Statistik for genanvendelse af emballageaffald 2008

Sammenfatning og konklusioner

Ny opgørelse over genanvendelse af glas, metal, papir og pap, plast og træ i Danmark - 2008

Vi har nu opfyldt målsætningen i regeringens affaldsplan, Affaldsstrategi 2005-2008 og kravene i EU’s emballagedirektiv. I 2008 var der fremgang i indsamlingen af plastemballage og indsamlingsprocenten blev på 25,4, hvor kravet er 22,5 %. Genanvendelsesmålsætningerne for de i direktivet omfattede emballagematerialer (glas, metal, papir og pap, plast og træ) er således nået.

Baggrund og formål

Overblik over udviklingen

I EU’s emballagedirektiv er der opstillet mål for genanvendelse af forskellige emballagematerialer, der skal være nået inden 31. december 2008:

  • 60 procent af pap- og papiremballageaffald
  • 60 procent af glasemballage
  • 22,5 procent af plastemballage
  • 50 procent af metalemballage
  • 15 procent af træemballage

I denne rapport beskrives resultaterne af overvågningen af genanvendelsen af emballageaffald i 2008. Resultaterne præsenteres som en række opgørelser udarbejdet for fem emballagematerialer, nemlig for glas-, metal-, papir- og pap-, plast- samt træemballage. Opgørelsen over genanvendelsen af papir- og papemballagen indeholder tillige en opgørelse over indsamlingen af returpapir og pap.

Opgørelserne for returpapir og glasemballage har begge en årelang tradition og blev etableret i midten af 1980’erne. Netop disse to materialer var da også målet for nogle af de første offentligt regulerede genanvendelsesaktiviteter, som var rettet mod husholdningerne. Ordninger for indsamling af returpapir og glasemballage fra erhvervs- og industrivirksomheder har imidlertid eksisteret i mange år og længe inden, opmærksomheden blev rettet mod indsamling fra husholdningerne.

Opgørelserne over plast-, metal- og træemballage er af senere dato. Indsamling og genanvendelse af metal/metalemballage fra virksomhederne har altid fundet sted, men fokus er nu også rettet mod husholdningerne. Det samme gælder for indsamling af brugt plastemballage. Ved revisionen af EU’s Emballagedirektiv i 2004 blev træemballage også omfattet af direktivet.

Undersøgelsen

Datainput fra virksomheder og myndigheder

Statistikken bygger på oplysninger fra mange forskellige kilder. Overordnet er der tale om to forskellige typer af oplysninger, dels data fra offentlige myndigheder, herunder fælleskommunale affaldsselskaber og dels data fra virksomheder. Oplysninger fra de enkelte virksomheder eller erhvervslivets organisationer bliver indberettet direkte til projektet.

Den typiske fremgangsmåde er, at der i begyndelsen af året bliver sendt indberetningsskemaer til en lang række producenter samt indsamlings- og oparbejdningsvirksomheder inden for hvert materialeområde. På den måde opnår man et kendskab til, hvor meget der er indsamlet og oparbejdet.

Oplysningerne sammenholdes med, hvad der potentielt kunne indsamles. Potentialet er beregnet på baggrund af oplysningerne fra producenter samt med udgangspunkt i vare- og udenrigshandelsstatistikken. Potentialerne bliver årligt publiceret i ”Emballageforsyningen i Danmark”.

Hovedkonklusioner

Danskerne genanvender meget

Statistikken viser, at det samlede forbrug af glasemballage i 2008 udgjorde 144.785 tons. Vin- og spiritusflasker udgør godt 77 procent af forbruget af glas. Der blev indsamlet og genanvendt 127.600 tons glasemballage, hvilket svarer til 88 procent af potentialet. I mængden indgik 47.500 tons genbrugelige vinflasker, mens resten bestod af skår. Af de indsamlede genbrugelige flasker blev 10.600 tons brugt i Danmark.

