| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Status og perspektiver på indeklimaområdet

1 Indledning

• 1.1 Indeklimaet er vigtigt og ressourcekrævende
• 1.2 Risikohåndtering
• 1.3 Krav til indeklimaet

Formålet med denne rapport er at give læseren en bedre forståelse af indeklimaområdet ved en sammenstilling af viden om eksponeringsforhold, sygdomme, adfærd, byggeteknik og farlighedsvurderinger. Den er opbygget af separate kapitler om disse forhold efterfulgt af et kapitel med forslag til tværgående analyser af forhold, der er under udvikling, og som tilsyneladende byder på muligheder for at nå reelle forbedringer af indeklimaet. Rapporten tager udgangspunkt i boligen, hvor de fleste og alvorligste problemer findes. Hvor andet ikke specifikt er nævnt er problemerne i arbejdsrum mindre og sjældnere. Der har længe været regler for området i arbejdsmiljøloven og Arbejdstilsynet fører tilsyn med området.

Rækkefølgen af kapitlerne er valgt som ovenfor. Man kunne have valgt en anden rækkefølge. Her er valgt at gennemgå indeklimaets eksponeringer først efterfulgt af de gener, symptomer og sygdomme som et utilstrækkeligt indeklima kan føre til. Efterfølgende kapitler om, adfærd, byggeteknik og farlighedsvurderinger præsenterer viden om de forhold i bygningerne, som kan føre til gener og forøget sygelighed.

Virkeligheden anviser ikke grænser mellem kapitlernes temaer. Indeklimaområdet gør krav på helhedsvurdering. Men ekspertisen er fagspecifik, og rapporten er skrevet af eksperter med dyb specifik viden og en del generel viden om indeklimaområdet. Gener og sygdomme kan ikke gennemgås uden viden om hvilke eksponeringer, de kan relateres til. Tilsvarende kan eksponeringsforholdene ikke prioriteres uden hensyn til deres betydning for sundheden. Grænserne mellem rapportens kapitler kan ikke trækkes skarpt. De har fungeret som ledetråde og et skelet for analysen under udarbejdelsen af rapporten. Det skal dog understreges at rækkefølgen ikke afspejler en prioritering af området.

1.1 Indeklimaet er vigtigt og ressourcekrævende

Langt den største del af livet tilbringes inden døre. Danskere tilbringer i gennemsnit mere end 16 timer i egen bolig i løbet af et hverdagsdøgn (Keiding et al., 2003). Derudover tilbringes megen tid i kontorer, skoler, institutioner og lignende. Samlet set regner man med, at danskere tilbringer mellem 80 og 90 % af deres samlede tid i indeklimaet. Her er for det meste passende varmt, tørt, stille og sikkert.

Op mod halvdelen af investeringerne i de fleste udviklede lande bliver brugt til huse. I Europa anvendes ca. 40 % af det samlede energiforbrug til klimatisering af bygninger. Prisen for indeklimaet har således uhyre stor betydning for velstanden i samfundet og for den enkelte borger.

Samtidig har påvirkningerne i indeklimaet betydning for menneskers sundhedsforhold. Det gælder både forekomsten af alvorlig sygelighed som hjertekarsygdomme, kræft og allergi, infektionssygdomme samt komfort og velvære.

Allerede i 1946 blev sundhed i forordet til WHO’s vedtægter defineret som vist i figur 1.1. Denne brede definition medfører, at forhold som hovedpine, ubehagelig lugt, trækgener og øjenirritation alle med rette kan siges at være en del af sundhedsbegrebet.

Figur 1.1. WHO’s definition af sundhed.

Potentielt sundhedsskadelige påvirkninger i indeklimaet ligger oftest under det niveau, man fx kender som grænseværdier for luftkvalitet, støv, temperatur, lyd og lys i arbejdsmiljøet. Dette er vigtigt fordi opholdstiden indendørs ofte er tæt på 24 timer i døgnet og fordi selv særligt følsomme grupper, herunder børn og ældre, skal kunne tåle eksponeringerne. Det kan antages, at det ofte er flere faktorer, der tilsammen giver de uheldige påvirkninger af mennesker, som forekommer i de dårlige bygninger. Det er sandsynligt, at der særligt i grænseområderne mellem forskellige fagområder kan gemme sig væsentlig ny viden, og det formodes, at det er den tværfaglige forskning uden for de etablerede specialer, der kan bidrage med væsentlig ny viden om indeklimaets påvirkninger.

