| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Genanvendelse af brugt stenuld - Hovedprojekt
2 Sammenfatning og konklusioner
Formål
Det er projektets formål, blandt andet på baggrund af praktiske forsøg, at danne grundlag for opbygning af et genanvendelsessystem for brugt, let bygningsisolering i form af stenuld, herunder en vurdering af de miljømæssige og økonomiske konsekvenser heraf.
Projektet er gennemført på baggrund af de resultater som blev fremlagt i forprojektet herunder et forventet årligt potentiale for brugt stenuld på 6.276 tons i 2003, stigende til 14.375 tons i år 2012.
Gennemførelse af forsøg
Der er i projektet gennemført følgende typer forsøg:
- Forsøg med kildesorteret stenuld og transporteret direkte til Rockwool frabrik.
- Forsøg med anvendelse af brugt stenuld i fremstillingen af nye stenuldsprodukter hos Rockwool.
Herudover er der gennemført en række interviews med nøgle-operatører indenfor brancherne; nedrivning og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.
Forsøgsresultater
Sorteringsforsøgene med kildesortering og rensning på nedrivningspladserne har vist, at det er muligt at opnå en næsten fuldstændig adskillelse af stenuld og glasuld, samt at det vil være realistisk at antage at gennemsnitligt 90% af stenulden fra renoveringer og nedrivninger vil blive udsorteret og kørt til genanvendelse.
Forsøg med produktion af ny stenuld med anvendelse af brugt stenuld er gennemført uden væsentlige problemer. De fiberkemiske undersøgelser af brugt stenuld fra Vamdrup viser, at der er afvigelser i den fiberkemiske sammensætning i forhold til fabrikkens normale briket og affald. Disse afvigelser kan dog justeres ind under produktionen ved at justere chargen, dvs. den doseringsmæssige sammensætning i produktionen.
Forsøgene har også vist, at den nuværende kapacitet og det nuværende produktionsudstyr kan give problemer med at sikre denne rette dosering af brugt stenuld til cementbriketterne. Dette problem må forventes at blive tydeligt, såfremt der skal håndteres store mængder af brugt stenuld.
Med henblik på at etablere et genanvendelsessystem for brugt stenuld på fabrikken, er den umiddelbare konklusion herpå, at der er et behov for en investering fra Rockwool, til udvikling og etablering af et eller flere værktøjer til styring af det affald der modtages til produktion.
Vurdering af tekniske forhold
Kvaliteten af den brugte stenuld, som er udsorteret i forbindelse med forsøgene, er af så høj kvalitet, at den umiddelbart svarer til de af Rockwool fabrikkerne opstillede leveringskrav og således kan anvendes af Rockwool fabrikkerne uden nævneværdig yderligere bearbejdning, forudsat nødvendige fremtidige investeringer i produktionsstyring.
Kildesortering af stenuld ved nedrivninger kan konstateres ikke at ville give branchen vanskeligheder. I dag fortages i vid udstrækning allerede kildesortering af mineraluldsisolering.
På baggrund af de gennemførte forsøg på Rockwool fabrikken i Vamdrup, er der i projektet opstillet kravspecifikationer til brugt stenuld ved modtagelse og forbehandling, samt til produktionsprocessen. Specifikationerne er opstillet for henholdsvis eksisterende forhold (som ved gennemførelse af forsøg) og ved fremtidige forhold ved en eventuel investering i nyt udstyr.
Der er i projektet vurderet, at eventuelle investeringer hos Rockwool vil komme til at ligge på omkring 5 millioner kroner. Investeringerne vil dog samtidigt medføre en kapacitetsforøgelse på brugt stenuld helt op til 11.000 tons/år. Etablering af et sådant genanvendelsessystem inklusive investeringer vil således være fremtidssikret i forhold til de forventede fremtidige mængder af brugt stenuld.
