Vejledning til bekendtgørelse om påfyldning og vask af sprøjter til udbringning af bekæmpelsesmidler

11 Håndtering af vaskevand

Formålet med kravene vedrørende påfyldning af plantebeskyttelsesmidler og vask af sprøjter er, at vaskevand skal indeholde en så lav koncentration af pesticider, at det uden risiko for miljø eller afgrøder kan udbringes på bedriftens markarealer eller virksomhedens areal. Bestemmelser om håndtering af vaskevand er givet i vaskepladsbekendtgørelsens kapitel 6, § 14 og 16. Vaskevand kan anvendes i overensstemmelse med bekendtgørelsen uden forudgående tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1.

11.1 Vaskevand opsamlet i gyllebeholder

Vaskevand opsamlet i en gyllebeholder udbringes i sagens natur sammen med gyllen, og skal udbringes efter reglerne i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om husdyrbrug og dyrehold for mere end 3 dyreenheder, husdyrgødning, ensilage m.v.

Landbrugsbedrifter eller virksomheder, som udbringer gylle med indhold af vaskevand på bedriftens markarealer eller på virksomhedens arealer, skal meddele dette til kommunalbestyrelsen. Dette kan ske i forbindelse med byggeanmeldelse ved etablering af vaskeplads.

Landbrugsbedrifter eller virksomheder, som udbringer gylle med indhold af vaskevand hos tredje mand, skal indhente tilladelse hertil ved kommunalbestyrelsen. Tilladelsen kan søges samtidig med byggeanmeldelse ved etablering af vaskeplads. For eksisterende anlæg indhentes en særskilt tilladelse hos kommunalbestyrelsen. Et ansøgningsskema kan findes på Dansk Landbrugsrådgivnings hjemmeside, LandbrugsInfo (www.lr.dk).

Gylle med indhold af rester af plantebeskyttelsesmidler, som ikke er godkendt til udendørs anvendelse, skal bortskaffes efter reglerne i bekendtgørelsen om affald. Det betyder i praksis, at midler, som ikke er godkendt til udendørs anvendelse, aldrig bør opsamles i gyllebeholder.

11.2 Vaskevand opsamlet i anden beholder

Vaskevand opsamlet i anden beholder skal som gylle udbringes i henhold til reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Ifølge husdyrbekendtgørelsens § 24 stk. 5 må udbringning af spildevand ikke give anledning til unødige gener. Endvidere må spildevand i henhold til § 26 stk. 2 ikke udbringes på en måde og på sådanne arealer, at der er fare for at spildevandet strømmer til søer eller vandløb, herunder dræn, ved tøbrud eller regnskyl. For landbrugsbedriften eller virksomheden, er hensynet til ikke at risikere at gøre skade på afgrøder, sammenfaldende med det hensyn, at det pesticidholdige vaskevand skal spredes på et tilstrækkeligt stort areal. Der må ikke samlet gennem et år ske overskridelse af den mængde aktivstof, der svarer til den godkendte dosering.

11.2.1 Areal til udbringning af vaskevand

Helweg et al. (2005) har med udgangspunkt i tilgængelige undersøgelser af spild i forbindelse med påfyldning og vask af sprøjter vurderet, hvor stor mængde pesticid, der i et worst case scenarie kan forventes i opsamlet vaskevand. Ved at justere disse vurderinger i forhold til, at der er krav om at anvende præparatfyldeudstyr og styring af den påfyldte vandmængde, kan det beregnes, hvor stort et areal vaskevandet bør udbringes på. Dvs. et realistisk worst case scenarie, når reglerne i bekendtgørelsen efterleves. I tabel 2 er angivet, hvor stort et areal vaskevandet fra et års anvendelse af pladsen bør fordeles på. Forudsætninger er angivet i bilag A. Ved beregning af størrelsen af areal til udbringning, er der i scenarierne anvendt den forudsætning, at doseringen af et enkelt planebeskyttelsesmiddel ikke overstiger 1/100 normaldosering, og at der kun anvendes 8 aktivstoffer på bedriften.