Forøget viden om indeklimaets påvirkninger vil have stor betydning for mulighederne for at holde befolkningen rask og dermed sikre lange og aktive arbejdsliv. Indeklimaets kvalitet påvirker således både velbefindende og økonomiske parametre som produktiviteten. Under projekteringen af de fleste bygninger fastlægges venbtilationsbehovet ud fra menneskers behov for en umiddelbart oplevet god luftkvalitet. Dermed har kravene til indeklimaets kvalitet også direkte betydning for bygningers energiforbrug.

Kvaliteten af bygningerne er en afgørende del af landets infrastruktur. Reelle kvalitetsforbedringer kan prioriteres af myndigheder og bygherrer på baggrund af udbygget viden om indeklima og sundhed. I det omfang denne viden på nuværende tidspunkt eksisterer, vil den blive sammenstillet og fremlagt gennem nærværende projekt.

1.2 Risikohåndtering

Mennesker indtager mere boligluft end det samlede øvrige indtag af væske, fødevarer samt luft på arbejdspladsen og udendørs både målt på volumen og måske overraskende også på vægt. Opholdstiden i boligen er betydelig, og de fleste opholder sig mere end 2/3 af livet her. Det et derfor afgørende for folkesundheden, at boligluften er ren og fri for sundhedsskadelige komponenter. Nogle mennesker vil blive psykisk påvirkede blot af en mistanke om, at deres bolig ikke er et sundt sted at opholde sig. Indeklimaet i skoler, kontorer og andre erhvervsbygninger påvirker også sundheden blandt ansatte og elever. Derfor kan produktiviteten og læringen også påvirkes af indeklimaet på arbejdspladsen eller skolen.

Lydhørheden i befolkningen og hos myndighederne er naturligt nok betydelig over for eventuelle risikofaktorer i indeklimaet. For at tilfredsstille behovet for at boliger, skoler, institutioner og kontorer er sikre og opleves som sådan kan det derfor i overenstemmelse med forsigtighedsprincippet være nødvendigt at handle på et utilstrækkeligt videngrundlag.

Der mangler viden på området både for en række enkeltpåvirkninger og i særdeleshed for den næsten uendelige række af vekselvirkninger og forstærkning af effekterne, som kan tænkes inden for et område med særdeles komplekse eksponeringsforhold.

På indeklimaområdet skal forsigtighedsprincippet til stadighed afvejes med proportionalitetsprincippet. Der kan således være behov for tidlige myndighedsindgreb ved mistanke om, at visse scenarier kan få alvorlige og uoverskuelige konsekvenser. Men borgerne skal samtidig kunne forvente, at indgreb er relevante og ikke rækker længere end nødvendigt. I arbejdsmiljøloven udtrykkes det, at indgreb altid skal være baseret på en begrundet formodning om en risiko.

Ved risikohåndteringen vil der alt efter problemets art og ikke mindst ud fra lovgivningen på området være en række forskellige virkemidler. Myndighederne kan for eksempel stille konkrete krav i forbindelse med godkendelse og anmeldelse, og de kan indføre regler om anvendelsesbegrænsninger eller forbud. Andre virkemidler er funktions- og kvalitetskrav (for eksempel grænseværdier og klassificeringer) og tekniske og organisatoriske foranstaltninger (for eksempel ventilation, rensning, substitution, anvendelse af renere teknologi og produkter, frivillige aftaler, afgifter). Endvidere kan der iværksættes information, kampagner, motivation, vejledning og instruktion (for eksempel efteruddannelse og grønne vejledninger). Det er ønskeligt at myndighederne vælger virkemidler ud fra hensyntagen til effektivitet, til graden af acceptabel risiko og ud fra "cost-benefit" eller "risk-benefit" betragtninger. På grund af mangel på viden kan dette på indeklimaområdet kun udføres i meget begrænset omfang.

