| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Sammensætning af olie og benzin
1 Forord
Miljøstyrelsen har i vejledningen ”Oprydning på forurenede lokaliteter, nr. 6 1998” og i edb-programmet til risikovurdering ”JAGG” (Jord, Afdampning, Gas og Grundvand) beskrevet en metode til risikovurdering af forurenede lokaliteter. Risikovurderingen foretages ud fra et specifikt stof og dets kemiske/fysiske data og omfatter en beregning af det resulterende forureningsbidrag og derefter en sammenligning med kvalitetskriteriet.
Når der er tale om produktblandinger, forudsætter risikovurderingsmetoden, at der er foretaget en vurdering af produktets enkeltkomponenter med hensyn til koncentration, toksicitet (kvalitetskriteriet), mobilitet og nedbrydelighed. På den baggrund udvælges et enkelt stof, som risikovurderingen gennemføres for. Det kritiske stof vil ikke nødvendigvis være det samme, når der skal foretages en risikovurdering i forhold til grundvand og i forhold til afdampning. Når det gælder risikovurderingen i forhold til grundvandet, skal der tages højde for de forskellige trin, som indgår.
Vurderingen af totalkulbrinter udgør et andet problem, idet totalkulbrinterne ikke kan repræsenteres af et enkelt stof. Derfor skal der opstilles en gruppering af forskellige fraktioner af kulbrinter i benzin og olie og identificeres et enkelt specifikt stof, som repræsenterer den enkelte fraktion for at kunne foretage en risikovurdering for totalkulbrinter.
Miljøstyrelsen har igangsat nærværende projekt med henblik på at indsamle og vurdere de nødvendige informationer om indhold og sammensætningen af olieprodukterne, således at der kan opstilles forenklede sammensætninger af olieprodukter, hvor ud fra der kan udføres risikovurderinger. De olieprodukter, der vil indgå, er dieselolie, fyringsolie og benzin (nuværende sammensætning af 92, 95 og 98 oktan blyfri benzin og en gammel blyholdig benzin).
Projektet er udført af DHI – Institut for Vand og Miljø for Miljøstyrelsen i perioden januar 2000 til august 2003. Derudover er der sket en mindre redaktionelle opdateringer af projektet i vinteren 2006/2007. Hovedforfattere har været Lizzi Andersen og Kim Broholm. Christian Grøn har bidraget med afsnittene om analyse af oliestoffer.
Til projektet har været knyttet en følgegruppe bestående af:
Kim Dahlstrøm, Miljøstyrelsen, indtil september 2005
Arne Rokkjær, Miljøstyrelsen, fra september 2005
Mariam Wahid, Miljøkontrollen, Københavns Kommune
Vibeke Bennetsen, Ringkøbing Amt.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.
|