| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Omkostningseffektive tiltag i de ikke-kvotebelagte sektorer

4 Fremtidige virkemidler

• 4.1 Jordbrug
  • 4.1.1 Emissioner fra husdyrenes fordøjelsessystem
  • 4.1.2 Emissioner fra gødningshåndtering
  • 4.1.3 Emissioner fra kvælstofomsætning i mark
  • 4.1.4 Energi
  • 4.1.5 Kulstoflagring
  • 4.1.6 Udenlandske erfaringer
• 4.2 Transport
  • 4.2.1 Bilbeskatning
  • 4.2.2 Hybridbiler
  • 4.2.3 Biobrændstoffer
• 4.3 Affald
  • 4.3.1 Oxidation af metan fra deponeringsanlæg
  • 4.3.2 Yderligere udnyttelse af metan fra deponeringsanlæg
  • 4.3.3 Behandling af slam fra spildevandsanlæg
• 4.4 Energi og industri uden for Kvote
  • 4.4.1 Energisparekampagner
  • 4.4.2 CO2 reduktioner i ikke-kvotebelagte erhverv
  • 4.4.3 Udskiftning af individuelle oliefyr med varmepumper
  • 4.4.4 Reduktion i udledning af metan fra gasmotorer
  • 4.4.5 Øget anvendelse af vedvarende energi
• 4.5 Industrigasser
• 4.6 Klimahensyn i planer, programmer og beslutninger
  • 4.6.1 Klimavurderinger af lovforslag, planer og programmer
  • 4.6.2 Klima i lokal agenda 21 planer
  • 4.6.3 Information om reduktionsmuligheder til udvalgte målgrupper

I forbindelse med virkemiddelprojektet er en række fremtidige tiltag til reduktion af de ikke kvotebelagte sektorers drivhusgasudledning blevet identificeret og analyseret. Disse er nærmere beskrevet i dette kapitel med henblik på at undersøge, om der kan iværksættes yderligere tiltag til lukning af den danske klimamanko i 2008-12 uden for de kvotebelagte sektorer.

4.1 Jordbrug

I forbindelse med forberedelsen af VMP III blev en særlig klimaarbejdsgruppe nedsat. Gruppen vurderede dels effekten af VMP III på landbrugets drivhusgasemissioner, dels mulige nye virkemidler til reduktion af disse. Dette arbejde er siden fulgt op af en række supplerende analyser i regi af Miljøstyrelsen, og tilsammen udgør disse analyser grundlaget for dette kapitel.

Landbrugets udledning af drivhusgasser kan, som tidligere omtalt, opdeles i grupperne:

- husdyrenes fordøjelsessystem

- gødningshåndtering

- kvælstofstofomsætning i marken

- energi

- kulstoflagring / omsætning i jorden.

Det er forskelligt hvilke drivhusgasser, som udledes i de enkelte grupper. Metan udledes i forbindelse med husdyrs fordøjelsessystem og gødningshåndtering, lattergas ved gødningshåndtering og kvælstofomsætning i marken, mens CO₂ udledes i forbindelse med jordbrugets energiforbrug og optages ved kulstoflagring eller frigives ved omsætning i jorden, rydning af skov, stormfald, mv.

Udledningen af næringsstoffer og drivhusgasser fra jordbruget er diffus. Derfor er viden om og dokumentation af sammenhængene mellem konkrete tiltag og indvirkning på udledningen af drivhusgasser kompliceret. For en lang række af de gennemgåede tiltag i jordbruget har der vist sig et behov for mere viden om disse sammenhænge. Desuden er der nogle faste principper for, hvorledes effekter af tiltag medregnes i Kyotoregnskabet. En effektiv tilrettelæggelse af eventuelle ændringer i landbrugspraksis for at reducere udledningen af drivhusgasser, vil kræve en dokumenteret sammenhæng mellem adfærdsændring og effekt, herunder bogføring i klimaregnskabet.

Tabel 15, Tabel 16 og Tabel 17 giver en oversigt over mulige, fremtidige virkemidler. De mest lovende af disse vil i dette afsnit blive beskrevet i så stor en udstrækning som mulig mht. reduktionspotentiale, omkostning pr. reduceret tons CO₂, eventuelle barrierer for implementering samt forslag til hvorledes tiltaget kan implementeres.

4.1.1 Emissioner fra husdyrenes fordøjelsessystem

Næsten 2/3  af landbrugets samlede metanudledning stammer fra køers fordøjelsessystem. Der sker kun en begrænset udledning fra svin, hvilket skyldes forskelle i svin og køers mavesystem.

Malkekøer producerer dagligt ca. 2 m³ metangas pr. ko, hvilket giver samme drivhuseffekt som afbrænding af ½ l fyringsolie. Metan dannes som følge af et for højt brinttryk i vommen, og produktionen kan derfor bl.a. mindskes ved at påvirke de brintproducerende processer. Dette kan ske gennem en øget foderudnyttelse og ved en ændret fodersammensætning. Metanproduktionen kan også påvirkes direkte ved tilsætning af metanhæmmende stoffer i foderet.

Tabel 15: Oversigt over potentielle tiltag i husdyrenes fordøjelsessystem.

Noter til tabel:

¹ 0,6 angiver det maksimale potentiale ved anvendelse på alle danske malkekøer.

Ændret fodersammensætning

Den mest effektive metode til reduktion af køers metanudledning er at øge fedtandelen i foderet. Potentialet er størst hos malkekøer, mens det er begrænset hos ungdyrene pga. for stor tilvækst. Tilsættes foderet 400 gram fedt anses det for sandsynligt, at den årlige emission fra danske malkekøer kan mindskes med ca. 0,4 mio. tons CO₂-ækv. Denne beregning tager højde for strukturudviklingen^[6] og en øgede mælkeproduktion pr. ko.

Den velfærdsøkonomiske omkostning ved tiltaget er beregnet til -55 kr. pr. tons CO₂ dvs. en gevinst for samfundet. Begrundelsen er, at der i dag ikke er nævneværdig forskel på prisen for forskellige fodermidler målt i foderenheder, og at tiltaget vil øge mælkeproduktionen pr. ko.

Der er dog en række barrierer for implementering af tiltaget i praksis. Fedtsyrer kan påvirke slutprodukterne på en uhensigtsmæssig måde, og der kan opstå problemer med produktionssygdomme. Desuden medfører et øget fedtindhold i foderet også et øget fedtindhold i mælken, hvorved landmanden kan få problemer med at overholde mælkekvoten, idet størrelsen af landmandens mælkekvote er afhængig af fedt og proteinindholdet. Det er derfor tvivlsomt om dette tiltag kan vinde opbakning i erhvervet.

Der er i perioden 1991- 2001 sket en forskydning i køernes fodersammensætning fra sukkerroer til majsensilage og samtidig er foderniveauet steget. Foderets indhold af fedt og stivelse er hermed blevet øget, mens sukkerindholdet er faldet. Såvel litteraturstudier som simuleringsmodel resultater viser, at dette har en positiv effekt på metanudledningen fra malkekøer formentlig i størrelsesordenen 0,1 mio. tons CO₂-ækv/år. Før denne metanreduktion kan medregnes i Kyoto-regnskabet, er det imidlertid nødvendigt med yderligere dokumentation. Omkostningen herved er omkring 5 kr. pr. tons reduceret CO₂, og dermed langt under pejlemærket.

Svin har som ovenfor nævnt kun en begrænset produktion af metan. At svins andel af den samlede metanudledning alligevel kommer op på 8 % skyldes det store antal. Der har hidtil kun været begrænset fokus på svins metanproduktion. Undersøgelser tyder på, at et reduceret fiberindhold i foderet kan mindske udledningen. Dette er imidlertid i modstrid med de nuværende ønsker om velfærd og økologi, hvilket gør det meget tvivlsomt om tiltaget er gennemførligt. Der foreligger endnu ingen oplysninger om potentiale eller omkostninger.

Brug af metanhæmmende stoffer

Der findes en række stoffer, som kan nedsætte produktionen af metan. Stofferne kan opdeles i grupperne antibiotika og lignende, halogenerede metananaloger, bakteriociner samt brintforbrugende stoffer. Et problem ved de første to grupper er, at de ikke acceptable at anvende i Danmark, og for de resterende grupper gælder at de enten er meget omkostningstunge eller umodne.

En vaccine har været afprøvet på får i Australien og de foreløbige resultater viser, at fårs metanproduktion kan reduceres med 8 – 13 %. Tidshorisonten for at en lignede vaccine kan blive udviklet til køer er sandsynligvis lang, og det er endnu uvist om en vaccine vil påvirke køers metanudledning i samme omfang som fårs.

4.1.2 Emissioner fra gødningshåndtering

Emissioner fra gødningshåndtering indbefatter forløbet fra gødningens produktion til udbringning på marken. Heri indgår såvel udledning fra stalde som gylletanke. I forbindelse hermed er der mulighed for udledning af såvel lattergas som metan. Udslippet kan reduceres dels gennem tekniske tiltag som f.eks. staldindretning og overdækning af gyllebeholdere, dels gennem behandling af gyllen som f.eks. biogasbehandling. En samlet oversigt over virkemidler, der påvirker emissioner fra gødningshåndtering, er vist i Tabel 16.

Overdækning af gyllebeholdere

Gyllebeholdere beskyttes i dag med et flydelag. Overdækning af gyllebeholdere med telt eller dug vil kunne reducere udledningen af drivhusgasser yderligere. Forskningsresultater indikerer desuden, at kontrolleret luftskifte vil kunne øge metanoxidationen. Der mangler dog endnu viden om det optimale omfang af luftskifte samt om overdækningens udformning kan have en indvirkning.

Metanudledningen fra stald og lager er i dag opgjort til ca. 0,9 mio. tons CO₂-ækv. Overdækning af samtlige gyllebeholdere skønnes at kunne halvere dette tal. Dvs. reduktionspotentialet for overdækning er op til 0,45 mio. tons årligt. Kombineres dette med daglig udbringning af husdyrgødning fra stalde til gyllebeholdere vil dette potentiale blive øget.

Før tiltaget kan blive implementeret er det nødvendigt at udvikle teknologien bag kontrolleret luftskifte samt dokumentere effekten.

Godkendelsesordningen for husdyrbrug over 75 dyreenheder indebærer reduktionskrav for ammoniak, krav om overdækning af gyllebeholdere og krav om øget fodereffektivitet. Der er modsatrettede effekter på drivhusgasudledningerne af disse tiltag, men samlet set skønner Fødevareministeriet og DJF, at ordningen vil være neutral i forhold til drivhusgasudledningen, jf. Reference 23.