Modeller for genanvendelse af brugt stenuld
Der er i projektet opstillet tre alternative modeller for et genanvendelsessystem for let mineraluldsisolering. Modellerne holdes op mod det i forprojektet definerede – referencesystem – det eksisterende bortskaffelsessystem for stenuld via deponi. Modellerne omfatter følgende:
Model 1
- Genanvendelse af brugt stenuld (Vest for Storebælt) til nye stenuldsprodukter hos Rockwool.
- Videreudnyttelse af brugt stenuld (Øst for Storebælt) til fremstilling af blæsemiddel hos RGS90.
Model 2
- Genanvendelse af brugt stenuld til nye stenuldsprodukter hos Rockwool (Vest for Storebælt).
- Delvis Videreudnyttelse af brugt stenuld (Øst for Storebælt) til fremstilling af blæsemiddel, samt
- Delvis genanvendelse af brugt stenuld (Øst for Storebælt) til nye stenuldsprodukter hos Rockwool.
Model 3
- Genanvendelse af al brugt stenuld til nye stenuldsprodukter hos Rockwool.
I modellerne for genanvendelse forudsættes det, at så meget brugt stenuld som muligt kildesorteres og renses på diverse nedrivningspladser og leveres enten direkte til Rockwool fabrikkerne eller til anden genanvendelse/videreudnyttelse, eventuelt via regionale indsamlingsstationer.
I modellerne forudsættes en genanvendelsesprocent på ca. 90% af potentialet, svarende til 5.609 tons (2003). De resterende ca. 10% forventes fortsat deponeret.
Vurdering af miljø og arbejdsmiljø
Der er i projektet foretaget en vurdering af de miljømæssige konsekvenser af at etablere de forskellige scenarier (modeller) for genanvendelsessystemer. Der er i den forbindelse blevet set på både eksterne miljøforhold og på arbejdsmiljøforhold.
Miljøscreeningen af de opstillede modeller for genanvendelse af stenuld viser ikke overraskende, at emissionsrelaterede miljøeffekter, så som drivhuseffekt og næringsstofbelastning, og ressourceforbruget er større i genanvendelsesmodellerne end i referencesystemet. Dette blev også vist i forprojektet. De større emissionsrelaterede miljøeffekter skyldes, at der sker en langt større transport af stenuld rundt i landet, her ses også et stort olieforbrug, mens transportafstanden er lille i referencesystemet.
Til gengæld ses det, at affaldsmængden er langt større i referencesystemet, pga. deponeringen af stenulden. Stenuld er dog meget stabilt affald, der modelleres som volumenaffald, dvs. affald, der hovedsageligt er en ulempe at deponere, fordi det optager plads på lossepladserne og, som så vidt muligt ønskes begrænset i omfang.
Samlet set vil der således være både miljømæssige ulemper og fordele ved genanvendelse af stenulden. Ved genanvendelse vil der være et større forbrug af ikke-fornybare ressourcer, så som dieselolie til transport og en deraf følgende en større forurening af luft og vand, mens der spares på deponi, og dermed bl.a. på inddragelse af landområder. Samlet set er der dog en klar fordel ved genanvendelse af brugt sten modsat deponering. Dette er endvidere vist i de fremskrevne beregninger for årene 2006 og 2008.
Med hensyn til arbejdsmiljø er det konstateret, at procedurerne for udsorteringen af brugt stenuld til genanvendelse ikke afviger væsentligt fra de procedurer, som ved de fleste nedrivninger i forvejen praktiseres i dag, nemlig selektiv nedrivning. De arbejdsmiljømæssige problemstillinger vil således generelt ikke forværres ved indsamling af stenuld til genanvendelse.
Vurdering af økonomi
I økonomivurderingerne er der taget hensyn til følgende tre hovedparametre:
- Transportomkostninger
- Omkostninger ved containere
- Kapitalomkostninger hos Rockwool
I nedenstående tabel ses de sammenfattede gennemsnitlige omkostninger ved henholdsvis referencesystemet og de tre genanvendelsesmodeller.
|
Referencesystem kr/ton/år |
Model 1 kr/ton/år |
Model 2 kr/ton/år |
Model 3 kr/ton/år |
Gennemsnitlige omkostning |
923 |
693 |
792 |
868 |
Det ses umiddelbart, at model 3 og referencesystemet er de dyreste løsninger og model 1 den billigste. Det skal dog bemærkes, at der for de opsatte genanvendelsessystemer er forudsat, at der ikke er ekstraomkostninger forbundet med kildesortering, samt eventuelle kapitalomkostninger hos RGS90 er nul.
