Miljøprojekt, 1091 – Emballagedirektivet

Emballagedirektivet er fra 1994 og indført i Danmark i 1997. Man kunne derfor tro, at alle danske virksomheder kendte direktivet, men sandheden er, at ingen rigtigt på nuværende tidspunkt kan sige, hvad virksomhederne skal gøre i praksis. I dette projekt gennemført af DANSK INDUSTRI og finansieret af Miljøstyrelsen giver Teknologisk Institut sammen med en række deltagende virksomheder en vejledning til andre virksomheder.

Det er Teknologisk Institut, der fortolker reglerne, som endnu ikke er endelige. Vejledningen omformer en række tekster, som de fleste virksomheder finder vanskeligt tilgængelige, til nogle praktisk forståelige metoder/tekster. Samtidig har det vist sig, at mange virksomheder samtidig opnår økonomiske besparelser.

Baggrund og formål

Baggrund

EU vedtog allerede i 1994 Direktiv om emballage og emballageaffald. Direktivet blev implementeret i dansk lovgivning i 1997. Skønt dette er nogle år siden, er der ikke mange virksomheder, der har forholdt sig til Emballagedirektivet. Det skyldes blandt andet, at kravene til virksomhederne er meget generelt formuleret i direktivets bilag II, og at der allerede fra starten af var lagt op til nogle europæiske standarder, der skulle give virksomhederne nogle bedre retningslinier. Disse standarder blev først endeligt godkendt af EU i februar 2005. Også disse standarder er meget generelle, så mange virksomheder klager over, at der ikke foreligger en præcis opskrift på, hvordan reglerne overholdes.

Den, der bringer en emballage eller et emballeret produkt på EU’s markeder, skal have gjort følgende:

Den ansvarlige virksomhed skal på forlangende fra en myndighed i EU kunne skriftligt dokumentere, at disse krav er opfyldt. Desværre mangler direktivet overensstemmelsesprocedurer, hvilket giver de enkelte lande mulighed for forskellige fortolkninger. Det bør eksportvirksomheder være opmærksomme på.

Formål

Formålet med dette projekt er at fremkomme med nogle praktiske metoder til virksomhederne, så de kan overholde specielt reglerne for emballageminimering (Bilag II i Emballagedirektivet).

Undersøgelsen

Projektet er startet på et tidspunkt, hvor de tilhørende standarder ikke var vedtaget. Derfor skulle partnerne arbejde med selve direktivet og de oplæg til standarder, der var kendte. I første omgang blev arbejdet påbegyndt i fire virksomheder, der samarbejdede i virksomhedspar. Det skete på den måde, at en emballageproducent samarbejdede med en af sine kunder om at opfylde kravene i Emballagedirektivet. Senere blev endnu et sådant par startet op på et tidspunkt, hvor standarderne næsten var godkendte. Også dette var et virksomhedspar med en emballageproducent og en bruger af emballage.

Ud fra disse praktiske erfaringer har partnerne skrevet en vejledning med de metoder, som vi vurderede kunne accepteres af en national myndighed. Det er altså vigtigt at gøre sig klart, at denne vejledning således er Teknologisk Instituts og de deltagende virksomheders fortolkning. Det varer et stykke tid før alle EU-lande har en endelig lovgivning på plads. Først derefter vil administrativ og juridisk praksis endelig afgøre, hvad der er tilladt, og hvad der er utilstrækkeligt.

Ved afslutningen af projektet blev et sidste virksomhedspar igangsat, så i alt otte virksomheder har deltaget i udformningen af denne vejledning, men denne sidste gruppe virksomheder var ikke færdige ved projektets afslutning.

De deltagende virksomheder har været Glud & Marstrand, Tulip, Færch Plast, Danish Crown, SCA Packaging, TRIAX, SCA Flamingo og Grundfos.

Projektet har samarbejdet tæt med et nordisk udviklingsprojekt, OPTI-PACK, hvor emballagespeciallister fra 40 virksomheder og institutter i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har arbejdet med den samme opgave.