Tabel 16: Oversigt over potentielle tiltag til reduktion af emissioner fra gødningshåndtering.

 Noter til tabel:

¹ Det angivne potentiale forudsætter at gødningsnormen også ændres ved tiltaget, således at tilførslen af handelsgødning mindskes, da kvælstofindholdet i husdyrgødningen bliver øget ved tiltaget.

² Omkostningsberegninger.

³ Reduktionspotentiale.

⁴ Potentialet er angivet for 10 anlæg, der hver behandler 180.000 tons bioforgasset gylle.

Lufttæt overdækning af gødningsstakke på mark

Dybstrøelse fra stalde opbevares i dag i stakke på markerne, hvis det ikke spredes i umiddelbar forbindelse med, at staldende tømmes.

Den samlede emission fra dybstrøelse er opgjort til 0,5 mio. tons CO₂-ækv. En realistisk antagelse er, at 70% af gødningen udbringes om foråret mens resten køres i stak. Lufttæt overdækning kan således kun omfatte de resterende 30%, hvilket maksimalt giver mulighed for en reduktion på 0,15 mio. tons CO₂-ækv. Det er dog kun markstakke som ikke jævnligt tilføres ny gødning som vil blive overdækket. Der foreligger i dag meget dårlige data om bl.a. mængden samt om hvor lang tid gødningen ligger, før den spredes. Et realistisk potentiale vurderes derfor kun at være 0,05 mio. tons CO₂-ækv. Potentialet vil formentlig fremover være faldende pga. strukturudviklingen og afbrænding af fjerkrægødning, som er blevet tilladt. Omkostningerne er tidligere blevet beregnet for overdækning med en kompostdug. Omkostningerne var her –700 kr. pr. tons reduceret CO₂. En lufttæt overdækning er ca. 10 gange dyrere, men omkostningen herved vil formentlig ligge under pejlemærket.

Virkemidlet vil kunne implementeres gennem en ændring i husdyrgødningsbekendtgørelsen. For en mindre del af landbruget, som komposterer deres husdyrgødning, vil et krav om lufttæt overdækning af deres markstakke kunne give problemer i forhold til komposteringsprocessen.

Biogasbehandling

Afgasning af gylle bevirker, at gødningens indhold af omsætteligt organisk materiale omdannes til biogas (metan og kuldioxid). Gassen opsamles og anvendes, hvorved den erstatter fossil energi og medfører at CO₂-udledningen mindskes. I og med at gyllens indhold af omsætteligt kulstof bliver reduceret, mindskes også potentialet for metan- og lattergasproduktion i forbindelse med opbevaring og udbringning af gødning. Andre positive følger af afgasning er færre lugtgener ved udbringning, reduceret udvaskning og et lavere indhold af sygdomskim. Biogasanlæggene medvirker desuden til genanvendelse af en lang række organiske affaldsprodukter primært fra levnedsmiddelindustrien.

Samfundsøkonomi

Der produceres årligt omkring 33 mio. tons husdyrgødning i Danmark. Ca. 2 mio. tons (6 %) anvendes i dag i biogasanlæg. Et repræsentativt biogasfællesanlæg, som leverer biogas til et i øvrigt naturgasfyret decentralt kraftvarmeværk, giver alt i alt anledning til en reduktion i udledningen af CO₂ og CO₂-ækvivalenter (metan og lattergas) på omkring 120.000 tons pr. PJ biogas. Ca. halvdelen af denne effekt skyldes reduktion af udledningerne af metan og lattergas fra landbruget. På grundlag heraf blev den samfundsøkonomiske reduktionsomkostning ved forgasning af husdyrgødning i 2002 beregnet til 43 kr. pr. tons CO₂-ækv., mens den privatøkonomiske omkostning var 589 kr. pr. tons.

Pga. de stigende olie/gaspriser vurderes tiltaget opdateret til 2005 priser at medføre en samfundsøkonomisk gevinst på ca. -125 kr./ton, se Reference 20.

Den store forskel på de privatøkonomiske og samfundsøkonomiske omkostninger skyldes, at tiltaget er forbundet med store positive sideeffekter så som sparede omkostninger til affaldsbortskaffelse, lugtreduktion og bedre gødningsudnyttelse, som kun medtages i de samfundsøkonomiske beregninger. Således kan de samfundsøkonomiske omk. opgøres til ca. 460 kr./ton uden indregning af sideeffekter.

Idet bortskaffelse af industriaffald udgør ca. 70 pct. af de positive sideeffekter, skal det derfor understreges, at den fordelagtige samfundsøkonomiske vurdering kun gælder så længe der findes et tilstrækkeligt udbud heraf.

Virkemidler

En øget anvendelse af biogas indebærer etablering af nye anlæg og udvidelse af eksisterende, og udbygningen vil være fordelt på både store fællesanlæg og gårdbiogasanlæg. Interessen samler sig dog især om etablering af fællesanlæg, og i langt de fleste projekter vil afsætningen af biogas ske til eksisterende decentrale kraftvarmeværker, som i dag bruger naturgas. Disse decentrale kraftvarmeværker vil typisk være mindre værker, som ikke er kvotepålagte og som ikke leverer til fjernvarmenet, der forsynes fra kvoteomfattede værker.

Udbygningen af biogassektoren er stagneret de seneste år, således at væksten nu er på omkring 1 % om året. Den politiske aftale fra marts 2004 om en elafregningspris på 60 øre/kWh faldende til 40 øre/kWh har indtil videre ikke ført til den forventede udbygning.

Med den gældende lovgivning er der ikke fastsat elafregningsvilkår for biogasanlæg, som først tages i brug efter 2008. En fortsat udbygning efter 2008 forudsætter dermed umiddelbart, at der sker en afklaring af elafregningsvilkårene efter 2008.

Hvis der ønskes gennemført en styrket udbygning, vurderes der at være behov for at tage stilling til, hvordan det kan gøres økonomisk mere attraktivt at etablere anlæggene, ligesom det må vurderes om der er andre barrierer over for udbygningen med biogasanlæg.

Som et regneeksempel er der regnet på virkningerne af, at 2008-fristen for opnåelse af de nu gældende elafregningsvilkår for nye biogasanlæg ophæves kombineret med en forbedring af elafregningen, således at denne bringes op i nærheden af det niveau, der var gældende i 1990’erne, hvor udbygningen forløb med en vækst på omkring 10% om året. Der er skønnet, at en sådan ændring (svarende til at elafregningen hæves til 60 øre i 20 år frem for kun i 10 år, samt at denne pristalsreguleres) vil medføre en merproduktion af biogas i perioden 2008-12 på 1,16 PJ/år, hvilket igen vil medføre en ekstra reduktion i udledningen af drivhusgasser på ca. 150.000 tons/år.

Forligsbindinger

Finansieringen af bedre elafregningsvilkår er hidtil sket over PSO. Elafregningsreglerne herunder 2008-kravet for biogasbaseret elproduktion indgår i den energipolitiske aftale fra 29. marts 2004. Ændringer af afregningsreglerne kræver derfor enighed blandt aftalens parter. (V, K, S, R og SF). Da der vil være tale om ændringer i PSO-omkostningerne, er der desuden aftalebinding i forhold til DF.

Andre barrierer

Andre barrierer for biogasanlæg er f.eks. lokaliseringsproblemer. Placeringsproblemerne opstår typisk som følge af naboindsigelser af frygt for lugtgener m.v. Der findes tekniske løsninger på lugtproblemerne, men opgaven er at samle den eksisterende viden om, hvordan man på effektiv vis kan sikre biogasanlæggene mod at give anledning til lugtgener, og at formidle denne viden på en operationel måde til brug for myndighederne i forbindelse med miljøgodkendelser af nye anlæg. Miljøministeriet har udarbejdet en ny rapport om effektive lugtforanstaltninger på biogasanlæg (Reference 24), som sammen med nye standardvilkår for biogasanlæg bl.a. har til hensigt at mindske risikoen for lugtgener fra anlæggene og dermed gøre det lettere for kommunerne at finde egnede placeringer til nye anlæg.

Separation og efterfølgende afbrænding

Biogasbehandlingen kan suppleres med efterfølgende separering af den afgassede biomasse. Separeringen bevirker, at den afgassede gylle opdeles i en fast fiberfraktion og en flydende fraktion. Ved separeringen øges andelen af plantetilgængelig kvælstof i den flydende fraktion, hvilket medfører, at denne fraktion kan anvendes med høj udnyttelsesgrad og lav udvaskningsrisiko.

Fiberfraktionen har et højt indhold af fosfor, men en lav udnyttelsesgrad af kvælstof. Samtidig er der endnu ikke udviklet gode udbringningsteknologier, og fiber fraktionen skal afsættes i konkurrence med spildevandsslam, som ikke har en markedspris. Disse problemer med fiberfraktionen har været en barriere for udbredelse af separationsteknologien. Derfor har der været fokus på muligheden for at afbrænde den faste fraktion. Regeringen tog i sommeren 2005 initiativ til at gennemføre en række lovændringer, som vil gøre det muligt at afbrænde den faste fraktion uden affaldsafgift. Afbrændingen kan fortrænge brugen af fossil energi (CO₂-substitution) samt mindske metan- og lattergasemissionen ved lagring og udbringning. Varmeforsyningsreguleringens hensyn til en kombineret kraftvarmeproduktion har imidlertid hidtil vejet tungere end de decentrale kraftvarmeværker mulighed for at afbrænde fiberfraktioner til ren varmeproduktion. Afbrændingen kan desuden medføre en række andre afledte miljøkonsekvenser, såsom askens tungmetalindhold, fosforkoncentration og NOx emission, hvis omfang i dag ikke kendes med sikkerhed.

Drivhusgasreduktionen ved afbrænding er dog kun marginal svarende til 24 og 34 kg CO₂-ækv. pr. tons gylle alt afhængig af, om der er tale om afgasset eller ikke-afgasset gylle. Afbrændingen har dog den afledte gevinst, at den kan påvirke biogasudnyttelsen i positiv retning. Hvis det forudsættes at 90% af gødningen fra den danske svinebestand håndteres som gylle og al denne gylle separeres og afbrændes vil reduktionspotentialet være ca. 0,36 mio. tons CO₂-ækv. årligt. Dette er dog næppe opnåeligt på kort sigt, og i Tabel 16 er der derfor regnet på 10 anlæg svarende til en samlet CO₂-reduktion på 60.000 tons. Dette tiltag har en negativ omkostning i sammenligning med en referencesituation, hvor fiberfraktionen ikke afbrændes, jf. Reference 21.