Forskellen mellem de opsatte genanvendelsesmodeller skyldes hovedsageligt to forhold: Transportomkostninger, herunder krydsning af Storebælt, og kapitalomkostningerne hos Rockwool.
I hovedprojektet er der gennemført miljø- og økonomiberegninger med udgangspunkt i de potentielle mængder af brugt stenuld forår 2003. Med henblik på at vurdere en fremtidig udvikling er der endvidere udført fremskrevne beregninger for årene 2006 og 2008.
Samlet vurdering
Samlet set er det vurderet, at et genanvendelsessystem for brugt stenuld med fordel og relativt enkelt ville kunne etableres. Et genanvendelsessystem for brugt stenuld bør baseres på en geografisk opdeling samt to parallelle systemer (tostrenget) til slutdisponering, herunder indsamling og levering af brugt kildesorteret stenuld til genanvendelse (Rockwool) og videreudnyttelse (Carbogrit) enten direkte eller via regionale indsamlingsstationer (model 1).
Konklusioner og Anbefalinger
Det vil være realistisk at antage, at gennemsnitligt 90% af stenulden fra renoveringer og nedrivninger vil blive udsorteret og kørt til genanvendelse.
Et genanvendelsessystem for brugt stenuld bør baseres på en geografisk opdeling samt to parallelle systemer (tostrenget) til slutdisponering, herunder indsamling og levering af brugt kildesorteret stenuld til genanvendelse (Rockwool) og videreudnyttelse (Carbogrit) enten direkte eller via regionale indsamlingsstationer (model 1).
Det er ikke muligt at give et fuldstændigt tal for de miljømæssige effekter, men det kan konkluderes, at for visse effekter er det en fordel at genanvende, fordi man sparer deponi, til gengæld så bliver der brugt flere energiressourcer til transport ved genanvendelse.
Der er et behov for en investering fra Rockwool, til udvikling og etablering af et eller flere værktøjer til styring af det affald der modtages til produktion. Eventuelle investeringer hos Rockwool vil komme til at ligge på omkring 5 millioner kroner. Investeringerne vil dog samtidigt medføre en kapacitetsforøgelse på brugt stenuld og således være fremtidssikret i forhold til de forventede fremtidige mængder af brugt stenuld.
Af de fremskrevne beregninger for 2006 og 2008 ses at der med øgede mængder af brugt stenuld sker et mindre fald i transportomkostningerne, et lille fald i miljøomkostningerne og et forventeligt fald i omkostningerne hos Rockwool, som primært skyldes at deres omkostninger per år er faste.
Det må dog også konkluderes, at en forudsætning for at opnå de økonomiske og miljømæssige fordele ved et genanvendelsessystem, er en sikring af tilstrækkelig tilført mængde og kvalitet af det materiale, som leveres til Rockwool med henblik på genanvendelse.
På grundlag af de her gennemførte forsøg og de foreslåede genanvendelsesmodeller med tilhørende miljø- og økonomimæssige vurderinger, anbefales det i rapporten, at etablere et genanvendelsessystem for let mineraluldsisolering, baseret på det i genanvendelses model 1 anbefalede system, herunder fastlæggelse af nødvendige mængder og transport af mineraluld.
Det anbefales derfor, at der tages indledende skridt til dialog og en nærmere drøftelse med relevante parter og interessenter i et sådant genanvendelsessystem, med henblik på en nærmere konkretisering af rammerne for et sådant system. Endvidere gives der anbefalinger til nærmere udredninger omkring lovgivning, kommunernes håndtering af brugt stenuld i regulativer og administrative procedurer for genanvendelse.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.
|