Resistens hos brune rotter - Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2008

Sammenfatning

Undersøgelse af rotter for eventuel forekomst af resistens har for den regionale undersøgelses vedkommende i 2008 været begrænset til indsamling i forårsperioden og har fokuseret på kommuner i det tidligere Københavns Amt og Bornholms Regionskommune. Ved den regionale undersøgelse blev der kun fundet resistente rotter i 2 kommuner, nemlig Brøndby og Glostrup. Ud over den regionale undersøgelse er der modtaget rotter fra 3 andre (tidligere) kommuner, blandt hvilke der blev fundet resistens i 2, som hidtil har været uden konstateret resistens.

Baggrund og formål

Til bekæmpelse af rotter anvendes i Danmark udelukkende midler, som hindrer blodet i at størkne, de såkaldte antikoagulanter. I 1962 opstod der for første gang resistens, altså modstandsdygtighed, mod det første af disse midler, warfarin. Resistens er et arveligt fænomen. Nye midler blev herefter introduceret på markedet, og der opstod senere resistens mod flere af disse nye midler. Resistens er konstateret i Jylland, på Fyn og på Sjælland. I alle tre landsdele findes resistens mod op til fire antikoagulanter, som repræsenterer en styrkerækkefølge med hensyn til resistens. Warfarin, som ikke længere anvendes i Danmark, er den svageste af disse antikoagulanter efterfulgt i stigende styrke af coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Ved undersøgelse af rotter fra områder, hvor der har været bekæmpelsessvigt, har det gennem årene kunnet konstateres, at resistensen har spredt sig til flere og flere kommuner.

Rundt omkring i landet er der områder, hvorfra rotter ikke har været undersøgt, eller hvor der for år tilbage nok har været undersøgt rotter men uden fund af resistens. Da resistensen kan sprede sig, er der i de senere år sat specielt fokus på at få undersøgt sådanne områder. Undersøgelsen tilrettelægges derfor regionsvist, typisk med udgangspunkt i de amter, der eksisterede frem til udgangen af 2006. Med en målrettet indsats forsøges rotter indfanget fra alle kommuner i regionen. Ved kommunesammenlægningen, der trådte i kraft 1. januar 2007, blev antallet af kommuner reduceret til 98, altså i nærheden af en tredjedel af det hidtidige antal. For at bevare den samme detaljeringsgrad som hidtil med hensyn til de geografiske elementer anvendes den gamle kommuneopdeling og de gamle kommuners navne i 2008. De nye kommunenavne medtages også, og i tabeller og anden relevant sammenhæng gives både nye og gamle navne. Da indfangning af rotter foretages af de lokale rottebekæmpere, har den regionale indsats været koncentreret til 12 uger i foråret i tilknytning til den kampagneperiode, hvor kommunerne foretager de lovpligtige halvårlige eftersyn af samtlige ejendomme i landzone for forekomst af rotter.

Undersøgelsen

Rotter indfanges af rottebekæmperne i de enkelte (gamle) kommuner fortrinsvist på steder, hvor der er eller har været problemer med at opnå et tilfredsstillende resultat af bekæmpelsen. Med speciel transport køres rotterne til Skadedyrlaboratoriet, og efter en kort karantæneperiode påbegyndes undersøgelsen for eventuel resistens. Der anvendes to typer af undersøgelser: enten en blodprøveundersøgelse eller en ædetest. Første trin i undersøgelsen er normalt mod en svag antikoagulant som warfarin eller coumatetralyl. Er rotten positiv, fortsættes med stærkere antikoagulanter som bromadiolon og difenacoum. Er der resistens mod difenacoum fortsættes med en af de endnu stærkere antikoagulanter som brodifacoum, flocoumafen eller difethialon.

Hovedkonklusioner

Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse er resistens mod de tre aktivstoffer coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum, da der ikke er fundet resistens mod stærkere aktivstoffer. Resistens mod disse tre aktivstoffer er i undersøgelsesperioden konstateret i 5 kommuner, hvoraf de 2 forud for undersøgelsen i 2008 var uden konstateret resistens.

Som hidtil er der ikke fundet resistens mod stærkere antikoagulanter end difenacoum. Det betyder, at man på steder, hvor selv det højeste niveau for resistens forekommer, stadig har mulighed for at foretage en effektiv bekæmpelse med de på markedet værende stærkere aktivstoffer, nemlig brodifacoum, difethialon og flocoumafen.

Projektresultater

I 2008 modtoges i alt 262 rotter fra 18 (gamle) kommuner.

Rotterne fordeler sig på 2 regionale områder i perioden, som var

  • 1) det tidligere Københavns Amt
  • 2) det tidligere Bornholms Amt, som nu udgør Bornholms Regionskommune
  • 3) ”Ad hoc” og ”diverse” rotter

1) Københavns Amt samt 3 gamle kommuner i det tidligere Frederiksborg Amt, som nu indgår i nye kommuner som dækker begge de to gamle amter.

I denne region blev rotter fra 10 gamle kommuner modtaget til undersøgelse.

Resistens blev fundet mod

  • Bromadiolon i 2 kommuner (Brøndby og Glostrup)
  • Difenacoum i 2 kommuner (Brøndby og Glostrup)

2) Bornholms Regionskommune

I denne region blev rotter fra 5 gamle kommuneområder modtaget til undersøgelse.

Der blev ikke fundet resistente rotter på Bornholm.

3) ”Ad hoc” og ”diverse” rotter

Rotter fra 3 kommuner blev indleveret til undersøgelse. ”Ad hoc” rotter kom fra en enkelt gammel kommune, nemlig den tidligere Ribe Kommune, og der blev konstateret resistens på difenacoum-niveau. Indleverede rotter i ”diverse” gruppen kom fra 2 kommuner. En enkelt rotte fra Fredericia Kommune udviste resistens mod bromadiolon, og en enkelt rotte fra Københavns Kommune viste resistens mod coumatetralyl.

Hos en enkelt rotte er der konstateret let nedsat følsomhed over for brodifacoum, der er stærkere end difenacoum. Egentlig resistens mod de tre stærke antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen og difethialon er ikke fundet.

 



Version 1.0 December 2009, © Miljøstyrelsen.