Afbrænding af husdyrgødning medfører at mængden af husdyrgødning til landbrugsjorderne reduceres. Som følge af at Danmark i sin reduktionsforpligtigelse har tilvalgt art. 3.4 i Kyoto protokollen for landbrugsjorder, vil den afbrændte mængde ændre jordens kulstofbalance og dermed reducere den samlede nettoeffekt her. Nettoeffekten afhænger af hvilken tidshorisont der anvendes. På kort sigt, dvs. første forpligtigelsesperiode 2008-2012,  skønnes nettoeffekten at være ca. 25% af den afbrændte kulstofmængde.

Afbrænding af fjerkrægødning

Afbrænding af fjerkrægødning er i sig selv CO₂-neutral, men vil dog være forbundet med sideeffekter, som har en gunstig indvirkning på drivhusgasserne. Blandt andet vil ammoniakemissionen mindskes. Samlet vil afbrænding af al fjerkrægødning reducere udledningen med ca. 0,13 mio. tons CO₂-ækv^[7]. I februar 2006 besluttede regeringen af lovliggøre generel afbrænding af husdyrgødning til energiformål. Det er dog næppe realistisk at al fjerkrægødning vil blive afbrændt. Afbrænding vil øge udledningen af kvælstofilter (NOx) og er mere problematisk for fjerkrægødning end f.eks. afgasset gylle pga. et højere kvælstofindhold. Analyser viser desuden, at energiproduktion baseret på fjerkræ- og minkgødning kun vil være lønsomt erhvervsøkonomisk og samfundsøkonomisk, hvis der er tale om meget store anlæg.

Optimeret staldindretning

Drivhusgasudledningen fra stalde kan mindskes vha. en række mindre tiltag. I svinestalde vil tiltagene

- afkøling af gylle

- staldseparering

- luftvasker/scrubber

- forsuring

- v-formede gyllekanaler

hver især kunne reducere drivhusgasudledningen med 0,009 - 0,035 mio. tons CO₂-ækv. hvis 20 % af  husdyrgødningen behandles. Idet tiltagene ikke er additive, er yderligere undersøgelser nødvendige før den samlede effekt af optimeret staldindretning kendes. I kvægstalde er kun tiltaget forsuring af gylle relevant. Potentialet herved er 0,007- 0,031 alt afhængigt af om 10 eller 40 % af gødningen behandles.

Hurtig udslusning af gylle fra stald til lager

En stor del af gyllen opbevares i dag under spalterne (de såkaldte gyllekældre) i staldene i en længere periode før den udsluses til gyllebeholderne. Det er først muligt at reducere gyllens metan udledning i det øjeblik gyllen er udsluset til gyllebeholderne. Jo hurtigere gyllen udsluses des bedre muligheder vil der derfor være for at reducere metanudledningen. Da de nuværende staldanlæg med gyllekældre har en levetid på omkring 20 – 40 år, skal tiltaget ses i et langsigtet perspektiv. Tiltaget vil gradvist kunne implementeres gennem et krav eller anbefaling til landbruget om fremover kun at bygge stalde med daglig udslusning. Reduktionspotentialet ved daglig udslusning af gyllen er med de nuværende emissionsfaktorer op til 0,02 mio. tons CO₂-ækv.  Da tiltaget gradvist indføres i forbindelse med opførelse af nye stalde vurderes reduktionsomkostningerne herved marginale.

4.1.3 Emissioner fra kvælstofomsætning i mark

Kvælstofomsætningen kan, som tidligere nævnt, føre til udledning af lattergas. Ved at påvirke kvælstofomsætningen kan lattergasemissionen nedsættes. Dette kan f.eks. ske ved at tilsætte handels- eller husdyrgødningen nitrifikationshæmmere, gennem en optimering af gødningshåndteringen eller ved at påvirke forbruget af handelsgødning.

Tabel 17: Oversigt over potentielle tiltag i gruppen emissioner fra kvælstofomsætning i mark

Optimeret gødningshåndtering

Optimeret gødningshåndtering dækker over en række mindre tiltag som

- Tilpasning af gødningsmængde. Lattergasemissionen kan reduceres ved at mindske kvælstoftildelingen på marker der i forvejen har et højt kvælstofindhold. Det vil med andre ord sige en bedre tilpasning til afgrødens behov.

- Tidsmæssig adskillelse af handels- og husdyrgødning. Husdyrgødning indeholder en stor mængde nedbrydeligt kulstof. Under nedbrydningen opstår typisk lokale iltfattige forhold. Tilførsel af handelsgødning sammen med eller forud for udbringningen af husdyrgødningen vil øge risikoen for produktion af lattergas.

- Udskydelse af udbringning indtil markerne er veldrænede, idet iltfattige forhold øger risikoen for kvælstoftab og lattergasudvikling.

- Anvendelse af ammoniakholdige gødninger i det tidlige forår og nitratbaserede gødninger i det sene forår.

Optimeringen kan yderligere forbedres ved tilsætning af nitrifikationshæmmere og biogasbehandling. En optimering med ovenstående tiltag forventes at kunne reducere 25 – 50 % af lattergastabene fra handels- og husdyrgødning svarende til 0,56 – 1,12 mio. tons CO₂-ækv. Der foreligger endnu ingen beregninger af omkostningerne ved tiltaget.

Før tiltaget kan implementeres er det nødvendigt med yderligere dokumentation af effekten. Virkemidlet vil herefter kunne blive implementeret gennem rådgivning og information af landmænd og landbrugskonsulenter.

Tilsætning af nitrifikationshæmmere

Nitrifikationshæmmere mindsker nitrifikationen af kvælstoffet i gødningen. På baggrund af  hidtidige erfaringer er det skønnet, at nitrifikationshæmmere i handelsgødning kan nedsætte lattergasudledningen med ca. 20 – 30 %. Dette svarer til 0,3 mio. tons CO₂-ækv. pr. år hvis al handelsgødning tilsættes hæmmere. Der er kun erfaringer med hæmmere i handelsgødning, men det vurderes, at der også er et stort potentiale ved tilsætning i husdyrgødning. Tilsætning af nitrifikationshæmmere kan i nogle tilfælde resultere i et merudbytte, men kan også medføre negative effekter pga. produktets lave nedbrydelighed. De velfærdsøkonomiske omkostninger ved tiltaget varierer mellem 0 og 1521 kr. pr. CO₂-ækv. alt afhængig af om brugen medfører et merudbytte eller ej.

Før tiltaget kan blive implementeret er det nødvendigt at gennemføre en  grundig økotoksikologisk vurdering samt etablere en bedre dokumentation af virkning på emissioner og udbytte.

Reduceret N-norm

Landbruget er i dag underlagt en kvælstof norm. Sammen med en række andre reguleringer udgør kvælstofnormerne en del af den samlede danske regulering overfor næringsstoffer, der bl.a. har til hensigt at sikre implementering af EU’s nitratdirektiv.  En landmands kvælstof norm fastsættes ud fra afgrøde, jordbundstype og areal samt i forhold til det driftsøkonomiske optimum. I dag er reguleringen tilrettelagt således, at normen er reduceret med 10 pct. i forhold til det driftsøkonomiske optimale niveau.

En stramning af normen vil mindske brugen af handelsgødning. En yderligere 10 % stramning vil betyde et fald i emissionen af lattergas på 0,4 mio. tons CO₂-ækv. Der foreligger ingen beregninger af de velfærdsøkonomiske omkostninger ved tiltaget, men det er problematisk at ændre kvælstofnormen ud fra en ren CO₂ betragtning, idet mange andre faktorer spiller ind ved fastlæggelsen af denne.

I forbindelse med VMP III arbejdet indgik også overvejelser om en balanceafgift på kvælstof, som foruden at begrænse kvælstofudslippet også ville have en gunstig i effekt på lattergasudledningen. Denne blev dog afvist i forhandlingerne til fordel for den kvantitative regulering i form af N-normen. Det vil kræve nye forhandlinger i forligskredsen om VMP III, hvis tiltaget skal tages op igen, og det er næppe sandsynligt at dette vil ske ud fra en ren CO2 begrundelse.

Udtagning af højbund til græsmarker og stigning i det økologiske landbrug

Der er betydeligt potentiale for at reducere landbrugets drivhusgasudledninger gennem udtagning af højbund til græsmarker og fremme af økologisk jordbrug. De samfundsøkonomiske omkostninger herved vurderes dog som prohibitive ift. et mål om at reducere drivhusgasudledningerne.

4.1.4 Energi

Ca. 21 % af landbrugets drivhusgasemissioner stammer fra energiforbrug i forbindelse med maskindrift mv. Udledningen kan mindskes gennem energibesparelser, der er direkte eller indirekte tilknyttet jordbruget.

Isolering af væksthuse med kanalplader kan nedsætte energiforbruget med op til 20 % og en kombination af flere klimastyringsstrategier vil kunne reducere energiforbruget med op til 25 %. Der er dog allerede i fremskrivningen taget højde for disse reguleringsmuligheder gennem hidtidige aftaler og energirådgivning.

Det er endvidere muligt at mindske jordbrugets energiforbrug gennem reduceret jordbearbejdning. Reduceret jordbearbejdning er en fælles betegnelse for de jordbearbejdningssystemer, hvor arbejds- og energiindsatsen søges minimeret. I den ultimative form er reduceret jordbearbejdning direkte såning. Udover at give anledning til et lavere energiforbrug, viser foreløbige resultater, at direkte såning kan medføre en øget akkumulering af kulstof. Det er dog endnu usikkert om øget kulstofakkumulering er en generel effekt ved reduceret jordbearbejdning eller ej.  Udenlandske studier viser endvidere, at direkte såning kan give anledning til en større lattergasproduktion. Den samlede effekt af reduceret jordbearbejdning er endnu uvis.

Endelig kan det overvejes at indføre normer på landbrugsmaskiners energiforbrug evt. på EU niveau. Dette er dog ikke undersøgt nærmere.