1.3 Krav til indeklimaet

Lovgivningen om indeklima er i det væsentligste opbygget ud fra kvalitative bestemmelser, der skal medvirke til, at der skabes sundheds- og sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold i bygninger, hvor ordet sundhed også dækker over komfort og velvære for såvel normalbefolkningen som for særlige risikogrupper i befolkningen, for eksempel allergikere.

Kommunerne har det direkte ansvar for, at love og regler vedrørende boliger og konkrete byggeprojekter overholdes. Når det gælder arbejdsmiljø håndhæver Arbejdstilsynet reglerne i overensstemmelse med bekendtgørelsen om indretning af faste arbejdssteder. Bekendtgørelsen er dog kun gældende hvor der er ansatte. En række statslige myndigheder administrerer lovene og reglerne på indeklimaområdet.

Erhvervs- og Byggestyrelsen under Økonomi og Erhvervsministeriet har ansvaret for byggelovgivningen, hvor det præciseres at bygninger skal holdes i forsvarlig stand, således at de ikke frembyder fare. Det hedder dog også, at ejeren er pligtig til at udbedre forhold, der er i strid hermed, og at brugeren er pligtig til at bruge bygningen så sådanne forhold ikke opstår. Såvel ejer som bruger har således et lovfæstet ansvar for at undgå og udbedre usunde forhold.

I Byggeloven og Bygningsreglementet er formuleret en lang række krav til opførelse af ny bebyggelse, væsentlige ombygninger, ændret benyttelse og nedrivning af bebyggelse. Det står heri, at byggematerialer ikke må afgive gasser, dampe, partikler eller ioniserende stråling, der kan give anledning til utilfredsstillende sundhedsmæssige indeklimaforhold.

Øvrige krav med relevans for indeklimaet vedrører ventilation, reduktion af forurening med kvælstofilter fra afbrænding af gas i komfurer, ioniserende stråling fra radon fra undergrunden, organiske opløsningsmidler m.m., for eksempel fra forureninger i undergrunden fra tidligere lossepladser og industrigrunde. Der er også fastsat specifikke krav til ildsteder og skorstene, så forgiftningsfare, røggener og andre ulemper reduceres.

Bygningsreglementet indeholder kun detaljerede krav til emissionen fra byggevarer vedrørende formaldehyd, mineraluld samt flyveaske og slagger fra kulfyring. Endvidere er brugen af asbestholdige materialer forbudt. Dette er dog slet ikke en udtømmende liste over mulige problematiske indholdsstoffer. Miljøstyrelsens regler regulerer også brugen af kemikalier i byggevarer. Der kan være brug for at tydeliggøre og udbygge regelgrundlaget for problematiske indholdsstoffer i byggevarer i Bygningsreglementet.

Det vurderes, at der kan være tilfælde med kemiske stoffer og radon, hvor det især i forbindelse med eksisterende byggeri vil være forbundet med betydelige økonomiske omkostninger at skabe et beskyttelsesniveau i indeklimaet svarende til beskyttelsesniveauet for det ydre miljø gennem bygningsmæssige ændringer.

Socialministeriet har ansvaret for Byfornyelsesloven, der indeholder reglerne for kondemnering samt regulerer sanering og renovering af utidssvarende udlejningsejendomme. Forhold, der særligt tages hensyn til, ved vurdering om brugen af boliger er forbundet med sundhedsfare, er i loven udtrykt som vist i figur 1.2. Desuden anvendes bestemmelserne i Almenboligloven til tider som kommunernes grundlag for at påbyde udbedringer. Lejelovens bestemmelser om beboerklagenævn og huslejenævn giver endvidere en vis beskyttelse af beboere i lejeboliger.

Figur 1.2. Loven om byfornyelse og boligforbedrings vurderingskriterier for om brugen af en bolig er forbundet med sundhedsfare.