Oplysninger for metalemballage viser, at der blev anvendt 34.300 tons metalemballage i 2008. Godt 25 % af den anvendte metalemballage var fremstillet af aluminium, mens resten primært bestod af stålemballage herunder hvidblik. Der blev genanvendt 28.100 tons svarende til 81,9 % af potentialet. I mængden indgår forbrændingsskrot.

Det samlede forbrug af nyt papir i 2008 udgjorde 1.354.500 tons. Produktionen af nyt papir på de danske papirfabrikker blev 216.000 tons. Genanvendelsen af returpapir er opgjort til 814.400 tons, hvilket svarer til 60,1 procent af potentialet.

Det samlede forbrug af plastemballage i 2008 udgjorde 165.000 tons. Hovedparten (72 procent) af forbruget bestod af PE (polyethylen). Genanvendelsen af plastemballage blev beregnet til knapt 42.000 tons, som næsten udelukkende blev indsamlet fra erhvervsvirksomhederne. Genanvendelsesmængden svarer til 25,4 procent af potentialet. Eksporten af plastemballageaffald udgjorde 44.000 tons.

Forbruget af træemballage i 2008 er opgjort til 88.000 tons. Hovedparten af træemballage består af træpaller. I 2008 blev der indsamlet og repareret godt 1,4 mio. EUR træpaller. Den genanvendte mængde er beregnet til 36.000 tons, hvilket giver en genanvendelsesprocent på 41.

Den samlede forsyning af de fem emballagematerialer (der udgør 98 % af al emballage) er beregnet til 902.200 tons i 2008. Heraf blev der indsamlet 539.000 tons til genanvendelse eller knapt 60 procent af al emballage. EU kommissionens mål er minimum 55 procent i 2008.

Projektresultater

Mængden af indsamlet glasemballage steg

I 2008 blev der anvendt 144.785 tons glasemballage. I forhold til 2007 er der tale om en mindre stigning i forbruget. Genanvendelsen af glasemballage blev på 127.602 tons svarende til en genanvendelsesgrad på 88 procent. De resterende 12 procent havnede primært i det forbrændingsegnede affald.

I 2008 blev der genbrugt 100 millioner hele flasker, hvilket svarer til 47.619 tons (Tabel 1). Af denne flaskemængde blev 10.663 tons genpåfyldt i Danmark, mens resten blev eksporteret. Den relative høje eksportandel er et udtryk for, at den mængde af importeret bulkvin, der typisk tappes på genbrugsflasker på tapperierne i Danmark er relativ lille.

Tabel 1. Glasemballageforbrug og genanvendelse i Danmark. 1000 tons.
  2004 2005 2006 2007 2008
Glasemballageforbrug          
Vin- og spiritusflasker 122,3 115,0 111,5 111,2 112,0
- heraf vin i grænsehandel 9,0 5,7 6,3 6,3 6,3
- heraf spiritus i grænsehandel 2,4 2,2 1,7 1,7 1,7
Konserves- og fødevareglas 38,22) 36,3 27,3 27,3 29,0
Engangs øl- og vandflasker1) 11,0 7,4 4,5 3,9 3,7
Forbrug i alt 171,7 158,7 143,4 142,4 144,8
Genanvendelse          
Genbrugte flasker: 58,7 56,2 45,6 50,8 47,6
- i Danmark 25,0 20,0 11,6 13,6 10,6
- eksporterede flasker 33,7 36,2 34,0 37,2 37,0
Genanvendte skår 50,9 32,9 43,2 52,0 54,9
Eksport af skår 21,8 30,1 31,7 22,0 25,0
Genanvendelse i alt 131,5 119,3 120,5 124,9 127,5
Flasker og glas i affald 3) 55,7 39,2 22,8 13,7 17,3
Genanvendelsesprocent 70 % 75% 84% 88% 88%

Anm.: Statistikken medtager ikke emballage i retursystemer
1) Privates køb i grænsehandel
2) Ifht. 2004 er der foretaget en teknisk nedskrivning
3) Inklusive indsamlede deponerede skår

Resten af den indsamlede glasemballage i 2008, nemlig 79,9 mio tons, bestod fortrinsvis af skår til genanvendelse (Tabel 1). Af mængden blev 54,9 mio. tons genanvendt i Danmark og resten eksporteret. Bryggeriskår er ikke medregnet.