4.1.5 Kulstoflagring

I Kyoto-protokollen skelnes mellem lagringen af CO₂, som kan tilskrives skovrydning og skovrejsning foretaget efter 1990 (artikel 3.3), og lagringen af CO₂ i de skove, som eksisterede før 1990 samt ændringer i lagringen ved dyrkning af landbrugsafgrøder og græsmarker, herunder kulstofbinding i jord (artikel 3.4).  Artikel 3.3 er obligatorisk, mens artikel 3.4 er frivillig men skal meldes til eller fra for første forpligtelsesperiode i forbindelse med indsendelse af den såkaldte Assigned Amount rapporten til EU Kommissionen. Den danske regering har i marts 2006 besluttet, at Danmark vil medregne optag af CO₂ i jorde og skove i medfør af Kyoto protokollens artikel 3.4 i opgørelsen af det danske klimaregnskab for 2008-12. Det samlede optag af CO2 i skove og jorde (artikel 3.3 og 3.4) forventes at bidrage med 2,3 mio. tons/år til lukning af den danske klimamanko i 2008-12. Ifølge Kyoto-protokollen bliver aktiviteterne under artikel 3.4 obligatorisk for kommende forpligtigelsesperioder, hvis man en gang har valgt dem til, uanset at reglerne indtil videre kun er fastsat for perioden 2008-12.

Skovrejsning efter 1990 (artikel 3.3)

Den gennemsnitlige årlige skovrejsning i perioden 1990-2003 var på 1.900 ha pr. år. Det er i de nye fremskrivninger forudsat, at skovrejsningen vil fortsætte med denne takt i perioden 2004-2014.

Skovenes kulstofbinding kan øges yderligere ved at øge det nuværende niveau af skovrejsning, men effekten vil være begrænset i første forpligtelsesperiode pga. træernes  langsomme vækst. Rejses yderligere 1.500 ha skov om året de kommende 20 år, således at skovarealet samlet øges med 30.000 ha, vil den årlige CO₂-binding i perioden 2008 – 2012 være 0,03 mio. tons/år. Bindingen vil gradvist øges, så der i 2040 sker en binding på 0,38 mio. tons. Alt efter hvilke effekter de nye skove har, f.eks. rekreative muligheder, grundvandsbeskyttelse mv. er den velfærdsøkonomiske omkostning på –577 til 911 kr. pr. bundet tons CO₂, jf. Reference 14.

CO₂ optag i skove plantet før 1990

Danmark har valgt at bruge artikel 3.4, Skovdrift, hvilket giver mulighed for at medregne ændringer i lagringen af drivhusgasser i de skove, der eksisterede før 1990. For at gøre dette skal Danmark kunne dokumentere: 1) hvilken skov vi havde i 1990, 2) hvilken lagring der er primo 2008 og 3) hvilken lagring der er ultimo 2012. Danmark har fået tildelt et loft for medregning af CO₂ optag i eksisterende skove på 183.000 tons CO₂/år. Dette loft gælder begge veje, dvs. hvis det går den forkerte vej så kan vi også kun komme til at dække 183.000 tons CO₂.

Analyser udført af Skov & Landskab i 2004 (Reference 25), konkluderer, at statsskovene, som udgør ca. 25% af det samlede danske skovareal, alene vil lagre omkring 400.000 tons CO₂/året i den første forpligtelsesperiode. Analysen viser også, at selv mange stormfald kun kortvarigt vil påvirke CO₂-lagringen. For den første forpligtelsesperiode er den forventede binding så langt over de 183.000 tons CO₂/år, at storme ikke bør kunne påvirke opfyldelsen af målet i denne periode.

På længere sigt er der dog en risiko for, at der kan ske en netto emission fra skovene.

En indregning af artikel 3.4 for skovene forudsætter en forbedret dokumentation og verificering, prøvetagning, mv., som anslås at koste godt 12 mio. kr. for første forpligtelsesperiode 2008-12 (engangsudgifter og løbende udgifter i 5 år).

CO2 optag i jorder (artikel 3.4)

For CO₂ optag i jorderne gælder, at strømmene af C til og fra biomasse og mineraljord skal opgøres efter et netto-netto princip, hvor ændringen i nettoemissionen beregnes som ændringshastigheden for C-lageret i opgørelsesperioden (2008-2012) minus ændringshastigheden for C-lageret i referenceåret (1990). Ændringshastigheden kan beregnes på forskellig vis, men metoden skal være den samme i opgørelsesperioden som i referenceåret. For landbrug indgår følgende potentielle kilder til CO₂-emission og CO₂-binding:

1. Nettoændring af indholdet af kulstof i mineraljord i forbindelse med ændringer i arealanvendelse og dyrkning.

2. Nettoændring af jordens kulstoflager ved dræning og opdyrkning af organiske jorde eller ved retablering af vådområder.

3. Ændring af kulstofindhold i vedmasse i læhegn og frugtplantager.

4. Emission af CO₂ fra tilførsel af kalk til landbrugsjorden.

5. Forbrug af organiske jordforbedringsmidler, tørv og spagnum.

Fremskrivningerne af ændringen i kulstoflageret i mineraljord er baseret på en Tier 3 metode og indeholder en række antagelser om den fremtidige arealanvendelse og ændringer i temperaturen. Som klimaregime benyttes som reference dansk gennemsnitsklima for perioden 1961-1990. Siden denne normalklimaperiode har klimaet i Danmark og store dele af resten af verden dog udviklet sig mod et varmere klima. Denne ændring andrager ca. 0,3 °C per tiår.

Ved et scenario med en fortsat temperaturstigning på 0,3 °C per tiår fås med basisfremskrivningen på arealanvendelsen en reduktion i emissionerne fra landbrugets arealanvendelse på ca. 1,9 mio. ton CO₂ pr. år. Denne temperaturstigning svarer til de scenarier for klimaændringer, der indgår som de centrale i det danske arbejde omkring tilpasning til klimaændringer, og som er baseret på kernescenarier defineret i IPCC’s tredje vurderingsrapport.

Både fremtidige vejrforhold og ændringer i landbrugspraksis og arealanvendelse giver anledning til en betydelig usikkerhed om effekten af indregning af artikel 3.4 for jorderne. Beregninger for en række scenarier for ændringer i landbrugspraksis og arealanvendelse viser at visse tiltag reducerer emissionen, mens andre vil øge denne. Reduceret emission fra et øget areal med vedvarende græs og efterafgrøder og specielt udtagning af organiske jorde vil samlet maksimalt kunne give en ændring i emissionen på omkring -1 mio. tons i 2008-12. Øget emission vil forekomme som følge af reduceret græsareal, fjernelse af halm fra markerne, afbrænding af gylle og fast gødning og dyrkning af non-food afgrøder på brakarealer. Samlet skønnes det i praksis maksimalt vil kunne give en øget emission på omkring 0,5 mio. tons i 2008-12, afhængigt af halmanvendelsen.

Der er således effekter af ændret arealanvendelse som både kan øge og reducere udledningen, og der foreligger ikke fremskrivninger af arealanvendelse, som vil tilsige at dette skal gå mest i den ene eller anden retning. Ved fastlæggelse af emissionsreduktionen kan der skønsmæssigt anslås en usikkerhed på 0,3 til 0,4 mio. tons CO₂/år som følge af usikkerhed omkring mulige ændringer i arealanvendelsen, udsving i høstudbytter og vækstvilkår. Det sandsynlige bidrag fra landbrugets arealanvendelse til reduktionsforpligtelsen kan derfor estimeres til 1,6 til 2,3 mio. tons CO₂/år i forpligtelsesperioden 2008-12, jf. Reference 26

Som for skovene er der også betydelige dokumentationskrav og tilhørende omkostninger forbundet med indregning af artikel 3.4 for jorderne, idet ændringen i jordernes C-indhold skal dokumenteres. Det stiller skærpede krav til opgørelse af arealanvendelse og krav om at modelberegninger af ændringer af kulstofindhold i jorden verificeres ved målinger. Dette vil for Danmarks vedkommende involvere analyser af satellitbilleder til fastlæggelse af arealændringer, udtagning af jordprøver til fastlæggelse af ændringer i C-indholdet i jorden, opbygning og dokumentation af et samlet modelsystem, databaser og administrative rutiner. Det anslås, at dette vil koste ca. 60 mio. kr. for perioden 2008-12 (engangsudgifter og løbende udgifter i 5 år).

4.1.6 Udenlandske erfaringer

NIRAS har for Miljøstyrelsen gennemført en screening af virkemidler i jordbrugssektoren i Canada, Holland, Frankrig, New Zealand, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Østrig, se Reference 27, med henblik på at undersøge, om der var erfaringer, som kunne bruges i Danmark.

I lighed med Danmark viser undersøgelsen, at der ikke i nævneværdig grad er gennemført virkemidler i landbruget, hvor det primære formål har været at reducere drivhusgasudledningen. Virkemidlerne er derimod blevet indført med henblik på at regulere andre miljøproblemer. Det er især virkemidler, som er blevet indført med henblik på at reducere kvælstofudledningen (Nitratdirektivet), som har påvirket drivhusgasudledningen.

Med undtagelse af virkemidlerne på biobrændstof og biogasområdet har hovedparten af de udenlandske virkemidler en struktur, som er mere eller mindre lig de danske. I de fleste andre EU-lande, samt i mange lande uden for EU, fremmes biobrændstoffer i varierende omfang ved afgiftsfordele og/eller påbud og/eller særlige virkemidler ift. kollektiv transport, parkeringsfordele osv. i forskellige blandinger.

Sverige har f.eks. etableret en såkaldt ”biofuel region”, hvor forskellige former for biobrændstoffer afprøves, og i Canada er flere offentlige busser begyndt at køre på biodiesel. Begge projekter er tiltænkt som læringsprojekter for udbredelse af biobrændstoffer.

Implementeringen af virkemidlerne på biobrændstofområdet er drevet af EU’s braklægningsdirektiv, EU’s biobrændstofdirektiv samt et ønske om forsyningssikkerhed.

På biogasområdet er virkemidlerne til fremme af elproduktion meget lig de danske, dog er niveauet på minimumsprisen for strøm højere i nogle lande. I Østrig er biogas anlæg garanteret en minimumspris på 0,77 - 1,2 kr. pr. kWh og i Tyskland 0,66 - 0,85 kr. pr. kWh alt afhængig af anlæggets størrelse. I Sverige er der, som det eneste af de undersøgte lande, taget flere initiativer til fremme af biogas til transport. Der findes f.eks. investeringsstøtte til biogasbiler, og i mange svenske byer er biogasbiler fritaget for parkeringsafgift og må modsat øvrige biler køre i byernes inderzoner.

