Redegørelse om jordforurening 2006

10 Andre oprydningsordninger

10.1 Oliebranchens Miljøpulje

Oliebranchens Miljøpulje (OM) blev stiftet af benzinselskaberne i Danmark i 1992. OM forestår undersøgelser og oprydning på grunde, hvor der tidligere har været detailsalg af benzin. Kommuner og amter kunne frem til 1. april 1999 tilmelde nedlagte detailsalg til ordningen, og branchen har frem til den 31. december 1995 tilmeldt detailsalg, som skulle lukkes.

I 2004 besluttede OM’s bestyrelse/Oliebranchens Fællesrepræsentation at genåbne Oliebranchens Miljøpulje, sådan at OM’s oprydning på nedlagte benzinstationer kunne omfatte tidligere benzingrunde, som ikke allerede var tilmeldt OM. Tilbuddet gjaldt både lukkede anlæg og de anlæg i drift, der gerne ville lukke. Ved tilmeldingsfristens udløb den 1. februar 2005 var der blevet tilmeldt i alt 634 anlæg. Heraf var 261 nyligt nedlagte anlæg og anlæg i drift tilmeldt direkte til oliebranchen af grundejerne, mens 373 tidligere nedlagte anlæg var tilmeldt af amterne til Miljøstyrelsen.

Det samlede antal grunde, som er blevet tilmeldt ordningen, var ved den sidste tilmeldingsfrists udløb i alt 10.672 grunde.

Miljøstyrelsen er sekretariat for Miljøpuljerådet, som prioriterer undersøgelse/oprensningsrækkefølgen for de grunde, der er tilmeldt til Miljøstyrelsen. Når en grund er blevet prioriteret, oversendes sagen til OM, der udfører undersøgelse og oprensning af den tilmeldte grund. Undersøgelse og oprensning af disse grunde finansieres ved, at benzinselskaberne indbetaler et bidrag til OM (baseret på p.t. 4 øre pr. liter solgt benzin). Det gælder for de nedlagte anlæg, der er tilmeldt til Miljøstyrelsen (i alt 10.411 grunde). Undersøgelse og oprensning af de 261 anlæg, der er tilmeldt direkte til oliebranchen af grundejerne, finansieres ved, at benzinselskaberne indbetaler et bidrag til OM (baseret på 1 øre pr. liter solgt benzin.)

Siden prioriteringen for 2003 har Miljøpuljerådet anvendt et prioriteringssystem, som i høj grad sikrer, at der sker en geografisk sammenhængende prioritering, der er koordineret med amternes indsatsplanlægning, samtidig med at grundvand og arealanvendelse har højeste prioritet. I oktober 2005 blev der prioriteret 717 grunde til undersøgelse/oprensning i 2006. Som i det foregående år blev der i forbindelse med undersøgelsen af de pågældende grunde kun konstateret forurening på et begrænset antal af grundene. På grund af tilmelding af 261 nye branchegrunde i 2005, hvoraf 90 er under oprensning i 2006, havde OM i 2006 ikke mulighed for yderligere at igangsætte en ekstra undersøgelsespulje som det ellers var tilfældet i 2003 og 2004.

I 2006 har det som i 2003-2005 været muligt for op til 40 boligejere at få deres grund akut prioriteret til OM, hvis et konkret salgs- eller byggeprojekt ikke har kunnet opnå den fornødne belåning, som følge af at grunden er forurenet eller muligvis er forurenet. 11 grunde er blevet prioriteret som led i denne ordning i 2006. De tidligere år var tallet knap 30. Faldet afspejler et markant fald i antallet af ansøgninger. Ordningen videreføres uændret i 2007.

Med oprensningsaktiviteterne på de nye branchetilmeldte grunde har aktivitetsniveauet i 2006 været på højde med de tre foregående år.

Til undersøgelse, afværge og monitering har OM anvendt 153 millioner kr. i 2006 (heraf 57 millioner kr. på de 90 branchegrunde fra 2005). Tallet er ekskl. udgifter til administration. I 2005 var tallet 109 millioner kr.

Tabel 10.1: Tilgang af grunde til undersøgelse/oprensning.
Kilde: Oliebranchens Miljøpulje – Beretning 2006

År 1993-1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 Total
Antal grunde 2094 520 456 595 940 966 721 717 7009

Af de i alt 6.924 grunde, som OM har behandlet siden 1993, er der ved udgangen af 2006 færdigbehandlet 6.740 grunde, heraf 639 grunde i 2006. 463 grunde er afsluttet med en undersøgelse, og 176 er afsluttet med en oprensning. På størstedelen af de grunde, som tilmeldes OM-ordningen, er der ikke forudgående gennemført tekniske undersøgelser. OM kan derfor afslutte en række sager uden at gennemføre oprensning, såfremt resultatet af den tekniske undersøgelse viser, at grunden ikke er forurenet. I både 2003 og 2004 blev 55 % af de prioriterede grunde afsluttet med en undersøgelse. I 2005 faldt tallet til 51 %, mens det i 2006 steg til 64 %. Samlet set er andelen af uforurenede grunde på 53 % af de første 6.740 færdigbehandlede grunde.

På basis af ovenstående procentsatser er det beregnet, at OM fra ordningens start og til og med udgangen af 2006 har gennemført oprydning på 3.168 lokaliteter, heraf 176 i 2006.