Mængden af indsamlet metalemballage faldt i 2008

Det samlede potentiale er for 2008 beregnet til 34.331 tons. Der blev indsamlet 28.119 tons metalemballage til genanvendelse i 2008, hvilket svarer til 81,9 procent af det samlede potentiale.

Der er tale om et fald i forhold til 2007, hvor der blev indsamlet 30.467 tons. Faldet i indsamlingen angik både metal- og aluminiumsemballage.

Tabel 2. Metalemballageforbrug og indsamling i Danmark. Tons.
  2004 2005 2006 2007 2008
Metalemballageforbrug 38.558 39.989 42.375 35.082 34.331
- stålemballage 30.417 31.340 30.034 26.800 25.426
- aluminiumsemballage 8.141 8.649 12.341 8.282 8.905
           
Indsamling 18.891 23.917 26.137 30.467 28.119
- stålemballage 16.396 18.209 19.177 19.617 18.028
- aluminiumsemballage 2.496 5.708 6.960 10.850 10.091
Indsamlingsprocent 49,0 59,8 61,6 86,8 81,9

Metal indsamlet via vore containerpladser bidrager med 61 procent og forbrændingsjern med 20 procent af indsamlingsmængden. Resten er indsamlet direkte fra virksomhederne.

Papirindsamlingen faldt i 2008

Forbruget af nyt papir faldt i 2008 til i alt 1.354.542 tons (Tabel 3). Den danske produktion af nyt papir blev på 226.329 tons i 2008. Til produktionen indgik 216.009 tons returpapir.

Indsamlingen af returpapir til genanvendelse blev på 814.387 tons. I forhold til forbruget, blev 60,1 procent af papiret genanvendt. Handel og kontor samt private husholdninger bidrog tilsammen med 69 procent af indsamlingsmængden.

Tabel 3. Forbrug, indsamling og genanvendelse af papir i Danmark. 1.000 tons.
  2004 2005 2006 2007 2008
Forbrug af nyt papir 1.440 1.447 1.450 1.380 1.355
Dansk produktion 401 423 269 230 226
Indsamling af returpapir 823 870 889 841 814
- i pct. af forbrug af nyt papir 57,1 60,1 61,3 60,9 60,1
Forbrug af returpapir 410 438 262 229 216
- i pct. af dansk produktion 102 104 97 99 96
Nettoeksport af returpapir 406 425 632 610 597
Lagerstigning 10 7 -5 2 1

Anm.: Bemærk at andelen af papir- og papemballage fremgår af tabel 6

”Aviser og ugeblade” samt ”Bedre kvaliteter” tegnede sig for henholdsvis 26 og 56 procent af det samlede returpapirforbrug på danske fabrikker, hvilket svarer til en totalmængde på 177.100 tons.

Hvordan beregnes papir- og papemballagemængden

En del af den indsamlede papir- og papmængde består af emballager. Vi ved ikke eksakt, hvor stor emballageandelen er, men emballager forekommer typisk i kvaliteterne ”Blandet papir og karton” samt i ”Bølgepap”. Det skønnes, at emballageindholdet i de to fraktioner er henholdsvis 30 og 98. Indsamlingen af papir- og bølgepapemballage kan derfor opgøres til 310.809 tons eller 61,0 procent af papir- og papemballagepotentialet.

Uændret indsamling af plastemballage

Forbruget af plastemballage i 2008 er opgjort til 164.838 tons. Indsamlingen af plastemballage til genanvendelse blev 41.951 tons i 2008, svarende til 25,4 procent af forbruget. I henhold til EU’s Emballagedirektiv skulle der indsamles 22,5 procent inden udgangen af 2008. Det indebærer, at genanvendelsesmålsætningen nu er opfyldt.