Skovrejsning på tidligere landbrugsjord er et meget anvendt virkemiddel. I Holland har ”The National Green Fund” endda lavet aftaler med selskaber om at rejse skov og vedligeholde dem, hvorefter fonden udsteder CO₂-certifikater svarende til antallet af tilplantede hektar. Selskabernes investering kan trækkes fra i skat.

4.2 Transport

Som tidligere nævnt tegner vejtransporten sig som den absolut største udleder af CO₂ i transportsektoren. Hidtidige opgørelser viser, at til trods for, at køretøjer bliver mere energieffektive opvejer det ikke stigningen i udledningen. Såfremt man ønsker at knække transportsektorens CO₂ kurve, er det således ikke tilstrækkeligt alene at satse på teknologisk innovation – der skal også tænkes adfærd for herigennem at kunne stabilisere eller reducere trafikarbejdet.

I lyset af, at vejtransport indgår som et vigtigt element i at sikre produktionskæden i samfundet – lige fra godstransport, til transport af arbejdskraft – og samtidig indeholder et fritidselement, er det nødvendigt at kigge meget bredt på eventuelle virkemidler.

I forbindelse med nærværende rapport er der foretaget en screening af mulige virkemidler, der dækker både transport som led i produktionskæden og transport som fritid.

Et udpluk af virkemidlerne er angivet i Tabel 18 neden for med angivelse af et muligt reduktionspotentiale for CO₂.

Ud fra en vurdering af, hvilke virkemidler, der rummer det største reduktionspotentiale i 2008-12 samtidig med, at der skal foreligge tilstrækkelig viden på det konkrete virkemiddel til at kvalificere og kvantificere dets potentiale, anses bilbeskatning som det mest egnede. På denne baggrund igangsatte Miljøstyrelsen i samarbejde med Trafikministeriet i 2004 en analyse af en samlet provenuneutral omlægning af bilafgifterne, se Reference 28 og Reference 29, som afsnit 4.2.1 bygger på.

Tabel 18: Virkemidler og reduktionspotentialer i transportsektoren

4.2.1 Bilbeskatning

EU-Kommissionen har i juli 2005 fremlagt et direktiv, der sigter mod at sænke registreringsafgiften i EU-landene og i højere grad anvende afgifter, der knytter sig til det faktiske forbrug. Forslaget er bl.a. begrundet i CO₂-besparelser.

Inden for en overskuelig årrække forventes dieselbiler, som er betydelig mere energieffektive end benzinbiler, at være på miljømæssig samme højde som benzinbiler bl.a. med hensyn til NOx og partikler.

På denne baggrund igangsatte Miljøstyrelsen i forbindelse med projektet om virkemidler uden for de kvotebelagte sektorer en analyse af bilbeskatningen i Danmark, Reference 28 og Reference 29. Der er udformet forskellige scenarier for, hvorledes man ved ændret bilbeskatning kan efterkomme direktivforslaget og herigennem stimulere anskaffelse og brug af mere energieffektive køretøjer. En vigtig forudsætning for scenarierne er, at ændringen af beskatningen skal være selvfinansierende over en længere årrække, således at staten ikke oplever et provenutab (der vil dog være år med et statsfinansielt overskud og andre år med underskud).

På basis af den såkaldte bilvalgsmodel, som er udviklet af COWI for Trafikministeriet blev der i første fase af projektet analyseret effekten af at tilføje et CO₂ element til den eksisterende registreringsafgift samtidig med at en del (ca. 20%) af denne blev erstattet med hhv. en forøgelse af ejerafgiften, en stigning i brændstofafgiften eller indførsel af kørselsafgifter/vejafgifter (road pricing). Resultaterne viste, at der kan opnås en samfundsøkonomisk rentabel reduktion i CO₂-udslippet fra trafikken, hvis man kombinerer en reduktion af registreringsafgiften med en forhøjelse af brændstofafgiften eller vejafgifter. Modellen viser dog samtidig, at det ikke er muligt at opnå en betydelig CO₂-besparelse ved at omlægge bilafgifterne fra registreringsafgiften til den årlige ejerafgift, såfremt omlægningen skal være provenuneutral for staten. Da det pga. af grænsehandel heller ikke er hensigtsmæssigt at forøge brændstofafgifterne er omlægning til vejafgifter den eneste effektive måde, hvorpå der kan opnås en CO₂-reduktion.

Derfor blev fase 2 igangsat med det formål at se nærmere på mulige scenarier for omlægning af registreringsafgiften delvist til vejafgifter eller en kombination af vejafgifter og forhøjet ejerafgift. Blandt de parametre der indgår i scenarierne er:

1. Reduktion af registreringsafgiften til 75 –50 –25% af eksisterende afgift

2. Indførsel af vejafgifter på personbiler til at sikre provenuneutralitet

2a. Indførsel af vejafgifter på tunge køretøjer

3. Forhøjelse af grøn ejerafgift

4. Afgiftslempelse til indførsel af  renere teknologi (EURO 5 standarder)

Fælles for scenarierne er, at registreringsafgiften samtidig tillægges et CO₂-element, hvor benzinbiler med emissioner på over 160 g/km pålægges en stigning i registreringsafgiften på 1.000 kr. pr. g CO₂ over de 160 gr./km, dvs. hvis bilen udleder 170 g/km pålægges en ekstra afgift på 10.000 kr. Samtidig begunstiges benzinbiler, der har emissioner under 160 g CO₂/km med 1.000 kr. pr. g. Samme system gælder for dieselbiler hvor skillelinien er 150 g/km.

Den overordnede mekanisme foranlediget af en reduktion af registreringsafgiften i de analyserede scenarier er, at bilsalget øges hvorved ny teknologi hurtigere finder indpas på markedet. Samtidig øges trafikarbejdet, medmindre der indføres kompenserende afgifter som f.eks. kørselsafhængige afgifter.

I de valgte scenarier bestemmes størrelsen af kørselsafgiften ud fra, at det skal modsvare provenutabet ved reduceret provenu fra registreringsafgiften.

Eksempelvis kan en nedsættelse af registreringsafgiften med 50% kombineres med vejafgifter for personbiler differentieret efter land og by. Provenuneutralitet på lang sigt kan opnås ved f.eks. at kombinere en 50% nedsættelse af registreringsafgiften med en kørselsafgift i byerne på 46 øre/km og 15 øre/km på landet. Resultaterne af dette scenarie er vist i Tabel 19.

Tabel 19: Eksempel på effekt af nedsættelse af registreringsafgiften og indførsel af vejafgifter

Kilde: Reference 29.

Dette scenarie medfører en samfundsøkonomisk gevinst på 30 mia. kr. over 30 år. Gevinsten skyldes at der på den ene side sker en reduktion af det såkaldte ”dødvægtstab”^[8] ved at reducere registreringsafgiften samtidig med, at der ved tiltaget er samfundsøkonomiske gevinster i form af bedre miljø, mindre trængsel og støj og færre uheld. På den anden side er det nødvendigt at indføre et andet tiltag, hvis man fortsat skal holde en række negative effekter i ave, såsom miljø, trængsel og uheld. Det skitserede tiltag med vejafgifter afføder et nyt dødvægtstab ved at reducere borgernes velfærd. Desuden optræder nogle afledte effekter på provenuet fra de forskellige afgifter, som til dels opvejer hinanden. Samlet set er den samfundsøkonomiske gevinst på 30 mia. kr. som tidligere angivet og en årlig CO₂-reduktion på 0,5 – 0,7 mio. tons med en skyggepris / gevinst på 2.300 kr. pr. tons CO₂.

I scenariet hvor vejafgifterne kombineres med øget ejerafgift konstateres lignende resultater. Efter samme opgørelsesmetode som skitseret ovenfor opnås en samfundsøkonomisk gevinst på 25 mia. kr. og en årlig CO₂-reduktion på 0,6-0,8 mio. tons CO₂.

Sammenfattende for samtlige de scenarier, der både respekterer provenuneutralitet og CO₂-gevinst er, at den årlige CO₂-gevinst vil være på mellem 0,04– 0,7 mio. tons med en tilhørende samfundsgevinst på mellem 9-60 mia. kr. Endvidere medvirker differentierede afgifter mellem land og by til at øge den samfundsøkonomiske gevinst samt CO₂-besparelsespotentialet.

Det skal afslutningsvis overordnet bemærkes, at den valgte diskonteringsfaktor spiller en ganske afgørende rolle for CO₂-potentialet og den samfundsøkonomiske gevinst. Anvendes således en diskonteringsrente på 6% som bliver brugt ved andre klimatiltag, vil ovenstående CO₂-gevinster  blive reduceret med 30-70%, men til gengæld vil skyggeprisen/gevinsten for CO₂ øges med mellem 2-7 gange.

4.2.2 Hybridbiler

Der udbydes i dag i stigende omfang hybridbiler på det europæiske marked. Der findes dog fortsat kun få modeller (f.eks. Toyota Prius). Bilerne er forsynet med både en benzin- og en elmotor og er kendetegnet ved et lavt udslip af forurenende stoffer og et lavt benzinforbrug.

Den nyeste Prius-model opfylder således allerede det forslag til Euro 5 for NO_x og HC, som Kommissionen har fremlagt. Brændstofforbruget er angivet til ca. 23 km/l, svarende til ca. 104 g CO₂/km.

Når hybridbiler ikke har større udbredelse på det danske marked i dag skyldes det, at de er forholdsvis dyre, selv om de, som andre biler, får rabat på den grønne ejerafgift for deres energieffektivitet og benzinafgiften gør det mere fordelagtigt at købe brændstoføkonomiske biler.

4.2.3 Biobrændstoffer

De mest relevante biobrændstoffer til transport i Danmark er biodiesel og bioethanol. Biodiesel (RME) produceres på basis af raps, mens bioethanol fremstilles ud fra stivelseholdige afgrøder som sukkerroer, sukkerrør, majs eller hvede. Der kan også produceres en begrænset mængde biodiesel på animalsk affald. Ny teknologi vil endvidere gøre det muligt at producere bioethanol på basis af halm og andre restprodukter.

