| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Variationer i poreluftens forureningsindhold. - Spor 1. Opstilling af modelscenarier, udvælgelse af modeller og modelberegninger.
1 Indledning
Spild af organiske stoffer, som olie- og benzinkomponenter og klorerede opløsningsmidler, medfører ofte forurening af poreluften i den umættede zone. Poreluftforureningen kan transporteres over større afstande og udgør først og fremmest en risiko ved indtrængning i nærliggende bebyggelse.
Måling af poreluftforurening udføres traditionelt ved at udtage en poreluftprøve igennem en sondering og analysere for indholdet af forureningskomponenter. Målingerne anvendes i forureningssager dels ved kortlægning af lokaliteter på Vidensniveau 2, hvor poreluftmålinger udføres til afgrænsning af forureningsområde og vurdering af forureningssammensætning og –niveau, og dels ved vurdering af indeklimapåvirkning i såvel konkret som fremtidig bebyggelse.
Resultater fra poreluftmålinger har imidlertid vist såvel rumlig (geografisk og over dybden) som tidslig variation. I Poreluftprojektet /Miljøstyrelsen, 2006/ blev således påvist rumlig variation på op til 6 størrelsesordener inden for et begrænset areal og tidslig variation i et givent målepunkt på op til 2-4 størrelsesordener.
Denne variation medfører betydelig usikkerhed på anvendelsen af poreluftmålinger, og det er således ikke muligt at vurdere, om en given poreluftmåling er henholdsvis under, på eller over det forventede gennemsnitsniveau. For organiske stoffer er det oftest den gennemsnitlige påvirkning, som er relevant i forbindelse med risikovurdering. Baseres risikovurderingen på en usikker poreluftsmåling, er der således mulighed for både at overvurdere og undervurdere indeklimarisikoen.
1.1 Formål og strategi
Hovedformålet med nærværende poreluftprojekt er at udarbejde en metodik til vurdering af variationen i poreluftmålinger. Projektet er inddelt i to spor, idet nærværende del af projektet har til formål at forbedre den eksisterende viden om, hvilke faktorer, der har væsentligst indvirkning på variationen i poreluftkoncentrationen.
Vidensopbygningen sker gennem modelsimuleringer, hvor betydningen af forskellige faktorer for variationen i poreluftkoncentration vurderes. Strategien for projektet har været at opstille og simulere modelscenarier, hvor forskellige faktorer med betydning for variationen i poreluftkoncentrationen varieres.
Modelscenarierne er opstillet dels på baggrund af teoretiske overvejelser omkring, hvilke faktorer, der har størst betydning for poreluftmålinger, og dels på baggrund af erfaringer fra tidligere modelsimuleringer.
Til simulering af de opstillede modelscenarier er udvalgt en 3D numerisk model, udviklet af Abreu og Johnson. Modellen er udvalgt på basis af et litteraturstudie, hvor relevante tilgængelige modeller er sammenlignet.
Resultaterne af modelscenarierne er anvendt til at vurdere, hvilke faktorer, der har størst betydning for variationen i poreluftmålinger, og hvilke faktorer, der har mindre eller ingen betydning.
1.2 Forudsætninger og begrænsninger
Resultater og konklusioner i denne rapport er udelukkende baseret på modelsimuleringer. Simuleringerne er udført med en 3D numerisk model, udviklet af Abreu og Johnson, der medtager de væsentligste processer for porelufttransport. Men som for alle numeriske modeller, beskriver modellen ikke virkelighedens fulde kompleksitet, og resultaterne kan derfor ikke direkte overføres til en konkret forureningssag. Resultaterne kan i stedet anvendes til vurdering af, hvilke faktorer, der har størst betydning for poreluftvariationen og dermed kan anvendes som vejledning ved planlægning og udførelse af konkrete poreluftundersøgelser.
Simuleringerne tager udgangspunkt i et standardiseret model-setup baseret på homogen sandet geologi, en uendelig VOC-kilde, placeret på grundvandsspejlet, samt en bygning, hvor der inkluderes gastransport igennem en sprække i fundamentet. Med dette model-setup er opstillet forskellige scenarier, hvor effekten af udvalgte faktorer er simuleret. Ved simulering af transiente (fluktuerende) barometerforhold er en del af simuleringerne udført uden bebyggelse, eftersom simuleringstiden blev urealistisk lang i forhold til projektets deadline. Endvidere er der i scenarier med bebyggelse udelukkende simuleret begrænset variation i barometertrykket.
Den valgte model er ikke offentlig tilgængelig på nuværende tidspunkt. Simuleringerne er i stedet udført af Lillian Abreu, Geosyntec, der har udviklet modellen.
1.3 Rapportstruktur
Rapporten præsenterer resultater af modelscenarier, hvor forskellige parametre er varieret. Opstilling af modelscenarier og valg af model er baseret på et litteraturstudie, der dels har kortlagt, hvilke parametre, der har betydning for porelufttransport, og dels hvilke modeller, der kan anvendes til simulering af porelufttransport.
Rapporten er inddelt i følgende afsnit:
Afsnit 2: Transport af poreluft
Afsnit 3: Simulering af poreluft
Afsnit 4: Modelscenarier og model-setup
Afsnit 5: Modelresultater
Afsnit 6: Diskussion og sammenfatning
Afsnit 7: Konklusion
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Maj 2010, © Miljøstyrelsen.
|