Hovedkonklusioner

Projektresultater

Den største udfordring med at skrive en fornuftig vejledning til virksomheder er, at projektet måtte arbejde på et relativt ukendt grundlag. Mange gange har partnerne spurgt sig selv om reglerne nu bliver fortolket korrekt. Det har dog været erfaringen, at det blev lettere, når den konkrete opgave skulle løses. Alene spørgsmålet om man troede en offentlig kontrollør ville acceptere eller ej, gav ofte svaret i sig selv. Det svære har været at acceptere, at dokumentationen skal være skriftlig.

Det centrale kapitel 6 er lister over metoder, som virksomhederne kan anvende til sådan dokumentation. Det er altså Teknologisk Instituts og casevirksomhedernes forslag. Om myndighederne forlanger mere eller mindre kan kun fremtiden vise.

Det er derfor alene Teknologisk Institut, der har ansvaret for denne fortolkning.

Vejledningen starter med en stærkt forkortet gennemgang af de gældende direktiver, bekendtgørelser og standarder.

Den ansvarlige for at disse regler overholdes er den, der bringer en emballage eller et emballeret produkt på EU’s markeder. Det er typisk en vareproducent, der køber emballager for at pakke sit produkt ind (packer/filler). Dog kan det i andre tilfælde være emballageproducenten, en importør af varer eller en detailhandelskæde med handelsmærker.

Ovenstående krav er nærmere beskrevet i seks europæiske standarder og to rapporter. To af de seks europæiske standarder giver en helt præcis vejledning til virksomhederne i om en emballage opfylder kravene eller ikke. De øvrige standarder er systemstandarder, der sikrer, at virksomhederne har været gennem en proces. Disse fire systemstandarder har mange virksomheder vanskeligt ved at implementere, fordi de ikke giver en helt klar vejledning.

Der er i kapitel 6 listet en lang række af dokumentationsmetoder, som man hverken finder i emballagedirektivet eller i standarderne. Det er ikke meningen, at en virksomhed skal bruge alle. Ideen er, at denne vejledning skal fungere som en kogebog eller leksikon, hvor virksomheden finder frem til de metoder, der passer bedst til den givne situation – uanset om man går ud fra direktivets bilag II eller standarderne.

Der beskrives alle forskellige typer af dokumentationsmetoder. Nogle er helt praktiske observationer eller forsøg. Andre metoder er lidt mere komplicerede og endelig er de helt videnskabelige metoder også nævnt i denne vejledning. Metoderne er beskrevet ganske kort nærmest som en checkliste. Erfaringerne fra brugen ude i virksomhederne er, at dette er ganske selvforklarende. Alle opfatter disse lister som en stor hjælp til at komme i gang med det praktiske arbejde.

Vejledningen arbejder både med den dokumentation, som man selv skaber i egen virksomhed og også med den skriftlige dokumentation, der kun kan gennemføres af underleverandører. Det er ikke altid muligt at få korrekt dokumentation fra disse underleverandører. Her er overensstemmelseserklæringer en mulighed. Vejledningen giver et eksempel. Det er vigtigt, at underleverandøren samtidig påtager sig myndighedskontrollen, hvis en offentlig myndighed bliver i tvivl om reglerne er overholdt.

Det bør også bemærkes, at alle virksomheder, der har deltaget stort set selv har været gennem den samme proces. Først bliver man meget frustreret over disse krav, men hurtigt indser de fleste, at opgaven er overkommelig og også kan medfører besparelser for virksomheden.

Endelig indeholder vejledningen de deltagende virksomhedsparserfaringer med dette projekt. Det er interessant at notere sig, at flere har opnået konkrete besparelser – også på emballager, hvor man troede optimum var opnået.

Projektet har opnået helt op til 25% materialereduktion og samtidig 15% reduktion af transportvolumenet for det samme produkt. Værdien af produktet er tilmed steget, fordi man samtidig kunne dokumentere overensstemmelse med emballagedirektivet.