Miljøteknologiske styrkepositioner

Bilag 7 Metodisk sammenhæng

Dette bilag skitserer kort sammenhængen mellem kriterier for udvælgelse af virksomheder og virksomhedernes vurdering af betydningen af miljøhensyn i spørgeskemaet.

Kriterierne for udvælgelse af miljøteknologiske virksomheder er beskrevet i

kapitel 4 – se gengivelse i nedenstående boks.

Boks 12. Kriterier for udvælgelse af miljøteknologiske virksomheder

I dette studie er anvendt følgende definition af en miljøvirksomhed, idet virksomheden skal opfylde mindst ét af følgende 3 kriterier:

  • Virksomheden udvikler og sælger løsninger, produkter eller teknologier, som direkte forbedrer miljøet.
  • Virksomheden udvikler og sælger løsninger, produkter eller teknologier, som gennem bedre ressourceudnyttelse forbedrer miljøet.
  • Virksomheden udvikler og sælger løsninger eller rådgivning, som gennem optimering og effektivisering af processer forbedrer miljøet.

Det er en relativ bred afgrænsning, som kan omfatte ganske mange virksomheder.

Det første kriterium er imidlertid snævert og vel indiskutabelt. Det drejer sig om virksomheder, hvis produkter og ydelser retter sig direkte mod miljøforbedringer. Det kan fx være virksomheder, der arbejder med vindmøller, vandrensning, jordrensning eller lignende løsninger eller produkter, der direkte forbedrer miljøet.

Det andet kriterium er bredere og vanskeligere at håndtere. Mange nye produkter har formentlig en ringere miljøbelastning, end de produkter de erstatter eller udkonkurrerer, men i de fleste tilfælde har en lavere miljøbelastning ikke været hovedårsagen eller drivkraften i udviklingen af produktet. Den ringere miljøbelastning er ofte en sidegevinst, som følger med udnyttelsen af nye teknologiske muligheder.

For at en virksomhed opfylder det andet kriterium, skal løsningen, produktet eller teknologien, som giver en bedre ressourceudnyttelse, være udviklet med det sigte at forbedre miljøet. I praksis er det andet kriterium søgt afprøvet ved at vurdere virksomhedens mission og forretningsmodel. Virksomheden skal således opfatte sig selv som en miljøvirksomhed, og udviklingen af nye løsninger, produkter og teknologier til bedre ressourceudnyttelse skal være drevet af ønsket om at forbedre miljøet og markedsføres som en miljøforbedring.

Det tredje kriterium om salg af løsninger og rådgivning, der effektiviserer processer, så de bliver mere miljøeffektive, er håndteret på samme måde som det andet kriterium. Det er ikke nok, at de løsninger eller den rådgivning, der udbydes, har en positiv miljøeffekt, virksomheden skal opfatte sig som en miljøvirksomhed, der udvikler og markedsfører miljøløsninger og rådgiver om miljøforbedringer.


En del af de adspurgte miljøteknologiske virksomheder svarer i det fremsendte spørgeskema, at miljøhensyn kun i nogen grad er en del af virksomhedernes værdigrundlag.

Baggrunden er, at analysen er lavet i to steps.

I step 1 er der identificeret 420 miljøteknologiske virksomheder. Identifikationen er sket på baggrund af de tre kriterier beskrevet i ovenstående boks og kriterierne er effektueret på følgende 2 måder:

  • Ved at en virksomhed i snowball-skeamet har svaret, at den ser sig selv som en miljøteknologisk virksomhed
  • Ved en kvalitativ vurdering af de virksomheder, der ikke har svaret på snowball via tilgængelig information fra internet og tlf.samtaler for hver enkelt virksomhed har vurderet, om et af de tre kriterier var opfyldt.

I step 2 blev et spørgeskema sendt ud til de 420 identificerede miljøteknologiske virksomheder. Først her skulle virksomheder svare på de to spørgsmål: (1) i hvor høj grad er miljøhensyn en del af virksomhedens værdigrundlag? og (2) i hvor høj grad er miljøhensyn af betydning for virksomhedernes produktudvikling og markedsføring?

At nogle af de virksomheder, som i step 1 blev identificeret som miljøteknologiske virksomheder, svarer, at miljøhensyn kun i nogen grad/mindre grad/slet ikke er en del af virksomhedens værdigrundlag kan dække over flere ting:

  • Virksomheden har i snowball-runden sagt, at de ser sig selv som en miljøvirksomhed, men de mener samtidig, at miljøhensyn kun i nogen grad præger virksomhedens værdigrundlag og markedsføring.
  • Virksomheden har ikke svaret på snowball, men det er via kvalitative undersøgelser i step 1 vurderet, at der er tale om en miljøvirksomhed - i sådan et tilfælde er det nødvendigt at undersøge virksomheden nærmere.

En nærmere undersøgelse af data viser, at der er 4 typer af virksomheder, hvor der kan være tale om en vis inkonsistens:

Type 1: En virksomhed, der i snowball har sagt, at de er en miljøteknologisk virksomhed, men har svaret "i nogen grad" til spørgsmålet i spørgeskemaet: "i hvor høj grad er miljøhensyn en del af virksomhedens værdigrundlag" – dette gælder for 3 af de identificerede virksomheder.

Type 2: En virksomhed, der i snowball har sagt, at de er en miljøteknologisk virksomhed, men har svaret "i nogen grad" til spørgsmålet i spørgskemaet: "i hvor høj grad er miljøhensyn en del virksomhedens produktudvikling og markedsføring" – dette gælder for 6 af de identificerede virksomheder.

Type 3: En virksomhed, der ikke har svaret på snowball, men som er vurderet som en miljøteknologisk virksomhed og som har svaret "i nogen grad" til spørgsmålet i spørgeskemaet: "i hvor høj grad er miljøhensyn en del af virksomhedens værdigrundlag" – dette gælder 3 af de identificerede virksomheder.

Type 4: En virksomhed, der ikke har svaret på snowball, men som er vurderet som en miljøteknologisk virksomhed og som har svaret "i nogen grad" til spørgsmålet i spørgeskemaet: "i hvor høj grad er miljøhensyn en del virksomhedens produktudvikling og markedsføring" – dette gælder for 12 af de identificerede virksomheder.

Det er først og fremmest i forbindelse med type 3 og type 4 virksomheder, der kan være tvivl om deres status som miljøvirksomheder - dvs. i alt 15 virksomheder. Ud af de 15 virksomheder er der dog kun 3 virksomheder, som svarer "i nogen grad/mindre grad/slet ikke" på begge spørgsmål i spørgeskemaet. Det vil sige, at resten 12 virksomheder svarer "i høj grad" på mindst ét af de to spørgsmål.

Samlet er der altså kun tre virksomheder, der kan være tvivl om. Det vurderes, at alle tre virksomheder beskæftiger sig med miljøteknologiske kompetencer.

 



Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.