Sammenfatning og konklusioner

Erfaringsopsamling på passiv ventilation til fjernelse af klorerede opløsningsmidler fra umættet zone

Der er siden 1999 etableret en række anlæg for passiv ventilation i Danmark og der er på nuværende tidspunkt kendskab til 14 lokaliteter med passiv ventilation i Danmark – 11 i Region Hovedstaden, 2 i Region Sjælland og 1 i Region Syddanmark. Det er i et tidligere teknologiprojekt /ref. 1/ dokumenteret, at passiv ventilation er en effektiv metode til løbende at fjerne klorerede opløsningsmidler som fx PCE fra den umættede zone. Formålet med dette projekt er at gennemgå erfaringer fra de 14 lokaliteter og belyse effektiviteten af metoden både i forhold til reduktion af poreluftkoncentration og som afskæring af klorerede opløsningsmidlers spredning fra den umættede zone til grundvandet.

Passiv ventilation er baseret på udnyttelse af trykforskellen mellem den umættede zone og atmosfæren til ventilation af den umættede zone. Metoden benyttes på lokaliteter, hvor der findes et lavpermeabelt dæklag af fx moræneler med et underliggende umættet højpermeabelt lag. Ved ændringer i atmosfæretrykket opbygges en trykgradient, der ved faldende tryk udnyttes til transport fra umættet zone til terræn via lodrette filterrør.

Kildeområdet i dæklaget afgiver en mængde forurening til den underliggende umættede zone pr. tidsenhed – stof-flux. Forureningen transporteres ud i den umættede zone og det er i dette område, at passiv ventilation reducerer poreluftkoncentrationen. Når koncentrationen i den umættede zone reduceres, vil den videre stof-flux fra den umættede zone til grundvandet ligeledes reduceres, og dette vil på længere sigt resultere i en reduktion af koncentrationen af klorerede opløsningsmidler i grundvandet.

For de undersøgte lokaliteter er der målt maksimale differenstryk mellem atmosfæren og den umættede zone fra -25 til +20 mBar. De gennemsnitlige flow, der er registreret for de forskellige lokaliteter, ligger mellem 0,1 til 0,7 m³ pr. time pr. meter filter med et gennemsnitligt flow på 0,3 m³ pr. time pr. meter filter. Dæklagstykkelsen varierer mellem 5 og 10 meter og er på alle undersøgte lokaliteter moræneler, mens den umættede zone varierer fra fint sand til grus og på en enkelt lokalitet opsprækket kalk. Tykkelsen af den umættede zone, der ventileres, varierer mellem 0,3-24 m.

Erfaringsopsamlingen har vist, at passiv ventilation for de fleste lokaliteter har haft den tilsigtede effekt, at poreluftkoncentrationen flere steder er reduceret med over 70% over en periode på 7-8 år. Poreluftkoncentrationen falder generelt markant gennem de første 2-3 år, hvorefter der sker en stabilisering. Det vurderes, at fjernelsesraten ved passiv ventilation under disse stabile forhold tilnærmelsesvis svarer til fluxen fra dæklaget til den umættede zone. Det er ligeledes vist, at passiv ventilation i de tilfælde, hvor koncentrationen i den umættede zone er reduceret ligeledes har fungeret som delvis afskæring for forureningens spredning til grundvandet. I disse tilfælde ses en reduktion af grundvandskoncentrationen nogenlunde svarende til reduktionen af koncentrationen i poreluften.

Ved etablering af fremtidige anlæg for passiv ventilation, kan der ved design af anlægget forventes et gennemsnitligt flow på 0,2-0,3 m³ pr. time pr. filter. Boringstætheden bør være én boring pr. 160 m² for sedimenttype sand/grus, svarende til en influensradius på ca. 7 m. Det kan desuden forventes, at koncentrationen i den umættede zone falder til minimum 20% af startkoncentrationen. Findes der en stor mængde klorerede opløsningsmidler akkumuleret i den umættede zone eller er fluxen fra dæklaget til den umættede zone stor, bør der inden etableringen af passiv ventilation foretages aktiv ventilation over en periode.

Erfaringer fra drift og monitering af anlæggene for passiv ventilation viser, at der det første år bør moniteres ved hhv. opstart, efter et halvt år og efter et år. Derefter bør der udføres årlig monitering, indtil koncentrationerne i den umættede zone er stabiliseret. Herefter kan moniteringsfrekvensen nedsættes til hvert andet til femte år. Kulfiltrene har en adsorptionskapacitet på 1-1,5 kg pr. filter, og moniteringsfrekvensen bør i forhold til kulskift derfor også vurderes på baggrund af dette samt flow og koncentrationen i boringerne.