. størrelsen og dybden af området,
2. mængderne som skal fjernes, samt
3. den formodede variation i fordelingen af forurenende stoffer, både horisontalt og vertikalt.

Det er uklart om udtrykket 'sampling stations' (prøvetagningsstationer) dækker over diskrete stationer (én station = én prøve) eller delprøver. Desuden er det ikke præciseret hvordan prøverne skal tages, udover at sedimentkerner skal udtages det sted, som vurderes at være det mest hensigtsmæssige. Antallet af stationer baseres som udgangspunkt, og under forudsætning af at sedimentet er forholdsvis homogent, på basis af volumenet af den forventede mængde sediment der skal klappes.

OSPAR anbefaler følgende prøveantal efter hvor meget der skal afgraves:

< 25.000 kubikmeter: 3 prøver,
25.000-100.000 kubikmeter: 4-6 prøver,
100.000 – 500.000 kubikmeter: 7-15 prøver,
500.000 - 2.000.000 kubikmeter: 16-30 prøver, og
> 2 mill. kubikmeter: 10 ekstra prøver for hver ekstra million kubikmeter

Antallet af stationer kan også fastlægges på baggrund af det areal som skal afgraves. Stationsantallet skal tage højde for udvekslingen i det pågældende området – i mere eller mindre lukkede områder skal der tages flere prøver end i åbne områder. Havne må anses for at være lukkede områder og derfor kræve flere prøver.

Som udgangspunkt skal de enkelte prøver analyseres særskilt. Hvis det er åbenbart at sedimentet er homogent hvad angår dets sammensætning, er det muligt at analysere en blandprøve fra 2 eller flere nærtliggende stationer. Det er muligt at reducere prøvetagningsprogrammet, både med hensyn til stationsantal og stoffer, hvis forundersøgelser taler herfor. Hvis analyseresultaterne desuden viser, at området kan betragtet som mere eller mindre uforurenet, kan prøvetagningen begrænses til hvert 3 år. Dog bør alle analyser gennemføres med mindst 5 års interval. Endelig bør prøvetagningsfrekvensen være koblet til gyldighedsperioden for tilladelsen til opgravning og klapning.

1.1.5 Vurdering af muligheder for bortskaffelse, herunder klapning

Som det fremgår af flere af de foregående afsnit vil bortskaffelsesmåden bero på en vurdering af havbundsmaterialets indhold af forurenende stoffer mv. Når bortskaffelse på søterritoret er identificeret som en acceptabel bortskaffelse er det imidlertid vigtigt, at erkende, at havbundsmateriale også kan være en ressource. Materialet kan afhængigt af indholdet af forurenende stoffer bl.a. anvendes til opfyldning.

Udover ovennævnte indeholder OSPAR retningslinjerne ingen kobling mellem prøvetagning og analyser og vurdering af hvordan det opgravede materiale kan bortskaffes.

1.1.6 Vurdering af mulige effekter

Den forvaltningsmæssige vurdering af de mulige effekter af klapning skal som udgangspunkt være baseret på informationer om havbundsmaterialets beskaffenhed, og herunder risiko for effekter på havmiljøet hvor det klappes, og dermed – i en vis grad – også prøvetagning og analyser. Retningslinjerne anbefaler, at effektvurderingen skal munde ud i en præcis formulering af hvilke konsekvenser en klapning kan forventes at afstedkomme. Formålet er således at tilvejebringe et beslutningsgrundlag på hvilket der så træffes beslutning om bortskaffelsesmåde og behov for overvågning (tilsyn).

I forbindelse med fastlæggelse af overvågningsbehov, anbefales det at der formuleres en 'impact-hypotese'. Det kan i den forbindelse – og afhængigt – af klapningens omfang, være nødvendigt at gennemføre visse former for forundersøgelser, evt. i form af modelleringer.

