| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Fytoremediering af olie- og benzinforurening på nedlagt benzinstation
1 Indledning
På et nedlagt tankanlæg ved Rønnede, Sjælland, kendt som ”Axelved”, blev i april 1999 igangsat et in situ fytooprensningsprojekt af jord- og grundvandsforurening primært med dieselolie.
Anlægget havde været i drift fra 1956 til 1990. Arealet, bestående af 2 delarealer på hver sin side af en hovedvej, dækker i alt ca. 1400 m².
Forureningsundersøgelser blev påbegyndt i 1997 i Skude & Jacobsen, Rådgivende Ingeniørers regi. Som resultat af disse undersøgelser er forureningen afgrænset horisontalt og vertikalt. Den væsentligste forurening er begrænset til påfyldningspladser og de områder, hvor tankene var placeret.
Det vurderes, at der på lokaliteten ved starten af afværgeprojektet i 1999 fandtes i alt ca. 3 tons kulbrinter i jorden /1/. Det skønnedes, at ca. 2000 m³ jord var forurenet med dieselolie med en maksimal dybde for forureningen på 3 meter.
En risikovurdering /1/ viste, at der – selv med meget konservative forudsætninger – ikke er risiko for det primære grundvandsmagasin, der træffes under et ca. 90 m tykt dække af overvejende fed moræneler.
Med henblik på at vurdere potentialet for fytooprensning af olie- og benzinforureninger på nedlagte tankstationer, blev det forurenede areal beplantet med i alt ca. 2.500 pile- og ca. 500 poppelstiklinger samt en randbeplantning af læplanter i foråret 1999.
Det vurderedes, at området var egnet til at udføre forsøg med fytooprensning, da der ikke var risiko for grundvandsressourcen og da der på arealet var en betydelig, overfladenær og velafgrænset forurening af både benzin og diesel således, at træernes rodsystem kom i god kontakt med forureningen.
Der var ikke forud for projektets igangsættelse fastsat succeskriterier for oprensningen indenfor projektperioden, men der var en forventning til, at den væsentligste forurening ville være fjernet indenfor projektets oprindeligt 5-årige løbetid.
Fytooprensningen er baseret på en simpel forceret afværge bestående i anlæggelse af en plantekultur af pil og poppel, som kan etablere et aktivt biologisk miljø i det forurenede jordvolumen (fytostimulering) og samtidig reducere nedsivningen fra de forurenede områder (hydraulisk barriere).
Oprensningen er finansieret af Oliebranchens Miljøpulje (OM). Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening ydede tilskud til supplerende overvågning af projektet med Ulrich Karlsson, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), som faglig sekretær.
I denne rapport, beskrives feltaktiviteter og feltresultater i driftsperioden fra igangsættelsen i 1999 til udgangen af 2005.
Resultater af laboratorieforsøg er rapporteret separat /3/.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 April 2009, © Miljøstyrelsen.
|