| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Substitution af diffundérbare råvarer i UV-hærdende lakker til træmøbler
7 Fuldskalaforsøg
7.1 Beskrivelse af forsøgene
Forsøgene i kommerciel skala blev udført på Teknos’ lakforsøgscenter i Vamdrup. I centret fandtes påførings- og hærdeudstyr svarende til aktuelt benyttede maskiner og anlæg på møbelfabrikkerne, herunder professionelt valse- og sprøjteudstyr. Endvidere fandtes udstyr, som var vigtigt i forsøgssammenhæng, bl.a. nøjagtige vægte og en båndsav til udskæring.
Teknos’ ingeniører og laboranter assisterede ved forsøgene og blev ledet af FORCE Technology’s laboratorietekniker. Den pågældende havde også forestået den praktiske gennemførsel af forsøgene i Testserie I og II.
Laboratorieteknikeren havde medbragt bøgetræpaneler af samme type som blev benyttet ved de tidligere forsøg men 10 cm længere (350 x 90 x 20 mm), og al lakering blev udført på disse paneler.
Påføringen af lakkerne blev gennemført som i mange fabriksanlæg: Efter slibning og afstøvning af panelerne påførtes grundlak III-T1 ved valsepåføring i to omgange med UV-hærdning både efter første og andet lag grundlak. Grundlakken blev hærdet således, at den stadig var let klæbrig, før dæklakken blev påført, for at sikre fuld vedhæftning mellem lagene. Den påførte samlede mængde grundlak måltes til ca. 44 g/m².
Fire paneler blev derefter udvalgt til påføring af dæklak.
De udvalgte og grundede paneler blev efterfølgende delt i to grupper, og dæklakkerne III-T2 hhv. III-T3 påført ved luftsprøjtning. Herefter blev lakkerne fuldt hærdet i UV-ovnen.
De påførte dæklak-mængder måltes til:
III-T2: 38 g/m²
III-T3: 70 g/m².
Umiddelbart efter hærdning blev de fire fuldt lakerede paneler samt to paneler kun med påført grundlak skåret op, og lakkuponerne overført til seks mørke prøveflasker. Herefter kørtes mod analyselaboratoriet i Brøndby, hvor analysen blev indledt maksimalt 3 timer efter påføringen.
7.2 Analyseresultater
Analyserne viste følgende værdier af ekstrahérbar monomere:
Tabel 7-1 testserie III. Fuldskalaforsøg på teknos’ testcenter.
Ekstraherbar monomer emission mg/m²
Laksystem |
Lakmængde
g/m² |
Målte værdier Sum D+H+T*) |
Korrigerede værdier Sum D+H+T*) |
III-T1, grundlak alene |
44 |
383 |
305 |
III-T1 + III-T2 , fuldt laksystem |
44+38 |
238 |
203 |
III-T1 + III-T3, fuldt laksystem |
44+ 70 |
269 |
165 |
*) Summen af DPGDA+HDDA+TPGDA emissioner
De påførte mængder blev korrigeret til lakmængder på 35 g/m², hhv 2 x 35 g/m², for at kunne sammenlignes med de tidligere målinger.
Både de aktuelt målte værdier og de korrigerede værdier ligger under kravet på 800 mg/m² for en fuld lakbehandling. Det ses også, at en ikke helt udhærdet grundlak bidrager med en relativ stor emission, som kan blive op til 50% reduceret ved fuld UV-hærdning.
7.3 Øvrige undersøgelser
De to fulde laksystemer (III-T1+III-T2, samt III-T1+III-T3) blev desuden undersøgt for en normal møbellaks egenskaber, eksempelvis hårdhed og resistens mod spild, jfr. IKEA Test Methods.
Alle krav hertil blev opfyldt.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Januar 2011, © Miljøstyrelsen.
|