Redegørelse om jordforurening 2006

Sammenfatning og konklusion

Redegørelsen er Depotrådets årlige redegørelse til miljøministeren om indsatsen på jordforureningsområdet.

Med strukturreformen er ansvaret for de fleste amtslige opgaver på jordforureningsområdet overgået til regionerne. Regionerne har således også fået til opgave at afgive den årlige indberetning til Depotrådets redegørelse for jordforurening.

Redegørelsen for 2006 er præget af de store udfordringer affødt af strukturreformen. Der er brugt tid og kræfter på den nye organisering af arbejdet med jordforurening. Dertil har omstruktureringen fordret nye indberetningssystemer – og ikke mindst nedlukning af gamle. Det har derfor været en stor opgave for regionerne at indberette data for de tidligere amter. Kommuner er ligeledes blevet sammenlagt, har fået tilført nye opgaver og har kørt EDB systemer sammen. Det har derfor også for kommunerne været en stor opgave at indberette data. Der er således færre kommuner end de foregående år, der har indberettet data til regionerne.

Generelt har amterne i 2006 prioriteret indsatsen ved trusler mod grundvandet højest. Der er, som forventet i amternes budgettal for 2006, blevet brugt flere ressourcer på projektering og afværgeforanstaltninger i 2006 end i 2005. Sammen med afværgeindsatsen og oprensningen har kortlægningsarbejdet også været prioriteret højt. Der er dog, som forventet, brugt lidt færre ressourcer til kortlægning og ressourcerne til undersøgelser er næsten halveret i 2006 i forhold til i 2005.

De skriftlige indberetninger giver generelt et indtryk af, at arbejdet med jordforureningsopgaver har været præget af målrettethed og engagement.

På grund af strukturreformen er der i 2007 behov for at udarbejde nye fælles strategier for de nye regioner. Arbejdet med at få et samlet overblik over opgaverne er endnu ikke færdiggjort, og det må forventes, at også 2007 bliver et overgangsår, hvor det er nødvendigt med en stram prioritering af indsatsen på jordforureningsområdet. I 2007 bliver det primære for mange regioner derfor at færdiggøre igangsatte aktiviteter, samt at varetage de nye opgaver som følge af ændringen af jordforureningsloven.

Samlet er der den 31.12.2006 kortlagt/registreret ca. 24.000 lokaliteter hos de amtslige myndigheder. 11.812 lokaliteter er kortlagt på vidensniveau 2 (konstateret jordforurening, i det følgende forkortet til V2), og 11.574 er kortlagt på vidensniveau 1 (kendskab til aktiviteter, der kan have forårsaget jordforurening, i det følgende forkortet til V1).

I 2006 har der været en tilvækst i antallet af kortlagte lokaliteter på V2 på 1.207 (Viborg amt undtaget pga. databasefejl sidste år) og en tilvækst i antallet af kortlagte lokaliteter på V1 på 1.386 (Viborg amt undtaget pga. databasefejl sidste år). I alt 804 lokaliteter er udgået af kortlægningen i 2006.

Der er tale om et bredt spektrum af forureningskilder. Benzin- og servicestationer og andre aktiviteter med olie/benzin udgør sammen med renserier fortsat de største grupper, som er årsag til kortlægning på V2 i 2006.

Fokus for kortlægningen er stadig overvejende punktkilder. Diffust forurenede arealer kortlægges næsten kun på V2, som oftest i forbindelse med undersøgelse af en punktkilde. I 2006 er der kortlagt 78 lokaliteter på grund af diffus forurening (inkl. arealer, hvor der er tilført forurenet fyldjord). Undersøgelser tyder på, at mange ældre byområder er diffust forurenede.

Ca. halvdelen af alle V2 kortlagte lokaliteter er omfattet af lovens indsatsområde. Der er næsten ligelig fordeling mellem kortlægning af arealer med bolig m.v. og arealer, som kortlægges på grund af risiko for forurening af drikkevandsinteresser. Ca. 37% af de arealer, der blev kortlagt i 2006, blev således anvendt til bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads, 23% lå i områder med særlige drikkevandsinteresser og 23% lå i områder med drikkevandsinteresser.

I 2006 er der gennemført 36 oprydninger ved amtslig finansiering. Det betyder, at det samlede antal amtskommunalt og kommunalt finansierede oprydninger ligger lidt under niveauet fra 2005. Der har i den amtsligt finansierede indsats ikke været nogen markant forskel mellem antallet af oprydninger på lokaliteter med boliger og børneinstitutioner og på lokaliteter med drikkevandsinteresser.