Det skal bemærkes, at der i forbindelse med vurderingen af mulige effekter sondres mellem sedimentations- og erosionsområder. Dette er hensigtsmæssigt, da klapning i erosionsområder alt andet lige vil medføre en risko for spredning af forurenende stoffer. Ved vurdering i hhv. sedimentations- og erosionsområder skal der tages hensyn til følgende forhold:

Retningslinjerne lægger kun indirekte op til at prøvetagningsstrategien kan være forskellig for hhv. sedimentations- og erosionsområder, jf. afsnit 1.1.4.

1.1.7 Tilladelse til opgravning og klapning

OSPAR retningslinjernes afsnit om tilladelse til opgravning og klapning indeholder generelle anvisninger herom. Der er således ingen specifikke instrukser vedrørende prøvetagning og instrukser. Kravene til tilladelserne skal dog fastlægges så det sikres:

1. at kun de stoffer som indgår i karakteriseringen og som det efter vurdering er fundet acceptabelt at klappe, bliver klappet,
2. at havbundsmaterialet bliver klappet i det tilladte område,
3. at den nødvendige bortskaffelsesmetode, jf. vurderingen af effekter, bliver bragt i anvendelse, og
4. at alle overvågningskrav bliver overholdt og rapporteret til relevant myndighed.

Eventuelle krav i tilladelsen med hensyn til kontrol eller overvågning bør derfor gennemføres under anvendelse af veldokumenterede og anerkendte metoder.

1.1.8 Overvågning m.v.

Overvågning i forbindelse med klapning defineres i OSPAR som en form for kontrol med om klaptilladelserne bliver overholdt, herunder om klapningen giver anledning til uforudsete effekter på havmiljøet. Da effekterne af klapninger, især de mindre, sandsynligvis er ens i mange områder kan overvågningen (tilsyn) finde sted på få og repræsentative områder, fx. de som modtager store mængder klapmateriale.

Overvågningsprogrammet skal designes så antallet af stationer og frekvensen for prøvetagning er tilpasset de signaler som klapningen formodes at afstedkomme. I den forbindelse er formulering af en impact-hypotese et vigtigt grundlag.

I forbindelse med tilrettelæggelsen af overvågningen skal følgende spørgsmål besvares:

• hvilke testbare hypoteser kan afledes fra impact-hypotesen?
• hvilke målinger (parametre, stationer, frekvens mv.) er nødvendige for at teste opstillede hypoteser?
• hvilke tidsmæssige og rumlige skalaer skal være omfattet af overvågningen?
• hvordan skal data behandles og tolkes?

Overvågningsresultaterne kan bl.a. anvendes til justering af overvågningsprogrammet eller den enkelte klaptilladelse samt til en generel vurdering af grundlaget for udstedelse af tilladelser til klapning.

Der stilles ikke krav om hvilke parametre som skal måles. Overvågningen skal dog som minimum kunne gøre rede for om det påvirkede område går ud over klapområdet og om evt. påvirkninger uden for klapområdet er indenfor et acceptabelt niveau. Det anbefales at der stilles præcise krav med hensyn til udformningen af overvågningsprogrammerne, fx. til prøvetagning, analyser, databehandling og rapportering. Rapporteringsfrekvensen bør afspejle både klapningens og overvågningens omfang.

OSPAR's retningslinjer fra 1998 om håndtering af opgravet havbundsmateriale indeholder med hensyn til rapportering alene en overordnet ramme, ikke krav om specielle dataformater eller krav til indholdet af rapporteringen. Retningslinjerne opfordrer desuden til at der sendes supplerende oplysninger om overvågningsaktiviteter i relation til klapning til OSPAR-sekretariatet.

