Årsrapport for Regnskabsåret 2008

Bilag D - Gebyrfinansieret virksomhed

Miljøstyrelsen gennemførte i foråret 2008 i samarbejde med Miljøministeriets departement en gennemgang af alle gebyrordninger, der indgår i styrelsens drift. Miljøstyrelsen har på den baggrund hævet satserne for de væsentlige gebyrordninger, der i en årrække har været underdækkede.

Anmeldegebyret for transport af affald er således i december 2008 hævet fra 2.950 kr. til 8.150 kr. pr. sag, så de faktiske omkostninger dækkes. I overensstemmelse med Ø-udvalgets godkendelse er det akkumulerede underskud på ordningen til og med 2008 ikke indregnet i den fremtidige gebyrsats. Ved afslutningen af regnskabet for 2009 vil eventuelle over-/underskud blive indregnet i den fremtidige sats.

EU-monografier for pesticider og biocider bliver nu pris- og lønreguleret årligt, så der forventes en bedre balance mellem udgifterne og de opkrævede gebyrer. Disse gebyrer forventes dog yderligere hævet i det kommende år, da de realiserede omkostninger har været højere end forudsat, da satserne blev fastsat.

Årets resultat viser jf. tabel 1 et underskud på styrelsens gebyrordninger på ca. 3,6 mio. kr. Gebyrgennemgangen samt de systematiske arbejdsgange, som er indført i forbindelse hermed, vil betyde, at styrelsen fremover vil leve op til Budgetvejledningens krav over balance over en 4-årig periode.

Tabel I. Årets resultat for gebyrordninger 2005-2008 (i 1.000 kr.)

Gebyrordninger 2005 2006 2007 2008 I alt
Statsligt grundvandsgebyr - - 126.839 - 126.839
Diverse gebyrer -354 -3.282 -1.573 -3.627 -8.836

Bemærkninger til tabellen:

Miljøstyrelsen havde i 2007 til opgave at indkræve Statsligt grundvandsgebyr. Opgaven er overgået til By- og Landskabsstyrelsen som følge af Miljøministeriets interne strukturændring i 2007.

Diverse gebyrer udviser et underskud i en sammenhængende periode over fire år, hvilket dog ikke er ensbetydende med, der er underskud på samtlige de underliggende ordninger i en sammenhængende periode over fire år.

Underskuddet for 2008 forklares hovedsageligt af et underskud på 2.462 tusinde kr. vedrørende anmeldegebyr for transport af affald, et underskud på 503 tusinde kr. vedrørende EU-monografier for pesticider og biocider, underskud på 487 tusinde kr. kr. vedrørende salgsgebyr på bekæmpelsesmidler.

Underskuddet på EU-monografier burde have været 166 tusinde kr. mindre grundet ufuldstændig indtægtsførelse af igangværende arbejder for fremmed regning på to monografier. Fejlen korrigeres i regnskabet for 2009.

Salgsgebyr på bekæmpelsesmidler er toårigt. I 2007 er salgsgebyret for 2007 og 2008 opkrævet, men gebyret udviser stadig et underskud. Ordningen forventes restruktureret primo 2010.

I resultatdisponering er der en difference på 625 tusinde kroner mellem det bogførte gebyrresultat og det faktiske resultat i gebyrregnskabet. Beregningen af gebyrregnskabet var baseret på ukorrigerede timesatser og driftsudgifter. I 2009 korrigeres egenkapitalen for denne difference, samt for anmeldegebyret for transport af affald, hvor driften finansierer underskuddet på gebyrordningen.

 



Version 1.0 Maj 2009, © Miljøstyrelsen.