Fortrængning af diesel eller benzin med biobrændstoffer medfører en vis reduktion i netto-udslippet af CO₂, idet den CO₂, der udsendes fra bilerne, optages ved dyrkning af biomassen. Der er ikke 100% CO₂-neutralitet, idet der bl.a. medgår energi til at producere de enkelte biobrændstoffer. Drivhusgasbesparelsen afhænger af, hvilket biobrændstof det drejer sig om, og hvordan det produceres, herunder eventuelle drivhusgasemissioner fra dyrkning af bioafgrøderne, energiforbrug i  produktionen, anvendelse af biprodukter fra produktionen osv. De beregnede CO₂-fortrængningsomkostninger afhænger ligeledes af en lang række forudsætninger, men angives af EU-Kommissionens forskningscenter m.fl. i en livs-cyklus analyse til mindst omkring 750 kr. per ton CO₂-ækvivalent for de aktuelle europæiske teknologier – og i flere tilfælde væsentligt mere.^[9]

Potentialet for anvendelse af biobrændstoffer i Danmark afhænger ikke alene af det danske produktionspotentiale, idet biobrændstofferne kan importeres. En efterlevelse af EU's referencemål om 5,75 % biobrændstoffer i 2010 ville skønsmæssigt reducere det årlige udslip af klimagasser med ca. 3/4 mio. tons CO₂-ækvivalenter, hvis det forudsættes, at biobrændstoffer er 100 pct. CO₂-neutrale i det danske CO₂-regnskab, f.eks. fordi en øget dansk efterspørgsel i sidste ende dækkes ved forøget nettoimport. Det vil dog ikke være teknisk muligt at realisere en så høj biobrændstofandel allerede fra 2008.

EU-direktiv 2003/30 (biobrændstofdirektivet) fastsætter referencemål for anvendelse af biobrændstoffer i transportsektoren, men medlemsstaterne skal selv fastsætte nationale vejledende mål, der kan afvige herfra i henhold til bestemmelser i direktivet. For ultimo 2005 er referencemålet fastsat til 2% (efter energiindhold), mens det er 5,75 % ultimo 2010. Den danske regering har fastsat det vejledende danske mål ultimo 2006 til 0,1%. Begrundelsen for at afvige for referenceværdien for hele EU er primært, at bioenergien aktuelt anvendes mere omkostningseffektivt  i energisektoren til produktion af el/varme.

I 2006 begyndte Statoil at markedsføre 95 oktan benzin tilsat 5 % bioethanol (vol.) på halvdelen af sine benzinstationer i Danmark. Hvis der blev tilsat 5 % (vol.) ethanol til al dansk 92 og 95 oktan benzin, ville det svare til omkring 1½ % biobrændstof iht. EU’s biobrændstofdirektiv, men andre olieselskaber i Danmark har ikke fulgt med. Der er forsigtigt ikke forudsat indfasning af flere biobrændstoffer i beregningsgrundlaget for allokeringsplanen.

I forbindelse med Energistrategi 2025 offentliggjorde regeringen en Strategi for forskning og udvikling vedr. fremstilling af flydende biobrændstoffer, hvor man efter grundig konsultation af forskningsinstitutioner og virksomheder konkluderede, at forskning og udvikling vedrørende produktion af ethanol med 2. generations teknologi dels rummer store teknologiske perspektiver, dels er et felt, hvor danske forskningsinstitutioner og virksomheder er blandt de førende i verden.

Anden generations teknologier, hvor biobrændstoffer produceres på basis af biologiske restprodukter som f.eks. halm forventes at have en større samlet CO₂-fordel end de nuværende første generations teknologier baseret på f.eks. hvedekerner eller raps. Desuden giver 2. generations teknologierne mulighed for, at der kan produceres større mængder biobrændstoffer fra et givet landbrugsareal, hvorved biobrændstofferne vil kunne give et større bidrag til energiforsyningssikkerheden.

I det nationale energiudspil fra januar 2007 har regeringen sat det mål, at andelen af biobrændstof til transport øges til 10 pct. i 2020. Regeringen er parat til at fastsætte delmål tidligere end 2020, forudsat at der er udviklet tilstrækkeligt samfundsøkonomisk konkurrencedygtige og miljømæssigt bæredygtige teknologier. For at understøtte målsætningen om øget anvendelse af biobrændstoffer til transport, er det hensigten at styrke den allerede vedtagne indsats, hvor regeringen tidligere har afsat ekstra 200 mio. kr. til udvikling af 2. generations bioethanol frem til 2010. Det skal således sikres, at der inden 2010 kan etableres forsøgsanlæg i fuld skala i Danmark. Der er desuden afsat i alt 60 mio. kr. i perioden 2007-2009 til en forsøgsordning med anvendelse af biodiesel i afgrænsede ”flåder” af køretøjer fx i kollektiv transport eller den offentlige sektor.

4.3 Affald

Affaldssektorens bidrag til reduktion af drivhusgasudledningen består overordnet i:

- at begrænse deponering af organisk affald

- at nyttiggøre gas fra nedlagte og eksisterende deponeringsanlæg

- at fremme oxidation af gas i afdækningslaget på deponeringsanlæg

- at øge genanvendelsen af plastaffald

- at udnytte affaldet som energikilde

Vurderingen af muligheden for yderligere reduktion af drivhusgasemissionen fra affaldssektoren har peget på tre tiltag: øget metanoxidation i afdækningslaget på deponeringsanlæg, nye gasopsamlingsanlæg på udvalgte deponeringsanlæg samt optimering af eksisterende gasindvindingsanlæg.

Tabel 20: Mulige tiltag i affaldssektoren.

4.3.1 Oxidation af metan fra deponeringsanlæg

På en række deponeringsanlæg er det ikke økonomisk rentabelt at opsamle og udnytte metan til energiproduktion, fordi gasproduktionen efterhånden er for lille, eller fordi der i de senere år er deponeret små mængder organisk affald. Desuden kan man ikke sikre, at hele gasmængden udnyttes på deponeringsanlæg, hvor der er etableret gasopsamling – omkring 40-60% af den dannede metan bliver ikke opsamlet. Det vil derfor være meget relevant - både i Danmark og i andre lande - at øge oxidationen af metan, som foretages af metanoxiderende bakterier i afdækningslaget på deponeringsanlæg. Herved omdannes metan til CO₂, og den samlede drivhusgasemission nedbringes betydeligt, da metan er en 20 gange stærkere drivhusgas end CO₂. Den dannede CO₂ er neutral, da den oprindeligt stammer fra organisk materiale.

Hvis initiativer til øget metanoxidation i afdækningslaget på deponeringsanlæg skal kunne medregnes i CO₂-regnskabet, skal reduktionen i metanemissionen dokumenteres.

Danmarks Tekniske Universitet har med støtte fra en række danske parter - FASAN, COWI, Reno-Sam og Miljøstyrelsen - opnået tilskud fra EU’s Life-program til et projekt, der har til formål at udvikle en metode til dokumentation af reduktionen i metanemission fra deponeringsanlæg med et biologisk aktivt afdækningslag, en såkaldt ”biocover” (Reference 30). Desuden afprøves forskellige typer afdækningslag med henblik på optimering af oxidationen, og der udarbejdes en vejledning til brug for etablering og vedligeholdelse af afdækning af deponeringsanlæg på baggrund af projektets resultater.

I projektet udvikles og etableres en ”biocover” på Fakse Losseplads. Først vil den forventede gasproduktion blive estimeret ved anvendelse af eksisterende modeller for gasproduktion, variationen i metanemission og den faktiske totale metanemission vil blive målt ved anvendelse af sporstofteknik, og der vil blive foretaget laboratorieforsøg med forskellige lokale jordarter og organiske affaldsmaterialer som f.eks. kompost og slam.

På denne baggrund udarbejdes en plan for forbedret afdækning, herunder valg af afdækningsmaterialer, vedligeholdelse af afdækningslaget og installation af gasmoniteringsudstyr. Når ”biocoveren” er etableret efter denne plan, vil den totale metanemission igen blive målt og den opnåede effektivitet af ”biocoveren” blive bestemt. Effektiviteten af oxidationen vil blive evalueret på udvalgte områder af lossepladsen.

Med udgangspunkt i de opnåede resultater vil standardomkostningen for denne metode til metanreduktion blive beregnet som kr. pr. tons CO₂-ækv.-reduktion, ligesom scenarier for andre deponeringsanlæg vil blive beregnet. Endelig vil der blive udarbejdet en vejledning til ejere af deponeringsanlæg og myndigheder om, hvordan man etablerer ”biocover” og dokumenterer den opnåede reduktion i metanemissionen. Vejledningen forventes at foreligge i juni 2008.

På baggrund af den foreliggende viden forventes det, at man kan opnå en 90% reduktion af metanemissionen fra Fakse Losseplads.

Hvis projektet opnår de forventede resultater, bør det overvejes, hvordan etablering af  ”biocover” og dokumentation af reduktion i metanudledningen fra de gamle, nedlukkede deponeringsanlæg  kan finansieres.

Ligeledes skal det overvejes, om der skal  indføres krav om etablering og dokumentation af metanoxidation på de igangværende og fremtidige danske deponeringsanlæg, hvorfra der vil blive udledt metan. Herved kan der muligvis opnås en reduktion af metanudledningen fra deponeringsanlæggene på i størrelsesordenen yderligere 0,2-0,3 mio. tons CO₂ til omkostninger væsentligt under pejlemærket. Denne CO₂-reduktion kan dog ikke forventes opnået fuldt ud i perioden 2008-12, idet der vil gå en årrække efter dokumentationen er på plads, inden et muligt tiltag kan være implementeret i kommunerne. Omkostningerne til etablering af ”biocover” er foreløbigt anslået til i størrelsesordenen en femtedel af omkostningerne ved de traditionelle gasopsamlingssystemer, der anvendes på en række danske deponeringsanlæg. Dette svarer til omkring 30-40 kr. pr. tons CO₂.

4.3.2 Yderligere udnyttelse af metan fra deponeringsanlæg

Op igennem 90’erne blev der fra Energistyrelsen ydet tilskud til anlægsomkostninger for anlæg til gasopsamling på nedlukkede deponeringsanlæg; men denne ordning ophørte med udgangen af 2001. Der er imidlertid fortsat et potentiale for reduktion af metanemissionen fra gamle deponeringsanlæg ved optimering af de eksisterende gasopsamlingsanlæg og etablering af nye anlæg. Men dette vil formentlig kræve, at der atter etableres tilskudsmuligheder, idet ejerne af deponeringsanlæg ikke er tilstrækkeligt motiverede til at foretage ændringer og nyanlæg.