I 2006 blev der givet tilsagn for ca. 47 mio. kr. på værditabsordningen. Der har været fortsat søgning til ordningen i 2006, men tilgangen fortsætter med at falde i forhold til de foregående år. Ventelisten pr. 31. december 2006 var på 485 ansøgninger til oprydningsprojekter svarende til et samlet beløb på 499,5 mio. kr. Til sammenligning var ventelisten pr. 31. december 2005 på 504 ansøgninger svarende til et samlet beløb på 514 mio. kr.

Depotrådet konstaterer, at værditabsordningen ikke virker efter hensigten. Ventelisten er stadig meget lang, og ventetiden er i øjeblikket omkring 25 år. Så selv om tilmeldingen til ordningen har været lavere i 2006 end de foregående år, og selv om ventelisten er stagnerende, bør der bevilliges flere midler til ordningen, eller også bør den grundlæggende revurderes.

På grund af den lange venteliste til værditabsordningen blev der i en prøveperiode i 2004 etableret en lånegarantiordning. 15 ud af 372 boligejere har optaget lån med statsgaranti. Depotrådet anbefaler, at låneordningen videreføres, idet Depotrådet mener, at ordningen er et godt tilbud for boligejere til at få fremskyndet oprydningen af deres ejendom. Det vurderes, at den benyttes af boligejere, der står over for et akut behov for oprydning af deres grund. Låneordningen bør videreføres og forbedres således, at flere boligejere vil gør brug af den.

Det har i år ikke været muligt at vurdere de samlede jordmængder, der renses og deponeres i forbindelse med oprydning på kortlagte ejendomme eller med henblik på at undgå kortlægning. Sidste år var dette tal ca. 671.000 tons. Indberetningen af de privatfinansierede flyttede jordmængder har ligget på et langt lavere niveau end foregående år - sandsynligvis fordi færre kommuner har indberettet. Da det er ikke muligt at fastsætte et tal for, hvor meget denne forsinkelse af data udgør, har det ikke været muligt at estimere den privatfinansierede flyttede jordmængde eller bestemme de private udgifter til oprydning.

I dele af landet, særligt på Sjælland, er det nødvendigt at transportere jord, der opgraves i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter, over lange afstande for at jorden kan anbringes på et egnet slutdisponeringssted. Depotrådet foreslår derfor, at der arbejdes på at finde løsninger, som nedsætter de lange transportafstande.

Kommunerne har i 2006 fortsat temaindberetningen om årsager til lukning af vandindvindingsboringer. Kun 9 boringer er indberettet som lukket i 2006. Det må dog forventes, at der i praksis er tale om et støre antal lukninger, da langt fra alle kommuner har foretaget indberetningen. Årsagerne til lukning er primært naturskabte kvalitetsproblemer og tekniske årsager. Der er en stor usikkerhed på data og derfor også på konklusionerne.

Samlet er der gennemført minimum 648 oprydninger i 2006. Dette er meget færre end i de foregående år. 46 oprydninger er offentligt finansieret, herunder værditabsordningen, 176 er gennemført under Oliebranchens Miljøpulje, 163 er under forsikringsordningen for villaolietanke, mens 263 er frivillige oprydninger eller oprydninger efter påbud til private. Antallet af de privatfinansierede oprydninger er meget færre end foregående år, og tallet er ikke blevet opskrevet. Det lave antal privatfinansierede oprydninger skal ikke ses som et udtryk for lavere aktivitet på området, men snarere som udtryk for manglende indberetning.

De samlede udgifter på jordforureningsområdet er beregnet til at udgøre 628,7 mio. kr.

Amternes totale udgifter beløber sig til 318 mio. kr., heraf er 106 mio. kr. egenfinansieret. Egenfinansieringen ligger stadig væsentligt over det niveau, der blev aftalt med regeringen i 1996.

Depotrådet mener, at der fortsat er behov for at udnytte potentialet for at minimere omkostningerne til oprydning. Der er fortsat et stort behov for at afsætte midler til Teknologipuljen for jord- og grundvandsforurening.

I foråret 2006 er der nedsat et udvalg om flytning af jord, som har igangsat arbejdet med at ændre lovgivningen om jordstyring. Udvalgets arbejde har resulteret i en vejledning om områdeklassificering samt en ny bekendtgørelse om anmeldelse af jordflytninger, der træder i kraft 1. januar 2008. Herudover drøftes et fællesskema til anmeldelse af jordflytninger og systemer, der muliggør digital anmeldelse. Desuden vil der blive arbejdet med nye regler for slutanbringelse af jord, herunder en forenkling af bestemmelserne om genanvendelse af lettere forurenet jord, samt et vejledningsmateriale til kommunerne.

Det internationale arbejde koncentrerer sig om implementering af miljøansvarsdirektivet samt forhandling af direktivforslaget om beskyttelse af jord.

 



Version 1.0 Februar 2008, © Miljøstyrelsen.