Som i de foregående år har der i samarbejde med de enkelte amter kunnet afsluttes OM-tilmeldte grunde alene på baggrund af historisk materiale. I 2006 er antallet 52. Der er typisk tale om, at der ikke i praksis har været solgt benzin fra grunden, eller at der ved et konkret projekt ikke er konstateret forurening.

Tabel 10.2: Amtsvis status for OM-projekter fra ordningens ikrafttræden og frem til 31. december 2006.
Kilde: Oliebranchens Miljøpulje – Beretning 2006

Amt Afsluttet oprensning eller undersøgelse Under
oprensning
Københavns Amt 240 20
Frederiksborg Amt 399 8
Roskilde Amt 201 3
Vestsjællands Amt 751 16
Storstrøms Amt 555 12
Bornholms Regionskommune 108 0
Fyns Amt 596 22
Sønderjyllands Amt 579 22
Ribe Amt 332 6
Vejle Amt 376 12
Ringkøbing Amt 426 19
Århus Amt 621 10
Viborg Amt 507 4
Nordjyllands Amt 865 5
Københavns Kommune 130 20
Frederiksberg Kommune 54 5
Total 6740 184

Hovedparten af de oprensninger, som OM har foretaget i 2006, er sket ved bortgravning og efterfølgende rensning af den forurenede jord på jordrensningsanlæg. I alt er 119.000 tons jord transporteret til jordrensningsanlæg i 2006 mod 68.000 tons i 2005.

Ved udgangen af 2006 havde OM 184 projekter under udførelse, heraf 38 in situ og moniteringsprojekter. Der er i perioden afsluttet 4 in situ projekter og igangsat 4 nye.

De gennemsnitlige udgifter pr. lokalitet til undersøgelse og afværgeforanstaltninger var 105.000 kr. i 2006 mod 114.000 kr. i 2005. Faldet skyldes primært, at antallet af grunde, hvor en undersøgelse var tilstrækkelig, steg fra 51 % i 2005 til 64 % i 2006. Udgifterne til undersøgelser og oprensninger i 2006 varierede fra i snit 25.000 kr. i sager, som har kunnet afsluttes med undersøgelse, og op til 6,7 millioner kr. for oprensning af grunde med kritisk forurening.

10.2 Forsvaret

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste forestår den overordnede planlægning og styring af Forsvarsministeriets aktiviteter på miljøområdet, herunder den praktiske gennemførelse af miljøundersøgelser og afværgeforanstaltninger på jord- og grundvandsområdet.

Det fremgår af jordforureningslovens § 3, stk. 2, at Forsvarsministeriet i samarbejde med regionsrådet skal kortlægge arealer på vidensniveau 1 (potentielt forurenet lokalitet) på Forsvarsministeriets ejendomme. Det fremgår af § 14, stk. 2, at Forsvarsministeriet skal føre sit eget register over egne arealer kortlagt på vidensniveau 1.

I 2006 er 5 etablissementer kortlagt på vidensniveau 1. Kortlægningerne følger som hovedregel ikke matriklerne, hvilket skyldes at arealerne består af meget store matrikler. Derfor er det valgt, at kortlægge potentielle forureningskilder på hvert etablissement ved afgrænsede polygoner. På de 5 etablissementer er der kortlagt 30 polygoner på vidensniveau 1.

Det samlede vidensniveau 1 kortlagte areal udgør ca. 98 km².

Amterne har i 2006 kortlagt 13 arealer på vidensniveau 2 (konstateret forurenet lokalitet). I alt har amterne pr. 31. december 2006 kortlagt 133 arealer på vidensniveau 2 på Forsvarsministeriets arealer.

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste har i 2006 udarbejdet miljøhistoriske redegørelser for 8 etablissementer og gennemført miljøundersøgelser ved 11 etablissementer. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste har endvidere foretaget moniteringer ved 6 etablissementer og afværgeforanstaltninger ved 1 etablissement.

De samlede udgifter til aktiviteter på jordforureningsområdet udgjorde i 2006 i alt 3,6 mio. kr. Udgifterne havde følgende fordeling:

Tabel 10.3: Forsvarets udgifter til jordforureningsområdet i 2006, mio. kr.
Kilde: Projektorganisation Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste

Miljøhistoriske redegørelser 0,25
Forureningsundersøgelser 1,0
Moniteringer 2,1
Afværgeforanstaltninger 0,25
I alt 5,6

Miljøhistoriske redegørelser udarbejdes i forbindelse med vidensniveau 1 kortlægning eller i forbindelse med afhændelse af Forsvarsministeriets etablissementer. Der gennemføres ikke nødvendigvis fysiske forureningsundersøgelser på baggrund af kortlægning.

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste gennemfører typisk

forureningsundersøgelser eller afværgeforanstaltninger i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter og afhændelse af etablissementer. Endvidere igangsættes i visse tilfælde undersøgelser eller moniteringer efter aftale med kommunerne. Etablissementer beliggende i offentlige indsatsområder prioriteres højest.

Med hensyn til aktiviteter i 2007 er det planlagt at 8 - 10 etablissementer skal kortlægges. Det forventes endvidere, at en eller flere af moniteringssagerne afsluttes efter aftale med den pågældende kommune, mens de øvrige moniteringer fortsætter efter aftaler med de pågældende kommuner. Miljøundersøgelser og afværgeforanstaltninger iværksættes efter behov.

 



Version 1.0 Februar 2008, © Miljøstyrelsen.