Undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke Bilag 1 Typer af tankanlægDer skelnes mellem tre typer af villatankanlæg. Der er de overjordiske inden- og udendørs tanke og nedgravede tanke (jordtanke). For alle tre typer tankanlæg gælder, at de kan fås som ståltanke eller plasttanke. Afhængig af, hvilken type tankanlæg der er tale om, er der forskellige krav til tanken med hensyn til korrosionsbeskyttelse, konstruktion, den konkrete placering på ejendommen (i forhold til bygninger, skel og lign.), de tilhørende rørføringer m.v.. De tre typer af tankanlæg er overordnet beskrevet i det følgende. For nærmere specifikation af de gældende bestemmelser vedr. etablering, vedligeholdelse og sløjfning af olietanke samt krav til de tilhørende rørføringer henvises til olietankbekendtgørelsen /4/, fabrikantens vejledning og kommunens anvisninger. Olietankbekendtgørelsen er gennem årene løbende blevet ændret, så bestemmelserne vedr. tank og rørføringer kan dog være forskellige afhængig af tankanlæggets alder. Fælles for de tre typer tankanlæg er efter de nuværende regler, at rørledningen mellem tank og oliefyret skal være énstrenget, og sugeledningen skal udføres i kobberrør /4/. Dobbeltstrengede rørsystemer med returledning har været ulovlige siden 1. januar 2003. Dansk Energi Brancheforening har udarbejdet en installationsvejledning for olietankanlæg under 6.000 liter, som indeholder oliebranchens anbefalinger vedr. installation af olietanke /13/. Overjordisk, udendørs tank I henhold til /13/ er en overjordisk, udendørs tank en tank, der er placeret i det fri, i et udhus, garage, carport eller lignende steder. Udendørstanke skal være godkendt til udendørs placering, og der er særlige krav til korrosionsbeskyttelse (for ståltanke) og udformning af tanktoppen. Efter de gældende regler skal en ny tank opstilles på et plant og vedvarende stabilt underlag. Ved plasttanke, som placeres direkte på underlaget, skal dette være tæt mindst 10 cm uden om bunden af tanken, således det er muligt at konstatere evt. udsivning af olie. For overjordiske tanke (også indendørs) gælder det efter de nuværende regler, at der skal være mulighed for inspektion af alle yderflader på tanken. Der skal således være mindst 5 cm afstand mellem tank og væg eller anden konstruktion. Tanken skal være forsynet med en overfyldningsalarm, og der skal være monteret en afspærringsventil ved olierørsafgangen, så evt. udstrømmende olie fra rørledningen kan stoppes. For overjordiske plasttanke (også indendørs) skal man være opmærksom på, at der gælder særlige placerings- og afstandskrav af hensyn til brand. Figur 1.1 viser eksempler på udendørs tankanlæg. Klik her for at se: Figur 1.1 Udendørs tankanlæg /13/. Overjordisk, indendørs tank En overjordisk, indendørs tank er en tank, der er placeret i et rum, der er omfattet af ydervægge på en opvarmet bygning /13/. Det væsentlige er her, at bygningen, hvor tanken er placeret, er opvarmet. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at den uopvarmede bygning er sammenbygget med en opvarmet bygning. Tanke godkendt til indendørs opstilling må kun anvendes inden døre. Som for udendørs overjordiske tanke gælder det efter de nuværende regler, at indendørs tanke skal opstilles på et plant og vedvarende stabilt underlag som betongulv, fliser eller lignende. Ved plasttanke, som placeres direkte på underlaget, skal dette ligeledes være tæt mindst 10 cm uden om bunden, således at det er muligt at konstatere evt. udsivning af olie. Figur 1.2 viser eksempler på indendørs tankanlæg. Klik her for at se: Figur 1.2 Indendørs tankanlæg /13/. Nedgravet tank (jordtank) Jordtanke skal være godkendt til nedgravning. Der er særlige krav til konstruktionen af tanken og korrosionsbeskyttelse. En jordtank må efter de nuværende regler ikke placeres under eller så tæt på bygninger, at tanken ikke kan fjernes igen. Gældende regler for installering af jordtanke angiver, at tanken skal være omgivet af mindst 15 cm sand, som er fri for sten, brokker m.v. Tanken skal ligeledes placeres og udstyres, så der er mulighed for at pejle olieindholdet i tanken /13/. Klik her for at se: Figur 1.3 Nedgravet tankanlæg /13/.
|