Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 35/2005 – Havnesedimenter - Prøvetagning og analyser

Havnesedimenter - Prøvetagning og analyser

Sammenfatning og konklusioner

Danmark har tiltrådt en række internationale konventioner, som er juridisk bindende. Konventionerne stiller krav til prøvetagning og analyser før havnesediment klappes til havs. Den første havkonvention, der begrænser dumpning af stoffer og materialer til havs, inklusiv havnesediment, var Londonkonventionen fra 1972 (LC72). I slutningen af 80'erne vedtog Oslo-Paris konventionen (OSPAR) retningslinjer for håndtering af opgravet havbundsmateriale i Nordsø-området, og Helsinki kommisionen vedtog i 1992 et tilsvarende sæt retningslinjer for Østersøen, baseret på OSPARs retningslinjer. Siden er OSPARs retningslinjer opdateret i 1998 og LCs i 2001.

Retningslinjerne i konventionerne foreskriver, at man karakteriserer det opgravede materiale med hensyn til fysiske, kemiske og biologiske parametre, som kan bruges til at vurdere om materialet vil give problemer i klapområdet. Den nuværende danske klapbekendtgørelse fra 1986 er en implementering af de dengang gældende internationale retningslinjer.

De internationale retningslinjerne foreskriver, at der udtages mindst 3 prøver, medmindre det kan godtgøres, at materialet er fri for forurening, enten uforstyrret havbundsmateriale, materialet udgøres af sand, grus og sten, eller der ikke har er nogen forureningskilder eller historiske kilder. For havne er skibene en forureningskilde, så den eneste undtagelse her er hvis materialet består af sand, grus og sten.

For mange havne er vandet inde i havnen stillestående, så i stormvejr vil havbundsmateriale i vandfasen nedsynke (sedimentere) i havnen, hvilket med tiden gør at havnen skal uddybes. Opgravning og eventuel klapning af dette materiale er omfattet af retningslinjerne, og skal derfor undersøges for mulig forurening og klaptilladelse skal være på plads. Da havne samtidig ofte ligger i nærheden af storbyer, renseanlæg eller å-udløb er der en række af potentielle forureningskilder som kan have bidraget til forurening af havnesedimentet. Når ferskvand møder saltvand, som ved å-udløb eller industri- og byspildevand fra et renseanlæg, vil der ske en udfældning af mange organiske stoffer og metaller pga. sedimentation af partikler, hvortil de forurenende stoffer bliver tilknyttet.

Inden prøvetagning planlægges er det nødvendigt at kende kilderne til en eventuel forurening i havnen. Dette gøres ved at undersøge hvilke industrier, der har været i området, eventuelt kun siden sidste opgravning, og kontrollere historiske spild og virksomheder, der kan have udledt til havnebassinet, eller vandløb og renseanlæg, som har udløb i eller tæt ved havnen. Kilderne kan være hospitaler, plastindustrier og meget andet, som ligger udenfor havnen, eller afløb fra befæstede arealer (parkeringsplads og kajanlæg), og brændstofkajen, hvor der kan være spild af olie og benzin fra påfyldning af bådmotorerne. I større havne kan det være industrier der får tilført råvarer og transporterer sine varer via skibstrafik, som kan være en lokal kilde ved losning og lastning.

Når kilderne og deres placering er fastlagt deles havnen op i mindre områder, typisk i de forskellige havnebassiner, og for hvert havnebassin vurderes hvilke kilder der kan forventes at have bidraget. Hvis der er direkte udløb, kan man udtage prøver i forskellig afstand fra udløbets munding, som anvendes til at sige noget om de specielle stoffer, som forventes at stamme fra udløbet. For de mere diffuse/generelle stoffer som der bør undersøges for, fordi de næsten altid forekommer i høje koncentrationer i havnesediment, vil det normalt være en idé at udtage 2-3 prøver fra hvert havnebassin. Af disse prøver laves en puljet prøve, som analyseres for de stoffer man forventer at finde (typisk kobber, tributyltin og tjærestoffer (PAH), til dels total olie indhold). De individuelle prøver kan med fordel analyseres for tørstof og glødetab for at få en idé om homogeniteten af havnesediment, men som minimum skal den puljede prøve analyseres for dette. Hvis havnen modtager byspildevand, direkte eller indirekte, kan man tilføje PCB'ere, kviksølv og cadmium til listen over stoffer der bør analyseres, og ved gennemgang af kilderne kan listen desuden hurtigt udvides til bly, nikkel, zink og krom for metallerne og DEHP og nonylphenol som modelstoffer for organiske grupper af blødgørere og detergenter.

Ved selve prøvetagningen er det vigtigt at holde alt udstyret rent, så der er sikkerhed for at eventuelle forureninger stammer fra sedimentet og ikke fra forurening ombord på prøvetagningsfartøjet. Prøver kan udtages på mange måder, med dykker og kajakrør, med HAPS eller profilerende prøvetagningsværktøj. I alle tilfælde er det vigtigt at materialet og prøvebeholderne er renset og holdes tilsluttet, så prøven ikke kan blive forurenet efter den er udtaget.

Efter analysen vurderes resultaterne af den myndighed, som skal give klaptilladelsen. Som støtte for denne vurdering er det vigtigt med tørstof, glødetab og prøvebeskrivelse (hvordan ser sedimentet ud, hvor finkornet er det?). Eventuelt suppleres disse med:

total organisk kulstof (TOC) til normering af organiske forureninger for sammenholdning med økotoksikologiske risikovurderingskriterier, samt
ler+silt fraktionen (<63µm) eller lithium for normering af metaller til ler-fraktionen af sedimentet.

Fremgangsmåde ved planlægning af prøvetagning kan sammenfattes til:

Undersøg historiske kilder i forbindelse med havnen og det omgivende opland.
Tegn et kort over havnen.
Påfør områder der skal uddybes, og hvor den største tilsanding/mudring forventes.
Indtegn kendte kilder, f.eks. afløb fra overløbsbygværker, udløb fra vandløb eller renseanlæg o.l.
Inddel havnen i forskellige områder der forventes at være ens ud fra kilder og vandgennemstrømning.
Placer prøvetagningsstationerne og fastlæg analyseparametre ud fra de foregående betragtninger.
Udtag sedimentet fra stationerne under så rene omstændigheder som muligt, og lad laboratoriet foretage eventuelle sammenlægninger af prøver efter fremsendelsen.

Prøven bør som minimum altid analyseres for kobber, TBT og PAH samt ved brændstofkajen for total hydrocarboner (THC), medmindre glødetabet viser sig at være lavt, under f.eks. 2%, eller hvis sedimentet består af rent sand eller grus. I sådanne tilfælde kan man evt. nøjes med at analysere for kobber og TBT.