Sammenfatning

Resistens hos brune rotter - Monitering af resistens hos den brune rotte i Danmark 2001-2008

Projektet for en landsækkende undersøgelse af rotter for forekomst af resistens, som startede i 2001, er nu afsluttet, efter at de sidste rotter i undersøgelsen blev indfanget i december 2008

Baggrund og formål

Til bekæmpelse af rotter anvendes i Danmark udelukkende midler, som hindrer blodet i at størkne, de såkaldte antikoagulanter. I 1962 opstod der for første gang resistens, altså modstandsdygtighed, mod det første af disse midler, warfarin. Resistens er et arveligt fænomen. Nye midler blev herefter introduceret på markedet, og der opstod senere resistens mod flere af disse nye midler. Resistens er konstateret i Jylland, på Fyn og på Sjælland. I alle tre landsdele findes resistens mod op til fire antikoagulanter, som repræsenterer en styrkerækkefølge med hensyn til resistens. Warfarin, som ikke længere anvendes i Danmark, er den svageste af disse antikoagulanter efterfulgt i stigende styrke af coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Ved undersøgelse af rotter fra områder, hvor der har været bekæmpelsessvigt, har det gennem årene kunnet konstateres, at resistensen har spredt sig til flere og flere kommuner. I 2001 var resistente rotter konstateret i 60 kommuner landet over. Langt de fleste fund af resistens knyttede sig til regulære bekæmpelsesproblemer, som kunne skyldes resistens, hvilket så var blevet undersøgt og enten bekræftet eller afkræftet.

Da resistensen kan sprede sig, er der i perioden gennemført en målrettet og fokuseret undersøgelse dækkende hele landet. Hovedformålet har været at få rotter fra samtlige kommuner. Det har i praksis ikke været muligt at få alle kommuner til at medvirke.

Undersøgelsen

Rotter er blevet indfanget af rottebekæmperne i de enkelte (gamle) kommuner fortrinsvist på steder, hvor der er eller har været problemer med at opnå et tilfredsstillende resultat af bekæmpelsen. Med speciel transport køres rotterne til Skadedyrlaboratoriet, og efter en kort karantæneperiode påbegyndes undersøgelsen for eventuel resistens. Der anvendes to typer af undersøgelser: enten en blodprøveundersøgelse eller en ædetest. Første trin i undersøgelsen er normalt mod en svag antikoagulant som warfarin eller coumatetralyl. Er rotten positiv, fortsættes med stærkere antikoagulanter som bromadiolon og difenacoum. Er der resistens mod difenacoum fortsættes med en af de endnu stærkere antikoagulanter som brodifacoum, flocoumafen eller difethialon.

Ved afslutning af projektet har det været muligt at foretage visse analyser af forbrug af bekæmpelsesmidler i relation til forekomst af resistens. Der er også forsøgt en vurdering af mulig resistensudvikling i fremtiden.

Projektresultater

I perioden 2001 - 2008 har en målrettet og fokuseret indsamling af rotter fra alle egne af landet givet et grundlag på 2680 rotter fra 210 kommuner (efter den gamle kommuneinddeling) til undersøgelse for eventuel resistens.

I disse 210 kommuner er der fundet resistens mod difenacoum som det højeste niveau i 55 kommuner, mod bromadiolon i 37 og endelig mod coumatetralyl som det højeste niveau i 10 kommuner. Disse 3 niveauer har betydning for den praktiske rottebekæmpelse i Danmark. Resistens mod warfarin som det højeste niveau blev fundet i 17 kommuner, men disse fund er uden betydning for den praktiske bekæmpelse, da warfarin ikke anvendes. Endelig blev der ikke fundet resistens hos rotter fra 91 kommuner.

Hos en enkelt rotte blev der konstateret let nedsat følsomhed over for brodifacoum, der er stærkere end difenacoum. Egentlig resistens mod de tre stærke antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen og difethialon er ikke fundet.

Hovedkonklusioner

Sammenholdt med status for kendt resistens i 2001 har det i undersøgelsesperiodens løb kunnet påvises, at resistens hos rotter ikke går tilbage, men at der sker en gradvis udvidelse af de geografiske områder med forekomst af resistens. Samtidig sker der i områder med resistens en gradvis stigning i niveauet for resistens.

Det vurderes på grundlag af de fundne resultater, at så længe der kun anvendes antikoagulanter i rottebekæmpelsen, må det forventes, at resistens vil forekomme i gradvis større udstrækning geografisk. Det vurderes ligeledes, at gældende bestemmelser i miljølovgivning og bekendtgørelse for rottebekæmpelse ikke ubetinget modvirker resistensudvikling.

En analyse af det kommunale forbrug af rottebekæmpelsesmidler i forhold til kendt forekomst af resistens viser ikke et udbredt overforbrug af de tre meget stærke antikoagulanter brodifacoum, flocoumafen og difethialon, om end der i nogle få tilfælde for difethialons vedkommende ikke er helt klar overensstemmelse mellem kendt forekomst af resistens og forbruget.

Det er ikke muligt at drage nogen konklusioner knyttende sig til kendt forekomst af resistens og forbrug af bekæmpelsesmidler i sikringsordninger.

På baggrund af de opnåede resultater og dermed viden om resistensens forekomst anbefales det fortsat at følge udviklingen af resistens blandt rotter. Desuden anbefales det at forske i optimering af rottebekæmpelse både med hensyn til egentlig bekæmpelsesstrategi og med hensyn til håndtering af resistens.