Eksempelvis vil en ejendom med 100 ha i omdrift opsamle et spild, der bør udbringes på mindst 2,1 ha. Den mængde vand der skal udbringes, vil afhænge af bl.a. størrelse af pladsen og hvor meget vand der anvendes til rengøring. En ejendom med 500 ha i omdrift bør tilsvarende udbringe det opsamlede vand fra vaskepladsen på 8 ha. Udbringningsarealet er forholdsvis mindre ved stigende omdriftsareal, fordi der anvendes større sprøjter, og dermed foretages der forholdsmæssigt færre fyldninger af sprøjten.

Vaskevandet bør udbringes på arealer, hvorpå der ikke er afgrøder til konsum eller foder, eksempelvis på stub. Det giver sikkerhed for, at udbringningen af vaskevandet ikke giver anledning til restkoncentrationer af pesticider i høstede afgrøder.

Tabel 2. Areal til udbringning af et års produktion af vaskevand opsamlet i anden beholder i forhold til bedriftens eller virksomhedens areal i omdrift.

Omdriftsareal, ha Udbringningsareal, ha
25 1,0
50 1,4
70 1,7
100 2,1
200 4
300 5
400 6
500 8
750 11
1000 15

Ved at udbringe vaskevandet forud for en kornafgrøde eller græs, opnås den største sikkerhed for, at der ikke opstår risiko for påvirkning af den efterfølgende afgrøde. Det vil også tage højde for, at der kan være sket spild ved uheld, som ikke er bemærket. Vaskevand bør ikke udbringes forud for etablering af bederoer eller andre afgrøder, som er meget følsomme over for sulfonylurea-midler, såfremt disse anvendes på bedriften. Generelt skal det på den enkelte bedrift vurderes, om der dyrkes afgrøder, der er særlig følsomme for de rester, som er opsamlet i vaskevandet.

Landbrugsbedrifter eller virksomheder, som udbringer vaskevand på bedriftens markarealer eller på virksomhedens arealer, skal meddele dette til kommunalbestyrelsen. Dette kan ske i forbindelse med byggeanmeldelse ved etablering af vaskeplads.

Landbrugsbedrifter eller virksomheder, som udbringer vaskevand hos tredje mand, skal indhente tilladelse hertil ved kommunalbestyrelsen. Det vil normalt ikke være aktuelt at udbringe vaskevand på arealer hos tredje mand.

11.2.2 Mængde af vaskevand og udbringningsteknik

Mængden af opsamlet vaskevand vil afhænge af om vaskepladsen er overdækket samt dens størrelse og anvendelse. Det er nødvendigt for hvert enkelt anlæg at beregne den forventede mængde vaskevand, der skal opsamles. I bilag A ses, at mængden af vaskevand varierer fra 25 til 75 m³ for de opstillede scenarier, når vaskepladsen opsamler nedbør, og 4 m³, når pladsen er overdækket.

Scenarierne i bilag A viser, at den mængde vaskevand, der højest bør udbringes pr. ha, varierer fra 5 m³ til 25 m³ pr. ha for vaskepladser uden overdækning, og fra 270 liter til 4 m ³ pr. ha for pladser med overdækning. Forholdsmæssigt bliver mængden af pesticidrester i vaskevandet mindre jo større areal der sprøjtes, idet størrelsen af sprøjten øges med stigende areal.

Udbringning kan eksempelvis ske med udstyr til udbringning af flydende husdyrgødning eller med marksprøjte. Udstyr til flydende husdyrgødning kan ikke anvendes til små vandmængder. Hvis der anvendes en marksprøjte til udbringning, kan der eksempelvis anvendes en gødningsdyse.

 



Version 1.0 Juli 2009, © Miljøstyrelsen.