Erfaringsopsamling på passiv ventilation til fjernelse af klorerede opløsningsmidler fra umættet zone

1 Indledning

1.1 Baggrund

Passiv ventilation som afskæring for forureningsspredning til grundvandet er siden slutningen af 1990’erne blevet etableret på flere lokaliteter i Danmark. Generelt har formålet med etableringen af passive ventilationsboringer været at kontrollere spredningen af forurening med klorerede opløsningsmidler fra det terrænnære dæklag gennem den umættede zone og til den mættede zone. Konceptet bag passiv ventilation som afskæring for grundvandet er, at en reduktion af koncentrationen i den umættede zone alt andet lige vil resultere i en reduktion af fluxen fra den umættede zone til grundvandet.

1.2 Formål

Det overordnede formål med teknologiprojektet er at gennemgå erfaringer fra lokaliteter med passiv ventilation som afskæring af klorerede opløsningsmidlers spredning fra den umættede zone til grundvandet. Herunder ønskes viden om effektiviteten af passiv ventilation med henblik på at kortlægge væsentlige anlægs- og driftsparametre. Desuden gives en kort status for lokaliteterne med passiv ventilation.

1.3 Rapportens opbygning

Passiv Ventilation

I rapportens afsnit 2 beskrives den konceptuelle model bag passiv ventilation og det teoretiske grundlag for passiv ventilation gennemgås kort. Desuden gives en kort præsentation af forskellige tests, der kan udføres til undersøgelse af, om passiv ventilation er en egnet metode på en given lokalitet. Den generelle systemopbygning og forskellige varianter heraf gennemgås kort.

Feltlokaliteter

I rapportens afsnit 3 fokuseres der på de feltlokaliteter, hvor passiv ventilation er etableret for at kontrollere spredningen af klorerede opløsningsmidler fra umættet zone. Herunder gennemgås de anlægstyper, der på nuværende tidspunkt findes i Danmark, samt de nøgleparametre, der findes for de forskellige lokaliteter. Ydermere sammenfattes koncentrationsudviklingen i umættet zone siden etableringen af passiv ventilation, og der ses på stof-fluxen fra dæklaget til umættet zone ved ligevægt. Der gives en kort status for hver af feltlokaliteterne samt en kort gennemgang af drift og monitering for anlæggene.

Effekten af passiv ventilation som afskæringsmetode

I afsnit 4 foretages en mere grundig gennemgang af 4 udvalgte lokaliteter, hvor effekten af den passive ventilering belyses. Desuden estimeres der fjernelsesrater samt akkumuleret fjernelse for de 4 lokaliteter.

Lokaliteter med relevante data for ventilering af umættet zone

Ved gennemgang af datamaterialet til rapporten er der fundet interessante data fra undersøgelser af passiv ventilation fra lokaliteter, hvor der endnu ikke er etableret anlæg for passiv ventilation. Desuden er der fundet et interessant datamateriale for koncentrationsudviklingen i grundvand ved aktiv ventilering af umættet zone. Dette datamateriale sammenfattes kort i rapportens afsnit 5.

Diskussion

I dette afsnit diskuteres resultaterne af erfaringsopsamlingen og effekten af passiv ventilation som afskæringsmetode for spredning af forurening fra umættet til mættet zone. Desuden diskuteres den konceptuelle model og sammenhængen mellem processerne i dæklaget, umættet zone og mættet zone. Der listes desuden en række forslag til designparametre, der kan benyttes i forbindelse med fremtidige anlæg.

Konklusion og anbefalinger

I rapportens afsnit 7 findes en konklusion, hvor de vigtigste resultater, nøgletal og informationer er sammenfattet. Desuden er der anført en række anbefalinger i forhold til etablering, drift og monitering af fremtidige anlæg for passiv ventilation.

 



Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.