I henhold til en aftale indgået på PRAM 1996, og senest bekræftet på DUMP 2000, skal Danmark hvert år inden 1. maj udarbejde og fremsende indberetningsrapporter til OSPAR-sekretariatet om udstedelse af tilladelser til dumpning, herunder klapning, og om mængderne af klappet materiale og materialets evt. indhold af forurenende stoffer. Indberetningerne omfatter formater inklusive tabeller for årlig rapportering af hhv. udstedte tilladelser til dumpning (klapning) og dumpede (klappede) mængder. Disse formater er relativt detaljerede og indeholder, hvis de udfyldes korrekt, stort set den information som forudsættes for at der årligt kan blive gjort rede for antallet af tilladelser, klappladser, klappede mængder og karakterisering af klapmaterialet mv.

1.2 Londonkonventionen af 1972

Londonkonventionen af 1972 (LC72) om forebyggelse af havforurening som følge af dumpning indeholder regler og retningslinjer for dumpning af stoffer og materialer - herunder for bortskaffelse af opgravet havbundsmateriale.

Med vedtagelsen i 1996 af resolution LC.52(18) om en ramme for vurdering af opgravet havbundsmateriale er retningslinjerne herfor bragt i overensstemmelse med en række ændringer i konventionen.

Retningslinjerne for klapning er revideret så sent som i 2000 og 2001. I regi af Den Internationale Maritime Organisation (IMO), som er sekretariat for Londonkonventionen, har LC72's Scientific Group på gruppens 24. møde, afholdt i maj 2001, afsluttet udarbejdelsen af retningslinjerne for vurdering af opgravet havbundsmateriale (IMO 2001). Disse retningslinjer, som forventes endeligt godkendt i oktober 2001, er på mange områder identiske med OSPAR's retningslinjer. Den følgende gennemgang gør derfor kun kortfattet rede for de væsentligste forskelle med hensyn til prøvetagning, analyser og overvågning:

1. Der er med hensyn til kemisk og biologisk karakterisering ingen minimumsgrænse på 10.000 tons per år for klapning af uforurenet havbundsmateriale.
    
2. Der er ingen direkte krav om fysisk karakterisering, der peges alene på at der til tolkning af de kemiske analyser er brug for oplysninger om størrelsefordeling, organisk stof (TOC) og parametre som vil skulle bruges til normalisering.
    
3. Den biologisk karakterisering skal ske både for klappladsen og i nærheden af denne.
    
4. Hvis det opgravede havbundsmateriale er så dårligt karakteriseret at der ikke kan gennemføres en hensigtsmæssig vurdering af de mulige effekter ved en klapning må en sådan ikke finde sted.
    
5. De prioriterede stoffer er: cadmium (Cd)*, kviksølv (Hg)*, klororganiske forbindelser(*), PAH'er* samt, hvis relevant, arsen (As)(*), bly (Pb)*, zink (Zn)*, kobber (Cu)*, beryllium (Be), krom (Cr)*, nikkel (Ni)*, vanadium (Va), organiske silikatforbindelser, cyanider, flourider samt bekæmpelsesmidler og deres nedbrydningsprodukter (*). Markering med * angiver, at det pågældende stof også er omfattet af OSPAR's retningslinjer, mens (*)angiver, at det er omfattet hvis det vurderes relevant.
    
6. Screeningsprocedure skal indeholde både øvre og nedre grænser for hvornår det opgravede materiale skal hhv. undersøges yderligere eller kan klappes på søterritoriet.
    
7. Retningslinjerne med hensyn til udvælgelse af klappladser er mere detaljerede end de tilsvarende i OSPAR-regi. Koblingen til temaet for denne rapport (prøvetagning og analyser) er begrænset, dog bør der altid anvendes fagligt accepterede metoder.

1.3 Øvrige krav og retningslinjer for prøvetagning, analyser og rapportering

I Østersøen er dumpning forbudt, dog kan der efter særlige regler gives tilladelse til klapning (HELCOM 1992a og b). De i regi af HELCOM aftalte retningsliner for vurdering og klapning af opgravet havbundsmateriale (HELCOM rekommandation 13/1) er i overensstemmelse med OSPAR's, primært som følge af at Kattegat er dækket af begge konventioner og at Danmark, Sverige og Tyskland er medlem af begge. 'Overensstemmelsen' er så stor, at en del af bilagene til retningslinjerne fra 1992 er kopieret fra OSPAR's tidligere retningslinjer. Danmark har i 1995 udarbejdet en implementeringsrapport om rekommandation 13/1. Det fremgår her, at Danmark følger rekommandationen, både med hensyn til vurderingen og håndteringen af klapmateriale og med hensyn til prøvetagning, analyser og rapportering.