Optimering af eksisterende gasopsamlingsanlæg

I Danmark er der siden 1985 etableret 26 deponigasanlæg, der alle udnytter gassen til energiformål, primært i gasmotor/generator-anlæg til produktion af el og varme, eller i kedelanlæg til produktion af varme. Fra disse anlæg blev der i 2004 indvundet ca. 7.700 tons CH₄/år, hvilket er ækvivalent til ca. 160.000 tons CO₂/år.

LFG Consult har i 2004-05 undersøgt mulighederne for en optimering af gasindvindingen fra 14 af de eksisterende danske anlæg (Reference 31). Det er opgjort, at der herved kan forventes en CO₂-reduktion på i alt 270.000 tons over en periode på 8 år.

For de 6 deponeringsanlæg, der giver den største CO₂-reduktion ved de foreslåede ændringer, er økonomien undersøgt. Disse anlæg vil kunne opnå en CO₂-reduktion over 8 år på i alt 216.000 tons, svarende til i gennemsnit ca. 27.000 tons CO₂/år. For disse 6 anlæg viser beregninger, at tiltaget er forbundet med en negativ reduktionsomkostning dvs. en gevinst. Den gennemsnitlige privatøkonomiske gevinst er ca. 80 kr. pr. tons reduceret CO₂, mens den samfundsøkonomiske gevinst er ca. 95 kr. pr. tons.

Anlægsejernes tilbageholdenhed med investeringer i optimering og nye anlæg må formodes at skyldes den store usikkerhed, der er forbundet med at vurdere gaspotentialet. En tilskudsordning med krav om tilbagebetaling, hvis projektet giver overskud, kunne være en mulig tilskyndelse til at få iværksat disse projekter.

Nye gasopsamlingsanlæg på deponeringsanlæg

I samme undersøgelse foretaget af LFG Consult er der udpeget 5 gamle deponeringsanlæg, som har et gaspotentiale for etablering af gasopsamling. LFG Consult har skønnet et samlet gaspotentiale for de 5 deponeringsanlæg på 200.000 tons CO₂ over en 8-årig periode, svarende til i gennemsnit 25.000 tons CO₂ pr. år. De budgetøkonomiske omkostninger er vurderet for to af de pågældende anlæg og er meget forskellige: de er vurderet til nær 0 kr./tons CO₂ på ét anlæg, mens de er ca. 140 kr./tons CO₂ på et andet (svarende til en nutidsværdi for projektet på -2,3 mio. kr.). Vurderingen af gaspotentialet er helt afgørende for omkostningsestimatet.

Det har vist sig at være meget vanskeligt at vurdere og forudse gasudbyttet ved et fremtidigt gasindvindingsanlæg. Blandt andet derfor er ejerne af lossepladser meget tilbageholdende med at investere i nye gasopsamlingsanlæg, især efter at tilskudsmuligheden er ophørt. Desuden er anlægsomkostningerne relativt høje ved gasindvinding fra boringer i lossepladsen.

Deponigas ApS har på tre danske lossepladser etableret gasindvinding fra et net af faskiner, hvilket er meget billigere end at etablere de traditionelle gasboringer. Deponigas ApS har desuden peget på yderligere 9 lossepladser, som de potentielt mest interessante pladser at etablere gasindvindingsanlæg og prøvepumpning på. 5 af disse 9 gamle deponeringsanlæg er de samme, som LFG Consult har peget på. Med udgangspunkt i, at det er usikkerheden om gasudbyttet, der afholder lossepladserne fra at etablere gasopsamling, har Deponigas ApS foreslået, at der atter ydes statslige tilskud til etablering af de billige gasindvindingsanlæg med faskiner og til prøvepumpning for at overkomme den nuværende stilstand på lossepladsgasområdet. Det vurderes, at en gasmængde på over 20 m³ gas/time med 45% metan, svarende til 90 kW energi ved kontinuert udvinding, vil være kommercielt interessant, når udgiften til gasindvindingsanlægget og prøvepumpningen allerede er afholdt. Deponigas ApS har beregnet, at der vil være behov for et tilskud på 0,5 mio. kr. pr. anlæg til etablering af faskiner og gennemførelse af prøvepumpning.

Deponigas ApS har vurderet, at de 9 anlæg skønsmæssigt vil kunne reducere emissionen af drivhusgas med 26.000 tons CO₂-ækv. det første år, eller ca. 100.000 tons CO₂ over 5 år. (Denne vurdering af gaspotentialet er langt mere forsigtig end den vurdering, der er foretaget af LFG Consult.) Efter tilskud vil anlæggene kunne hvile i sig selv, idet energiudbyttet kan dække driftsomkostningerne. De statslige tilskudsudgifter vil dermed udgøre omkring 45 kr. pr. tons CO₂ (Reference 32).

Ifølge Deponigas ApS vil det være nødvendigt at stille tilskudsmidler på 4,5 mio. kr. til rådighed, hvis der skal etableres 9 nye gasopsamlingsanlæg.

4.3.3 Behandling af slam fra spildevandsanlæg

Af affaldssektorens bidrag til udledningen af drivhusgasser står spildevandsbehandling for 21% svarende til ca. 300.000 tons CO₂-ækv./år, hvoraf omkring 240.000 tons CO₂-ækv. stammer fra metanudledning og resten er fra lattergas. Det største reduktionspotentiale ligger på metan-siden i form af en øget energiudnyttelse af metanemissionerne fra slam.

Ifølge DMU har Holland en langt større andel end Danmark af deres spildevandsslam, hvorfra metanpotentialet udnyttes i biogasanlæg (Thomsen 2005). En række forhold er afgørende for at slam i udstrakt grad anvendes/kan anvendes ifm. bioforgasning. De væsentligste forhold knytter sig til:

- afgifter på deponering og forbrænding af slam - herunder restprodukter fra forbrændingen

- omkostninger til afsætning af slam til jordbrugsformål

- slamkvaliteten, f.eks. metanpotentialet som følge af indhold af biologisk nedbrydeligt materiale samt næringsstofindholdet

- indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i slammet (som kan virke inhiberende og forurenende)

- andel af spildevandsanlæg eller spildevandsmængder, som behandles aerobt/anaerobt

- infrastruktur - herunder omkostninger til levering til centrale biogasanlæg eller opkobling til lokale gasnetværk, muligheder udnyttelse af metangas til el-produktion on-site o.lign.

DMU har skønsmæssigt vurderet, at der er et potentiale for en bedre udnyttelse af metangas fra slam v. bioforgasning, men at en række yderligere undersøgelser og data indsamling er nødvendig for at kunne pege på hvilke konkrete tiltag, der kan gennemføres for at opnå den ønskede effekt.

4.4 Energi og industri uden for Kvote

Med Energisparehandlingsplanen, jf. afsnit 3.4 om den hidtidige indsats i energisektoren lægges der op til en kraftig forøgelse af besparelsesindsatsen, og det vil være vanskeligt med nye initiativer at opnå væsentlige yderligere energibesparelser i slutforbruget inden 2008-12.

Regeringens energistrategi fra januar 2007 indeholder imidlertid et forslag om afsættelse af midler til kampagner om energibesparelser i eksisterende bygninger og et forslag om en målrettet besparelsesindsats i de ikke kvotebelagte sektorer. Begge disse initiativer vil have en vis effekt i 2008-12.

Inden for energiforsyningsområdet er især udskiftning af individuelle oliefyr med varmepumper, afbrænding af energiafgrøder og reduktion af metan fra gasmotorer fundet attraktive. Endvidere er mulighederne for inddragelse af små varmeproducenter i kvoteordningen undersøgt. Disse tiltag er beskrevet nærmere nedenfor. Yderligere udnyttelse af biogas er også et energitiltag, men er beskrevet under landbrugsafsnittet. Herudover er flere mindre tiltag blevet identificeret, jf. Tabel 21. Fælles for disse er dog, at de på nuværende tidspunkt ikke anses for samfundsøkonomisk fornuftige, eller at de er teknologisk umodne.

Tabel 21: Oversigt over potentielle tiltag i energisektoren.

4.4.1 Energisparekampagner

Regeringen vil afsætte midler til målrettet kampagner mv. med henblik på at sikre realisering af omkostningseffektive energibesparelser i eksisterende bygninger. Indsatsen skal særligt understøtte de krav om energieffektivisering, der er indført i bygningsreglementet og realiseringen af forslagene i energimærkerne. Initiativet vurderes at kunne give en CO₂ reduktion uden for kvoten på 0,06 mio. tons/år, se (Reference 19).

4.4.2 CO₂ reduktioner i ikke-kvotebelagte erhverv

Incitamenterne til at reducere forbruget af fossile brændsler er lavere i de ikke kvote belagte sektorer end i de kvotebelagte da den eksisterende CO2 afgift er lavere end den forventede CO2 kvotepris. Der gennemføres derfor en målrettet indsats ikke-kvotebelagte industri med særlig fokus på reduktion af olie- og gasforbruget gennem energibesparelser og omlægning til biomasse mv. Det vurderes at kunne give et væsentligt bidrag (ca. 0,6 mio. tons pr. år) til at reducere drivhusgasudledningerne allerede i 2008-12. Indsatsen kan ske gennem enten 1) en pulje til målrettede tilskud til virksomhederne på 200 mio. kr./år i perioden 2007-9 eller 2) en afgiftsomlægning, se (Reference 19).

4.4.3 Udskiftning af individuelle oliefyr med varmepumper

Husholdningernes olieforbrug er i dag ikke omfattet af kvoteordningen. Udskiftning af oliefyr med eldrevne varmepumper vil resultere i en reduktion af CO₂-udslippet uden for de kvoteomfattede virksomheder.

Varmepumpernes elforbrug vil til gengæld give anledning til et udslip inden for kvoteordningen. Høje virkningsgrader gør dog, at udslippet inden for kvoteordningen, der kan henføres til varmepumperne, er begrænset.

Der eksisterer flere virkemidler, der kan øge udbredelsen af varmepumper

1. Typegodkendelse: Teknologisk Institut har i dag en frivillig godkendelsesordning for varmepumper. Denne ordning gøres obligatorisk. Derudover indbygges en form for energimærkning i ordningen. Dermed øges fokus på varmepumpernes energieffektivitet og produkter med god holdbarhed, frem for mindre pålidelige og mindre energieffektive produkter som sælges af varehuse og byggemarkeder.

2. Øget information: Kendskabet til varmepumpeteknologien hos potentielle købere vurderes at være utilstrækkeligt. Forbedret kendskab til varmepumper kan opnås gennem offentlig støttede oplysningskampagner.

