| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Redegørelse om jordforurening 2008
1 Indledning
1.1 Formål og baggrund for redegørelsen
Dette er Depotrådets redegørelse til ministeren om miljømyndighedernes administration af jordforureningsloven i 2008. Redegørelsen er udarbejdet på baggrund af § 24 i loven. Redegørelsen baserer sig på regionsrådenes og kommunalbestyrelsernes indberetning, der er fastlagt i ”Cirkulære om indberetninger for 2008” (se bilag A).
Indberetningen sker til Miljøstyrelsen, dels som en elektronisk indberetning af data, dels som en skriftlig redegørelse.
Den elektroniske del indeholder data om alle lokaliteter, der er eller har været berørt af forurening. Den skriftlige indberetning omfatter de generelle forhold og oplysninger om gennemførte aktiviteter, som ikke indberettes i den elektroniske del.
I forbindelse med udarbejdelsen af redegørelsen for 2008, er Miljøstyrelsen og regionerne blevet enige om at modernisere redegørelsen. Som et led heri, er der i forbindelse med denne redegørelse nedsat en arbejdsgruppe og indhentet yderligere informationer om arbejdet i regionerne.
Siden 1998 har den skriftlige indberetning også indeholdt oplysninger om boringer ved almene vandværker, som er lukket, eller hvor der er iværksat avanceret vandbehandling i indberetningsåret.
Oplysninger om lukkede vandforsyningsboringer og oplysninger om tilladelser, oprydning m.v. på kortlagte arealer, hvor kommunalbestyrelsen er myndighed, indberettes af kommunalbestyrelserne via regionsrådene.
Tidsfristen for indberetning var 1. juli 2009.
1.2 Depotrådet
Depotrådet er nedsat i henhold til jordforureningslovens § 24. Rådet skal sikre en samlet viden om jordforureningsområdet, og dette skal bl.a. ske ved de årlige indberetninger fra regionerne. Rådet skal overordnet vurdere behovet for teknologiudvikling og forudsættes hvert år at afgive en anbefaling vedrørende principper og programområder. Depotrådet skal således følge myndighedernes administration af jordforureningsloven, og også rådgive miljøministeren i forbindelse med udfærdigelse af regler efter jordforureningsloven.
Depotrådet har afholdt 2 møder i 2008.
Depotrådets sammensætning og virksomhed er beskrevet i bekendtgørelse nr. 1435 af 13. december 2006. Rådet består af en rådsformand (Miljøstyrelsen) og syv medlemmer fra organisationer, der så vidt muligt har erfaring indenfor lovens område.
Ifølge § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen om Depotrådets sammensætning og virksomhed, udpeges rådets formand og øvrige medlemmer for fire år ad gangen.
Pr. 2. juni 2008 har rådet følgende sammensætning:
Kontorchef Palle Boeck (formand)
Miljøstyrelsen, Jord & Affald
Afdelingschef Marianne Pilgaard
for Danske Regioner
(Region Hovedstaden)
Konsulent Carsten Christiansen
KL
Chefkonsulent Ulla Hansen Telcs
DI
Afdelingschef Henrik Fausing
Dansk Byggeri
Cand.jur. Marianne Jacobi
Danmarks Naturfredningsforening
Produktchef, cand.tech.soc. Jens Andersen
for DANVA og Foreningen af vandværker i Danmark i fællesskab
(Københavns Energi, Vand og afløbafdelingen)
Erhvervsmiljøchef Anette Christiansen
For Landbrug & Fødevarer
Sekretariat, Miljøstyrelsen, Jord & Affald:
Fuldmægtig Belal
Yassin
Civilingeniør Katrine Smith
Cand.scient. Ulla Højsholt
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 August 2010, © Miljøstyrelsen.
|