På den 4. Nordsøkonference i Esbjerg, 1995 underskrev miljøministrene fra alle Nordsølande en deklaration om politiske mål og strategier for beskyttelse af havmiljøet i Nordsøen. Et af de mest betydningsfulde mål er 'generationsmålet', som er indeholdt i Esbjergdeklarationens § 17 (Danish EPA, 1995). Ved generationsmålet forstås en politisk målsætning om, at udledninger, emissioner og tab af miljøfarlige stoffer kontinuerligt skal reduceres, således at målet om deres ophør nås indenfor en generation (25 år). Det ultimative mål med reduktionerne i udledningerne mv. er at der i miljøet bliver opnået koncentrationer nær baggrundsniveauerne for naturlige forekommende stoffer og koncentrationer nær nul for syntetiske menneskeskabte stoffer. Generationsmålet vil derfor kunne få stor betydning for den fremtidige danske strategi med hensyn til klapning eller anden bortskaffelse af forurenet sediment, herunder også for prøvetagning og analyser. En national strategi for håndtering af forurenet havneslam bør derfor specifikt forholde sig til § 17 i Esbjergdeklarationen og den danske strategi for gennemførelse af dette mål.

PIANC, som står for Permanent International Association of Navigational Congresses (nu International Navigational Association), er en international non-profit og ikke-politisk organisation. PIANC, som blev grundlagt i 1885, arbejder med en række tekniske og faglige emner i relation til bl.a. klapning. Medlemmerne er bl.a. enkelt personer (> 2000), firmaer (> 500) og lande (> 34). I en række arbejdsgrupper arbejdes der bl.a. med de miljømæssige effekter af klapninger, herunder vurderinger af virkninger på miljøet samt risikovurdering. De tekniske rapporter mv. fra PIANC ligger i en række tilfælde til grund for udarbejdelsen af krav eller retningslinjer i andre internationale organisationer. I OSPAR's retningslinjer for håndtering af opgravet havbundsmateriale henvises der bl.a. til en række rapporter fra PIANC, herunder anbefalinger mv. om prøvetagning og analyser (1992, 1996, 1997, 1998a og 1998b).

Vandrammedirektivet indeholder ingen direkte krav med hensyn til klapning (Europa Kommissionen 2000). Da direktivet skal være 'paraply' for alle påvirkninger af kystvandene, vil det indirekte få stor betydning for den fremtidige forvaltning af de danske vandområder, herunder også mulighederne for at optage og klappe havbundsmateriale. Det følger af direktivet, at der som udgangspunkt skal være god økologisk tilstand eller god økologisk potentiale i alle danske kystvande 15 år efter direktivets ikrafttræden, dvs. pr. 22. december 2015. Direktivet indeholder en række normative definitioner af disse to tilstandsklasser plus en række retningslinjer for fastlæggelse af kvalitetskriterier for bl.a. biologiske og kemiske forhold i kystvande. Umiddelbart vurderet kan en kommende fastlæggelse af sedimentkvalitetskriterier for eksempelvis god økologisk tilstand komme i konflikt med eksempelvis vurderingskriterier for forurenet havnesediment. Vandrammedirektivet lægger desuden op til at der på fællesskabsplan anvendes ensartede metoder - ikke kun med hensyn til fastlæggelse af kvalitetskriterier, men også med hensyn til metoder for prøvetagning og analyser i forbindelse med overvågning mv. Derfor, og det på trods af at direktivet endnu ikke er implementeret i dansk lovgivning, bør en national strategi for håndtering af forurenet havneslam alligevel forholde sig til direktivets mulige betydning for den fremtidige håndtering af forurenet havnesediment og den generelle forvaltning af kystvandene.