Tabel 4. Plastemballageforbrug og indsamling i Danmark. Tons.
  2004 2005 2006 2007 2008
Plastemballageforbrug 174.273 182.789 190.792 191.978 164.838
Indsamling 28.439 34.863 38.695 41.787 41.951
Indsamlingsprocent 16,3 19,1 20,3 21,8 25,4
Eksport af brugt plastemballage 17.131 26.274 28.948 42.309 44.050

Hovedparten (70 procent) af forbruget af plastemballage er produceret af polyethylen. Det er også disse emballager, som tegner sig for den største andel af det indsamlede plastmateriale. Indsamling fra erhverv tegner sig for en meget høj andel af indsamlingen. Eksporten af brugt plastemballage udgjorde 44.050 tons i 2008.

Træemballage

Det er vanskeligt at danne sig et sikkert billede af den træemballagemængde, der behandles, da kun en begrænset mængde går gennem det traditionelle affaldsbehandlingssystem. En stor mængde ender i brændeovne og træfyr.

Tabel 5 Træemballageforbrug og indsamling i Danmark. Tons.
  2004 2005 2006 2007 2008
- Forsyning af træemballage undt. træpaller 17.774 20.009 14.565 20.095 19.672
- Pallemængde fra fyldte emballager 76.230 100.572 91.871 87.414 68.349
Træemballageforbrug i alt 94.004 120.582 106.436 107.509 88.021
Indsamling 27.907 29.169 36.091 35.411 36.045
Indsamlingsprocent 29,6 24,2 34,0 32,9 40,9

Forbruget af træemballage er opgjort til 88.021 tons i 2008. Godt 78 % af denne mængde udgøres af træpaller (Tabel 5). Derudover findes der en mængde pakkasser, tremmekasser og trætromler.

Opgørelsen af den indsamlede og genanvendelige mængde tager afsæt i en beregning af antallet af EUR paller, der tages ud af retursystemet med henblik på reparation. Efter reparation indgår disse igen retursystemet.

I 2008 blev der indsamlet 3,0 mio. paller til reparation, hvoraf knapt 30 procent kasseres. Afhængig af pallestørrelse udskiftes der mellem 2 og 4 kg i gennemsnit per EUR-palle. Med denne forudsætning er den genanvendelige mængde beregnet til 36.045 tons. I forhold til det samlede træemballageforbrug udgør den genanvendelige mængde 40,9 procent i 2008.

Indberetning til EU

I henhold til EU’s emballagedirektiv skal Danmark årligt indberette oplysninger om, hvorledes indsamlingen og genanvendelsen af de fem emballagematerialer udvikler sig i forhold til de konkretiserede mål. De opnåede resultater og de respektive mål fremgår af Tabel 6.

Der gøres opmærksom på, at opgørelsen af glasemballageforbruget og genanvendelsen af glasemballage til EU kommissionen baserer sig på andre forudsætninger end dem, der er anvendt i Tabel 1. Det indebærer, at de to talsæt i henholdsvis Tabel 1 og Tabel 6 ikke er identiske.

Tabel 6. Genanvendelse af emballage i 2008. Indberetning til EU. Tons.
Emballage
Materiale
Potentiale Genan-
vendelse
Genanvendelse i %
DK EU 2008
Glas 100.828 121.879 120,7 80
Plast 164.838 41.951 25,4 22,5
Papir og pap 509.396 310.809 62,7 60
Metal 34.331 28.119 81,9 50
Træ 88.021 36.045 40,9 15
Andre 4.743      
I alt 902.156 538.803 59,7 55

1) Kun papir- og papemballage. I tabel 4 er det totale papir- og papforbrug opgjort.

I forhold til EU emballagekravene opfylder Danmark i 2008 sine forpligtigelser.

 



Version 1.0 September 2010, © Miljøstyrelsen.