| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Erfaringsopsamling på udbredelsen af forureningsfaner i grundvand på villatanksager
Sammenfatning
Der er gennemført en erfaringsopsamling, omfattende samtlige godt 1.400 forsikringsdækkede villatanksager fra marts 2000 til efteråret 2008.
Erfaringsopsamlingen viser, at grundvandsforureningsfaner fra villaolietanke generelt har en begrænset udbredelse og, at der kun i helt ekstraordinære tilfælde kan forventes forureningsfaner >40-50 meter. På de 14 sager der opfylder de opstillede screeningskriterier er der således opmålt en medianfanelængde på 13 meter og den maksimalt opmålte fanelængde er 48 meter.
Data fra de undersøgte sager viser desuden, at forureningsfanerne bliver kortere over tid. Efter en monitering på 2-3 år kan der maksimalt forventes faner med en udbredelse på op til 25-30 meter. Den største reduktion er konstateret på sager, hvor den maksimale koncentration i jorden er <5.000 mg/kg TS og på sager uden fri fase.
Endvidere viser erfaringsopsamlingen, at man på sager, hvor restforureningen udgøres af en produktmængde på < 500 kg, kan forvente forureningsfaner < 10 meter efter at fanerne er stabiliseret.
De primære styrende parametre for forureningsfanens udbredelse er dokumenteret at være spildets størrelse samt tilstedeværelsen af fri fase i kildeområdet.
Endvidere er det konstateret, at der forekommer betydelig lavere koncentration af ilt, nitrat og sulfat i forureningsfanen, set i forhold til hvad der måles både opstrøms og nedstrøms forureningsfanen, hvilket indikerer, at der forekommer nedbrydning af oliekomponenter i forureningsfanen, når der er aerobe forhold i magasinet.
Der er udført en sammenligning mellem fanelængde på opmålte forureningsfaner og fanelængder fra forureningsfaner beregnet med Miljøstyrelsens JAGG model. Det bemærkes, at der i nogle tilfælde er tale om en ekstrapolering ud over JAGG modellens anbefalede anvendelsesområde, hvorfor beregnede fanelængder over 100 m skal betragtes med forbehold og således kun er orienterende. Sammenligningen viser, at når der ses bort fra nedbrydning og adsorption bliver de beregnede faner med indhold over Miljøstyrelsens grundvandskvalitetskriterier mere end en faktor 20 længere end de reelt opmålte faner. Inkluderes adsorption og aerob nedbrydning (JAGG trin III) via standardværdier for benzen som modelstof, resulterer det ligeledes i konservative estimater på de beregnede fanelængder i forhold til de reelt opmålte fanelængder på samtlige 14 sager.
Porevandshastigheden er indirekte påvist, at influere på fanelængden, idet lerede aflejringer under grundvandsspejlet resulterer i kortere forureningsfaner ifht. andre aflejringer.
Generelt er det konstateret, at den horisontale udbredelse af fyringsolieforurening i grundvandet langt overstiger den vertikale udbredelse. Der er maksimalt konstateret et totalindhold af kulbrinter på 65 µg/L og ingen overskridelser for BTEX’er i dybereliggende magasiner. De konstaterede indhold reduceres til <5 µg/L efter maksimalt 2 års monitering.
Der er endvidere i erfaringsopsamlingen indsamlet data vedrørende fanelængde af fri fase, hvilket er konstateret på 9 af de 14 sager. Den maksimale udbredelse af fri fase er målt til ca. 30 m med en medianfanelængde på 4 meter. Det er fundet, at de største fanelængder af fri fase ses på sager, hvor der er efterladt størst restforurening og der ses en sammenhæng mellem restforurening og faneudbredelse af den fri fase. Endvidere er der en tendens til at fanelængderne for fri fase reduceres over tid. På de sager hvor der ikke sker en kildeoprensning stabiliseres fanen inden for det første års monitering.
Generelt kan det konstateres, at sagerne, der har fundet anvendelse i erfaringsopsamlingen repræsenterer nogle af de største villatanksager hvad angår produktmængde og omfang af grundvandsforurening, idet de anvendte objektive screeningskriterier blandt andet forudsætter, at der både er påvist en grundvandsforurening der væsentligt overskrider kvalitetskriterierne, og det desuden har været nødvendigt at gennemføre en længerevarende grundvandsmonitering før eller efter oprensning af forureningen. Endvidere sikre screeningskriterierne, at jordforureningen har nået grundvandet. De øvrige villatanksager er således generelt mindre omfattende end dem der er har fundet anvendelse i erfaringsopsamlingen. Alt andet lige vurderes de udvalgte sager derfor også at have større faneudbredelser end en gennemsnitlig villatanksag.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 December 2009, © Miljøstyrelsen.
|