1.4 Vurdering og mulige konsekvenser af OSPARs og Londonkonventionens retningslinjer

Londonkonventionen af 1972 er udgangspunkt for de regionale konventioners retningslinjer for håndtering af opgravet havbundsmateriale og evt. efterfølgende klapning. OSPARs retningslinjer med hensyn til analyser og procedurer er som nævnt mere detaljerede end Londonkonventionens, hvorfor disse bør langt hen ad vejen lægges til grund for de nationale krav til prøvetagning og analyser m.v.

De krav som følger af Londonkonventionens, OSPARs og HELCOMs retningslinjer mv. har i stort omfang været indeholdt i bekendtgørelse nr. 975 af 19. december 1986 om dumpning af opgravet havbundsmateriale (klapning). Det kan imidlertid konstateres, at detaljeringsgraden i de internationale aftaler og de tilhørende retningslinjer er større end i klap-bekendtgørelsen og at der derfor er behov for en revision af bekendtgørelsen, specielt med hensyn til prøvetagning, analyser og rapportering.

1. Karakterisering og bagatelgrænse

Alt opgravet havbundsmateriale skal karakteriseres. Der kan dispenseres for kemisk karakterisering, hvis det opgravede materiale enten i) består af uforstyrret havbundsmateriale, ii) stort set alene består af sand, grus eller sten, eller iii) hvis der er fravær af betydende forureningskilder og hvis mængderne der skal opgraves ikke overstiger 10.000 tons per år. Opgravet materiale som ikke opfylder ét eller flere af disse krav skal gennemgå en karakterisering med hensyn til fysiske, kemisk eller biologiske forhold. Alt materiale, også det som er omfattet af undtagelserne skal karakteriseres fysisk. OSPAR operer i modsætning til London Konventionen ikke med en minimumsgrænse på 10.000 tons. Desuden stiller London Konventionen ikke direkte krav om fysisk karakterisering – her peges på at der til tolkning af de kemiske analyser er brug for støttedata. Da Danmark gennem årene har prioriteret arbejdet i OSPAR højt, er der meget som taler for at OSPARs retningslinjer derfor bør følges til punkt og prikke. Det vil betyde, at der nationalt ikke skal være en bagatelgrænse for så vidt angår karakterisering, og at OSPAR retningslinjer for fysisk, kemisk og biologisk karakterisering som udgangspunkt bør afspejles i den danske forvaltning af problematikken.

3. Stoflister og vurderingskriterier

I tilfælde af at der er oplysninger om havbundsmaterialets kemiske sammensætning, herunder indhold af forurenende stoffer, kan denne information være tilstrækkelig. Det forudsættes i denne forbindelse af informationen er pålidelig og karakteriseringen er gennemført inden for de senest 5 år.

Det anbefales at der i alle tilfælde enten foreligger information eller bliver gennemført analyser for følgende metaller: bly (Pb), cadmium (Cd), kobber (Cu), krom (Cr), kviksølv (Hg), nikkel (Ni) og zink (Zn). Desuden bør følgende organiske/organo-metalliske forbindelser bestemmes: syv PCB-forbindelser (IUPAC nr. 28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180), PAH'er plus TBT-forbindelser og nedbrydningsprodukter heraf. Analyserne af sidstnævnte 3 stofgrupper er ikke nødvendige hvis der foreligger tilstrækkelig information fra tidligere undersøgelser som indikerer at havbundsmaterialet er uforurenet, eller hvis i) der ingen kendte forureningskilder eller historiske tilførsler er, ii) hvis havbundsmateriale overvejende er grovkornet eller iii) hvis indholdet af organisk materiale er lavt.