Arbejdstilsynet er ansvarlig for kravene til arbejdsmiljøet, herunder de fysiske, kemiske og mikrobielle påvirkninger. Det fastsætter regler for arbejdsstedets indretning, herunder om forhold af betydning for indeklimaet i erhvervsbyggeri. Arbejdstilsynets regler svarer i stort omfang til Erhvervs- og Boligstyrelsens, men gælder som hovedregel også for alt eksisterende byggeri. Arbejdstilsynet har et omfattende tilsyn med, om reglerne overholdes. Dermed er der generelt større sikkerhed for at et vist sikkerhedsniveau overholdes på arbejdspladser end i boliger, hvor der ikke er samme grad af tilsyn.

Miljøstyrelsen har ansvaret for regler om miljøbeskyttelse. Herunder reguleres luftforurening og støj i bygningernes omgivelser og eventuelle sundhedsfarlige kemikalier i forbrugerprodukter. Sammen med Arbejdstilsynet opdateres Produktregistret over farlige kemiske stoffer og produkter, der anvendes erhvervsmæssigt. Ministeriet fastsætter regler om vurdering og anvendelsesbegrænsning af kemikalier. Det regulerer dermed overordnet set kemikalieindholdet i byggevarer.

Skoleelever er ikke omfattet af Arbejdsmiljøloven. Kravene til skolers indeklima er udtrykt i Bygningsreglementet og i Lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, der blandt andet udtrykker, at de enkelte skoler mindst hvert tredje år skal gennemføre en vurdering af undervisningsmiljøet. Arbejdsmiljøloven gælder for lærere, og den vil dermed ofte også få betydning for eleverne. Kommnerne er ansvarlig for de hygiejniske forhold i skoler og institutioner. og med baggrund i Sundhedloven vejleder kommunens sundhedstjeneste om hygiejne.

Myndighedernes risikohåndtering, dvs. regulering med hensyn til begrænsning af befolkningens udsættelse for skadelige miljøfaktorer adskiller sig i nogen grad fra hinanden.

Som udgangspunkt er det de samme internationalt anerkendte og fagligt videnskabelige principper, der ligger til grund for tilblivelsen af Arbejdstilsynets grænseværdiliste og Miljøstyrelsens B-værdier. Mens Miljøstyrelsen tager højde for usikkerheder i datagrundlaget og særlige gruppers følsomhed (f.eks. børn, ældre og syge) ved vurdering af de usikkerhedsfaktorer, der anvendes ved fastsættelse af B-værdierne, arbejder Arbejdstilsynet oftere med andre (sær)reguleringer og foranstaltninger til reduktion og eliminering af arbejdsmiljøudsættelsen. Derfor kan Arbejdstilsynets grænseværdier ofte være 100-1000 gange højere end den accepterede værdi inden for miljøområdet. Arbejdstilsynet har ikke egentlige indeklimaværdier. Til vurdering af målinger i indeklimaet anvender Arbejdstilsynet efter anbefaling fra Arbejdsmiljøinstituttet værdier på 1/40 af grænseværdierne for visse stoffer og for klorerede kulbrinter anvendes 1/200 af grænseværdien. For øvrige stoffer må der foretages en toksikologisk vurdering for det aktuelle stof. Værdierne gælder i arbejdsrummene.

Man skal være varsom med at sammenligne de forskellige myndigheders beskyttelsesniveau ved at sammenligne deres talværdier. Det skyldes, at der er store forskelle med hensyn til, hvordan myndighederne anvender værdierne i praksis. For kræftfremkaldende stoffer går bestræbelserne i højere grad på – med andre virkemidler end grænseværdier – at få stofferne ud af arbejdsmiljøet (substitutionskrav).

Ved siden af lovgivningsarbejdet findes der også et løbende behov for at påvirke bygningsbrugernes adfærd gennem oplysning om god adfærd og sundhedsfarlig adfærd i forbindelse med brugen af bygninger.

I EU arbejdes der i stigende grad med indeklima i relation til handlingsplan om miljø og sundhed. WHO har gennem mange år arbejdet med indeklima. Arbejdet har bl.a. resulteret i en serie af små vejledninger om indeklimaets påvirkninger, der henvender sig til de lokale myndigheder på området.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.