Rensning for nitrat og pesticider i små vandforsyningsanlæg

4 Myndighedsgodkendelser

4.1 Myndighedsgodkendelse i USA

USA er kommet længst med godkendelsesprocedurer for enkelt vandforsyningsanlæg samt regler for drift og monitering.

4.1.1 Den centrale vejledning

Den centrale vejledning er: ”EPA. Guidance for Implementing a Point-of-Use or Point-of-Entry Treatment Strategy for Compliance with the Safe Drinking Water Act”, March 27th, 2002 /Ref.7/.

/Ref.7/ omhandler enkelt vandforsyningsanlæg generelt, dvs. for rensning af alle uønskede stoffer i drikkevandet, herunder nitrat og pesticider, med det formål, at drikkevandet skal opfylde ”National Primary Drinking Water Regulations”, /Ref.2/.

USEPA (United States Environmental Protection Agency) kontrollerer ikke, og stiller ikke krav til råvandskvaliteten i, private boringer. Derimod kan de enkelte stater godt stille krav.

Fra /Ref.7/ skal følgende fremhæves:

  1. POU må ikke benyttes til behandling for mikrobiologiske parametre.
  2. POU bør ikke benyttes ved forekomst af radon og flygtige stoffer i vandet, da der ikke er tilstrækkelig beskyttelse mod indånding.

Dette har medført, at de fleste stater ikke længere godkender brug af POU.

  1. Myndigheder skal have kontrol med alle enkelt vandforsyningsanlæg. Dvs. den offentlige vandforsyning ejer, driver, vedligeholder og moniterer alle POU og POE anlæg. Drift, vedligeholdelse og monitering kan uddelegeres til en af myndighederne autoriseret entreprenør.
  2. Enkelt vandforsyningsanlæg skal designes til at underrette/advare brugeren ved fejldrift.
  3. Dele i enkelt vandforsyningsanlæg skal være godkendt og certificeret i henhold til ANSI/NSF standarder (se afsnit 4.1.2).

Andre forhold beskrevet i /Ref.2/, og som bør nævnes her, er:

  1. Aktiv kulfiltre (GAC) skal efterfølges af UV behandling.
  2. Nitrat er et stof, der kan give akut forgiftning, og enkelt vandforsyningsanlæg til rensning for nitrat kræver derfor særlig opmærksomhed.
  3. /Ref.2/ indeholder en liste med praktisk erfaring fra drift af POU og POE anlæg (som ikke nødvendigvis skal rense for nitrat og pesticider).
  4. Et omvendt osmose anlæg (POU) for fjernelse af flourid fik de første 2 år foretaget vandanalyse hver måned – derefter hver tredje måned.

4.1.2 Relevante ANSI/NSF standarder

Enkelt vandforsyningsanlæg (POU og POE) skal godkendes efter:

  • Standard 42. Drinking Water Treatment Units – Aesthetic Effects /Ref.14/
  • Standard 53. Drinking Water Units – Health Effects /Ref.15/
  • Standard 55. Ultraviolet Microbiological Water Treatment Systems /Ref.16/
  • Standard 58. Reverse Osmosis Drinking Water Treatment Systems /Ref.17/

som har særlig relevans for denne rapport. Desuden findes:

  • Standard 44. Cation Exchange Water Softeners /Ref.18/
  • Standard 62. Drinking Water Distillation Systems /Ref.19/

4.2 Myndighedsgodkendelse i Tyskland

Enkelt vandforsyningsanlæg godkendes for installering og idriftsætning af de lokale myndigheder som for eksempel Bundesamt Kreis Kleve. Det er også de lokale myndigheder, der fastlægger moniteringen. Målet er, at overholde kvalitetskravene til drikkevand som beskrevet i /Ref.13/. Der dispenseres dog for visse parametre. For eksempel har drikkevandet for ”POE anlæg på stor gård”, som beskrevet i afsnit 3.5.1, ofte en pH værdi ned til 5,5 mens kravværdien i /Ref.13/ er = 6,5 (og = 9,5).

Den mest almindelige praksis er, at vandet moniteres (herunder analyseres for de aktuelle nøgleparametre) én gang hver tredje måned. Ved stabil råvandskvalitet og stabil drift moniteres der i nogle tilfælde kun én gang om året. Omvendt er der eksempler på anlæg, der i perioder med ustabil råvandskvalitet og/eller ustabil drift, er blevet moniteret hver måned.

De lokale myndigheder beder uvildige institutter, som for eksempel IWW, om at teste enkelt vandforsyningsanlæg og at rådgive ved implementering.

Ved test af anlæg benyttes de amerikanske ANSI/NSF standarder som nævnt i afsnit 4.1.2.

 



Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.