3. Tilskudskampagner til højeffektive varmepumper målrettet udskiftning af oliefyr, i det det udformes som en form for skrotningspræmie. Der er, f.eks. fra energirigtige køleskabe, særdeles gode erfaringer med at tilskudskampagner kan ”kick-starte” et salg af produktgrupper. Kontante tilskud vurderes desuden at være meget synlige og forholdsvis nemme at målrette.

Iværksættelse af virkemidlerne vurderes at have et reduktionspotentiale på 0,15 mio. tons CO₂-ækv pr. i 2088-12. Potentialet er større på længere sigt. Virkemidlerne vurderes desuden at kunne reducere omfanget af konverteringer til træpillefyr. Dette giver ikke en CO₂-besparelse, men til gengæld betydelige samfundsøkonomiske og budgetøkonomiske gevinster.

Samfundsøkonomisk er det en gevinst at udskifte ældre oliefyr med varmepumper eller installere varmepumper ved udskiftning af nyere oliefyr, hvor der alligevel skal investeres i eksempelvis ny brænder eller tank. Dette er ikke tilfældet ved anvendelse af bio-olie eller træpiller, men disse giver dog relativt store privatøkonomiske fordele.

Opvarmning med varmepumper frem for med olie vil give anledning til et statsligt afgiftstab i størrelsesordenen 40-60 mio. kr. årligt. Derudover fortrænges en del biobrændsel, hvilket resulterer i et øget afgiftsprovenu. Den samlede effekt på statsprovenuet vil derfor være mindre og på længere sigt måske positiv.

4.4.4 Reduktion i udledning af metan fra gasmotorer

I forbindelse med afbrænding af naturgas på de decentrale kraftvarmeværker sker der en udledning af uforbrændte kulbrinter (UHC’er) / uforbrændt naturgas fra gasmotorerne, hvoraf en stor del udgøres af metan. Metan-emissionen kan reduceres ved at installere et anlæg, der forbrænder røggassen ved høj temperatur, enten i form af et incinereringsanlæg (IC-anlæg) eller et katalysator anlæg til efterforbrænding af UHC emissionen (RECCAT anlæg eller anden form for katalysator). Efterforbrænding medfører en øget varmevirkningsgrad samt minimerer miljøbelastningen fra CO-, VOC-, NOx- og formaldehydemission. Reduktionspotentialet forventes at være på 0,2-0,4 mio. tons CO₂-ækv. pr. år. Det er dog ikke realistisk, at det maksimale potentiale kan nås allerede i 2008-12.

De samfundsøkonomiske omkostningerne ved tiltaget er negative, dvs. at der en gevinst ved indførslen af disse anlæg i størrelsesordenen 80-170 kr. pr reduceret ton CO₂-ækv., afhængig af anlæggenes størrelse og valg af katalysatorteknologi. Det skyldes en forøget varmevirkningsgrad og dermed et reduceret gaskøb, som vil opveje investeringsomkostningerne og omkostningerne til vedligehold mv. over tid, og at værkerne vil spare omkostningerne til en aldehydkatalysator, som vil blive nødvendig, når der indføres grænseværdier herfor. Hvis sideeffekterne i form af reducerede emissioner af CO, VOC og NOx også medregnes opnås en yderligere samfundsøkonomisk gevinst.

Privatøkonomisk vil investeringen dog næppe blive foretaget, medmindre der gives et investeringstilskud eller en betaling for reduktionen i CO₂ emissionen. DGC har på grundlag af RECCAT anlægget vurderet, at der skal et tilskud på 120 kr./tons over 5 år til, for at denne investering vil blive foretaget af kraftværkerne. Det har derfor været overvejet, om kraftværkernes metanemission med fordel kunne optes ind i kvoteordningen, hvorved der automatisk ville være et økonomisk incitament til at reducere metanudledningerne. Det er dog vurderet, at dette vil være for stor en administrativ omkostning på kort sigt. Alternativt kan det overvejes at ændre bekendtgørelsen om emissioner fra gasmotorer og dermed stille krav om, at værkerne installerer et anlæg, der kan fjerne såvel metanemissionerne som formaldehyd. Dette vil dog kræve, at der samtidig gives et tilskud til værkerne.

Tabel 22: Oversigt over reduktionsomkostninger ved indførelsen af RECCAT anlæg

Kilde: Dansk Gasteknisk Center og Miljøstyrelsen.

4.4.5 Øget anvendelse af vedvarende energi

Det er regeringens vision, at Danmark på langt sigt helt skal frigøre sig fra fossile brændsler – kul olie og naturgas. I stedet skal vi anvende vedvarende energi.

Regeringen vil sikre et virkningsfuldt sæt af markedsbaserede initiativer, der i takt med udviklingen af ny teknologi skal øge andelen af vedvarende energi og fortrænge de fossile brændsler. Andelen af vedvarende energi forøges til mindst 30 pct. af energiforbruget i 2025.

I forlængelse af oplægget til visionær dansk energipolitik vil regeringen udarbejde konkrete oplæg om, hvordan denne udvikling gennemføres.

4.5 Industrigasser

Der har været usikkerhed om, hvorvidt Danmarks særlige bekendtgørelse om udfasning af visse industrielle industrigasser var i strid med EU’s regler. Bekendtgørelse omfatter bl.a. et forbud mod anvendelse af HFC som kølemiddel i detailhandel og stationære A/C anlæg fra 1. januar 2007, bortset fra genpåfyldning på eksisterende anlæg, og som blæsemiddel til opskumning af PUR-skum fra 1. januar 2006. Der er med Kommissionens beslutning af 8.12.2006, K(2006) 5934 endelig, givet tilladelse til at Danmark kan opretholde denne særbestemmelse indtil 31.12.2012 (Reference 33).

4.6 Klimahensyn i planer, programmer og beslutninger

Udover de virkemidler behandlet i virkemiddelrapporten, der har en direkte klimaeffekt, hvor omkostninger kan kvantificeres, er der en række andre  i overvejende grad frivillige virkemidler, der indirekte kan bidrage til at reducere klimabelastningen, men hvor effekterne og dermed omkostninger vanskeligt lader sig kvantificere.

Set i lyset af behovet for en langsigtet tilpasning vil det være fornuftigt og omkostningseffektivt at igangsætte disse virkemidler, hvor en bredere kreds af aktører involveres i at bidrage til klimaindsatsen på kortere og på længere sigt og med henblik på at klimahensyn indgår i grundlaget for væsentlige beslutninger. Virkemidlerne stemmer endvidere overens med det bredere sæt af klimaforpligtelser i klimakonventionen og Kyotoprotokollen.

Regeringen har derfor besluttet at igangsætte ”Et ton mindre”-kampagnen, som  gennemføres i 2007 og 2008. Den formidler hvordan den enkelte dansker gennem daglige valg kan mindske sit CO₂-udslip, og hvor meget det nytter, og hvordan. Et centralt element i kampagnen er en CO₂-beregner, hvor personer kan beregne deres ”personlige” CO₂ udledning og afgive et løfte om at reducere dette. 1 ton CO₂ svarer til omkring 10 % af den gennemsnitlige CO₂-udledning pr. person – og omkring 20% af den del af CO₂-udledningen som den enkelte kan påvirke direkte gennem sit valg af transport, opvarmning, ferieform, etc.

4.6.1 Klimavurderinger af lovforslag, planer og programmer

Grundlaget for at vurdere klimaimplikationer af væsentlige beslutninger bør forbedres og systematiseres i forlængelse af eksisterende regler og vejledninger. I dag vurderes miljøkonsekvenser bredt, og klima kan være en af de miljøparametre, der indgår. Imidlertid er klima så tværgående og komplekst, at det vil være relevant at forbedre og systematisere metoderne, der ligger til grund. Der kan anvendes samme model som ved vurdering af forslags konsekvenser for virksomheder, hvor forslagene gennemgår en overordnet vurdering med henblik på, om der er behov for en mere detaljeret og teknisk vurdering af særlige fagpaneler.

Endvidere bør eksisterende vurderingsmetoder gennemgås mhp. om klimahensynet kan styrkes nationalt og i EU - f.eks. i forhold til miljømærkeforordningen, EUP direktivet, Impact Assessment, EMAS forordning, standardiseringsarbejdet, udbuds vurderinger o.lign., så disse eksisterende miljøvurderingsmetoder  i højere grad bidrager til klimaindsatsen.

4.6.2 Klima i lokal agenda 21 planer

Kommunerne udarbejder i henhold til planloven lokale agenda 21 redegørelser. For at understøtte dette arbejde kan det overvejes at udarbejde vejledninger eller andre vurderingsredskaber, der kan understøtte kommunernes arbejde med at fremme klimareduktioner indenfor relevante områder f.eks. ved beslutninger om lokalisering og planlægning, i forbindelse med indkøbsaftaler, trafikplanlægning, i relation til forsyningsopgaver mv. Der bør etableres et mere systematisk samarbejde omkring udveksling af erfaringer og best practices mellem kommuner. Newcastle Carbon Neutral o.lign. initiativer kan være med til at inspirere.

4.6.3 Information om reduktionsmuligheder til udvalgte målgrupper

Kampagner om grønt ansvar mv. kan bidrage til større ansvarlighed hos en bredere målgruppe omkring klimahensyn. Det kan også være relevant at etablere mere specifikke informationsredskaber til udvalgte målgrupper - f.eks. undervisningsmateriale mv. til folkeskolen og gymnasier osv. Afhængig af finansiering og omfang kan der etableres et egentligt klimainformationsprogram.

Fodnoter

^[6] Mælkeproduktionen stiger gennemsnitligt 2 % om året pga. et øget foderniveau, bedre grovfoder kvalitet samt genetisk fremgang. I og med at den danske mælkeproduktion er begrænset af EU's mælkekvoter vil antallet af malkekøer nødvendigvis falde.

^[7] Ved udregning af potentialet er der ikke taget højde for ændringer i jordens kulstofindhold. På lang sigt vil tiltaget føre til en marginale reduktion i jordens kulstofindhold.

^[8] Dødvægtstabet er borgernes velfærdstab ved et tiltag som ikke modsvares af  tilsvarende provenuindtægter. Ved at sænke registreringsafgiften øges borgernes velfærd med mere, end staten taber i provenu.

^[9] EU-kommissionens forskningscenter (JRC), oliebranchen (CONCAWE) og bilbranchen (EUCAR), http://ies.jrc.ec.europa.eu/WTW, maj 2006.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.