OSPAR retningslinjernes screeningsmekanisme, specielt kriterierne for enkeltstoffer, bør anvendes i forbindelse med de forvaltningsmæssige beslutninger, samt til regulering af de kilder som forurener havmiljøet, specifikt det havbundsmateriale som ønske fjernet og klappet. En national screningsprocedure bør udformes på baggrund af: i) koncentrationsgrænser, ii) biologisk respons, iii) miljøkvalitetskrav, iv) fluxe eller v) andre reference værdier. En sådan screeningsprocedure bør indeholde øvre og nedre grænser, som gør at materiale kan betragtes som enten uegnet eller egnet til klapning. Materiale mellem disse grænser bør undergå yderligere vurderinger før der kan gives tilladelse til klapning.

4. Prøvetagningsstrategi

Opgravet havbundsmateriale som ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne, jf. afsnit 1.1.2.1, skal altid undersøges for forekomst af forurenende stoffer. Prøvetagningen i det område som skal opgraves skal derfor tilrettelægges under hensyntagen til i) størrelsen og dybden af området, ii) mængderne som skal fjernes, samt iii) den formodede variation i fordelingen af forurenende stoffer, både horisontalt og vertikalt. Det af OSPAR anbefalede prøveantal, som meget konkret forholder sig til mængderne af opgravet materiale, bør afspejles i den danske forvaltning af problematikken. Alternativt kan det overvejes, om antallet af stationer kan fastlægges på baggrund af det areal som skal afgraves. Stationsantallet skal desuden i et vist omfang tage højde for udvekslingen i det pågældende området – i mere eller mindre lukkede områder skal der tages flere prøver end i åbne områder. Havne må anses for at være lukkede områder og derfor kræve flere prøver.

5. Krav i tilladelser

Som udgangspunkt er det en forudsætning for at der kan gives tilladelse til klapning, at der er gennemført en hensigtsmæssig karakterisering af det opgravede havbundsmateriale. Kravene til tilladelserne skal bør fastlægges så det sikres:

1. at kun de stoffer som indgår i karakteriseringen og som det efter vurdering er fundet acceptabelt at klappe, bliver klappet,
2. at havbundsmaterialet bliver klappet i det tilladte område,
3. at den nødvendige bortskaffelsesmetode, jf. vurderingen af effekter, bliver bragt i anvendelse, og
4. at alle overvågningskrav bliver overholdt og rapporteret til relevant myndighed.

Eventuelle krav i tilladelsen med hensyn til kontrol eller overvågning bør gennemføres under anvendelse af veldokumenterede og anerkendte metoder.

6. Overvågning

Hvad overvågning angår er formålet alene at kontrollere om forudsætningerne for tilladelsen til klapning bliver overholdt. I den forbindelse skal overvågningen give svar på om klapningen giver anledning til effekter uden for klapområdet, og om evt. effekter uden for klapområdet er acceptable eller ej. Hverken OSPAR's eller Londonkonventionen's retningslinjer stiller krav om hvilke parametre der som minimum skal indgå i overvågningsprogrammet.

Amternes årlige indberetninger til Miljøstyrelsen bør for fremtiden koordineres med de aktiviteter som finder sted i det nationale program for overvågning af vandmiljøet, NOVA-2003 (Miljøstyrelsen, 2000a). I den resterende del af NOVA-perioden bør data som udgangspunkt være overført og kvalitetssikret pr. 1. april. I følge bekendtgørelse nr. 975 skal amterne overføre data inden 1. marts. Miljøstyrelsen vil således have én måned til at kvalitetssikre de indberettede data. De indberettede oplysninger bør indgå i normal-rapporteringen på lige fod med de øvrige punktkilder (se Miljøstyrelsen, 2000b). Hvad angår den kommende programperiode, som dækker 2004-2009, bør klapning integreres i punktkildeprogrammet, både i programbeskrivelsen og hvad angår udarbejdelse af en teknisk anvisning og paradigma for rapportering. Såvel den tekniske anvisning som retningslinjerne for rapportering skal i den forbindelse udarbejdes i overensstemmelse med de internationale krav herfor.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.